Det er gået op for mig, at jeg skal giftes – Sidsel & Lasse
Vind billetter til this. - en ny kreativitetskonference og festival i Aarhus

Det er gået op for mig, at jeg skal giftes

Nu er der pludselig kun få dage til at Sidsel og jeg står som ægtepar, og jeg glæder mig helt vildt. Det er underligt at tænke på, at det alligevel er halvandet år siden, jeg friede til hende. Jeg føler, at tiden er gået enormt stærkt siden da – måske fordi vi har hevet en masse voksenpoint ind på kontoen i form af lejlighedskøb og Sidsel som selvstændig. På en måde føltes det en smule uvirkeligt, da jeg friede til Sidsel. Både fordi brylluppet først skulle stå året efter og fordi det ikke helt var gået op for nogen af os, hvad det egentlig var, vi lovede hinanden, da Sidsel sagde ja til at blive gift med mig.

I sidste uge havde vi så vores første møde med den præst, der skal vie os på lørdag. Hun er virkelig sød, venlig og helt nede på jorden – lige som vi havde håbet. Meningen var egentlig, at hun skulle gøre os til ægtepar ved søbredden ved Langsøgaard, men sådan gik det jo som bekendt ikke helt. Så nu bliver vi i stedet viet i den flotte Sankt Johannes Kirke, som ligger et stenkast fra vores lejlighed på Trøjborg. Det føles nu også godt, trygt og hjemligt og det er bestemt heller ikke fordi at hverken Sidsel eller jeg har noget imod et kirkebryllup. Da vi havde besøg af vores præst, snakkede vi selvfølgelig om alt det praktiske – hvor skal bruden og gommen sidde, hvornår skal der udveksles ringe, hvilke salmer skal vi synge og så videre. Samtidigt gennemgik hun hele processen og fortalte om de passager, hun ville læse op og så videre. Hun fortalte også lidt om, hvad det i grunden er, vi siger ja til og hvad det er for en “tradition” vi bliver en del af som ægtepar. Jeg synes, det var ret fint at få forklaret, hvad det er, man som ægtepar lover hinanden og at man altså skal stå ved hinandens side i medgang og modgang og ikke kun, når livet er let. Og ikke mindst, at vi siger ja til at være sammen til døden os skiller. Til det tilføjede hun noget i retning af “ja, det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer i dag, hvor skilsmisseraten er omkring 50%” – jeg syntes, det var forfriskende, at hun forholdt sig meget reelt til det, at ægteskabet og “til døden os skiller”-løftet ikke helt er det samme, som det måske var engang. Det fik mig også til at tænke på den første kæreste, jeg havde, da jeg var 15 år gammel. Dengang var vi ret blåøjede og skrev og sagde tit ting som “Din for evigt”, når vi snakkede om vores forhold. Jeg havde selv en forestilling om, at vi selvfølgelig skulle være sammen for altid, men som I nok kan regne ud, gik det ikke helt sådan ;) Jeg tænker, at man som udgangspunkt indleder et forhold med en forestilling om, at det skal være for evigt. Eller i det mindste at forholdet potentielt kunne være ét, der kunne vare resten af livet. Dog fik jeg, i takt med at jeg blev ældre end de 15 år, et mere “realistisk” billede på kæresteriet og at jeg nok godt kunne indlede et forhold uden at det nødvendigvis var noget, der kunne eller skulle vare for evigt. Udgangspunktet for et ægteskab skal, i min verden, tage udgangspunkt i at det varer resten af livet og sådan tror jeg egentlig de fleste nygifte har det. Men selvfølgelig kan der ske ting, der gør, at det ikke længere giver mening at være gift. Og så skal man selvfølgelig lade sig skille. Det efterlader så spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at holde fast i “til døden os skiller” som del af vielsen, eller om den skal udvides til “til døden, utroskab, mistet gnist, ønske om selvrealisering, karriere eller andre uforudsete ting skiller jer ad”? Måske et lidt pessimistisk spørgsmål, haha. Og det er ikke fordi, jeg har svaret eller egentlig synes, det behøver at blive ændret. Det er bare interessant, hvordan nogle ældre værdier, løfter og traditioner skal vinde indpas og redefineres i det samfund, vi har i dag. Jeg tror, det jeg forstår ved ægteskabet og de løfter, Sidsel og jeg giver til hinanden, er at vi lover at være der for hinanden uanset hvor svære tingene kan være, at vi lover at give alt vi har for at få vores forhold og ægteskab til at fungere og at vi ikke giver op uden kamp.

Ellers går jeg og venter på et godt tidspunkt, hvor jeg kan få øvet min tale. Jeg skrev den, da vi var i sommerhus sammen for nogle uger siden, men har endnu ikke haft lejlighed til at øve den højt for mig selv. Jeg er meget spændt og lidt nervøs på selve fremførelsen. Jeg håber meget, at den falder i god jord og at jeg kan komme gennem den uden alt for mange knæk i stemmen, haha. Generelt kan jeg også mærke, at forventningerne til brylluppet igen er på vej op – både mine egne og gæsternes forventninger. Faktisk tror jeg, at den første aflysning af brylluppet har gjort, at vi og gæsterne er blevet endnu mere opsatte på at gøre det til en fantastisk dag “på trods” af de udfordringer, vi rendte ind i. Et råd, vi har fået med på vejen en del gange efterhånden, er “Husk nu at nyde det, dagen går så hurtigt!”. Det er selvfølgelig et velment råd, som jeg har tænkt mig at forsøge at følge så godt, jeg kan. Men hvordan skruer man op for nydelsen på én bestemt dag? For selvfølgelig har vi da tænkt os at gøre alt for at kunne få den bedst mulige dag, som vi også selv kan nyde. Vi kan selv hjælpe det på vej ved at sørge for, at vi ikke skal bruge ret megen tid på praktiske ting i løbet af dagen og derfor har god tid til hinanden og vores gæster. Det er nok i virkeligheden det vigtigste. Men ellers er “husk at nyde det” et lidt banalt råd. Jeg kan dog godt forstå, hvorfor folk siger det. Hvis jeg kunne sige én ting til mig selv som 15-årig ville det sandsynligvis være, at jeg skulle huske virkelig at nyde gymnasietiden, fordi det ville blive virkelig fedt og sjovt. Men det er bare ikke helt til at forstå, når man står midt i det. Man forstår først rådet bagefter. Og da tænker man forhåbentlig, at man har nydt oplevelsen fuldt ud :)

Nå, det var nogle strøtanker fra en mand, der snart skal giftes. Det bliver så godt! Can’t wait to put a ring on it ;)

P.S: HUSK nu at se med på DR1 kl. 20.00 på onsdag, hvor den nye sæson af Gift ved første blik går i gang!

4 kommentarer

  • Ida

    Min kæreste friede først da jeg var gravid og jeg har altid syntes det var lidt nederen. Vi havde været sammen så længe at jeg egentlig havde troet at han ville gøre det før – vi havde sådan set snakket om at blive gift en dag. Men han tog sig aldrig sammen og jeg opgav faktisk tanken (det var ikke noget der holdt mig vågen om natten). Da han så endelig friede syntes jeg bare det var akavet og malplaceret, og da vi nu har barn synes jeg bare at det bryllup er en unødvendig tidsrøver. Jeg kunne jo have sovet i stedet for at tale med restauranter 😂 Nu glæder jeg mig bare til at holde fest, men commitment-wise er der ikke noget der slår fælles ejendom og en baby IMO, hvilket nok er grunden til at jeg ikke helt orker at gå op i bryllup.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, det er sgu svesken på disken, det der, Ida :D Fedt at du bare taler lige ud af posen. Og jeg kan også godt forstå dig. Det er da også fedt at holde bryllupsfest, om ikke andet så for at fejre ens kærlighed til hinanden sammen med venner og familie. Men ja, det er lidt af en tidsrøver, det der med at holde bryllup. Det kan Sidsel og jeg i hvert fald skrive under på nu her 4 dage inden brylluppet… God fest til jer, når I kommer dertil og tillykke med at I skal giftes! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cæcilie

    Jeg blev gift i maj, og min kollega spurgte flere gange op til “Men hvorfor er det, I har behov for at blive gift, hvilken forskel gør det?”. Og det var egentlig meget rart at skulle sætte ord på det. For ja, mange bliver skilt i dag, og med NemID er det omtrent lige så nemt, som hvis man “bare” var kærester. Men med et bryllup, synes jeg, man lover hinanden, at man vil kæmpe lidt ekstra. Man står foran venner og familie og siger til hinanden, og skriver under på i vores tilfælde, at når tingene er hårde, når interessen måske falmer lidt, så kæmper vi. Det er i hvert fald dét, det betød for os – og det er dét, der gjorde hele forskellen på at være kærester og at være gift.

    Jeg fik også rådet om at nyde det, så jeg tog mig selv i at tænke flere gange i løbet af dagen “nyd det nu, bid mærke i de små ting”, men dagen kom og gik hurtigere end jeg kan forstå det. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at det var den skønneste dag. Og jeg sidder tilbage med taknemmelighed over, at så mange mennesker gad bruge dagen på at fejre os. Så mit bedste råd er i stedet: Der er ting, der kommer til at gå galt. Hvad end det er musikken til brudevalsen, en plet på kjolen i starten af festen, en fuld onkel eller noget fjerde – der er noget, der går galt (også selvom man skulle tro, I havde fået jeres portion af “uheld” allerede inden brylluppet). Og når det sker, så grin af det, for det bliver de historier, I husker bedst senere hen, så det ville være ærgerligt at bruge en masse tid på at stå og være ked af det og ærgre sig på selve dagen.

    Jeg håber, I får et fantastisk bryllup :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Cæcilie :) Virkelig nogle gode betragtninger, du har, synes jeg! Og jeg er helt enig i det, du siger omkring hvad ægteskabet betyder – og det er jo ikke fordi, at det ikke er “godt nok” at være kærester – det må folk jo heldigvis fuldstændig selvom. Men jeg synes, ligesom dig, at det giver et ekstra løfte om at kæmpe ekstra hårdt for sit forhold.

      Som du siger, så har vi (forhåbentlig) været forbi de værste katastrofer ifm. brylluppet, haha. Men ja, det nytter ikke noget at hæfte sig i små ting, der ikke går efter planen. Rigtig godt tip, tak for det! Det tror jeg også, vi med tiden har lært – de ting, der går galt, er oftest dem, man husker tilbage på og kan grine af. Så længe det ikke går alvorlig galt, selvfølgelig ;)

      TAK! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vind billetter til this. - en ny kreativitetskonference og festival i Aarhus