Learning how to adult - Sidsel & Lasse
By the way #53

Learning how to adult

Foranlediget af den #voksengoals-piedestal, Nanna og Jose satte os på i deres seneste afsnit (“Supervoksen Del 2“), fik jeg lyst til at skrive lidt om det her med at finde sig til rette i sit liv. Først skal det lige siges, at vi elsker Fries-pigerne, og såfremt vi finder ud af at jeg er steril, så adopterer vi dem gerne! Dernæst må jeg jo bare sige, at det er skørt nu at være i en situation, hvor andre synes, vi har styr på vores liv! Får helt lyst til at lire damebladsklichéen af med, at vi “altså også slår prutter i elevatoren, glemmer vatpinde med ørevoks på badeværelset og har muggen ost i køleren.”. Hvilket i øvrigt er sandt, men jeg tror, at I allerede ved, at det forholder sig sådan. Der er bare blevet tilført lidt voksenglasur i form af gode jobsituationer, boligkøb, bryllup og generel niceness her i 2018. Og jeg medgiver da også, at det føles som om Lasse og jeg har en slags momentum i livet lige nu. 2018 har været et af de bedste år i mit liv, men det er ikke ensbetydende med, at livet aldrig kommer til at se umuligt ud igen, eller at jeg har opnået alle mine drømme. Vi skal ikke langt tilbage for at finde trælse ting som en fyring og bankrådgiver-kaos på tidslinjen. Eller vores minilejlighed i Vesterbrogade, der til sidst var så overproppet, at den var umuligt at gøre rent. Jeg siger jer, der var some nasty shit, da vi skulle rydde den. Fx den bræmme af skimmelsvamp, der gemte sig bag vores indrammede Aros-plakat. Eller de klammo mængder fedt og madrester, der sad klemt alle vegne i vores køkken. Det føltes ikke særligt overskudsagtigt at bo sådan. Men det er måske ikke så langt fra de tilstande, Nanna og Jose beskriver, at de selv befinder sig i af og til i øjeblikket. Og igen, det er ikke for at forsøge at lave en plat vi er helt ligesom jer sammenligning, det er mere for at sige, at det er et ganske almindelige kapitel at befinde sig i i tyverne.

I virkeligheden tror jeg det er ret logisk, at rigtig mange af os millennials får den her “stress” over ikke at være nået længere. Vi er jo netop ikke nået særligt langt set i forhold til den klassiske etableringsfase hos tidligere generationer. Men vi lever altså også væsentligt længere. Hvor vores forældre vil blive omkring firs år, estimeres det at vi selv vil leve op i halvfemserne, og hvor der tidligere har været tre store livsfaser: uddannelse – arbejdsmarked – pension, kommer vi nok til at se tingene flyde mere sammen fremadrettet. Måske ovenikøbet udvidet med nogle længere sabbatperioder, hvor det er helt ok at stå stille for en stund. Forhåbentlig kommer denne udvikling til – med tiden – at give os bedre liv. Under alle omstændigheder kan det være en god erkendelse at nå frem til, hvis man er typen, der konstant føler sig tre skridt bagefter.

Følelsen af mindreværd er anderledes svær at ryste af sig. For at blive i Fries before Guys-terminologien, vil der altid komme endnu en Simone Jespersen eller Mathilde Gøhler, der ser guddommelig ud og lever et liv, der oser af effortlessness. Det findes der desværre ikke et middel imod, men man kan sagtens arbejde med at blive bedre til at rumme den slags. Jeg er i virkeligheden ret meget som Nanna på dette punkt. Jeg har været rigtig god til at være misundelig på andre pigers udseende, jobsituation, garderobe osv. op gennem mine tyvere, men misundelsen er begyndt at fylde mindre i takt med, at jeg selv er blevet bedre til: 1. at gå efter de ting, jeg selv drømmer om og 2. slippe de ting, jeg aldrig kommer til at opnå. Højt på ønskelisten har stået en friere jobsituation og en rar bolig med god plads (og et fyldt køle- og barskab!), og det føles ærligt talt skidefedt at besidde begge dele i dag. Til gengæld kan jeg ikke prale af at kunne synge som en drøm, have megalækkert hår eller være indehaver af DKs sejeste podcast, som Nanna kan! Men jeg er sikker på at vi begge nok skal ende der, hvor vi hver især har det bedst :)

Bærer I også rundt på en forestilling om, hvordan livet skal se ud år for år? Og føler I jer nogensinde “bagud” sammenlignet med jeres jævnaldrende venner?

12 kommentarer

  • Marlene

    Kan godt følge mange af jeres tanker, men man må også huske på at folk spørger fordi de er interesserede og synes det er enormt spændende at høre om ‘de unges liv’, fordi vi netop har fart på! Vi konkurrerer jo med hinanden hele tiden. Dømmer hinanden og ser skævt til dem der lever deres liv på en anden måde end os.
    Vi er selv ansvarlige for at sige fra overfor nærgående spørgsmål og fortælle vores forældre hvis vi opfatter at de har nogle forventninger til os. Det er ikke sikkert de har – det kan være nogle forventninger vi har til os selv som vi skubber over på dem, fordi det er nemmere.
    Kys det nu, det satans liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Også en god pointe, Marlene! Man skal selvfølgelig holde sig for øje, hvad der reelt er pres udefra, og hvad der er egne forestillinger om, hvad omverdenen forventer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Sådan et spændende indlæg!
    De tanker du beskriver fylder en masse hos mig for tiden. Jeg er 29, og lever på mange måder et meget voksent og etableret liv. I 2017 afsluttede jeg min kandidat og landede et “voksenjob”. Jeg blev kort efter uplanlagt gravid, og nu lever jeg alene med min søn i vores 2-værelses, og har ikke et job at vende tilbage til efter barsel. Det med jobbet fylder ikke så meget, men det her med at være alene, og så at vi bor anderledes end jeg nok havde forestillet mig, jeg ville når jeg fik barn/børn, det fylder meget mere end jeg havde troet det ville. Jeg kan virkelig sammenligne mig meget med andre børnefamilier, der bor i hus eller store lejligheder med plads til børneværelse, stort badeværelse og penge til lækre ting. Prøver at huske at man kan have børn på mange måder, og jeg ved jo godt at min søn ikke lægger mærke til de ting (endnu). Men ja, føler mig enormt etableret på nogle områder, og lidt i en “getting there” fase på andre områder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Lærke!

      Hold da op, du har godt nok haft hænderne fulde de seneste par år. Jeg kan sagtens forstå, at du er tilbøjelig til at skele til “kernefamilierne”. Det kan helt sikkert være svært at sluge, når virkeligheden ser anderledes ud, end man havde forventet. Men som du selv siger, så er der rigtig mange måder at leve sit liv på – også med børn. Jeg synes du lyder ret fattet, alt taget i betragtning. Dit barn har en sej mor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Jeg tror egentlig, at jeg har en del af de ting, som Fries-pigerne definerer som tegn på at være ‘etableret’ og voksen.. Jeg har lige afsluttet min bachelor i statskundskab med fine karakterer, har et virkelig godt CV, en meget smuk og dejlig kæreste, en god økonomi og et fedt studiejob, en stor lejelighed og nu en lovning på et stort lån i banken til at købe en ejerlejlighed, en harmonisk ‘kernefamilie’ og en masse skønne venner også. Men jeg arbejder 30 timer om ugen udover mit studie, og jeg har nærmest ikke tid til at se alle de dejlige mennesker i mit liv. Så at ‘have’ alle de ting betyder for mig ikke nødvendigvis at livet bare er fryd og gammen. Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg er mere glad og tilfreds, når jeg vågner og slår øjnene op end Nanna og Jose er.. Pt bruger jeg fx meget tid på at overveje, om jeg overhovedet har lyst til et fuldtidsarbejde. Og om jeg dør af stress når jeg er 30, fordi jeg allerede nu som 24-årig er ved at blive bims af arbejdsmarkedet.. Jeg tror egentlig, at min ultimative drøm ville være at arbejde 15-20 timer om ugen inden for mit fag, undervise lidt i yoga ved siden af og ellers hygge mig med mine forhåbentligt kommende børn. Og det er lidt af et wake up call at indse, at jeg lige nu faktisk bruger så meget tid på at arbejde og fylder min hverdag med ting, som jeg måske ikke en gang finder ægte værdi i.. Derfor har jeg nu besluttet mig for at sige mit job op, så jeg har mere tid til at gå til yoga, kysse på min kæreste og hygge mig med mine venner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Jeg tror de overvejelser du gør dig er nogle, som rigtig mange i vores alder sidder med. Lasse og jeg inklusiv. Og det er helt sikkert ikke en dårlig ting, selvom det kan være hårdt at lave en U-vending i sit liv. Jeg troede også i mange år, at jeg skulle være den næste Stine Bosse og gøre karriere i en eller anden stor virksomhed med en masse stjerner på skuldrene, men i takt med at jeg er blevet klar over hvor mange arbejdstimer man skal lægge for at indfri den slags drøm, er den gledet mere og mere i baggrunden. Nu har jeg det i virkeligheden mere ligesom dig: lykken ville være at arbejde 25-30 timer om ugen, og nogle af timerne må gerne være indenfor et helt andet felt end det, jeg laver i dag. Og så håber jeg på enten at kunne indfri en hel masse gæld eller flytte til et billigere sted i fremtiden, så der ikke er en kæmpe månedlig boligydelse, der skal diktere hvad jeg gør med mit liv.

      Jeg håber du finder dig til rette i den nye konstellation og kan få det til at løbe rundt! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia

    Jeg føler presset og forventningerne udefra mere end nogensinde lige pt. Jeg er snart 27 år, og netop droppet ud af mit studie, 1 år inden målstregen. Jep, jeg nåede at læse 4 år på KADK, før jeg endelig turde erkende overfor mig selv, at det her bare ikke var min hylde. Alle omkring mig vidste, at jeg mistrivedes på mit studie. Og det gjorde jeg også selv. Dét, der gjorde, at jeg blev ved så længe var nok, at jeg ikke kunne pege på hvilken hylde, der så var min. For hvorfor skulle man droppe sin plan A, uden at have en ny plan A? Eller en plan B, i det mindste? Det virker jo helt absurd i en tid, hvor hvert et ikke-udnyttet sekund er et spildt sekund. Og den opsang bliver jeg da i den grad også konfronteret med i disse dage, når jeg fortæller folk, om min udmeldelse, og at der ikke ligger nogen plan til grunde herfor. Hvad skal der så ske nu? Spørger de. Jeg ved det ganske enkelt ikke. For det meste føles det fantastisk og power-woman-agtigt, at have været i sand til at træffe en vaskeægte selvstændige beslutning om at sige fra overfor uddannelsesræset, og være hamsteren, der endelig træder ud af hjulet, det har løbet i alt for længe i. Men så kommer panikken nogle gange snigende bagfra, og rammer med 200km/t. Hvad er det, jeg har gjort? Får jeg nogensinde et ‘rigtigt’ job nu? Er jeg en fjollet fiasko. Når man aller mest føler, at man ikke har noget ben at stå på, er det bare vigtigt at have gode mennesker omkring sig til at minde en om, at arbejde (hvis det er det, man stresser over) ikke er alt, hvad man er. Et godt menneske og et godt liv er langt mere nuanceret, end et godt arbejde og en god karriere. Og mens der ikke lige er styr på den ene del i mit liv, må jeg lære at dyrke de andre sider og aspekter i mit liv. For de er altså også vigtige! Hvis ikke mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Jeg synes, du er virkelig modig, Julia! Der sidder alt for mange på uddannelser rundt om i landet, der står tiden ud, fordi samfundet/mor og far /deres socialklasse etc. dikterer, at det er det rigtige at gøre. Jeg tror det er vigtigt, at man tager hånd om sine behov og drømme i tide. Ellers skubber man bare problemerne foran sig og ender med en galoperende livskrise senere hen. Men det er uden tvivl noget at det sværeste at gøre! Jeg vekslede også mellem eufori og panik, da jeg sagde min fuldtidsstilling op sidste år, men det bliver lynhurtigt bedre, efterhånden som man finder sig til rette i de nye vilkår. Det vil det helt sikkert også for dig. Og så er det nemlig heldigt, at karriere langt fra er det eneste, der definerer os som mennesker :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Jeg tror egentlig ikke jeg som sådan føler mig bagud i forhold til mine venner, så meget som jeg føler mig bagud i forhold til hvor omverdenen forventer at jeg er. Jeg er 25,fylder snart 26 og er i gang med min kandidatgrad (på OØ i øvrigt, hep-hey Sidsel!). Og det eneste folk kan snakke om, er lige pludselig hvad jeg skal lave bagefter. Hvad for et job skal jeg have, hvor vil jeg bo, hvor godt har jeg planlagt næste skridt. Og bevares, jeg er da opmærksom på at der er et liv og en karriere der skal skubbes i gang om et par år, men jeg har bare slet ikke travlt. Jeg kæmper rigtig meget med de normer jeg mærker der er, til det liv man skal leve efter endt kandidat; så skal man have et fedt job, gerne en fast kæreste og man skal også lige huske og tænke over hvornår man gerne vil have nogle børn. Det er normer jeg er vokset op med, og de forventninger findes også i mig. Men jeg prøver virkelig at gøre op med dem, da jeg virkelig har lyst til at være med til at stoppe en så konventionel tankegang om voksenlivet. Lige nu egentlig har jeg mest bare lyst til at gøre min uddannelse færdig, og så tage på jordomrejse.
    Derfor er jeg også virkelig glad for Nanna og Joses podcast, fordi vi er ca samme sted i livet, og de husker mig på at jeg faktisk selv bestemmer hvordan jeg er voksen. Derfor blev jeg også rigtig glad for det her indlæg :) Det er så sundt at blive konfronteret med de indgroede tanker og forventninger, som findes i én, men som måske ikke er gode for en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Fedt med en kommentar fra en fellow OØer ;) Jeg kan helt sikkert relatere til de tanker, du går med. Jeg følte også et pres for hurtigst muligt at få et voksenjob, da jeg først havde afsluttet min kandidat. Og mange af mine jævnaldrende gav udtryk for, at de havde nedtur på over ikke at have fundet The One endnu. Begge dele er jo sindssygt ærgerligt, fordi den tid omkring ens midt-tyvere kunne være så fin og fri, hvis der ikke lå det der åg af forventninger og trykkede. Jeg håber du finder en rigtig god vej igennem de næste år. En jordomrejse lyder som en dejlig idé! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg har lidt droppet tankerne om, hvordan mit liv skal se ud år efter år. Tiden går så hurtigt, og lige pludselig har jeg nået den alder, hvor jeg troede, jeg ville være og have opnået noget bestemt. Jeg er kun 23, og jeg tænker nok mere i stigende noget a la “i 30’erne vil jeg … I 40’erne har jeg nok …” Det er lidt nemmere at forholde sig til, haha.
    På ét punkt har jeg især følt mig bagude de seneste par år. Jeg er først lige flyttet hjemmefra, mens mine jævnaldrende og medstuderende fløj fra reden, da studiet startede. Mit barndomshjems adresse muliggjorde, at jeg sagtens kunne få det til at fungere at være hjemmeboende og studerende. Men nu, hvor jeg har taget springet, føler jeg mig lidt mere “på lige fod”. Og for den sags skyld også væsentlig mere voksen, nu hvor mine penge ikke kun skal bruges på goder, men også på rengøringsmidler og andre “spændende” ting ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det lyder som en sund tilgang til aldersræset, Anne :)
      Forståeligt nok! Jeg flyttede faktisk også først hjemmefra et år inde i bacheloren, hvilket også til tider føltes en anelse curling-agtigt, men omvendt gav det lidt tid at løbe på ift. at få økonomien til at slå til (for mit vedkommende at spare op til indskud til Lasses og min første lejlighed i Vesterbrogade).

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #53