november 2018 – Sidsel & Lasse

By the way #56

Vi prøver os frem med lidt AcroYoga

By the way:

  • Er I stødt på Joseph’s Machines på Facebook? Hans Storm P-agtige maskinerier er så fascinerende!
  • Sidsel spottede en Kim Larsen-memoir i en boghandel for ikke så længe siden. Det er altså lidt spøjst at der er forfattere, der spekulerer i den slags allerede inden manden er død (tror simpelthen ikke på at den er skrevet og sendt til tryk på så kort tid).
  • Vi lavede denne æblekage med nedfaldsæbler fra Sidsels ene arbejdsplads for et par weekender siden. Den er virkelig god!
  • Sidsel har i år siddet med som en del af juryen til Byens Bedste-prisen, der uddeles hvert år af Stiften. Det var skægt at få et indblik i aarhusianernes foretrukne restauranter, butikker m.v. (men også meget svært at finde den endelige vinder i hver kategori!).
  • Lasse er stødt på spillet What do you meme? online. Det ser virkelig sjovt ud! Har I mon prøvet det?
  • Vi har prøvet kræfter med lidt AcroYoga mens vi var på Maldiverne – det var søde Pernille, som kunne hjælpe os lidt i gang. Det var faktisk ret sjovt og vi syntes selv, vi var ret gode. Det vil vi gerne gøre noget mere!
  • Da vi var på Mallorca sidste sommer fandt vi et kaktusblad på en gåtur, som vi besluttede at døbe “Kærlighedskaktussen” i anledning af vores 10 års-dag som kærester og plante, når vi kom hjem. Den har levet i bedste velgående i halvandet år, men nu er den død! Lidt ærgerligt, når den skulle forestille at være et symbol på vores kærlighed, haha. Vi tænkte, det var smart med en kaktus til dette formål, da de jo holder længe og er svære at slå ihjel . Men ak, sådan skulle det ikke gå.
  • Da vi landede i Kastrup på hjemturen fra Maldiverne missede vi toget hjem med ét freaking minut! Der gik så først et tog to timer senere. Heldigvis var der bløde læderstole og lækker wok i Terminal 2, men øv, hvor ville vi gerne have været hjemme to timer tidligere!
  • Vi kan læse, at flere og flere bloggere/Instagrammere bliver personligt påvirket, når deres billeder ikke får lige så mange likes, som de er vante til eller havde håbet på. Vi kan godt genkende fornemmelsen, men vi øver os virkelig meget i ikke at lade det gå os på. For Instagram er simpelthen ikke en vigtig nok ting, til at man skal lade manglende performance på mediet gå ud over sit gode humør. Det kan være lettere sagt end gjort, men uanset om man er influencer eller ganske almindelig person med en profil på mediet, så husk at sige pyt og tag det for hvad det (ikke) er. Dit værd som person og antallet af følgere og likes på din profil har intet med hinanden at gøre :)
  • Vi var så heldige ikke at være i Danmark, da Black Friday-ræset løb af stablen. Det var faktisk ret befriende ikke at have alt det om ørene! Jo, der kom en hel del (!) mails i vores indbakker med diverse tilbud, men ellers fyldte det ikke ret meget i vores bevidsthed. Nu kan vi så læse, at Black Friday-salget faktisk er faldet i år sammenlignet med 2015, 2016 og 2017. Det er positivt, synes vi! Black Friday er ikke 100% skidt – hvis du alligevel ved, at du skal have en ny støvsuger eller vinterjakke, kan du jo lige så godt købe den med 20% rabat. Men alt det salg, der kommer af impulskøb udelukkende fordi varene er sat ned, det er noget juks. Forhåbentlig er denne reaktion blot starten på et større bevidsthedsniveau omkring det personlige forbrug hos de enkelte danskere :)

Billeddagbog fra Maldiverne

Reklame for Rejselyst

Nu er vi omsider tilbage fra 10 dage i Maldiverne, og vi sidder tilbage med så mange gode minder, at vi har lyst til at lave verdens største digitale scrapbog over turen! Vi skal dog forsøge at begrænse os og kun fortælle det mest essentielle ;) Som nogle af jer måske læste eller spottede på Instagram, havde vi følgeskab af fire andre par på rejsen: Matti og Tina, der driver Rejselyst, Tobias og Signe, Mads og Emilie samt Daniel og Pernille. Otte søde mennesker, som vi helt sikkert skal se mere til. Grupperejser kan altid være lidt af et gamble, men denne forløb virkelig harmonisk. Vi sidder tilbage med samme følelse i kroppen, som når man i folkeskolen havde været på en virkelig god lejrtur. At lejrturen så oveni købet foregik på Maldiverne gjorde ikke ligefrem stemningen dårligere ;)

Inden vi rejste, havde vi længe haft en forestilling om, at Maldiverne først og fremmest var en rigmandsghetto, der nemt kunne skuffe. Er strandene nu også så lækre? Ser man virkelig hundredvis af fisk og havskildpadder? Er der ikke bare nyrige russere over det hele? Heldigvis levede øerne op til forventningerne og mere til: tropestrandene var ubetinget de flotteste, vi har besøgt, de lokale var meget hjælpsomme og venlige og snorkelturene var blandt de bedste, vi har oplevet. Vi stødte også på overklassestyperne med den dårlige attitude og ivrige kinesere, der bragede ind i koralrev, men de findes vist overalt efterhånden. Vores overordnede indtryk efter turen er, at vi til fulde forstår, hvorfor ø-staten er blevet så eftertragtet en feriedestination. Maldiverne er den ultimative Bounty-drøm, der giver den der eftertragtede Robinson Crusoe/”Alene i verden”-følelse. Strandene er på ingen måde overrendte, og øerne er stadig relativt blottede for souvenirboder, smoothie bowls og antastende sælgertyper.

 

Prisniveauet for en tur til Maldiverne vil stadig ligge en smule over eksempelvis en tur til en thailandsk ø, men vælger man at bo lokalt på fx et guest house er prisforskellen faktisk ikke svimlende. Vi boede på tre forskellige øer på presseturen, der symboliserede hver sin prisklasse. Især de første fire dage på øen Thoddoo var en øjenåbner i forhold til hvad der kan lade sig gøre for os, der har en relativt gennemsnitlig indkomst. Her får man masser af paradis, tropeø og koralrev til en fornuftig pris. Matti og Tina, der står bag Rejselyst, har gjort meget ud af at researche sig frem til de forskellige pakkeløsninger, de tilbyder, netop så menigmand også kan være med. Vi er imponerede over deres dedikation og servicemindede tilgang til det at drive et rejsebureau. Selvom bureauet stadig er relativt nyt (og Matti er fuldtidsbeskæftiget som fuldmægtig), har parret allerede brugt lang tid på at rejse rundt og besøge alverdens resorts og guest houses, så de kan stå 100% inde for de løsninger, Rejselyst tilbyder.

Normalvis er vi gode til at booke alting selv, når vi rejser, og vi har ofte givet tips til netop dette her på bloggen. Der findes dog destinationer, hvor det kan være rart at slippe for denne del, særligt fordi der kan gemme sig ubehagelige økonomiske overraskelser, hvis ikke man kender til de “skjulte” udgifter. Sådan en destination er Maldiverne. Har kan man lynhurtigt bruge flere penge end rejsebudgettet tillader, hvis man glemmer at regne told, service charge, lokal transport mellem øerne, halv/helpension osv. med i den samlede pris. Alt dette er der taget højde for hos Matti og Tina, og de ting, der ikke er inkluderet (typisk frokost og udflugter), kan man få gode tips til hos dem.

Som vores billeder forhåbentlig viser, har vi levet i en paradisisk drøm de sidste ti dage, man ikke har lyst til at vågne fra. Dovne timer i hængekøjen med en god bog, yoga- og akrotimer med dygtige Pernille på stranden, snorkelture med havskildpadder, revhajer, rokker og myriader af tropefisk, madlavningskurser, mashunispisning (en lokal ret med tun, kokos og rødløg) på vores guest house, hyggelige middage under stjernehimlen, delfinbegejstring på Angsana og total ekstase over luksusliv på Soneva Fushi. Hver dag har budt på uforglemmelige oplevelser, og da vi sammen sad og skulle opsummere højdepunkterne inden hjemturen, blev listen med lykkeglimt bare længere og længere. For Lasse og jeg har havet været den helt store hovedrolleindehaver. Strandene, solnedgangene, livet under havets overflade og de smukke atoller, der er så blå, at det næsten skærer i øjnene.

Inden vi igen lukker scrapbogen over Maldiverne, har vi planlagt endnu et indlæg, der kommer nærmere ind på de forskellige ferieformer, vi prøvede undervejs på turen. Dette kan forhåbentlig give et billede af, hvad man kan forvente af de forskellige prisniveauer. Har I andre spørgsmål til destinationen, er I velkomne til at lægge en kommentar og ellers kan I sende henvendelser til Tina og Matti her.

Hvor meget skal man være “på” som blogger?

Jeg har den seneste tid gået og tænkt over, hvor meget man som blogger skal dele ud af sig selv og være på. Det er jo noget, Sidsel og jeg mere eller mindre hele tiden tager stilling til fra blogindlæg til blogindlæg og IG-post til IG-post. Det er ret forskelligt, hvor meget de danske bloggere deler ud af sig selv og hvor stor en online tilstedeværelse, de hver især har på blog og sociale medier. Jeg føler, at tendensen lige nu er “jo mere, jo bedre” – selvfølgelig skal det indhold, man som blogger lægger ud også have en form for kvalitet og/eller relevans, men generelt virker det ikke til, at læsere og følgere kan få for meget eller komme for tæt på.

En næsten klassisk blogger-udmelding er “Beklager stilheden” – den har jeg altid haft et lidt mærkeligt forhold til. For det første synes jeg egentlig ikke, man som blogger skal eller behøver undskylde for ikke at have skrevet et indlæg i et stykke tid. Det er jo helt fint og fair, at man ikke opdaterer sin blog eller sine sociale medier konstant, hvis man ikke har tid eller føler for det. Præcis ligesom hvis man som ganske almindelig ikke-blogger nok ikke vil skrive “beklager stilheden” efter at have gået 4 uger uden at poste noget på Instagram. For det andet kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, at ens læsere sgu nok overlever, at man ikke har skrevet et blogindlæg i et par uger. Der er jo heldigvis masser af andre ting at tage sig til end at skrive og læse blogs. Selvfølgelig kan man som blogger sagtens give en forklaring på, hvorfor man ikke har skrevet noget i en måned, når man så vender tilbage, men det behøver efter min mening ikke være med en dertilhørende undskyldning. Generelt vil jeg også meget hellere læse en blog, der udgiver ét godt, velskrevet og relevant indlæg om ugen end 7 lettere ligegyldige. Hvis man som blogger kan udgive 7 spændende indlæg om ugen, er det selvfølgelig strålende. Men det er alligevel de færreste, der formår dette. Det er også sjovt, hvordan blogindlæg for 10 år siden vitterligt kunne indeholde ét billede af en ny kjole, to linjers tekst og et link. Den går jo ikke rigtigt i dag, hvor blogindlæg (heldigvis) ofte er nødt til at have lidt mere substans. De hurtige opdateringer er så migreret til Instagram og andre sociale medier, hvor det er mere accepteret, at et opslag ikke behøver have en kæmpe dybde. Et billede af en kop kaffe og et par emojis som caption rækker fint på IG, men det havde nok ikke haft den store succes som blogindlæg.

Noget andet er, hvor meget man som blogger/influencer så deler ud af sig selv – altså hvor tæt, man lader sine læsere og følgere komme på. Det er ikke noget, Sidsel og jeg tænker så bevidst over mere, vi har fundet det naturlige leje, hvor vi synes, det er passende. Vi bliver nok aldrig dem, der f.eks. laver 10 IG stories om dagen, hvor vi går snakker til kameraet og fortæller om alt muligt, vi går og laver. Ikke fordi der overhovedet er noget galt i det – jeg beundrer virkelig dem, der bare kan gøre det helt naturligt som var det ingenting. Jeg har også et indtryk af at mange læsere og følgere ofte synes, det er ret underholdende og at de på en måde føler sig tættere forbundet til den pågældende blogger, når hun/han dagligt deler video-snakke-stories på Instagram. For mit eget vedkommende bliver det faktisk en smule grænseoverskridende at skulle lave den slags stories. Måske fordi jeg ikke så tit selv ser de stories, hvor der bliver snakket direkte til kameraet. Jeg ser næsten altid mine stories uden lyd, og der skal et eller andet særligt til, hvis jeg skal stoppe op, slå lyden til og se en story én gang til.

Generelt vil jeg egentlig gerne prøve at opfordre til behersket skærmtid og brug af sociale medier, men det klinger lidt hult, når man forsøger at fremsætte denne pointe via netop sin blog og sociale mediekanaler. Mange (inklusiv jeg selv) ville sikkert have godt af en SoMe-detox, men hvis man selv som blogger eller influencer brager derud af på sociale medier og dele indhold konstant, er man så med til at sætte en standard for, hvor aktiv man “skal” være på f.eks. Instagram, hvor flotte billeder, man bør poste og hvor mange følgere, man burde have? For så det kan jo godt gå hen og blive lidt selvmodsigende.

Men for at vende tilbage til noget af det, jeg startede med, så tænker jeg nogle gange, om I mon savner mere personligt indhold fra os? Om I føler, vi lukker jer nok ind i vores liv, hverdag og tanker eller om der er noget, vi kan gøre, for at komme “tættere” på jer? Jeg synes ikke, der i blogland skal opstå en konkurrence om, hvem der kan være mest personlig, uden filter og hudløst ærlig, for det kan også blive for meget. Men alligevel kunne jeg godt tænke mig at høre, om I opfatter os som lukkede, meget personlige eller et sted midt imellem? Vi synes jo, noget af det sjoveste er, når vi kan få en dialog i gang i kommentarfeltet – det er der, vi lærer jer at kende bedre (og I os). Så derfor er det også vigtigt, at I har lyst til at snakke :)

Faktisk glæder jeg mig lidt over, at vi ikke er “større” bloggere end vi er – jeg kan slet ikke forestille mig hvor lang tid det ville tage at svare på 50 kommentarer om dagen på bloggen. Ikke hvis det skulle være de gode, velovervejede svar, som vi gerne vil skrive. Og tænk, hvis man havde 100.000 følgere på Instagram og derfor fik 100 kommentarer, hver gang man postede et billede. Man har jo ikke tid til at svare alle! Og så ryger “idéen” lidt med at blogge/Instagramme, synes jeg. I hvert fald hvis man forsøger at bygge en form for relation op til sine følgere/læsere.

Kærestekedelig

Sidsel og Lasse anno 2007

Af og til får vi mails og beskeder fra læsere, der på den ene eller den anden måde er løbet ind i udfordringer i deres parforhold, og uden at vi skal gøre os til eksperter på området, så kan det jo være meget rart at høre andres erfaringer engang i mellem. Et af de emner, der ofte går igen, omhandler dét at jonglere venskaber og parforhold på samme tid – og undgå at blive stemplet “kærestekedelig”. De fleste af jer har sikkert stiftet bekendtskab med udtrykket. Nogle af jer er muligvis blevet kaldt kærestekedelige, andre har måske selv brugt det om jeres venner eller bekendte. Som regel har udtrykket til formål at pointere, når et kæresteskab har taget overhånd og pludselig prioriteres frem for alt andet. Jeg har en fornemmelse af, at det især bruges blandt mænd (men har intet håndfast bevis for dette, so I could be wrong..). Når der pludselig meldes afbud til fodboldkamp, fifa-aften og sommerhustur til fordel for “at være sammen med damen”. Jeg har dog også set eksempler på det blandt kvinder i min omgangskreds. Udtrykket kan sagtens bruges drillende og godmodigt. De fleste er jo glade på deres venners vegne, når de finder kærligheden. Men der findes desværre også eksempler på, at det splitter et forhold ad, fordi man pludselig befinder sig midt i en boksekamp med forsmåede venner i det ene ringhjørne og en uforstående kæreste i det andet.

Lasse og jeg blev faktisk udsat for en mindre intervention, dengang vores forhold stadig var helt nyt. Vi var rejst til Alanya (wuhu!) med en venneflok og skulle dele ferielejlighed med hinanden i 14 dage. Lasse havde to af sine kammerater med, og jeg havde vist tre veninder med på turen. Det var en skidesjov tur, og vi tog også afsted igen året efter, men der opstod en smule knas undervej, fordi Lasse og jeg var som to sugemaller, der havde iglet sig fast på hinanden. Vi var netop blevet kærester, hormonerne fyrede rundt i kroppen som kugler i en pinball-maskine og der var endnu intet behov for personlig space og alenetid! Til gengæld følte vores venner ikke, at de havde os på egen hånd i tilstrækkelig grad i løbet af turen. En aften blev vi krænget fra hinanden og placeret i hver vores værelse, hvor vores venner så fortalte, at de syntes vi tilbragte for meget tid på tomandshånd på turen. Jeg mener ikke, vi tog det særligt pænt eller kunne se, at der var et problem, og der var en smule akavet stemning i timerne efter. Sidenhen har vi indimellem snakket om episoden – om hvorvidt de skulle ha’ ladet os nyde tosomheden, eller om det var det rette at “gribe ind”. Svaret står nok hen i det uvisse, for nu er det så længe siden, at vi dårligt nok kan huske hvor meget tid vi tilbragte med hinanden kontra sammen med vores venner.

En ting, vi dog kan blive enige om, er, at det kan være en prekær situation at stå i. En forelskelse er en smule som sindssyge. Man får lynhurtigt skyklapper på og ænser ikke verden omkring en. Som ven til en nyforelsket mand/kvinde kan det imidlertid opleves, som om vedkommende bevidst vælger at svigte én. Fra det ene øjeblik til det andet kan din bedste ven gå fra at bruge al sin ledige fritid på dig til pludselig at bruge den på en helt ny. Og det kan nemt efterlade en følelse af, at du er blevet forrådt af den person. For Lasse og jeg ligger følelser som disse langt tilbage i tiden, men for nogle af jer er det måske en realitet, I står midt i. Det er jo både noget, der kan finde sted i folkeskolen, i de tidlige voksenår eller senere livet. Fx hører man af og til efter en skilsmisse, at forældrene pludselig går i ungdommen igen og “glemmer” deres børn og venner, når de finder en ny mage. Og det kan være ret ulykkeligt at være vidne til.

Alle vennegrupper og forhold er jo forskellige, og hvordan gør man sig lige til dommer over, om et kæresteskab optager for meget tid eller ej? Vi tror, at det kan være vigtigt som ven at indtage en overbærende rolle. Lad din forelskede kammerat få et get out of jail free card i nogle måneder, og se så, om ikke de værste amoriner har lagt sig, og vedkommende begynder at blive en større del af dit liv igen. Hvis ikke dette sker, så kan det blive nødvendigt med en dialog, som så kan resultere i to ting: enten nærmer man sig hinanden igen, og ellers gør man ikke. Ligesom med andre store livsbegivenheder, så er et nyt forhold i den grad med til at forme en, og den udvikling kan også betyde, at ens venskaber ændrer sig. Men ikke nødvendigvis til det værre :)

For Lasses og mit vedkommende har det været vigtigt at prioritere individuelle venskaber. I og med at vi stort set har boet sammen i al den tid, vi har været kærester, har vi jo haft hinanden i dagligdagen. Det har helt sikkert frigjort tid og accept til, at vi kan tilbringe weekender og ferier med vores venner og ikke kun med hinanden. Men vi forstår også fuldt ud, hvis man ikke har det på samme måde. Fx kunne vi ofte være udfordret, dengang Lasse boede i København, fordi et enkelt vennearrangement kunne betyde, at vi fik frarøvet en weekend sammen. Og så gik der pludselig 14 dage før vi så hinanden igen. Med andre ord kan prioriteringer i et parforhold også komme meget an på boligsituation, job, uddannelse m.v.

Udover at give hinandens venskaber plads, er vi også blevet rigtig gode til at gå ud sammen. Både til middage, fester og festivaller. Men også denne dynamik er forskellig fra parforhold til parforhold. Nogle par får energi af at være sociale sammen, andre får energi af at være sociale vær for sig.Lasse og jeg er heldige at have en ret stor fælles venneflok med mange par, der er nogenlunde samme sted i livet, som vi selv er. Og selvom udtrykket “parmiddag” kan lyde lidt fesent, så er det faktisk noget af det, vi praktiserer mest nu om dage, haha.

Er det noget, I nogensinde spekulerer over? Det her med at være “kærestekedelig”?

 

 

Turen går til Maldiverne

Reklame for Rejselyst

I morgen stikker vi igen mod varmere himmelstrøg. Denne gang går turen til vidunderligt paradisiske Maldiverne, og vi glæder os, som vi sjældent har glædet os til en rejse før. Sidste tirsdag mødtes vi med vores medrejsende, som består af både venner, bekendte og helt nye bekendtskaber, og vi var vist alle rimeligt overstadige, da vi gik fra mødet! Undervejs fik vi præsenteret presseturens program af Matti og hans kæreste Tina, der sammen driver det nordjyske rejsebureau Rejselyst, og det lød alt sammen som en drøm, man ikke har lyst til at vågne fra! Foruden Matti og Tina får vi selskab af Tobias og hans kæreste Signe, vores gode kammerat Mads og hans kæreste Emilie samt Daniel og Pernille. Sammen skal vi i løbet af ni dage dokumentere vores oplevelser på ø-gruppen i det Indiske Ocean, og forhåbentlig give et godt billede af hvad man kan forvente sig af en tur til Maldiverne.

Undervejs skal vi både bo på et relativt primitivt guest house, et overdådigt eco-resort og til sidst et hotel, der ligger i mellemklasssen. En rejse til Maldiverne kan skrues sammen på mange måder, hvilket vores rejsedagbøger derfra forhåbentlig vil bære præg af. I det hele taget er øerne blevet en langt mere tilgængelig destination end for bare ti år siden, hvor man skulle have en mere end almindeligt velpolstret bankbog for at kunne checke ind i en af de luksuriøse hytter på pinde, som er blevet så ikoniske for landet. Det skal man i øvrigt stadig, hvis det er de fem-stjernede resorts, man drømmer om, men mindre kan også sagtens gøre det. For en håndfuld år siden fik lokalbefolkningen nemlig endelig tilladelse til selv at drive små hoteller og guest houses på øerne, og den lovændring har fordret en ny slags turisme, der ledes an af backpackere og andre budgetrejsende. Vi glæder os til at opleve begge slags rejseformer og se hvilke oplevelser, de hver især byder på.

Allerede nu har vi en række udflugter lagt ind i programmet, og de har bestemt ikke gjort vores begejstring mindre! I løbet af de første par dage skal vi blandt andet give os i kast med natfiskeri og på en sandbanke-picnic. Derudover drømmer jeg også om en dykkertur. Maldiverne skulle byde på nogle af de bedste dyk i verden, især på grund af det rige dyreliv. Revhajer, skildpadder, rokker og tropefisk er alle stamgæster på de omkringliggende rev. Og så rummer havene i området også en relativt stor bestand af hvalhajer. At komme tæt på dem har altid været en stor rejsedrøm, så det kunne være ret vildt at få den indfriet. Nu må vi se – den slags handler også om at have heldet med sig. Uanset hvad bliver det nok svært at ødelægge det gode humør på sådan en tur :) Vi skal i øvrigt også mødes med personalet på eco-resortet Soneva Fushi og høre mere om dét, at drive et bæredygtigt hotel. Det bliver spændende!

Og for nu at sørge for, at vi også walk’er the walk, når vi insisterer på at talk the talk, så har vi overført en donation svarende til den mængde CO2, vores tur “koster”, via Carbonfund. Vi blev tippet om denne fine guide, hvis du selv er interesseret i at gøre en forskel, når du flyver.

Nu vil vi pakke de sidste sager og sætte kurs mod Bounty-strandene. Vi skrives ved!