Det store klimaspørgsmål - Sidsel & Lasse
By the way #55

Det store klimaspørgsmål

Klima er et af de emner, der oftere og oftere dukker op i vores kommentarfelt. Det er ligeledes blevet et emne, der efterhånden trækker rigtig mange overskrifter i medierne, og i det hele taget virker det til, at menneskeheden på et globalt plan endelig er nået en nogenlunde woke tilstand, hvad global opvarmning angår. Vi synes, det er ret interessant, at det netop er nu, snakken om miljø og bæredygtighed for alvor intensiveres, når det jo faktisk har været et presserende emne i årevis. Sociale medier må helt sikkert tilskrives en væsentlig betydning. En skildpadde, der får pillet plastikaffald ud af næsen, kan på få timer nå millioner på Facebook, hvor vi nærmere snakkede nogle få tusinder, hvis samme historie var blevet bragt i det WWF-blad, jeg abonnerede på som barn. Læg dertil, at stort set alle nulevende klimaforskere, der har noget at skulle have sagt på området, nu i en årrække har konkluderet, at temperaturstigningen skal bremses i vores århundrede, hvis ikke det skal få vidtrækkende konsekvenser.

Flere af jer har spurgt ind til vores livsstil med udgangspunkt i miljøhensyn og hvordan vi forholder os til klimadebatten, og vi vil helt sikkert gerne komme med vores besyv. Men hvordan tager man overhovedet hul på en snak om det, der velsagtens er det allervigtigste emne på den globale dagsorden lige nu? Man starter jo nok med at konstatere, at vi er gevaldigt på den, hvis ikke der bliver gjort noget. Og så følger man op med nogle tanker om, at det går alt for langsomt pt. Som kollektiv race lader det lige nu til, at vi først kommer til at foretage gennemgribende ændringer i vores adfærd, når vi står midt i klimakrisen – og da kan det allerede være for sent.  De senere års vilde vejrfænomener har helt sikkert bidraget til, at nogle er begyndt at overveje situationen mere nøje, men skal vi tro forskerne, er vi stadig uendelig langt fra mål. Særligt når et land som USA bakker ud af klimaaftalen, grøn politik tilbagerulles i flere europæiske lande og der slækkes på de mål, man i fællesskab er blevet enige om. Jeg kan sådan set også godt forstå, at det kan fremkalde en slags klima-apati hos den enkeltstående borger. Særligt når man så hører om den ene industrielle lortesag efter den anden med afbrænding af tøj, vanvittige mængder madspild og plastikproduktion, der er gået helt amok. Så er det rigtig nemt at sige til sig selv “Hvad fanden skal det så hjælpe, at jeg sorterer i småt brændbart, pap og bionedbrydeligt?“. Omvendt er det også vildt farligt, hvis den apati får lov til at brede sig. Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor verdens industrier først kommer til at vende skuden, når der for alvor bliver penge at tjene på bæredygtighed. Men det kommer der kun, hvis forbrugerne efterspørger det.

Det virker på en eller anden måde for småt og utilstrækkeligt – som to enkeltpersoner i et kæmpe makrokosmos – at kloge sig på klimaproblematikken, men hvis vi alligevel skal gøre forsøget, så håber vi rigtig meget på, at der sker en kollektiv adfærdsændring i de i-lande, der pt. forbruger alt for meget per indbygger. Og gerne kombineret med en acceleration på det teknologiske område, så cradle-to-cradle-produktion og grønne energiformer bliver reglen snarere end undtagelsen. Som privatpersoner er der allerede rigtig meget, vi kan gøre. En mand som Anders Morgenthaler har fx sat sig for at mindske sit C02-fodaftryk gevaldigt, og ikke bare lade det blive ved snakken. På sigt gad vi godt blive lige så kontante i vores forbrug. Anders kommer også med et ret godt argument for at ville leve mere bæredygtigt: “Større sammenhæng mellem ord og handling har gjort mig gladere”. Og det er nok der, vi stadig hænger i bremsen. Vi taler rigtig meget om at blive bedre på en lang række parametre, men der følger ikke altid lige stor handling med ordene. Det indrømmer vi gerne.

Når dette er sagt, så er vi også dødtrætte af formaninger og klima-bashing. Velstillede, der kritiserer de mindrebemidlede for at gå amok til udsalg i Flying Tiger og den anden vej rundt, når det fx gælder flyrejser. Vi har det simpelthen svært med folk, der ikke laver andet end at pege fingre ad andre. Man skal godt nok være overordentlig hardcore klimakriger, hvis ikke der skal pege et par fingre tilbage på én selv, når man kritiserer andres adfærd på den måde. Det kan lynhurtigt blive hyklerisk. Og vi tror ærligt talt ikke, at det er vejen frem, hvis der skal ske adfærdsændringer. Vi er til gengæld kæmpe fortalere for, at man arbejder med sin egen adfærd og får rettet så meget ind på klimaområdet, at man kan se sig selv i spejlet om morgenen. Men hvor går den grænse så? Mennesket er desværre en egoistisk art, og der skal meget til, før vi opgiver vores personlige goder for menneskehedens kollektive bedste. Lasses og min helt store klimasynd er uden tvivl rejseriet, hvilket samtidig er noget af det, vi holder allermest af og som også udgør en væsentlig del af vores levebrød. Jeg bliver trist ved tanken om at skulle opgive den del af mit liv – det giver mig nærmest en følelse af geografisk klaustrofobi. Samtidig ved jeg også, at det ikke holder i længden. Måske en elbil kunne være vejen frem, når vi engang har råd, men det løser ikke problemet ift. at rejse oversøisk. Forhåbentlig sker der energimæssige forbedringer i flytrafikken inden længe. Faktisk er det allerede så småt på vej – SAS har fx sat sig for at formindske deres C02-udledning med 20% inden 2020, og andre flyselskaber er gået med i en aftale om at arbejde frem mod CO2-neutral flytrafik inden 2050. Dette gøres både ved at optimere på aerodynamik, vægt og selvfølgelig kravene til brændstof. På den korte bane kunne man så overveje at købe aflad gennem de mange miljøorganisationer, der findes.

På andre områder klarer vi os en del bedre. Fx kører vi stort set aldrig i personbil. Vi har også ret godt styr på bæredygtigheden i køkkenet og vores affaldssortering. Vores forbrug af tøj og ting er også noget, vi arbejder med. Summa summarum er vi udemærket klar over, at vi ikke selv er guds bedste klimaborgere, men vi forsøger at blive bedre – skridt for skridt. Og vi er bestemt ikke ligeglade. Pt. kunne man groft sagt dele vores klimaindsats sådan op:

Hvad gør vi selv?

  • Vi affaldssorterer i småt brændbart, glas/plastik og papir/pap. Vi kan desværre ikke sortere bionedbrydeligt fra pga. rotteplage.
  • Vi kører stort set ikke i personbil og har ikke intentioner om at skulle eje en bil i de næste mange år.
  • Vi køber så vidt muligt brugte møbler til lejligheden.
  • Madspild er nærmest ikke-eksisterende i vores husholdning.
  • Vi har minimeret vores indtag af okse- og svinekød.

Hvor synder vi?

  • Vi flyver alt for meget.
  • Vi køber for meget tøj.
  • Vi spiser for meget takeaway med for meget overflødig indpakning.
  • Vi driver en blog, der delvist financieres af kommercielle samarbejder, der på den ene eller den anden måde kan føre til et øget forbrug hos jer, vores læsere.

Nu er vi bare spændte på at høre jeres holdninger. Det er et stort, svært og diffust emne at tage hul på, men det er helt sikkert bedre at gøre noget, end at lade apatien sejre og lave strudsemanøvren med hovedet begravet i sandet.

41 kommentarer

  • Karoline

    Tak for jeres ærlighed endnu engang! Og mega gode overvejelser! Tommel op! Det vigtige budskab – og det gode (men også farlige) – ved kapitalismen er nemlig, at vi som forbrugere kan styre udbudet. Og som I også skriver, er markederne i fuld udvikling på det område – selv flyselskaberne! Dog er jeg også helt enig i, at der er langt vej igen, og alfa omega er international kollektiv forpligtelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak for din søde kommentar, Karoline! Det er fedt at høre hvad andre i vores generation tænker om problematikken. Jeg tror, vi er ret enige på området. Det bliver en kollektiv indsats, der skal redde os.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Har I overvejet at investere jeres opsparing bæredygtigt (med lav risiko, selvfølgelig)? Kig evt Merkur Bank

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nete

    Et sted, hvor I kan gøre en kæmpe forskel, er med jeres pensionsordninger. Sidsel – du er selvstændig ikke? Så kan du nok selv vælge, hvor du vil spare op til pension. Jeg har i sin tid læst medievidenskab i Aarhus, og jeg arbejder nu som CMO i virksomheden Matter. Vi laver bæredygtig pensionordning – dvs. man undgår at ens pensionsopsparing investeres i kul, olie, tobak og våben, mens man sparer op :) Sammenlignet med en almindelig pensionsordning hos et andet firma, så kan spare flere ton CO2 udledning om året, og så bidrager man til markant mere produktion af vedvarende energi, fordi vi investerer anerledes. Så ved at vælge en bæredygtig pension, kan man bidrage markant til en grøn omstilling. Man skal selvfølgelig fortsætte med at gøre de ting man kan i hverdagen – en ting ad gangen :) Tjek det ud: matterpension.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Nete
      Interessant at du nævner pension, for jeg sidder netop og kigger på forskellige løsninger for selvstændige i øjeblikket. Pension er helt klart et af de områder, der flyver under radaren hvad miljøbelastning angår. Jeg tror faktisk, at der er rigtig mange mennesker, der ikke er klar over, at deres pensionspenge blandt andet kastes efter fossile brændstoffer.

      Tak fordi du gjorde mig opmærksom på jeres løsning – jeg tjekker det ud :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej med jer :-)
    Jeg går selv op i at tænke bæredygtigt, og jeg fokuserer primært på madspild, færre animalske produkter, økologi, at sortere mit affald, at vælge “rigtige” rengøringsmidler, sæber, shampoo etc., og så går jeg rundt til det meste.
    I forhold til affaldssortering er jeg ret skuffet over, at Aarhus ikke gør mere for at genanvende madrester. I den kommune, hvor mine forældre bor, er der en særskilt affaldsspand til bionedbrydeligt affald. Når jeg tidligere har været vant til den løsning, er det for mig helt hen i vejret, at jeg nu skal smide appelsinskræl, æbleskroge, ender på gulerødder og så videre i skraldespanden, fordi affaldssorteringen i Aarhus ikke er indrettet på en måde, der muliggør at genanvende bionedbrydeligt affald.
    Jeg er kun et menneske, og selvom jeg sagtens kunne forbedre mig på nogle punkter, må jeg også erkende, at jeg ikke kan gøre en indsats på alle punkter. Det er forkert at være efter hinanden, fordi nogen gør det ene og det andet. Dog er jeg helt enige i, at vi som mennesker har et ansvar, men jeg tror også, at meget af miljøbelastningen er forårsaget af, at vi har indgroede vaner.
    I forhold til flyrejser hørte jeg forleden i en podcast, at udviklingen af fly jo ikke er gået i stå. Se bare, hvordan el-biler, -toge og -busser er kommet frem, så hvorfor skulle der ikke i fremtiden også findes el-fly (eller måske en helt anden løsning)? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Anne :)
      Det lyder til, at din tilgang til bæredygtighed minder meget om vores.
      Ja det er lidt ærgerligt, at Aarhus ikke har en holdbar løsning på det område! Hjemmefra er jeg også vant til at have en kompostspand til den slags, så det føles forkert ikke længere at have den mulighed. Forhåbentlig kommer det..
      Vores situation har uden tvivl meget med vaner at gøre! Og dem kan man heldigvis et langt stykke hen ad vejen ændre. Og så findes der jo en masse “easy wins” så som plastiksugerør, der sagtens kan afskaffes uden at det kræver en kæmpe indsats.

      Hvis du kan huske navnet på podcasten, må du meget gerne give lyd. Den lyder spændende :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Det var sammendraget af Huxi og Det Gode Gamle Folketing fra sidste uge (sammendraget blev sendt lørdag den 10.). Det er i forbindelse med kritikken af Alternativet og flyrejser, som de taler om i første del af programmet. Det er Lars Barfoed, der cirka 11 minutter henne taler om det, men den forudgående debat er ligeså interessant :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Anne. Den vil jeg straks sætte på anlægget :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Tak for godt indlæg, virkelig fine refleksioner, I har:) Jeg er selv i kæmpe indre konflikt imellem at opretholde en livsstil, jeg er blevet vandt til, og gøre det rigtige, som betyder at give afkald på noget af det, der forsøder tilværelsen, som især er at rejse. Og lige til det med at rejse, er jeg stødt på et ret fedt koncept: CO2 kompensation. Det skriver Emma om på hendes bæredygtighedsblog her: http://emmaslebsager.dk (hvor man i øvrigt kan blive meget klogere på alt det der om klima og miljø;) )
    Til det andet paradoks du beskriver om at leve af og opfordre til forbrug som blogger, er jeg nysgerrig på om I gør jer nogle tanker om hvordan I forvalter det ansvar det er at kunne influere så mange mennesker? Har I fx overvejet at indgå flere samarbejder med bæredygtige produkter? Eller at lave købestops-udfordringer, eller andre bæredygtighedsudfordringer I kunne prøve på egen krop og få læsere med på? Mit spg er på ingen måde en kritik eller en bashing, men ren og skær nysgerrighed på det at være blogger og opleve disse indre konflikter :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Lykke! :) Jeg tror, du sætter ord på en rigtig vigtig problematik, der hersker i et i-land som Danmark. Takeaway er bekvemt, en bøf smager godt, ferier sydpå er dejlige, et nyt sæt tøj er lækkert at iføre sig.. og hvornår er vi klar til at opgive de ting? Særligt hvis vi kan se, at vores medborgere stadig forbruger derudaf. Jeg tror ikke på, at en kold tyrker er løsningen. Men som du siger: man kan kompensere på mange måder. Og måske tage fat på det område, der føles mest overskueligt, først. For os har det helt klart været kosten. Jeg savner ikke kødfesten, men jeg ville i dén grad savne rejserne.

      Det korte svar til dine spørgsmål: ja, det har vi helt sikkert. Og det kommer nok til at præge vores beslutninger mere og mere fremover. Særligt hvem vi takker ja til at samarbejde med. Når det så er sagt, så vil vi også gerne finde et realistisk leje, hvor vi stadig føler, at vi kan leve det liv, vi drømmer om. At vi ikke skal leve asketisk og være ekstra retskafne, fordi vi har et talerør. Vores læsere kan heldigvis også tænke selv :)

      Mht. bæredygtigt indhold kommer der nok til at snige sig mere af den slags ind på bloggen, men vi har aldrig haft intentioner om at drive en decideret bæredygtighedsblog, så det bliver nok med udgangspunkt i de livsvalg vi træffer, og de dilemmaer og tanker, vi går og tumler med.

      Jeg gad i øvrigt godt høre hvordan det går med dit projekt køb-kun-brugt-tøj. Vi må lige fortsætte snakken over en øl en dag! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lykke

      Ja, lad os helt sikkert det, Sidsel:) Og er i øvrigt enig i mange af dine betragtninger!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine Hjort Pedersen

    Hej I to. Jeg vil bare sige, at det er fedt I tager emnet op, mens mange bloggere tier det ihjel! Jeg skrev en kommentar til jeres rejse-indlæg for nogle uger siden om emnet, som Lasse også fint og uddybende svarede på – så jeg synes det er tydeligt, at I tager ting til eftertanke og netop bruger denne platform til debat! Det er der mange bloggere, der kunne lære noget af :)
    Tak for det.
    Kh Kristine

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Kirstine, det er vi glade for at høre! Vi synes også længe, klima har stået som en stor, klodset elefant i rummet hos mange bloggere herhjemme. Jeg er sikker på, at rigtig mange af dem reflekterer over emnet, men måske de når frem til den konklusion, at det ikke harmonerer med det accelererede forbrug, som mange bloggere har vænnet sig til. Og så er det lettere at tie det ihjel. Måske..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Sidsel, godt indlæg. Det enerverende i klimasnakken er, at det altid skal løftes op på et abstrakt, overordnet plan, mens de nære miljømæssige problemer ikke skænkes mange tanker endsige handling. Hvorfor kører alle tog og busser stadig på fossile brændstoffer? Hvorfor er dieselbiler ikke forbudt? Hvorfor har man ikke fjernet afgifter på el-biler? Hvorfor er der ikke afgift på al emballage (inkl. takeaway)? Hvorfor er vores mad stadig fuld af pesticider? Fordi det kræver konkret handling at ændre det – men politikere vil hellere holde store møder og kongresser, der booster deres ego – mens de lige aftaler at sænke temperaturen 2 grader. Alle klapper, bukker og tager flyveren hjem…Vi må vist selv klare den omstilling…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      I couldn’t agree more! Læg dertil, at der er flere stemmer og medieoverskrifter i at sige noget grimt om indvandring (som – ironisk nok – først bliver en kæmpe udfordring, hvis klimaet om nogle år tvinger millioner fra hus og hjem). Al erfaring viser desværre, at vi som forbrugere selv er nødt til i højere grad at tage stilling med vores pengepung og forbrugsvaner, frem for at vente på, at der kommer lovgivning på området. Det virkede med buræg, så det kan helt sikkert virke på en masse andre områder også.

      PS. Men hey – H&M har lige indført afgift på deres plastikposer herhjemme. Det er da en god nyhed :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Hej Sidsel, ja, det er skidegodt med de HM-poser..og jeg yder min egen klimaindsats ved at sprede min flyskræk til enhver der er modtagelig for den slags…:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Haha! Det er også en måde at gøre det på :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Fint emne, som I tager op, for det er så vigtigt! Men jeg savner også lidt at høre nogle konkrete mål, hvorved I vil forbedre jer. Det er ikke for at klima-bashe, men for mig virker det mere en konstatering på, at I kunne gøre det bedre og så er det som om at det er forklaring eller undskyldning nok til ikke at forbedre jer. Det synes jeg er ærgerligt!

    Selvom I lever af at sælge, så kunne man jo godt gå efter bæredygtige mærker, man kunne vælge hoteller med en bæredygtig profil (eller vælge rengøringen fra) eller som I selv er inde på, så kunne man kompensere for flyrejsens CO2-udledning, det er selvfølgelig ikke nær så godt som at lave vær med at rejse, men det er bedre end ingenting :) Så har I gjort jer nogle tanker om hvordan I vil forbedre jer? :)

    Selvfølgelig skal de store virksomheder og verdens regeringer også tage hånd om problemet, men vi kan desværre ikke sidde og vente på den slags ting. Jeg læste engang en sætning, som gjorde stort indtryk på mig og siden da har fået mig til at tage ekstra godt fast i de gode vaner og tilføje ekstra gode klimavaner. Sætningen lød sådeles: “It is only a plasic bag, said 8.5 billion”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Nu læser du også en hel masse ind i de til- og fravalg i dette blogindlæg, som ikke nødvendigvis har været intenderet. Jeg tror først og fremmest, at jeg forsøgte at skrive et indlæg, der ikke ville blive opfattet som frelst.

      Mht. valg af samarbejdspartnere og rejseløsninger har du helt ret, men det er en lidt mere kompleks snak, når både Lasse og jeg lever af noget, der rimer på reklamer og salg. For nogle betyder bæredygtig omstilling blot, at de skal finde sig en anden kostvane/hobby/indkøbsvane, for os handler det også om stadig at have en månedlig indtægt. Men jeg kan afsløre, at vi især snakker en hel del om rejseriet derhjemme. Hvordan kan vi gøre det på en bæredygtig måde? Nu har vi i en årrække fløjet ret meget, men jeg tror det ændrer sig, når der kommer børn ind i billedet. Vi har i hvert fald snakket om, at vi rigtig gerne vil rejse noget mere i Europa – enten via elbil eller interrail. Mht. blogsamarbejder kan jeg måske glæde dig med, at vi netop har takket nej til at promovere en elektrisk tandbørste, men til gengæld skal køre en kampagne mod madspild i de kommende uger ;) Og den slags beslutninger har vi helt sikkert en målsætning om at træffe oftere i fremtiden.

      Det kunne være spændende at høre lidt om de ekstra gode klimavaner, du selv har tillagt dig? :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anna :)

      Tak for kommentaren! Jeg vil også gerne lige byde ind med mit besyv. Synes egentlig det er fair, at du spørger, hvad vi konkret vil gøre bedre. På den anden side tror jeg, mange er bange for at deltage i klimadebatten, netop fordi man ret hurtigt bliver afkrævet svar på, hvad man selv konkret gør for at agere mere klima- og miljøbevist. Jeg synes, vi i stedet for at fokusere på, hvad andre gør og ikke gør af klimavenlige tiltag skulle fokusere på at skabe en åben debat, hvor man selv byder ind med de ting, man måske allerede gør eller har planer om at gøre, der kan rykke det hele i den rigtige retning. Som det også bliver nævnt, er der endnu ikke så mange bloggere, der har adresseret problemet. Måske netop af den årsag.

      På en måde kan det sammenlignes med de forskellige politiske partier. Alternativet, der har gået forrest i klimadebatten er også dem, der lige nu bliver klandret mest for at flyve. Det er ikke fordi, medlemmerne flyver mere eller mindre end i andre partier, de er bare dem, der har valgt at sætte klimaet på dagsordenen i højere grad end mange af de andre partier. Så for mig virker det paradoksalt at man basher det eneste parti, der (efter min mening) har nogle seriøst ambitioner på klimafronten. Hvis man absolut vil bashe, hvorfor så ikke tage fat i de meget mere indflydselsesrige, etablerede partier og spørge, hvorfor i alverden klimaet ikke fylder mere på deres dagsorden?

      På samme måde kunne man spørge, hvorfor det netop er mig og Sidsel, du beder om konkrete mål, når vi nu er nogle af de bloggere (selvfølgelig ikke de eneste), der tør tage hul på diskussionen i blogland :) Det er slet ikke fordi jeg tager din kommentar som et angreb eller bashing, det er super fint at du spørger. Jeg undrer mig bare en smule over den dynamik, der hersker i debatten lige nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Godt at høre, at I har gjort jer nogle overvejelser og sagt nej tak til tandbørste og ja tak til madspild-samarbejder og det var bestemt ikke for at bache nogen. Jeg er helt med på, at I selvfølgelig skal have en månedlig indtægt og derfor er nødt til at have reklamer, men jeg skrev egentlig også bare for at høre, om I overvejede bæredygtighed i jeres samarbejder :) Nu ved jeg, at den har været oppe færre gange, men jeg syntes dog, at det var lidt ærgerligt, at I fløj fra Aarhus til KBH i jeres samarbejde med AAR (sjovt nok så skrev I også kort tid efter, at I var glade for kombardoexpressen). Jeg forstår udmærket, at I tager den slags samarbejder og oplever nogle af destinationerne fra AAR, men lige turen til KBH, syntes jeg var lidt ærgerlig. Men jeg synes, at det er fedt, at I tager emnet op! Og du har nok desværre ret i at diskussionen har taget en forkert drejning, Lasse. Det er så ærgerligt, at vi går og peger fingre af hinanden i stedet for at kigge på hvad man selv kan gøre. Jeg vil også lige skynde mig at sige, at jeg ikke ville pege fingre af jer, men blot ønskede et lidt uddybende svar :)

      Nu spørger I begge to hvad jeg selv gør. Jeg har skåret gevaldigt ned på mit brug af el, jeg har tilvalgt et elselskab som kører på vindenergi fremfor fossile brændstoffer, jeg cykler eller går så meget som muligt, hvis ikke jeg kan cykle eller gå, så tager jeg offentlig transport, jeg køber træer i Verdens Skove, når jeg flyver, for at gøre op med den CO2 udledning som flyet skaber. Jeg spiser vegetarisk 70-90% af tiden, jeg har mindsket madspild, jeg spiser virkelig sjældent takeaway (det er kun et par gange om året). Jeg køber gerne brugt tøj eller forsøger at købe tøj i tekstiler som er mest mulig bæredygtig (fx uld fremfor polyester og bomuld) og donerer altid mit gamle tøj til genbrugsbutikker. Jeg forsøger at undgå emballage, når jeg handler ind og bruger en menstruationskop fremfor bind og tamponer. Når jeg er ude i naturen, så samler jeg også altid affald sammen. Jeg kunne helt sikkert også gøre det bedre på nogle punkter, men kan lige som jer fx også lide at rejse, men så forsøger jeg altid at kompensere for min CO2 udledning samt vælge hoteller eller hostels med en bæredygtig profil :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det var heller ikke vores opfattelse, Anna :) Generelt er det dejligt at se, at vi kan diskutere de her ting uden at folk taler grimt til hinanden herinde. Det sætter vi stor pris på!

      Spændende at høre, hvad du selv har gjort på området. Især skift af elselskab lyder som noget, vi andre også kunne overveje. Og så er menstruationskoppen jo bare genial, haha. Jeg har selv brugt kop i fem-seks år, og det har godt nok sparet mig for mange penge og mange overflødige ressourcer!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Præcis og det er sådan et vigtigt emne! Så jeg synes, at det er så fedt, at I tager det op og ville ønske, at flere bloggere ville gøre det. Måske de kommer til det, når de læser jeres indlæg ;)

      Præcis, det er sådan en lille ting, men som kan have stor betydning! Faktisk, havde jeg længe overvejet at skifte, men fik det ikke rigtig gjort, da det virkede lidt uoverskueligt, men så dumpede der et tilbud ned i min postkasse og jeg valgte at undersøge det nærmere. Det viste sig, at man betalte mindre pr. kWh ved at skifte til vindstrøm fra NRGI! Personligt havde jeg ikke noget i mod at betale mere for el fra vedvarende energikilder, men at jeg ovenikøbet kunne spare penge, var blot en bonus. Så tippet er hermed givet videre ;)

      Den er så genial! Jeg skiftede for et år siden og skulle have gjort det noget før! Det er jo perfekt, at man kun skal håndtere sagerne to gange om dagen og ellers ikke skal bekymre sig, særligt når man rejser og der godt kan være lidt langt mellem toiletterne :P

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det kunne man håbe! Det kunne være fedt med lidt flere stemmer i blogland, der berørte emnet.

      Sejt. Det må vi få undersøgt i vores lille forening. Tak for tippet :)

      Helt enig. Ja toiletpanikken kan godt være en ulempe af og til! Især på offentlige steder, hvor der ikke er private toiletter med håndvask -_-

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Det der ‘bashe’… Hvad er det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha :) Det er vel lidt det samme som at skælde ud, nedgøre, pege fingre eller håne. Det har vist sneget sig lidt ind i det danske sprog de sidste par år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det er et udtryk der bruges om nedladende og unuanceret kritik af et fænomen, du ikke bryder dig om. I medierne tales der ofte om fx humaniora-bashing og københavner-bashing :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mia

      Så blev jeg også klogere i dag – tak! :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Hej Sidsel og Lasse, tak for et godt og ærligt indlæg.

    Jeg er glad for at I vælger at sætte fokus på det her emne, da jeg går utroligt meget op i bæredygtighed.

    Af samme grund må jeg erkende (med al respekt!) at det ærgrer mig, at I har indgået et samarbejde med en lufthavn, da flyrejser netop er én af de ting, der er forbundet med størst miljøbelastning. Men det er nu engang jeres beslutning og det vil jeg selvfølgelig respektere. Jeg tænkte bare at give mit perspektiv, da jeg er glad for at følge med på bloggen.

    Noget af det, jeg har været mest begejstret for, er når I deler ud af gode erfaringer fra jeres oplevelser i nærområdet. Da jeg kom til Aarhus for 5 år siden kendte jeg stort set ikke til byen og derfor har jeres guides til restauranter, caféer, museer osv. været til stor inspiration.

    Derfor vil jeg sige tak for et godt indhold. Og jeg håber at I har mod på at skrive mere om bæredygtighed fremover, selvom det er et lidt følsomt emne. :-)

    Kærlig hilsen

    Kristina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Kristina

      Tak for et godt og ærligt svar! Vi sætter pris på, at du har lyst til at nedfælde dine tanker herinde.

      Mht. samarbejdet vedrørende Aarhus Lufthavn var du bestemt ikke den eneste, der luftede den holdning, og det er også helt fair. Der går altid mange overvejelser forud for et indgået samarbejde. Budget, troværdighed og kreativt spillerum er blandt de ting, Lasse og jeg vægter højest. De tre kasser syntes vi AAR-samarbejdet tikkede af. Deres brand passede enormt godt sammen med vores. Men jeg giver dig helt ret i, at den ikke scorede højt på bæredygtighedsbarometret.

      Tak for de rosende ord, det er vi så glade for at høre! Vi vil bestemt bestræbe os på at flette flere bæredygtighedsindlæg og mere lokalt stof ind på bloggen fremover. Det lader heldigvis til, at der er god opbakning til de emner blandt vores læsere :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Kristina :) Først og fremmest – tak for kommentaren! Jeg vil også gerne tilføje, at fly som transportmiddel ikke altid er den absolut værste transportform for klimaet. Er du f.eks. enkeltperson, der skal til København fra Aarhus, er det faktisk mere klimavenligt at flyve end at tage din benzinbil. Jeg har lavet et hurtigt regnestykke med udgangspunkt i tal fra https://www.greenmatch.dk/blog/2016/03/saa-meget-bruger-du-i-co2-naar-du-rejser

      Afstand fra Aarhus til Kbh med bil: 300 km
      co2-udledning pr. passagerkilometer i bil med én passager: 192g
      300 x 192 = 57.600g udledt co2

      Afstand fra Aarhus til Kbh med fly: 157 km
      co2-udledning pr. passagerkilometer på indenrigsflyvninger: 160g
      157 x 160 = 25.120g udledt co2

      Altså er det faktisk mere end dobbelt så miljøvenligt at tage flyet frem for din benzinbil, hvis du som enkeltperson skal fra Aarhus til København. Det kan sagtens være, der er nogle faktorer, jeg ikke har fået med, der gør, at min udregning slet ikke passer, så det må jeg hellere tage forbehold for. Ikke dermed sagt at man skal begynde at flyve mere, man kan jo også tage toget, køre flere i én bil, køre i el-bil eller noget fjerde. Så det er ikke fordi jeg prøver at sige, at flytrafik er det bedste, slet ikke. Men flytrafik er ikke nødvendigvis det værste for klimaet i alle tænkelige scenarier. Forhåbentlig kan det give lidt nuancering :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    SUPER spændende indlæg! Jeg synes, du meget fint beskriver de tanker, vi alle har om klima-problematikken. I mine øjne ligger ansvaret lige så meget hos forbrugeren som producenten, og jeg kan godt lide mottoet “alt med måde”. Det er bare ‘måden’, der skal klimaoptimeres, så vi kan flyve med bedre samvittighed og måske købe (nyt/genbrugt) tøj en gang i mellem. Det er sådan, jeg tænker: jeg spiser ikke kød og kun få biprodukter som smør, ost og æg, jeg køber økologisk/lokalt så meget jeg kan, affaldssortering, forsøger at skære ned på mit tøj-indkøb og forsøger primært at købe secondhand, jeg sparer på vand og energi i min lejlighed, og jeg cykler 90% af tiden, ellers offentlig transport, bruger glas-opbevaring i køkkenet til madrester, bee-wrap, genbrugsposer, bambustandbørster osv osv. Og derfor kan jeg godt tage en flyrejse, spise take away eller købe nyt engang i mellem. Men resten må flyselskaber, madproducenter, tøjproducenter etc. stå for – jeg ved bare ikke, hvordan jeg får sendt det budskab til dem mere direkte!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak, Sofie! Jeg tror i virkeligheden du har det ret meget ligesom os. Man kommer jo aldrig helt til at kunne forsvare at tage på vinterferie i Thailand frem for i Lalandia, men så må man bedre sig på nogle andre parametre. Af og til træffer vi miljømæssigt egoistiske valg, og jeg har ingen god undskyldning for det andet end at de valg giver os øget livskvalitet. Men det bliver uden tvivl nemmere at træffe de rigtige valg, når producenterne gør dem mere tilgængelige, det har du ret i :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • VILDT GODT og relevant indlæg med spændende tanker :) For mig handler bæredygtighed om, at man finder en balance i sin måde at leve og forbruge på, hvor man har omsorg for hinanden og planeten, men også for sig selv. Det skal være realistisk og ikke noget, man går og slår sig selv i hovedet med. Eller andre for den sags skyld!

    Og inspirerende liste til sidst. Dejligt I også tager stilling til og snakker om, hvordan man som blogger påvirker sine læsere.

    Jeg skal helt klart blive bedre til at affaldssortere og det starter idag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Tak for de søde ord, Katharina. Det fremgår også tydeligt på din blog, at du gør dig nogle tanker omkring det her emne med empati og omsorg som udgangspunkt :) Jeg tror også det er alfa omega, at man er realistisk omkring sit forbrug. Ingen af os er helgener, men sammen kan vi forhåbentlig løfte tilstrækkeligt i flok til, at vi får vendt skuden.

      Fedt! Vi skal helt sikkert blive bedre til at lave flere grøntsagsbaserede retter. Det starter også i dag ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amelia

    Hej! Jeg synes virkelig, at det er spænende at I tager den her debat op. Jeg er en af dem, der tror på at vi skal ligger større sanktioner på store firmaer og fabrikker, frem for at vores personlige forbrug vil redde hele klimaet. Dog har jeg svært ved at forsvare at købe meget kød og mange flyrejser. Især har jeg det faktisk svært med også at se, hvor meget influencere flyver og jeg stoppede faktisk med at følge Mette Marie, da jeg fandt det fuldstændigt groteskt at flyve oversøisk så mange gange om året og vise sine følgere det og det kunne jeg ikke holde ud at se på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Nu du siger det har jeg også tænkt over at MM rejser virkelig meget. Har du kendskab til at hun nogensinde har kommenteret/reflekteret over det?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Hej Amelia og Sofie
      Tak for jeres kommentarer. Jeg synes, I har helt ret i, at influencers også bærer et ansvar (MM inklusiv), men jeg synes også det er vigtigt at huske på, at dét at drive en blog også bare er et arbejde. Et atypisk arbejde, det medgiver jeg gerne, men et arbejde nonetheless. Jeg har til dato aldrig hørt nogen kritisere musikere/marketingfolk/journalister/skuespillere/arkitekter etc. for at flyve for meget, selvom rigtig mange af dem gør det i arbejdsregi på ugentlig basis. Eller en hvilken som helst dansker, der sidder som ene passager i en benzinbil hver dag for den sags skyld. Og skulle det så være mere ok? Jeg rejser også i kraft af mit job som freelance kommunikationskonsulent – er det mere rigtigt end når jeg gør det i blog-regi? Det er i hvert fald sidstnævnte, der bliver kritiseret. Det handler nok om, at vi ser forretningsrejser som en “nødvendighed”, og fritidsrejser som en gode, der kan undværes. Og som blogger flyder begreberne forretning og fritid ofte sammen.

      Jeg tager muligvis fejl, men jeg talte det til, at MM havde været på fire flyrejser i år. Jeg kender mange mennesker i min omgangskreds, der flyver mindst lige så meget. Jeg tror (desværre) ikke, hun afviger fra normen herhjemme. Forskellen er blot, at hun fortæller om sine flyrejser offentligt. Bærer hun et ansvar for, at vi i fællesskab skal nedbringe CO2-udledning? Ja. Bærer hun et større ansvar end andre? Det er jeg ikke sikker på, at jeg synes.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rose

      Nej, jeg er helt enig med dig Sidsel. Ingen bærer ansvaret alene, det ansvar bærer vi alle i fællesskab. Og jeg synes desværre ofte at denne slags debatter kommer til blandt andet at handle om at peg fingre af andre, hvilket der ikke kommer noget konstruktivt ud af, for ofte kender man ikke folks motiver, derimod der det spændende og relevant når vi kan være med til inspirere hinanden med den måde vi selv forsøger at være mere bevidste om vores valg på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Det lyder som en konklusion, jeg gerne vil tilslutte mig! Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Jeg synes bestemt man kan forvente, at folk reflekterer over deres forbrug og er villige til at tage snakken, men hvis den snak indledes med angreb forstår jeg også godt, at mange ikke magter at give sig i kast med den.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #55