Hvor meget skal man være “på” som blogger? – Sidsel & Lasse
Kærestekedelig

Hvor meget skal man være “på” som blogger?

Jeg har den seneste tid gået og tænkt over, hvor meget man som blogger skal dele ud af sig selv og være på. Det er jo noget, Sidsel og jeg mere eller mindre hele tiden tager stilling til fra blogindlæg til blogindlæg og IG-post til IG-post. Det er ret forskelligt, hvor meget de danske bloggere deler ud af sig selv og hvor stor en online tilstedeværelse, de hver især har på blog og sociale medier. Jeg føler, at tendensen lige nu er “jo mere, jo bedre” – selvfølgelig skal det indhold, man som blogger lægger ud også have en form for kvalitet og/eller relevans, men generelt virker det ikke til, at læsere og følgere kan få for meget eller komme for tæt på.

En næsten klassisk blogger-udmelding er “Beklager stilheden” – den har jeg altid haft et lidt mærkeligt forhold til. For det første synes jeg egentlig ikke, man som blogger skal eller behøver undskylde for ikke at have skrevet et indlæg i et stykke tid. Det er jo helt fint og fair, at man ikke opdaterer sin blog eller sine sociale medier konstant, hvis man ikke har tid eller føler for det. Præcis ligesom hvis man som ganske almindelig ikke-blogger nok ikke vil skrive “beklager stilheden” efter at have gået 4 uger uden at poste noget på Instagram. For det andet kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, at ens læsere sgu nok overlever, at man ikke har skrevet et blogindlæg i et par uger. Der er jo heldigvis masser af andre ting at tage sig til end at skrive og læse blogs. Selvfølgelig kan man som blogger sagtens give en forklaring på, hvorfor man ikke har skrevet noget i en måned, når man så vender tilbage, men det behøver efter min mening ikke være med en dertilhørende undskyldning. Generelt vil jeg også meget hellere læse en blog, der udgiver ét godt, velskrevet og relevant indlæg om ugen end 7 lettere ligegyldige. Hvis man som blogger kan udgive 7 spændende indlæg om ugen, er det selvfølgelig strålende. Men det er alligevel de færreste, der formår dette. Det er også sjovt, hvordan blogindlæg for 10 år siden vitterligt kunne indeholde ét billede af en ny kjole, to linjers tekst og et link. Den går jo ikke rigtigt i dag, hvor blogindlæg (heldigvis) ofte er nødt til at have lidt mere substans. De hurtige opdateringer er så migreret til Instagram og andre sociale medier, hvor det er mere accepteret, at et opslag ikke behøver have en kæmpe dybde. Et billede af en kop kaffe og et par emojis som caption rækker fint på IG, men det havde nok ikke haft den store succes som blogindlæg.

Noget andet er, hvor meget man som blogger/influencer så deler ud af sig selv – altså hvor tæt, man lader sine læsere og følgere komme på. Det er ikke noget, Sidsel og jeg tænker så bevidst over mere, vi har fundet det naturlige leje, hvor vi synes, det er passende. Vi bliver nok aldrig dem, der f.eks. laver 10 IG stories om dagen, hvor vi går snakker til kameraet og fortæller om alt muligt, vi går og laver. Ikke fordi der overhovedet er noget galt i det – jeg beundrer virkelig dem, der bare kan gøre det helt naturligt som var det ingenting. Jeg har også et indtryk af at mange læsere og følgere ofte synes, det er ret underholdende og at de på en måde føler sig tættere forbundet til den pågældende blogger, når hun/han dagligt deler video-snakke-stories på Instagram. For mit eget vedkommende bliver det faktisk en smule grænseoverskridende at skulle lave den slags stories. Måske fordi jeg ikke så tit selv ser de stories, hvor der bliver snakket direkte til kameraet. Jeg ser næsten altid mine stories uden lyd, og der skal et eller andet særligt til, hvis jeg skal stoppe op, slå lyden til og se en story én gang til.

Generelt vil jeg egentlig gerne prøve at opfordre til behersket skærmtid og brug af sociale medier, men det klinger lidt hult, når man forsøger at fremsætte denne pointe via netop sin blog og sociale mediekanaler. Mange (inklusiv jeg selv) ville sikkert have godt af en SoMe-detox, men hvis man selv som blogger eller influencer brager derud af på sociale medier og dele indhold konstant, er man så med til at sætte en standard for, hvor aktiv man “skal” være på f.eks. Instagram, hvor flotte billeder, man bør poste og hvor mange følgere, man burde have? For så det kan jo godt gå hen og blive lidt selvmodsigende.

Men for at vende tilbage til noget af det, jeg startede med, så tænker jeg nogle gange, om I mon savner mere personligt indhold fra os? Om I føler, vi lukker jer nok ind i vores liv, hverdag og tanker eller om der er noget, vi kan gøre, for at komme “tættere” på jer? Jeg synes ikke, der i blogland skal opstå en konkurrence om, hvem der kan være mest personlig, uden filter og hudløst ærlig, for det kan også blive for meget. Men alligevel kunne jeg godt tænke mig at høre, om I opfatter os som lukkede, meget personlige eller et sted midt imellem? Vi synes jo, noget af det sjoveste er, når vi kan få en dialog i gang i kommentarfeltet – det er der, vi lærer jer at kende bedre (og I os). Så derfor er det også vigtigt, at I har lyst til at snakke :)

Faktisk glæder jeg mig lidt over, at vi ikke er “større” bloggere end vi er – jeg kan slet ikke forestille mig hvor lang tid det ville tage at svare på 50 kommentarer om dagen på bloggen. Ikke hvis det skulle være de gode, velovervejede svar, som vi gerne vil skrive. Og tænk, hvis man havde 100.000 følgere på Instagram og derfor fik 100 kommentarer, hver gang man postede et billede. Man har jo ikke tid til at svare alle! Og så ryger “idéen” lidt med at blogge/Instagramme, synes jeg. I hvert fald hvis man forsøger at bygge en form for relation op til sine følgere/læsere.

12 kommentarer

  • Anne

    Hej :-)
    Jeg undrer mig også over dem, der føler, de skal sige “undskyld” eller beklage for ikke at have været aktive på de sociale medier. Det gælder især dem, der ikke er “professionelle”, men stadig er store på eksempelvis Instagram. Personligt tænker jeg ikke selv over, om der er gået én eller flere dage mellem opslagene, og jeg tror egentlig bare, at man skal se det som noget naturligt, at det ikke lige er hver dag, der skal postet noget. Som følger vil jeg hellere læse få, men velovervejede indlæg end mange, der bare er et udtryk for, at profilen er ude efter trafik.
    Jeg synes, I er gode til at invitere læserne ind i jeres liv, hvor det giver mening. Jeg er specielt fan af jeres overvejelser om arbejdslivet generelt, men også jeres selvrefleksive indlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Anne :)

      Vi er helt enige. Jeg tror, det er rigtig sundt at lægge tankerne om SoMe-performance (wauw for et ord) på hylden og bare poste noget, når man synes, det passer ind og giver mening. Uanset om man er blogger eller ganske almindelig person med en IG-profil. Og kæmpe tak for de rosende ord, vi bliver helt røde i kinderne her på den anden side af skærmen :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Lasse, godt skriv. Blot en kommentar: Der er en lidt sjov diskrepans mellem at bloggere ofte ses brokke sig over, at de ikke bliver taget seriøst som en del af det arbejdende folk :-) mens de samtidig kan have lange perioder, hvor der ikke skrives indlæg…hvilket vel er deres arbejde (?) Måske er det derfor de undskylder overfor læserne/kunderne? Angående det private, så synes jeg mange blogs går alt for tæt på hovedpersonen. Jeg undres over at folk ikke længere prioriterer det private som noget værdifuldt. I dag sælges det som en vare. Lidt scary synes jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Mette :) Tak skal du ha’! Og interessant pointe, du lægger frem. Jeg ved ikke, om folk ville have mere respekt for bloggere, hvis de skrev indlæg hele tiden? Men måske :) Det er også lidt sjovt, det her med at være fuldtidsblogger. Det er noget, Sidsel og jeg har snakket en del om, og i sidste ende tror jeg faktisk ikke, det er noget, vi ville have lyst til at være. Deltidsblogging er perfekt for os :)

      Jeg tror, bloggere ubevidst er begyndt at konkurrere om, hvem der kan være “mest personlig” – bloglæsere er ofte nysgerrige, og måske føler nogle, at de er nødt til at dele mere og mere ud af dem selv for at holde læserne ved ilden og for at “holde sig relevant”. Men ja, det skal jo gøres med måde og med selvrespekt. Nogle mennesker er mindre bange for at dele ud af private tanker end andre, og jeg synes ikke, der er noget, der er mere rigtigt end andet. Dog har Sidsel og jeg fundet en formel på, hvad vi synes er privat og derfor skal holdes fra at komme på bloggen. Og det fungerer heldigvis ret godt, synes vi selv :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Jeg synes faktisk, at I er ret personlige, fordi I netop skriver disse velovervejede indlæg. Det er jeres tanker, holdninger og undren om forskellige ting, der florerer rundt i verden og virkeligheden lige nu. Det er vigtige indlæg. Jeg elsker at følge med hos jer, fordi jeg aldrig åbner et indlæg, som er “ligegyldigt”.

    Bliv endelig ved med jeres fantastiske arbejde!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Sine :) Det betyder simpelthen alverden for os, at du har det sådan. Det er jo det, der gør det sjovt at blogge og vi forsøger virkelig også på at bestræbe os på at skrive indlæg, der har en værdi og ikke bliver ligegyldige (uanset om de er sponsorerede eller ej) – så det er skønt, at du har det sådan! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Posts og privatlivs-delinger niveau er lige tilpas. Det er jo netop super personligt, når I fortæller om favorit mad, bøger, musik, film og rejser.
    Alle posts er top kvalitet, så beklager kommentar-stilheden ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Mange tak, Marina! :) Ja, personligt indhold kan jo være mange ting, det behøver selvfølgelig ikke altid have noget med usikkerheder eller dybe tanker at gøre. God pointe og tak for kommentaren ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Jeg synes I er virkelig gode til at dele ud af personligt indhold, og jeg nyder virkelig at læse med hos jer, netop fordi der både er personlige indlæg og alt mulig andet. Der er nogle bloggere, som insisterer på at dele alt lige fra hårprodukter til hvornår de sidst græd for at virke som ‘rigtige’ mennesker, og det synes jeg egentlig godt kan blive lidt forceret. Hvis det giver mening?

    I øvrigt er jeg helt enig med den der ‘beklager stilheden’ vi klarer nok allesammen at gå en måned uden at læse med ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Marianne :) Ej, dejligt! Tusind tak for de søde ord. Og ja, jeg kan rigtig meget følge, hvad du mener. Og det er ikke fordi, jeg vil skyde det i skoene at nogle bloggere forsøger at fremstå mere som rigtige mennesker end andre ved at forcere noget, men ja, det handler nok meget om den enkelte blogger og hvordan vedkommendes læsere tolker det, der bliver skrevet :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes I rammer en fin grænse mellem ‘personligt’ og ‘privat’. Personligt er interessant, mens privat for mig føles en smule grænseoverskridende – men det kan selvfølgelig handle om min alder…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak Pia, det er jeg glad for, at du synes! Og jeg er nok også enig i, at det private godt kan blive grænseoverskridende. Men nogle gange kan det også være tabubrydende, hvilket jeg synes, kan være virkelig fedt. Så det er en balancegang :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærestekedelig