Jumbo: brød, kaffe og pizza i Aarhus - Sidsel & Lasse
Rollemodeller og retskaffenhed

Jumbo: brød, kaffe og pizza i Aarhus

Inviteret: Vi har været inviteret til at smage på Jumbos pizzaer.

Har I fulgt med hos bare én aarhus-baseret blogger og/eller instagrammer på det seneste, er sandsynligheden for at I har stødt på et billede fra Jumbo ret stor. Jumbo har nemlig hurtigt vist sig at være en stor blogger-favorit med deres hyggelige lokaler på havnen tæt ved DOKK1 og lækre kaffe, brød og mad. Vi har endnu ikke haft glæden af at prøve deres morgenmad – vi gjorde forsøget på en søndag, men havde glemt at tjekke, om caféen egentlig havde søndagsåbent! Det havde den ikke. Men det er vist planen fremadrettet. Til gengæld har vi testet deres pizzanight-koncept, som afholdes hver torsdag mellem kl. 18 og 20. Sammen med Birks Køkken bager de lækre surdejspizzaer, som kan købes sammen med et glas bobler. Det er altså et koncept, der er til at forstå. Og deres pizzaer (eller pizze hedder det vel egentlig?) er virkelig, virkelig gode. I hvert fald på vores top 5 (hvis ikke top 3) over Aarhus-pizza.

Billederne ovenover er fra en pizzaaften for nogle uger siden, hvor vi, sammen med Mads og Emilie, delte to lækre varianter – én med kartoffel og pancetta og én med syltet gulerod, gedeost og mozzarella. De var begge vildt gode, men faktisk var det den kødløse variant, der især imponerede. Måske fordi vi ikke har prøvet syltet gulerod på pizza før. Og måske fordi gedeosten fra Tebstrup er vanvittigt god. Varianterne skifter vist fra gang til gang, så det kan godt betale sig at kigge forbi flere gange om måneden ;)

Jumbo ligger på Mindet 4 i Aarhus C og har lige nu åbent mellem kl. 8 og 17 mandag til lørdag (til kl. 20 om torsdagen) og lukket om søndagen.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rollemodeller og retskaffenhed