januar 2019 – Sidsel & Lasse

By the way #60

Til sommer er planen at føje en masse tomatplanter til terrassen! Gode tips til at dyrke tomater?

By the way:

  • Lasse vandt en pose pebernødder i pakkespil mellem jul og nytår og ingen af os har på nogen måde lyst til flere pebernødder efter julen. Men de kan kun holde sig til september 2019. Hvad gør man så?
  • Det her er seriøst en underlig bevægelse. Hvis lige så mange mennesker kunne samle sig om noget nyttigt, hvad kunne det så ikke blive til?!
  • Politiken reformerer nu deres tilgang til rejsejournalistik og erklærer blandt andet, at de vil leje elbiler til deres fotografer, skrive om færre oversøiske rejsedestinationer og at medarbejderne selv vil flyve mindre. Det er da ret sejt. Spændende at se om flere vælger at følge trop.
  • Lasse smagte i sidste weekend brændte figner for første gang, og han var helt oppe at ringe! Det er virkelig også en dejlig (omend lidt mormor-agtig) dessert. Vi fik selvfølgelig vaniljeis til.
  • Siden vi pakkede vores terrasse sammen har vi holdt øje med vores palmer og figentræ for at se, om de ville klare vinteren udendørs. Indtil videre lever de stadig. Succes! Vi har i øvrigt besluttet os for, at vi som forårsprojekt skal i gang med at dyrke tomater (vores terrasse skal være Trøjborgs svar på ØsterGRO, Lasse ved det bare ikke endnu).
  • Folk der stjæler andre menneskers cykellygter…. seriøst. Nøj, hvor er det bare dårlig stil! Stop det! (Lasse har fået stjålet sine….)
  • Og nu vi er ved cykler: Det her er os, hver gang vi bliver overhalet af en elcykel. Det er bare ikke i orden!!
  • Lasse overvejer meget kraftigt at starte til crossfit, når vi er hjemme fra bryllupsrejse. Faktisk har han jo gået til det (sammen med seje Helse Matilde) for et par år siden, da han var i praktik i København, som nogle af jer måske husker.
  • Vi vil gerne holde en fælles 30 års fødselsdag i løbet af sommeren, men vi ved ikke helt, hvor vi skal holde den. Kender I nogle gode festlokaler i Aarhus, der kan rumme omkring 50-60 personer?
  • Kender I Instagram-profilen drakeoncake? Det er simpelthen herligt, så mange nicheprofiler der findes rundt om på IG!
  • Vi er gået i gang med den nyeste sæson af True Detective og ind til videre er vi hooked! Har I set de første par afsnit endnu?
  • Hele det Brexit-sjask bliver da en mere og mere speget sag, hva’? Vi håber virkelig, briterne kommer til fornuft og beslutter sig for at blive i EU. Ellers kan det da ende helt galt.

Lasses Fucket List #2: 10 ting, jeg aldrig vil gøre (igen)

(Tak til min ven Jesper, der har customized min læderjakke med et slogan, der egentlig passer meget godt til emnet i dette indlæg)

For lidt under et år siden lavede vi hver især en såkaldt “fucket list” (her og her) – altså ting, vi ikke har lyst til at gøre (igen). De er et modsvar til de populære bucket lists, hvor man laver en liste over de ting, man gerne vil nå at gøre, inden man dør. Men faktisk har jeg fundet ud af, at der er en hel del flere ting, jeg har lyst til IKKE at gøre end den anden vej rundt. Her kommer derfor 10 ting, jeg enten har prøvet før eller på ingen måde har i sinde at skulle prøve nogensinde. Og de er altså skrevet med et glimt i øjet, jeg er slet ikke så bitter i virkeligheden ;) Jeg vil aldrig (igen):

  1. Gennemføre et (halv)marathon eller en Iron Man. Jeg har ikke gjort nogen af delene før, og det siger mig virkelig ikke noget at skulle gøre det. Kæmpe respekt til dem, der kan og vil. Men kan jeg undgå marathoner og Iron Man’er (Men?) hele livet, vil jeg dø en lykkelig mand.
  2. Bo i en lejlighed med skimmelsvamp. Det kan ikke anbefales. Der var helt grønt på væggen, vores sofa stod op ad, da vi en dag rykkede den ud, fordi der lugtede lidt sjovt. Yikes!
  3. Springe bungyjump. Har ikke prøvet det, behøver ikke prøve det.
  4. Tage på skiferie. Ja, denne deler jo nok vandene. “Skiferie er bare SÅ sjovt” – jamen så smut endelig på skiferie, jeg stopper dig ikke. Nu har jeg bare klaret mig i 30 år uden at stå på ski, og jeg tror faktisk godt, jeg kan klare mindst 30 mere. Noget inden i mig stritter imod, når jeg skal bruge penge på at rejse et sted hen, hvor der er koldere end der, hvor jeg allerede befinder mig. Især når der er så stor risiko for at vende hjem med ind til flere kropsdele i gips. No thanks.
  5. Skrive under på et eller andet, en tilfældig facer forsøger at overbevise mig om, hvis det har noget med energiselskab, forsikring eller mobilregning at gøre. Aldrig skriv under på noget uden at have lavet research først!
  6. Købe barstole til hjemmet. Der er bare et eller andet ved det møbel, der ikke spiller. Idéen om barstole er god, men de fungerer simpelthen ikke i praksis. No offence til jer, der ejer barstoler.
  7. Få et kørekort. Dette punkt er Sidsel meget uenig med mig i – hun mener, vi skal have en bil, når vi får større børn. Jeg satser bare på, at selvkørende biler når at blive opfundet inden da.
  8. Sove i shared dorms på hostels. Den slags hørte SU-tiden til, nu er jeg sgu blevet for gammel til at dele mit værelse med folk, jeg ikke kender.
  9. Købe tøj og sko på udsalg, som egentlig ikke er min størrelse. Seriøst, hvor dumt er det ikke? Tænk, at man kan føle, at man har meget brug for et stykke tøj på udsalg, at man køber det på trods af at man faktisk ikke helt kan passe det. Det er dumt.
  10. Bede en kendt om en autograf eller selfie. Simpelthen fordi det er for pinligt. Jeg sad for et par år siden i presseområdet til Northside festival (ja ja, seje mig), og pludselig kom MØ og satte sig i en oppustelig sofa (nej, det var ikke i 90’erne) lige over for mig. Jeg var SÅ tæt på at spørge, om jeg måtte tage et billede med hende, men jeg syntes simpelthen det var for pinligt og fanboy-agtigt, så jeg sad bare og stirrede på hende i stedet. Fedt.

Hvilke punkter er på din fucket list? :D

Ugen i billeder

Det er lidt skrækkeligt som dagene glider gennem fingrene på én uden synderlig stor indsats for at de skal gøre det her på den anden side af juleferien. For os er det især surrealistisk, at vores bryllupsrejse pludselig er rykket så tæt på. Jeg kan mærke at det stresser mig en anelse, fordi der stadig er mange ting, der skal afsluttes. Det er som om man både har behov for at trappe ind i og ud af en ferie – især når man skal være væk i to måneder! Jeg føler mig aldrig 100% klar, når jeg lukker døren bag mig og hanker op i kufferten. Heldigvis har vi stadig tre uger til at få bragt de sidste ting i orden, og så skal vi selvfølgelig også huske at få det bedste ud de sidste dage i Danmark. Øver mig i ikke at ønske dagene væk. Heldigvis har de første par uger siden årsskiftet været rigtig rare, også selvom jeg har skullet undvære Lasse de sidste fem dage, fordi han har været til salgstræning i København. Nu er han lige trådt ind ad hoveddøren, så det bliver dejligt at tilbringe de sidste søndagstimer sammen :)

Her kommer en række glimt fra ugen – måske jeres uge har budt på nogle af de samme ting? Solopgangen kan I næsten ikke have undgået at se, hvis I var ude mellem 8 og 9 i torsdags. Den var jo fuldkommen magisk!

Det er rart endelig at være en duo igen (selvom det selvfølgelig også er fint med tid hver for sig).

Fastelavnsbollesæsonen er altså en undervurderet højtid. Heldigvis strækker den sig nærmest fra nytår til slut-februar! Bollen på billedet er en gammeldags fastelavnsbolle fra Lagkagehuset, og den var desværre ret tør :/ Har I nogle favoritter, I kan anbefale?

Jeg fandt Strelitzia til min mor i vores lokale Superbrugsen. De er så pæne!

Solopgangen i torsdags… amen altså! Jeg havde min ugentlige cykeltur til Lystrup, da den stod på, og så farverne skifte ud over Aarhus Bugt og Egå Engsø. Det var så smukt, at jeg nær tudede en smule ned i mit halstørklæde.

Fredag bød på et møde på hyggelige Jumbo. Det klæder altså Sydhavnen at have fået en café af den kaliber.

Jeg har stadig godt gang i yogaøvelserne derhjemme. Det er ret motiverende at mærke, hvordan jeg langsomt bliver mere smidig og stærk.

Lasse og jeg havde jo gang i et lille vinterbadningsprojekt, men desværre gik det i stå i løbet af november! I morges så jeg mit snit til at komme i gang igen, og det var faktisk rigtig skønt. Vandtemperaturen ligger omkring 5-6 grader nu, så det er med sammenbidte tænder og blå knoer det foregår for mit vedkommende!

Hvorfor vil vi så nødigt opgive flyrejserne?

I forlængelse af de klimasnakke, der har været her på platformen på det sidste, fik jeg lyst til at dykke lidt mere ned i det her med flyrejserne. Særligt fordi det er den forbrugspost, der har været mest fokus på i vores kommentarfelt, men måske også fordi det er et område, der kan vække mange følelser hos folk. Flyrejserne italesættes ofte som en af de mest oplagte/”lette” klimabelastende forbrugsposter, vi kan opgive, men hvorfor gør vi det så ikke?

Regnestykket er jo rimelig enkelt. Flytrafik står for omtrent 2-3% af verdens samlede CO2-udledning. En tur til Thailand og tilbage igen svarer til et års kørsel i personbil. Vælger du at sætte dig ind i flyet, har du altså foretaget en af de mest klimaskadelige enkeltstående handlinger, vi som mennesker kan give os i kast med. På trods af alt dette, flyver vi som aldrig før. Københavns Lufthavn har slået passagerrekord igen i år, og verden over tilføjes der flere og flere destinationer til rutekortet. Lasse og jeg bidrager uden tvivl til denne udvikling. Vi flyver mere en gennemsnittet, og de sidste mange år har vi fløjet oversøisk ca. en gang om året. At vi træffer klimavenlige valg i andre dele af vores liv er en formildende omstændighed, men det ændrer ikke på, at vi med vores rejser vælger at handle egoistisk. Det er vi udmærket godt klar over, så hvorfor stadig gøre det? Jeg kan kun svare på mine egne vegne, og forsøge at gøre det på en måde, så jeg ikke lyder som en kæmpeforkælet millennial.

Da jeg var barn, voksede jeg op med et ben i England og et ben i Danmark. Jeg fløj som unaccompanied minor for første gang da jeg var seks. Sat på spidsen blev jeg nærmest født med et pas i hånden. Ville jeg se mine bedsteforældre, var det sådan, det var. Og på grund af dette følte jeg mig ret hurtigt hjemme i limbolandet bestående af landingsbaner, gates og bagagebånd. Læg dertil, at der på begge sider af min familie nok findes en rejselyst, der er gået i arv. Min farfar var sømand, og blev senere en succesfuld mejerist, der lagde alle sine sparepenge til side så han kunne rejse for dem, når pensionsalderen kom. Min mormor og morfar havde plejebørn i Uruguay gennem SOS børnebyerne og rejste flere gange til Sydamerika for at være sammen med dem. Min farfar nåede desværre ikke at nyde godt af pensionsopsparingen, men det gjorde hans børn og børnebørn heldigvis. Fra starten af 00erne og ca. ti år frem rejste vi med min farmor rundt i verden til bl.a. Florida Keys, De Dansk Vestindiske Øer, Sydafrika, Tyrkiet, Thailand og Australien. For mig var det ligesom at have taget et bevidsthedsudvidende stof: verden åbnede sig. Hele min opvækst har rejserne været en klar rød tråd, og i mit voksenliv fandt jeg endelig friheden og det økonomiske råderum til at dyrke mit vagabondgen til fulde.

Nogenlunde sådan ville min forklaring lyde, hvis jeg skulle redegøre for, hvor rejsetrangen kommer fra. Det sidder dybt i mig, og at vælge rejseriet fra, gætter jeg på, føles for mig, som når en ryger kvitter cigaretterne eller når hundetræneren får hundeallergi og må sige op. Det er ikke et livsnødvendigt behov, man opgiver, men det kan føles sådan. Jeg kan godt mærke i min mave, at Lasse og jeg ikke kan blive ved med at flyve fem-seks gange om året, hvis jeg samtidig skal føle, at jeg opfører mig moralsk forsvarligt. Men det er svært at give slip. Jeg ville af og til ønske, at min store passion var noget mindre miljøskadeligt så som orienteringsløb, hønsestrik eller ridning. Det er desværre bare ikke tilfældet. Så nu går jeg og grubler over hvordan jeg stadig kan have rejserne i mit liv uden at skabe et kæmpe CO2-efterslæb. Det næste halve år skal vi på bryllupsrejse og på et par ture, som vi har fået i bryllupsgave, så det er ikke særlig foreneligt med ønsket om at flyve mindre, men jeg har en ambition om at “trappe ned” når 2019 går på hæld. Så må vi kigge på togrejser inden for Europas grænser og måske bruge de sommerhuse, vi har i vores familier, noget mere. Vi vil nok stadig skulle på nogle rejseopgaver, hvor vi så må vurdere fra gang til gang, om vi synes det giver mening at tage afsted.

Vi ved, at det ikke kun er os, der har det sådan med flyrejserne. Og selvom vi anerkender helt og holdent, at der skal skæres drastisk ned på flytrafikken globalt, så synes vi også det er vigtigt at snakke om hvorfor det er en svær beslutning for mange i vores generation. I et klimatillæg i Politiken konstaterede en undersøgelse, at vi danskere selv er overbeviste om, at vi har skåret ned på flyrejserne, selvom fakta siger noget andet. Selv når vi tror, at vi er i færd med at bedre vores adfærd, så gør vi faktisk det modsatte! Det tyder jo på, at der finder en eller anden fornægtelse sted, som må hænge sammen med, at det er en forbrugsgode, vi nødigt vil undvære.

I løbet af Lasses og min levetid har globaliseringen i høj grad defineret måden, vi lever og kommunikerer på. Vi kan komme i kontakt med venner og familie på den anden side af jordkloden i løbet af få sekunder, og vi kan rejse hen til dem i løbet af få timer. Vi behøver ikke nøjes med at høre om Sydamerikas regnskove i TV og på bånd, vi kan tage dertil og opleve det selv. Det er Pandoras æske, der har åbnet sig. Og nu skal vi så lægge låget på igen. Jeg synes ikke, det er spor overraskende, at mange har svært ved at vælge den forbrugsgode fra. Da flyrejsen for alvor vandt indpas i den brede befolkning herhjemme, var det som en del af charterturismen, men i dag har rejsen fået en større, næsten eksistentiel betydning, har man indtryk af. Det kan være nøglen til en ny tilværelse, til at være en større del af fjerne familiemedlemmers liv, til en spændende karriere eller til at opnå større kulturel forståelse. Alt sammen noget, der kommer en masse positivt ud af, desværre bare ikke et bedre klima.

Selv må jeg indrømme, at jeg er rimelig pessimistisk (/realistisk?) hvad flytrafikken angår. Flyrejserne er blevet så markant en del af det at være et moderne menneske, og de er tilmed blevet prismæssigt tilgængelige for de fleste, så jeg tror simpelthen folk får for svært ved at modstå fristelsen. Der skal opstå en gevaldig modbevægelse, hvis der skal rykkes ved folks selvbestaltede ret til at flyve. Noget a la Slow Travel, hvor vi igen begynder at dyrke de langsomme transportmidler som bus, tog og elbiler. Det er helt sikkert også de alternativer, Lasse og jeg overvejer. Man oplever et land på en helt anden måde, når man rejse til lands i stedet for i luften, og vores eget kontinent egner sig heldigvis helt vildt godt til den slags rejser. Der er et forholdsvist godt tognet i Europa, og en god håndfuld nattog, så det er ikke urealistisk at kunne foretage de samme slags rejser med tog, som man normalt ville foretage med fly. For 30 år siden var Interrail jo en stor ting, og typisk det man gjorde i et sabbatår frem for at backpacke i Asien og Australien. Det kunne det helt sikkert blive igen. Men om nok mennesker i i-landene hopper med på den bølge, eller kvitter rejseriet helt, det kan jeg godt have mine tvivl om.

Hvordan har I det med den her afgren af klimadebatten? Kunne I opgive flyrejserne? Tror I andre kommer til det?

Set, hørt og læst: november + december

Set

The Killing of a Sacred Deer

Yorgos Lanthimos er en virkelig original filmskaber. Vi var begge store fans af The Lobster, som både var sjov og sørgelig. The Killing of a Sacred Deer har nogle lighedspunkter med The Lobster, måske særligt den monotone stemmeføring og de marionetagtige karakterer. Til gengæld skruer den lige en tand op for grusomheden og det groteske, når en far tvinges til at udføre en grum offerhandling som straf for en utilgivelig hændelse, der konstant lurer faretruende i baggrunden (personificeret af Barry Keoghan som den forstyrede dreng Martin).

Force Majeure

Vi var ret begejstrede for The Square, og besluttede os derfor for at se Force Majeure for et par aftener siden, da den også er instrueret af Ruben Östlund. Den var ret underholdende, men shit hvor var der også mange akavede scener!

The House That Jack Built

Vi sad ret stille tilbage i biografsæderne, da rulleteksterne til Von Triers nyeste film kørte over skærmen. Mange gange undervejs vidste vi ikke, om vi skulle grine eller græde! Det er en ret ubehagelig film, men heldigvis er den også ret selvironisk, og det letter stemningen lidt. Efter vores mening var den en kende for lang. De sidste 15-20 minutter kunne vi godt have undværet, især fordi det kammer lidt for meget over i alenlang meta-monolog.

Mens vi lever

Mens vi lever var jo dansk films store sensation i 2017 og Sebastian Jessens endegyldige farvel til Rich Kids-imaget. Vi kan godt forstå, at filmen har fået mange positive anmeldelser. Fortællingen er medrivende og der er mange flotte skud undervejs. At den til gengæld også er proppet med skjult reklame i form af Royal Pilsner her, der og alle vegne, er måske ikke så heldigt, men lad det nu ligge ;)

Hørt

Den nye stil (de nyeste afsnit)

Vi har allerede anbefalet Pelle Peters hiphop-podcast, men den nye sæson får også lige en anbefaling herfra. Især afsnittene med Johnson og U$O er sjove at høre, når man som aarhusianer er flasket op på rap fra 8210.

Brinkmanns briks

Svend Brinkmann har været på alles læber i den seneste tid. Han er nærmest blevet en slags hverdagsorakel! Nu har han også fået sig en podcast, og den er faktisk meget spændende. I første afsnit diskuterer han vaner med to professorer. Især deres snak om rygning er ret sjov at høre (og måske også en anelse kontroversiel!).

Læst

The New York Trilogy

Endelig fik vi startet på Paul Auster. Jeg gav Lasse The New York Trilogy i julegave, men endte med at begynde på den selv! De tre historier som bogen gemmer på er ret spøjse og fulde af krydsreferencer til hinanden, så man skal holde tungen lige i munden, når man læser dem. Sproget er godt og Auster er god til at fortolke den slidte detektivkrimi på en ny måde, synes jeg.

Hundehoved

Vi fik lov til at arve en masse bøger af Lasses mor kort før jul, og dem er vi lige så stille gået ombord i. Jeg lagde ud med Hundehoved af Morten Ramsland. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet ud fra bogens omslag og titel, men nok ikke en norsk/dansk-familiesaga. Historien var udmærket, men jeg var ikke 100% opslugt.

Wild

Wild slugte vi begge på kort tid. Bogen er skrevet af Cheryl Strayed, der som ung ryger ud på en deroute efter moderens død, som indebærer skilsmisse, stoffer og destruktiv adfærd. For at komme på rette kurs beslutter hun sig for at vandre The Pacific Crest Trail, der strækker sig over 4000 km fra Californien i syd til Canada i nord. I Wild skildrer hun vandreturen og den udvikling, hun gennemgår undervejs. Virkelig spændende fortælling!

Hypnotisøren

Lasse læste Hypnotisøren, mens vi var på Maldiverne. Han syntes det var en udmærket krimi, men kunne godt have ønsket, at  forfatterne havde dykket mere ned i hypnoseuniverset og måske diskuteret de moralske dilemmaer, hypnose kan afføde. I stedet blev det brugt mest som gimmick. Men ellers en fin bog, som holder spændingsniveauet til det sidste.