februar 2019 – Sidsel & Lasse

Tre dage i Hanoi: billeddagbog og guide

Hej søde internet-venner! Vi har netop fundet en stabil internetforbindelse og lidt aircondition, og det gav anledning til at sortere lidt i de billeder og indtryk vi har fra de første dage på vores tur rundt i Vietnam. Normalt udgiver vi først guides og rejsedagbøger efter hjemkomst, men i løbet af de kommende par måneder har vi tænkt os at asfaltere, mens vi kører. Eller blogge, mens vi rejser, om man vil. Her kommer i første omgang beretning og guide fra vores besøg i Hanoi:

Tidligt tirsdag morgen landede vi i Vietnams hovedstad og blev heldigvis mødt af milde temperaturer og afdæmpet trafik. Sidstnævnte skyldes vietnamesernes vigtigste fejring: Tet (der svarer til det kinesiske nytår). Under Tet holder mange butikker lukket, og de fleste af byens borgere holder en række fridage sammen med deres familier. For os var det sjovt at se hvor meget der var gjort ud af pynt og påklædning i dagene, hvor festlighederne stod på. Det var knap så fedt, at mange spisesteder m.v. holdt lukket, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Vi fik heldigvis set og spist en masse godt alligevel. Hanoi har et væld af muligheder både hvad angår hoteller, restauranter og seværdigheder. Og så er det den slags by, der skal opleves ved bare at gå gennem gaderne og fare en smule vild i de mange gyder. Så falder man over virkelig mange sjove og skøre ting! Men sørg for at gro øjne i nakken, hvad trafikken angår. At krydse en vej i Hanoi mens der kommer 50 scootere blæsende er lidt af en kunstart.

Bo

Delicacy Hotel & Spa – Vi har kun positive ting at sige om vores hotel i Hanoi. Vi har aldrig oplevet så venligt og betænksomt et personale før! Og så er hotellet virkelig smukt indrettet. Du kan helt sikkert finde billigere hoteller i byen, men til 400 kr per nat er Delicacy et kæmpe fund målt på standarden. Og så gik personalet all in på at pynte vores værelse og ønske os tillykke med brylluppet, haha <3

Spis

Bún Bò Nam Bộ – Mange guides hævder, at denne biks laver Hanois bedste Bun Bo. Vi deler helt klart begejstringen! Og så er priserne virkelig rørende.

Chops – Er du ikke den største fan af fish sauce og nudler? Så kan du heldigvis få en virkelig god burger på Chops. De hakker deres kød friskt hver dag, bager selv burgerboller og laver hjemmelavede sides (deres fries og slaw er lækkert). Derudover har de et bredt udvalg af specialøl.

Cong Ca Phe – Denne hyggelige kaffekæde kan spottes på de grønne facader og de mange mennesker, der ofte sidder rundt i alle hjørner og på de fine balkoner. Stedet er kendt for deres coconut coffee: en slags slush ice på sødet kokosmælk og så med et shot kaffe hældt over. Det smager skønt!

Eden – Tæt på katedralen i det franske kvarter ligger den hyggeligste tagterrasse med kig ud til kirken og byens tage. Her kan du bestille juice, kaffe, øl og drinks. Perfekt til et pitstop inden aftensmad.

The Hanoi Social Club – Meget hipt, meget vestligt, men også meget hyggetligt. Hos Hanoi Social Club kan du få morgenmad, frokost og aftensmad med et vestligt præg. Maden er lidt dyrere end hos gadekøkkenerne, men stadig meget billigere end i Danmark.

Blackbird Coffee – Fin lille kaffebar i Old Quarter, der serverer rigtig god kaffe. I det hele taget er standarden på kaffebarer i Hanoi ret høj.

Breadmore Hanoi – Hvis køen er lang hos hypede Banh Mi 25 er Breadmore et rigtig fint alternativ. Her kan du blive mæt i lækker Banh Mi for under 10 kr!

Gau Coffee & Bakery – Hos Gau kan man få kaffe, surdejsbrød, croissanter og ikke så meget andet. Til gengæld er det hele vellavet. Deres Egg Coffee skulle være blandt de bedste i området.

Se

Ho Chi Minh Mausoleum – Vietnameserne forguder deres “Onkel Ho”, og i Hanoi finder du et stort mausoleum og museum til ære for den tidligere leder og modstandsmand. Ho Chi Minhs balsamerede lig kan blandt andet ses på mausolæet (når der er åbent for adgang).

Hanoi History Military Museum –  På museet har man samlet en masse gamle krigsmaskiner fra Vietnamkrigen. Både kanoner, fly og tanks. Og så er der adgang til byens Flag Tower.

Hoa Lo Prison – Et af de bedre museer i Hanoi er Hos Lo Memorial, der står som et dystert mindesmærke over først krigen mod franskmændene og senere amerikanerne.

Thang Long Water Puppet Theatre – Selvom det umiddelbart kan lyde lidt stenet, så er vanddukketeateret i den gamle bydel en rigtig sjov oplevelse. Dukkerne er virkelig kunstfærdigt udført og stykket akkompagneres af traditionel musik, der spilles live af et syvmandsorkester. Billetter koster ikke mere end 30-40 kr og stykket tager ca. 50 minutter.

Old Quarter – Rundt om Hoan Kiem Lake ligger den gamle bydel, der rummer et sjovt mix af fransk kolonistil og nyere vietnamesisk kultur. I bydelen finder du masser af street food, kaffebarer og butikker med souvenirs, tøj m.m.

Temple of Literature – Litteraturens tempel er et spændende kig ind i fortidens akademiske verden. I templet hyldes filosoffen Konfutse og hans lærergerning. Templet udgør i øvrigt også en dejlig pause fra scootere og bilos!

“Train Street” – Dette er ikke som sådan en seværdighed, men det er et ret skægt syn, så vi syntes, den skulle med! Som i så mange andre landes storbyer er Hanoi forbundet med andre dele af Vietnam via jernbane, men det, der er lidt usædvanligt, er, at Hanois beboere bor klos op ad skinnerne!

 

Følelsen af at være gift

Billede af Luna Worm

Fredag d. 1/2 havde Sidsel og jeg været gift i præcis seks måneder, hvilket vi fejrede ved at dele vores sidste specialøl, vi fik lavet til bryllppet :) Samtidigt tænkte jeg, det var passende med et par refleksioner over det at være gift – “Nå, hvordan er det så at være gift?” er nemlig ét af de spørgsmål, jeg har fået stillet et par gange siden Sidsel og jeg gav hinanden vielsesringe på tilbage i september. Mit svar til ovenstående spørgsmål har for det meste været det samme; der er ikke helt den store forskel, faktisk. Ud over at vi selvfølgelig har aflagt nogle løfter til hinanden, som vi har i sinde at holde. Men det er jo ikke noget, der ændrer på vores hverdag eller vores følelser for hinanden. Den største forskel har næsten været, at vi lige pludselig skal vænne os af med at kalde hinanden for kærester og pludselig sige “mand” og “kone”, haha. Det har vi lidt svært ved. Og jeg synes, “kone” lyder så gammeldags – er der mon et mere nutidigt ord for kone, som ikke er wifey? Men hvorfor så egentlig blive gift, hvis det alligevel ikke rigtig gør nogen forskel?

Hvis jeg skal starte med den kedeligste og mindst romantiske (men meget ansvarlige) årsag, så er det ret praktisk at være gift, når man ejer en bolig sammen. Man har bare flere rettigheder/muligheder, når man er gift, hvis f.eks. én af os skulle gå hen og dø (Gud forbyde det), så ville det være noget værre bøvl med lejligheden, hvis ikke vi var gift. Så i princippet burde vi have gift os før vi købte Marmeladefabrikken. En anden årsag til at vi gerne ville giftes var, at vi gerne ville vise den ekstra forpligtelse over for hinanden. Jo, man kan selvfølgelig godt blive skilt igen, men rent symbolsk synes vi stadig det har en værdi og sender et signal om at man virkelig vil hinanden resten af livet. Ikke dermed sagt, at man ikke kan have det på den samme måde uden at være gift, men I ved, hvad jeg mener. Derudover synes jeg, det markerer en form for milepæl i vores forhold. Den første var at blive kærester, den næste var at flytte sammen, den tredje var måske at blive kærester igen efter det, der viste sig kun at være en pause. Og de seneste milepæle har så været vores køb af lejligheden på Trøjborg og at blive gift. Når det remses op på den måde, kan det godt komme til at lyde som om vi har en tjekliste med ting, vi skal nå fordi at sådan er det bare, men det er ikke tilfældet. Det hele er egentlig faldet meget naturligt, og vi har jo altså også kendt hinanden siden vi var 17 og 18 år gamle, så det er ikke ligefrem fordi vi har haft travlt ;)

En anden fantastisk ting ved at blive gift er selvfølgelig festen efterfølgende. Vi havde ret høje forventninger til selve festen, os selv og vores gæster og de blev bestemt indfriet! Man kan selvfølgelig sagtens holde en fest for venner og familie uden at blive gift, men det er altså noget magisk over at fejre sin kærlighed med en fest og en ceremoni, der bekræfter, at man hører sammen som tosomhed. Der var en helt særlig stemning hele dagen og det var helt fantastisk at mærke, hvor glade alle gæsterne var på vores vegne og hvor meget energi de lagde i at gøre det til den bedst tænkelige dag for os. Det er lige til at blive rørt over, og det blev vi da bestemt også. Især af de mange, gode taler og søde ord, vi fik med på vejen.

Måske nogle vil studse over, at jeg ikke har nævnt kristendommen eller Gud i alt det her, for vi blev jo som bekendt viet i kirken. Hverken Sidsel eller jeg er enormt troende, så det har nok aldrig været det, der vejede tungt i forhold til beslutningen om at blive gift. Jeg synes, vi havde en rigtig god præst, som formåede at snakke om de universelle ting ved ægteskabspagten, hvor der stadig i dag er nogle principper, der er værd at bygge sit ægteskab på. Så jeg kan helt sikkert stå inde for de ting, vi sagde ja til i kirken. Det har jeg i øvrigt også reflekteret lidt over i dette indlæg, som jeg skrev 4 dage før brylluppet.

Det virker på mig som om det at blive gift er en ting, der er på vej til at blive mindre “populært” eller normalt at gøre, end det har været engang. Jeg ved ikke, om der er hold i det, men jeg tror, færre og færre par bliver gift. Ikke at det er godt eller skidt, det er nok bare tendensen i dag. Jeg er spændt på at se, hvilken vej udviklingen går, og om Sidsel og jeg kommer til at sidde som gamle mennesker og sige “ja, det var jo dengang man stadig blev gift, sådan er det ikke længere”.

Vil du gerne giftes? Og skal det være før eller efter, du har fået børn?

Kærlighed til Trøjborg

Vi har netop forladt Aarhus og overleveret vores nøgle til en sød lejer, der skal bo i Marmeladefabrikken, mens vi er på bryllupsrejse. Op til rejsen har vi talt om, hvordan vi mon kommer til at have det, når vi igen lander på dansk jord til april. Faren ved sådan en tur er jo, at man kommer hjem og får alvorlige rejseblues. Heldigvis kommer vi tilbage til forår, festivalsæson og en masse gode ting på jobfronten – så vi har i det mindste forsøgt at time rejsen sådan, at vi får en blød landing! Og så er der ingen tvivl om, at det – efter to måneder på skiftende hoteller og med livet klemt ned i en vandrerygsæk – bliver kærkomment at komme tilbage til lejligheden og til Trøjborg.

Da vi påbegyndte vores boligjagt i starten af 2016, havde hverken Lasse eller jeg Trøjborg inde på lystavlen. Vi var begge overbeviste om, at vi ville finde vores drømmehjem i 8000 Aarhus C. Og selvom Trøjborg vel på mange måder er det nærmeste man kommer på midtbyen, så var det for os lidt specielt at flytte til et område, som vi ikke i forvejen havde det store forhold eller kendskab til. Jeg har læst et års tid på fakultetet ved Aldersrovej og vi har begge haft et par venner med bopæl på Trøjborg, men det var ikke en bydel vi tog til på eget initiativ, inden vi selv fik adresse i 8200. Vores flytning kan slet ikke sammenlignes med at flytte fra en landsdel til en anden, eller fra byen og ud på landet, men som bymenneske vil der nok altid være områder, man sværger til og føler sig tryg i. På samme måde som københavnere tit har et yndlingsbrokvarter. Vores verden udgik fra Vesterbro i Aarhus, og i de første fem-seks år bevægede vi os typisk inden for en trekant, hvis hjørner bestod af Aarhus Universitet, Latinerkvarteret og Vesterbrogade.

Men som bekendt fandt vi efter halvandet års boligjagt drømmehjemmet på Trøjborg, og med nøgleoverdragelsen fik vi pludselig også et helt nyt nabolag. De første mange gange vi cyklede mellem vores gamle hjem i Vesterbrogade og det nye på Trøjborg føltes det mest af alt som om vi var på besøg. Jo jo, vi går og maler og sliber på en bolig, men vi skal ikke for alvor bo her.. eller hvad? Det var en spøjs fornemmelse at lukke døren til lejligheden i Vesterbrogade og give nøglen til vores pedel. Efter den sidste store rengøringsseance og flytning tog vi på Drudenfuss og spiste aftensmad med øre og kinder, der var helt røde og blussende af træthed! Det er nok en af den slags minder, der vil dukke op, når Lasse og jeg husker tilbage på store begivenheder i vores liv. Der er ingen tvivl om, at vi var klar til at sige farvel til vores lille studielejlighed, men der var også meget nyt i vente, som vi ikke vidste hvordan ville udarte sig.

Den første nat i Marmeladefabrikken var faktisk ret forfærdelig, haha. Vi sov i den Tempurseng, som sælger havde efterladt, i et af soveværelserne ud mod gaden, og det var nok kombinationen af ny seng, ny lejlighed og nye lyde, der gjorde udslaget. Heldigvis blev det meget bedre, da vi fik installeret os med en ny seng i soveværelset ud mod haven. Siden da har vi aldrig sovet bedre! Og Trøjborg er, som overskriften afslører, krøbet ind under huden på os. Mange aarhusianere sukker på sådan en “nej hvor er der bare hyggeligt”-måde, når de snakker om Trøjborg. Og nu kan vi endelig forstå, hvad de mener! Indkøbsture på Tordenskjoldsgade, biografaftener i Metropol, gåture i skoven og dyp i havet er blevet faste bestanddele af vores hverdag her på toppen af Aarhus, og nu kan vi slet ikke forestille os, at det skulle være anderledes. Det er lige et nyk mere voksent og roligt end Vesterbrogade, hvor man tit stod op til sirener, bræk på fortovet og en halvspist shawarma i cykelkurven. Det havde helt klart sin charme engang, men nu er vi rigtig taknemmelige for at være havnet i verdens bedste by-i-byen. We love you, Trøjborg <3

And we’re off!

Så er det i dag, vi smutter på bryllupsrejse! Shit, hvor har vi glædet os. Taskerne er pakket (det er faktisk ret svært at pakke til to måneder i fire forskellige lande – især hvis det både skal være smart og praktisk!), lejligheden er overdraget til vores lejer, mailen er sat på auto-reply og vi har nået af tage afsked med så mange venner og familiemedlemmer som muligt. Så nu ser vi bare frem til to måneders eventyr i Vietnam, på Bali, i Sydney og på New Zealand. Hvis du vil læse lidt mere om vores tur, har Sidsel skrevet et længere indlæg her om vores rute gennem landene og hvad vi skal opleve undervejs.

Vi kommer selvfølgelig til at opdatere en masse på Instagram på @sidselhhamann og @lasseribergard i løbet af turen (vi undskylder på forhånd) og så har vi da også planer om at skrive et par rejsedagbogs-indlæg med en masse billeder og beretninger om, hvad vi har oplevet :)

Lasse har i øvrigt hentet Den Nye Stil-podcasten ned, som han har tænkt sig at lytte til i løbet af turen. Derudover har vi hver især nogle forskellige bøger med, der skal læses. Har I nogle gode podcast-tips? Gerne noget, der ikke handler om kriminalsager ;)