Følelsen af at være gift – Sidsel & Lasse
Kærlighed til Trøjborg

Følelsen af at være gift

Billede af Luna Worm

Fredag d. 1/2 havde Sidsel og jeg været gift i præcis seks måneder, hvilket vi fejrede ved at dele vores sidste specialøl, vi fik lavet til bryllppet :) Samtidigt tænkte jeg, det var passende med et par refleksioner over det at være gift – “Nå, hvordan er det så at være gift?” er nemlig ét af de spørgsmål, jeg har fået stillet et par gange siden Sidsel og jeg gav hinanden vielsesringe på tilbage i september. Mit svar til ovenstående spørgsmål har for det meste været det samme; der er ikke helt den store forskel, faktisk. Ud over at vi selvfølgelig har aflagt nogle løfter til hinanden, som vi har i sinde at holde. Men det er jo ikke noget, der ændrer på vores hverdag eller vores følelser for hinanden. Den største forskel har næsten været, at vi lige pludselig skal vænne os af med at kalde hinanden for kærester og pludselig sige “mand” og “kone”, haha. Det har vi lidt svært ved. Og jeg synes, “kone” lyder så gammeldags – er der mon et mere nutidigt ord for kone, som ikke er wifey? Men hvorfor så egentlig blive gift, hvis det alligevel ikke rigtig gør nogen forskel?

Hvis jeg skal starte med den kedeligste og mindst romantiske (men meget ansvarlige) årsag, så er det ret praktisk at være gift, når man ejer en bolig sammen. Man har bare flere rettigheder/muligheder, når man er gift, hvis f.eks. én af os skulle gå hen og dø (Gud forbyde det), så ville det være noget værre bøvl med lejligheden, hvis ikke vi var gift. Så i princippet burde vi have gift os før vi købte Marmeladefabrikken. En anden årsag til at vi gerne ville giftes var, at vi gerne ville vise den ekstra forpligtelse over for hinanden. Jo, man kan selvfølgelig godt blive skilt igen, men rent symbolsk synes vi stadig det har en værdi og sender et signal om at man virkelig vil hinanden resten af livet. Ikke dermed sagt, at man ikke kan have det på den samme måde uden at være gift, men I ved, hvad jeg mener. Derudover synes jeg, det markerer en form for milepæl i vores forhold. Den første var at blive kærester, den næste var at flytte sammen, den tredje var måske at blive kærester igen efter det, der viste sig kun at være en pause. Og de seneste milepæle har så været vores køb af lejligheden på Trøjborg og at blive gift. Når det remses op på den måde, kan det godt komme til at lyde som om vi har en tjekliste med ting, vi skal nå fordi at sådan er det bare, men det er ikke tilfældet. Det hele er egentlig faldet meget naturligt, og vi har jo altså også kendt hinanden siden vi var 17 og 18 år gamle, så det er ikke ligefrem fordi vi har haft travlt ;)

En anden fantastisk ting ved at blive gift er selvfølgelig festen efterfølgende. Vi havde ret høje forventninger til selve festen, os selv og vores gæster og de blev bestemt indfriet! Man kan selvfølgelig sagtens holde en fest for venner og familie uden at blive gift, men det er altså noget magisk over at fejre sin kærlighed med en fest og en ceremoni, der bekræfter, at man hører sammen som tosomhed. Der var en helt særlig stemning hele dagen og det var helt fantastisk at mærke, hvor glade alle gæsterne var på vores vegne og hvor meget energi de lagde i at gøre det til den bedst tænkelige dag for os. Det er lige til at blive rørt over, og det blev vi da bestemt også. Især af de mange, gode taler og søde ord, vi fik med på vejen.

Måske nogle vil studse over, at jeg ikke har nævnt kristendommen eller Gud i alt det her, for vi blev jo som bekendt viet i kirken. Hverken Sidsel eller jeg er enormt troende, så det har nok aldrig været det, der vejede tungt i forhold til beslutningen om at blive gift. Jeg synes, vi havde en rigtig god præst, som formåede at snakke om de universelle ting ved ægteskabspagten, hvor der stadig i dag er nogle principper, der er værd at bygge sit ægteskab på. Så jeg kan helt sikkert stå inde for de ting, vi sagde ja til i kirken. Det har jeg i øvrigt også reflekteret lidt over i dette indlæg, som jeg skrev 4 dage før brylluppet.

Det virker på mig som om det at blive gift er en ting, der er på vej til at blive mindre “populært” eller normalt at gøre, end det har været engang. Jeg ved ikke, om der er hold i det, men jeg tror, færre og færre par bliver gift. Ikke at det er godt eller skidt, det er nok bare tendensen i dag. Jeg er spændt på at se, hvilken vej udviklingen går, og om Sidsel og jeg kommer til at sidde som gamle mennesker og sige “ja, det var jo dengang man stadig blev gift, sådan er det ikke længere”.

Vil du gerne giftes? Og skal det være før eller efter, du har fået børn?

8 kommentarer

  • Theresa

    Jeg blev selv gift en uge efter jer, så jeg var lige nødt til at tælle efter – jeg ved godt det er tarveligt, men måske du lige skulle tælle efter ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha! Det er fandme flot…. jeg var ikke sproglig student for ingenting :D Sjovt nok havde Sidsel heller ikke sagt noget! Men du har da helt ret, vi har først været gift i 6 måneder til marts!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu fik jeg et barn sidste år, så uanset hvad bliver det efter, haha. :D Og egentlig har jeg aldrig ville giftes – men jeg ville egentlig heller ikke have børn, så nu tænker jeg, at jeg da måske godt ville alligevel.

    Hvad angår ordet kone, kan I da sige ‘viv’ i stedet ;)

    https://nouw.com/satinawandel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, ja så er der jo ikke så meget at gøre der ;) Og ja, nu har du jo taget hul på alt det voksne, hvorfor så ikke også et bryllup oven i hatten? :D Viv er fint, faktisk! Måske lidt gammeldaws?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg er 28, snart 29 og blev gift da jeg var 25. For lidt mere end syv måneder siden fik vi vores søn. For mit vedkommende var jeg ikke klar til at få børn, da jeg var 25. Vi blev gift den sommer jeg blev færdiguddannet og jeg havde ikke fået er fast arbejde på daværende tidspunkt. Det var vigtigt for mig, så vi kunne få økonomien til at hænge sammen med baby. Jeg følte mig heller ikke mentalt klar, hvorimod brylluppet var jeg mere end klar til: Jeg havde jo fundet verdens dejligste mand – og verden skulle vide, at han var min.

    Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det næste, jeg vil skrive, så det bliver nok en anelse klodset. Fire meget vigtige personer i mit + min mands liv er døde siden vores bryllup: min svigerfar, min bedstemor, min mands farfar og min bedstemor. De nåede alle at deltage til brylluppet. Havde vi byttet rundt på rækkefølgen og fået vores søn først havde de alle mødt ham, men ikke deltaget på vores store dag. Jeg er virkelig glad for, at de var med til vores bryllup. Det er så vigtigt, at de personer, som betyder så meget for os begge er med i minder om brylluppet. Når det er sagt, så havde det da virkelig været fantastisk, hvis de havde nået st blive henholdsvis farfar, oldemor, oldefar og oldefar. Det ville nemlig have været første gang, de kunne bryste sig af den titel. Vores søn var dog lang tid undervejs (sådan føltes det i hvert fald). Der gik næsten to år fra jeg smed p-pillerne, til jeg første gang havde ham i mine arme.

    Meet jeg prøver at sige er bare: Jeg blev gift og fik barn bagefter. Der er ikke nogen bestemt rækkefølge, der havde været mere rigtig eller forkert end den anden. Men lad der ikke gå for lang tid efter brylluppet til når I prøver at få børn. I dag er jeg virkelig ked af, at de ovennævnte personer ikke nåede at møde vores dejlige dreng og se ham vokse op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Mia :)

      Virkelig et fedt og interessant perspektiv på det, tak fordi du har lyst til at fortælle lidt om det – og det er bestemt ikke klodset formuleret. Jeg havde faktisk slet ikke selv tænkt sådan på det – altså det her med hvem af ens familiemedlemmer, der potentielt kunne nå at opleve bryllup og/eller vores børn. Måske fordi jeg ikke selv har nogen bedsteforældre tilbage og ikke har haft det i nogle år. Sidsel har stadig sin farmor og morfar og jeg tror da begge vi synes, det ville være ret skønt, hvis de kunne nå at blive oldeforældre. På den anden side tror jeg, vi først og fremmest vil tænke på vores selv og vores eget tempo, når det kommer til det med børnene. De skal ikke laves på et bestemt tidspunkt for at opfylde nogle ønsker eller behov for andre end os selv. Livet går sjældent, som man planlægger det, så jeg tror egentlig bare vi gør sådan, som vi selv har det bedst med uden at tage hensyn til så mange andre end os selv. Men jeg forstår 100% din pointe og det kan også sagtens være, jeg kommer til at skifte mening senere (måske når vi har fået børn) – det ved man jo ikke :)

      KH Lasse

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Fedt indlæg!
    Jeg er selv lige blevet gift i lørdags og kender til følelsen med, at det ikke ændre noget, men alligevel ændre alt, fordi man aktivt tilvælger hinanden og bekræfter i, at vi gerne vil hinanden. Vores historie blev pludselig ændret helt uventet. Vi har været kærester i 10 år til sommer, forlovet i lidt over et år og til marts har jeg termin med vores tvillinge drenge. Vi planlagde et rådhus bryllup for de nærmeste, for at det hele var på plads rent juridisk inden drengene kom til verden – og selvfølgelig fordi vi elsker hinanden og gerne vil giftes. De valgte dog at komme 8 uger før tid, så vi var lige pludselig forældre med to små børn indlagt på neonatal afdelingen og stod med et bryllup, der var planlagt. Dog var sygeplejerskerne så søde, at vi kunne smutte 4 timer i lørdags – blive gift, spise frokost med vores gæster også komme tilbage til vores drenge. Det blev en anderledes dag end vi havde forventet, men ikke desto mindre en helt perfekt dag :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Stort tillykke, Nanna! Både med tvillingedrengene og jeres nye civilstatus :) Det er da for skønt! Og hold da op, det var lidt af en drejning, jeres bryllup tog der – dejligt at høre, at det hele kunne lykkes alligevel. Det er altid lidt (for) spændende, når sådan nogle ting, som man har haft planlagt i lang tid pludselig bliver vendt på hovedet (her taler jeg af erfaring, som du nok ved), så det er en ret fed følelse at kunne sige, at man klarede det alligevel :) Rigtig meget held og lykke med ægte- og forældreskab (eller hvad det hedder) til dig og din mand!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kærlighed til Trøjborg