Billeddagbog fra Bali – Sidsel & Lasse
By the way #62

Billeddagbog fra Bali

Vi har nu pløjet 500 Bali-billeder igennem og kan se tilbage på 12 rigtig skønne dage på den grønne ø. Ofte skal man lidt på afstand af oplevelserne, før de for alvor bundfælder sig, synes vi. Vores indtryk af Bali er overvejende positivt, men vi giver kritikerne ret i, at visse dele af øen er meget turistede. Det lader til, at den vestlige kultur efterhånden har tromlet den indonesiske. Bali er australiernes Mallorca og man kan af og til næsten tvivle på, om man befinder sig på en australsk strand eller i Indonesien. Landet består af tusindvis af øer, så man kan selvfølgelig også bare rejse et andet sted hen, hvis man søger autenticitet (hvad det så end betyder i dag..). Og vi fandt heldigvis også lommer af ro og smuk natur de gange vi søgte væk fra Kuta-området og Ubud. Rejser du udelukkende til Bali for zen-tilværelse og ro, så vil det nok være en fordel at booke et retreat langt væk fra hovedbyerne.

Den sammensmeltede kultur på Bali har dog også sin charme. Det ene øjeblik går du forbi en poleret kaffebar, der kunne have ligget i New York, det næste et ældgammelt tempel eller en stenskulptur, der omkranses af mos og lianer, så man næsten tror det er en rekvisit fra Jumanji. Gentrificeringen har også den fordel, at der er et væld af gode spisesteder at give sig i kast med. Vi spiste sindssygt godt (og billigt!) på Bali – både vestlige og indonesiske retter. Det var et stort plus i vores bog. Et stort minus var til gengæld trafikken. Scooter-larm og bilkøer er allestedsnærværende. Hvad det ikke kunne gøre for luftkvaliteten og støjniveauet at få skiftet hele møget ud med el-transportmidler. Det kommer sikkert også på et tidspunkt.

Med hensyn til vejret tog vi et sats, idet vi bookede billetter under regnsæsonen. Heldigvis slap vi med 3-4 byger i løbet af turen, men til gengæld oplevede vi nogle dage en næsten kvælende varme. Høj luftfugtighed og høje temperaturer gjorde Bali til en trykkoger at være i! Nu har vi ikke oplevet vejret, når det er dry season, men vi forestiller os at det er en smule mere behageligt. Heldigvis havde vi altid en kold bruser eller havet i nærheden, men det var vildt at opleve en varme der gjorde, at vi konstant var gennemblødte af fugt og sved. Den slags sætter også en naturlig begrænsning på energiniveauet (af og til også på det gode humør!). Nu håber vi ikke, at vi lyder for hårde i vores dom, for vi har helt sikkert haft en rigtig dejlig tur. Selvom Bali rimer på turisme, transportkaos og svedeture, så er det balinesisk venlighed, glødende solnedgange, frodig jungle, tropefrugt (der smager af mere end hele Nettos grøntafdeling tilsammen), havskildpadder og strandliv i et langsomt tempo, der primært står tilbage på nethinden.

Vi har selvfølgelig også lavet en Bali-guide, som næsten er klar. Så den bliver I naturligvis ikke snydt for ;)

5 kommentarer

  • Lasse

    I er så lækre.

    Kunne godt tænke mig at høre, hvor Lasses halskæde er fra? Den er meget pæn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak Lasse! Og lækkert navn, du har dig, haha. Den er fra Northern Legacy :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjarne Rasmussen

    Flotte billeder, smukke steder! Hvad er de der hoveder, på billede nr. 5 fra oven, lavet af? Fortsat god bryllupsrejse :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak far! :) De er vist lavet af udhulede kokosnødder, tror jeg! De er lidt uhyggelige, ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Glæder mig til Baliguide! skal dertil for første gang i påsken

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #62