Det glæder vi os til at komme hjem til – Sidsel & Lasse
Billeddagbog fra Sydney

Det glæder vi os til at komme hjem til

To glade honeymooners, der er klar til at komme hjem til 8000

Vi er netop blevet kaldt til boarding her i Auckland Airport og foran os venter 30 timers hjemrejse via Sydney og Singapore. Det giver os jo rigelig tid til at tænke over alle de gøremål, der venter os derhjemme, men heldigvis også alle de glædelige gensyn, vi får. To måneders rejse er jo ikke alverden set i det store hele, men det er nok til at give diverse afsavn. Her er de ting, vi glæder os allermest til at komme hjem til:

Vores seng

Gud, hvor kan man sove dårligt, når man ikke sover hjemme, og hvor er der mange betingelser, der kan afgøre, om man vågner udhvilet eller ej. En hovedpude, der føles som om den er polstret med pladevat. Femten hollandske backpackere, der vælger at holde forfest 3 meter fra ens vindue. En kakerlak i håret (ville ønske at dette var et tænkt eksempel…). Miniaturesenge og madrasser, der har samme fjedring som hoppeborge. Nu skal det ikke lyde som om vi har ligget vågne 24/7 på turen, men indimellem har vores nætter været hårde at komme igennem, så det bliver kærkomment at sove i vores egen seng igen!

Gensynskrammere

Vi glæder os helt vildt til at se venner og familie igen. Vi ses relativt ofte med vores familie, så det er underligt at skulle undvære dem i adskillige måneder. Selvom vi ofte drømmer om at bo rundt om i verden, så bekræfter vores savn til familien os nok i, at vi ikke skal fra Aarhus lige foreløbigt. Det er en kæmpe luksus at have sine søskende og forældre inden for en 20 kilometers radius, og de tætte relationer er helt klart noget, vi prioriterer højt.

Tomatfarm

Nu har vi haft egen terrasse i et par år, og for hvert år der går tilføjer vi nye planteprojekter til sommerens gøremål. Første sommer fik vi styr på krydderurterne, og sidste år købte vi et figentræ og nogle prydplanter. I år er målet at få etableret et lille bed med tomatplanter, der kan forsyne os sommeren igennem. Vores solrige hjørne burde være perfekt til formålet, så længe vi husker at vande! Tomatfrøene får en plads i vindueskarmen så snart vi er hjemme – foreslag til sorter modtages gerne ;)

Biografbesøg (særligt for at se Dronningen)

Vi følger begge en del med i hvad der rører sig på filmscenen både nationalt og internationalt, og der kommer jo en masse godt i løbet af 2019. I første omgang glæder vi os til at se Dronningen og til Peter Jacksons eksperimenterende They Shall Not Grow Old. Helst i “vores” biograf på Trøjborg eller i Øst for Paradis. Og med en god håndfuld bland-selv-slik som sidevogn :)

Rugbrød <3

Vi har nok spist i omegnen af 17 meter fuldkornstoastbrød i løbet af den sidste måned. I ved – det der brød, der er så blødt, at det kan klemmes sammen til en lille dejkugle. Det er bare nemmest at kunne lave sig en hurtig sandwich indimellem treks og busture, og supermarkederne har ikke så meget andet. Men vi (nok særligt Sidsel) har sendt mange kærlige tanker til rugbrødsafdelingen i Rema 1000 på det sidste.

Festivalsæson

Maj og juni er altså et par magiske måneder, hvis I spørger os. I år bliver maj endda særligt sjov, da vi holder dobbelt 30 års sidst på måneden. Og så satser vi på at skulle på SPOT, Northside og Heartland igen. Selvom det var hårdt ved kroppen sidste år, så er de tre festival-weekender blandt vores bedste minder fra 2018.

Aarhus

Der er ikke noget, der kan sætte ens liv i perspektiv, som en tur ud i verden. Og hver gang bliver vi bekræftede i, at vi er heldige at kunne kalde Aarhus vores hjemby. Både pga. trafikale forhold, kulturtilbud, restauranter, adgang til naturen og den mentalitet, byens borgere har. Efter en lang rejse er det altid en fornøjelse at trille ind på Aarhus H, høre mågerne og se den nyeste overskrift om et kriseramt AGF på Stiftens lystavler. Home at last! :)

8 kommentarer

  • Anne

    Haha, elsker især den sidste bemærkning: “Efter en lang rejse er det altid en fornøjelse at trille ind på Aarhus H, høre mågerne og se den nyeste overskrift om et kriseramt AGF på Stiftens lystavler. Home at last! :)”

    Sådan jeg har det virkelig også, omend der går en del år før, at jeg genser Aarhus igen. Sebastian og jeg flyttede i februar til Melbourne for at læse en MA begge to, men jeg læser nu stadig troligt med på Stiften.dk og DR.dk (måske en da lidt TV2OJ haha), og morer mig ugentlig over, at alt forsat er ved det gamle i gode dejlige Aarhus. Ret betryggende og hyggeligt på en gang når man er ude i det “store” udland. FEDT at have fulgt jeres tur, den har set fantastisk ud. Vi skal helt sikkert også besøge New Zealand og ditto Sydney til nytår med min mor/søster/moster/kusine.

    Giv Aarhus en stor krammer for mig :-)

    Bh,
    Anne – hende Sidsel engang har gået til cheerleading med ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sidsel

      Åh, jeg er så misundelig på jeres udlandseventyr, Anne! Fik en hurtig snak med Susanne (fra officelab) tilbage i januar om jeres planer, og det lyder jo bare så spændende. Man skal gribe den slags chancer, når man kan :) Jeg giver Aarhus en krammer, hvis du vil hilse skønne Melbourne fra mig. Håber I får det fedeste ophold (man kan næsten ikke andet på de kanter..).

      Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er utroligt at man kan blive så taknemmelig over de mindste ting man har derhjemme :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det er én af de ting, der er gode ved at være væk hjemmefra så længe – man sætter lige pludselig meget mere pris på de små hverdagsting, man ellers går og tager for givet :) Altid godt at få sat tingene lidt i perspektiv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan godt forstå, I glæder jer til at komme hjem til Aarhus. Jeg savner byen bare efter et smut 30 kilometer sydpå for at besøge mine forældre i en weekend 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rugbrødsmadder skal man ikke kimse ad.
    Fik årets bedste igår, på Åland i Århus – smørristet med urtecreme og avocado med havsalt. YUM :D God tur hjem.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ååårrhhhh, lækkert! Mine forældre stod klar med smørrebrød, da vi kom hjem, så det var bestemt også godkendt. Og tak :D

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billeddagbog fra Sydney