By the way #64 – Sidsel & Lasse
Det glæder vi os til at komme hjem til

By the way #64

Tak til Lasses forældre for at stille op med smørrebrød til to trætte og sultne rejsetyper. Perfekt afslutning på en 30-times hjemrejse!

By the way:

  • Apropos at glæde sig til rugbrød (jf. sidste indlæg), så stod Lasses forældre klar med smørrebrød, da vi ankom til Aarhus i går eftermiddags. Det var HELT perfekt. Tænk, at man kan savne rugbrød så meget. Det tætteste vi kom på rugbrød var noget sandwichbrød ved navn “Roggenbrot”, som vist var New Zealands forsøg på at lave noget europæisk-klingende brød, haha.
  • Lasse fik sig lidt af en overraskelse, da han tjekkede sin årsopgørelse for et par uger siden – der var nemlig røde tal og ret mange nuller under afsnittet om restskat, haha. Det gav lidt af et sug i maven! Det viste sig heldigvis, at SKAT havde glemt at medregne skatten af A-indkomsten hos nogle borgere (deriblandt Lasse). Phew!
  • Er det fysisk muligt at blive smittet af en anden persons gaben uden også at sige “uha, det smitter!”, når man selv har gabt? Vi tror det ikke.
  • “Hvis man stikker næsen frem, risikerer man også at få et par over den” er nok det mest latterlige argument for at det skulle være helt i orden at tilsvine eller true folk i den offentlige debat – uanset hvor uenig man så er med dem. Så længe man selv formulerer sin mening sagligt, bør det aldrig være forventeligt at blive truet og tilsvinet på grund af sine holdninger.
  • Vi har gjort flittigt brug af Uber i især Australien og New Zealand. Den tjeneste er altså virkelig smart. Det er ærgerligt, at det ikke kunne fungere i Danmark, for vi er altså tilhængere af brugervenligheden og -oplevelsen. Selvfølgelig skal sikkerhedsvilkår og det skattemæssige være i orden. Det må da kunne lade sig gøre i DK?
  • Det er lidt vildt at tænke på, at vi har været væk i to måneder. Og så har vi vist aldrig været længere hjemmefra nogensinde før – New Zealand ligger 18.000 km fra Danmark! Vi havde det lidt ligesom Sam i Ringenes Herre, da vi steg ud af flyveren i Christchurch, haha.
  • Vi har et par spændende film til gode, vi gerne vil se i løbet af den kommende tid. Blandt andet Dronningen, Us og Once Upon a Time in Hollywood (når den kommer). Vi har også snakket om, at vi skal ha’ set nogle flere klassikere. Øverst på listen står Breakfast at Tiffany’s, 2001: A Space Odyssey og Psycho.
  • Skulle du få lyst til at sætte din tålmodighed på prøve, skal du prøve at se alle tre Ringenes Herre-film på tvivlsomt hostel-wifi, som stopper hvert femte minut for at loade filmen. Hvis ikke du bliver en smule sindssyg, er du muligvis ét af verdens mest tålmodige mennesker.
  • Vi så alle seks afsnit af Danmarks Næste Klassiker på DR TV på to dage i New Zealand. Hvor er de fem designere dygtige og forskellige – det er altså ret fascinerende at se, hvis du ikke allerede har fået set programmet. Det er også en sjov måde at spore sig ind på, hvilke designretninger, du selv har smag for.
  • Alle vores terrasseplanter ser ud til at have klaret vintersæsonen og er nu ved at røre på sig igen. Det er altså ren magi at komme hjem til syrenknopper og spirende træer!
  • Vi havde købt nogle glas peanutbutter med hjem fra New Zealand og opdagede, at forseglingen var brudt på et af glassene, da vi kom hjem. Det er altså lidt spøjst at vide, at der nogen har haft hånden nede i éns bagage (også selvom det bare er et sikkerhedstjek).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det glæder vi os til at komme hjem til