Påskelykke – Sidsel & Lasse
ECHTE: bæredygtig og kvalitetsbevidst mode

Påskelykke

Indeholder reklame

Det kan umuligt kun være os, der har haft en helt suveræn påske? De sociale medier svømmer jo over med god stemning, sommerhusbesøg, fadøl i solen og årets første svømmeture. Selv overvejede vi også at drible et par dage i sommerhuset i Øer, men ovenpå to måneders rejse havde vi mest af alt brug for at være hjemme i lejligheden. Vi har siddet limet til vores terrasse stort set hver formiddag fra torsdag til mandag, kun afbrudt af lidt familiebesøg, date på Madklubben Grill, brunch på Det Glade Vanvid og biograftur. Det er så dejligt at kunne begynde at bruge af de gavekort, som vi har fået i bryllupsgave. Så får vi en masse ekstra lommer af tosomhed og forkælelse – det kan godt anbefales! Samtidig har vores dates gjort påsken lidt mere ferieagtig, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi også har rodet med nogle blog- og virksomhedsrelaterede sager i helligdagene. Der opstår jo gerne lidt af et efterslæb, når man sådan checker ud af hverdagen så længe som vi tillod os det!

Ligesom resten af Danmark har vi også været helt i ekstase over det gode forårsvejr (selvom vi næsten ikke har gjort os fortjent til det ovenpå så mange solskinstimer ude i den store, vide verden). Det er så skægt at se alle herhjemme kravle ud af deres vinterhi og overmodigt hoppe i shorts og glemme solcremen første dag termometeret rammer 15 grader. Det er sgu meget dansk, haha. De første solskinsdage er også en fantastisk bebuder om alt det, vi har i vente. Lige om lidt springer bøgen og syrenen ud. Festivalerne begynder. Studenterne får huer på. Dagene varer evigt og nætterne gemmer på mere fest end søvn. Arbejde kan afsluttes med en tur i havet. Vi tilslutter os uden tøven de 52%, der angiver sommeren som deres yndlingsårstid i YouGovs undersøgelse heraf (selvom det da helt klart ville være gavnligt i et land som Danmark at være mere vild med vinter!). Nå, det må være nok ekstatisk sommerglæde for nu. Her kommer et par glimt fra de allerhelligste dage på toppen af Aarhus aka. Trøjborg:

Søndag formiddag var vi inviteret til at prøve Det Glade Vanvid: Brødrene Kochs overdådige brunchkoncept. Hver lørdag og søndag er restauranten vært ved et kæmpe morgenbord, der består af alt, et madøre kan drømme om. Oste fra nær og fjern, laks og sashimi, æg en cocotte, vitello tonnato, kager, fromage, frugt med råcreme, lammekølle, croissanter, kaffe fra Great Coffee og MEGET mere. Vi gik enormt mætte og glade derfra! Hos Kochs er de i øvrigt obs på madspild, og langt de fleste rester på buffeten bliver lavet til personalemad, nye retter eller gemmes til næste seating. 

Hurra for solskinstimer, lyse aftener og dovne weekenddage på terrassen. Vores lejlighed bliver pludselig 25 kvadratmeter større, når foråret endelig melder sin ankomst. 

Tomatplanteprojektet går strålende. Hele 13 plantebørn er det blevet til. Nu må vi se hvor mange, der klarer den efter de bliver omplantet. Om tre måneder kan vi forhåbentlig vise billeder af tomatsalat lavet på egen avl ;)

Vi fik også pizza fra yndlings-Fratelli i løbet af påsken. Sidsel er ekstremt forudsigelig og bestiller altid nr. 5 med salsiccia, rødløg og svampe, men den er altså også noget helt særligt!

Yoga i solskin på terrassen 

Lasses søster var så sød at hente vores keramik mens vi var afsted på bryllupsrejse. Det var lidt spændende at pakke indholdet ud, men indtil videre er vi faktisk positive omkring resultatet af vores mystery date på Godsbanen! Forhåbentlig bliver lersagerne også pæne, når vi engang har fået givet dem en omgang glasur.

Lasse fik årets første tur i havnebadet i søndags. Meget koldt og meget friskt! 

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ECHTE: bæredygtig og kvalitetsbevidst mode