Okay, det er lidt pinligt – Sidsel & Lasse
Guide til New Zealand: 14 dage i NZ

Okay, det er lidt pinligt

Jeg kan have virkelig svært ved akavede situationer og pinlighed – både i tv-serier og i særdeleshed i virkeligheden. Derfor kan jeg også have det lettere ambivalent med at være sammen med mennesker med mangel på situationsfornemmelse, for der kan om noget opstå nogle totalt tåkrummende øjeblikke, når visse folk tromler henover hinandens grænser og intimsfærer uden overhovedet at ænse, at de har gjort noget galt. Inspireret af Julie-Elsebeth og hendes pænt relaterbare liste kom jeg selv i tanke om en del pinlige ting, som jeg oplever lidt for tit.

Jeg synes, det kan være pinligt at …

 

Spise i offentligheden

Altså, det er jo ikke pinligt at spise på en restaurant eller en café, for der sidder alle jo og spiser. Men det er som om, der er et eller andet forkert ved at gå ned ad gaden i færd med at fortære et slice med dressing eller en pose XL pølsehorn fra 7-Eleven. Det er ufedt at have et ikke-spisende publikum på, når man selv kaster føde ned. “Okay, du kunne simpelthen ikke vente, til du kom hjem eller fandt et sted at sidde, før du var nødt til at spise?” forestiller man sig, at folk tænker, hvilket de nok overhovedet ikke gør. Det svarer måske lidt til, at det er OK at stå og tisse ved siden af andre mænd ved et pissoir, men at det hurtigt bliver ret underligt, hvis man står skulder om skulder med en række mænd og selv er den eneste, der tisser, haha.

Blive opdaget i at snakke med om noget, man ikke forstår

Jeg er faktisk ved at blive bedre og bedre til bare at spørge, hvis nogen bruger et begreb, jeg ikke kender, eller snakker om noget, jeg ikke ved, hvad er. Det hænder dog alligevel (lidt for ofte) at jeg bevæger mig ud i lidt for lange samtaler, hvor jeg ikke helt fik fat i grundpræmissen, som så viser sig at være ret vigtig at forstå for ikke at falde helt igennem senere i samtalen. Bevægede mig for eksempel ud i en længere samtale om startups, investeringer og funding, hvor der var ind til flere begreber, jeg ikke helt forstod, men heller ikke rigtig fik spurgt nærmere ind til. Tror dog nogenlunde jeg fik opretholdt facaden.

Tage billeder af hinanden i offentligheden

“Nååå, så er der nok rigtig blogger-shoot” lød det fra en forbipasserende grupper mænd, da Sidsel og jeg forleden tog billeder (endda godt gemt inde i en baggård) til et blogindlæg. Med årene er vi nok blevet mere ligeglade med den slags, men alligevel er det nogle gange lidt pinligt, når man står og poserer til billeder i offentligheden. Det samme gælder, når vi på café eller restaurant skal tage billeder af vores mad i forbindelse med et blogindlæg. Ingen siger noget, men man fornemmer ofte den der “okay, slap af med at tage hundrede billeder fra fem forskellige vinkler af jeres frokost”-stemning hænge diskret i luften, haha. Gad godt være lige så ligeglad som Linnea, hun er seriøst iskold, når hun tager billeder i offentligheden.

Påpege, at en vare i supermarkedet ikke er gået ind til rabatprisen

Hvis der er noget, der kan få mig til at føle et lille stik af skam, er det, når jeg ved kassebåndet er nødt til at påpege, at en vare i supermarkedet er gået ind til et par kroner for meget. Især hvis man først opdager det, når man har betalt og får bonen i hånden. Så skal halvdelen af butikkens ansatte jo nærmest involveres, før man kan få sine 4,50 kroner tilbage. Vi oplevede det faktisk lige forleden, hvor en spegepølse gik ind til fuld pris i stedet for de 3 kroner, der stod på det gule klistermærke på pakken (spændende historie, I know). Vi nåede heldigvis at gøre opmærksom på det inden betalingen, hvorefter den (vistnok lidt trætte) kassedame slog den ind til 5 kroner. Vi orkede ikke at påpege igen, at den altså kostede 3 kroner, så vi betalte bare og gik, haha.

Returnere pant

Nu når vi er i supermarkedet – det er simpelthen ikke på min top-10 over fede ting at returnere pant. Især ikke, hvis det er med tømmermænd (som det oftest er) og en hel affaldssæk fyldt med tomme øldåser. Der er ikke noget, der skriger “jeg har tømmermænd” som at købe en frysepizza og en cola for den pant-kvittering, du netop har trukket i pantautomaten to minutter tidligere. Det er typisk også i situationer som disse, at du støder på venner og bekendte i supermarkedet, som måske ikke nødvendigvis havde behøvet se dig i den sørgelige forfatning med øllugtende fingre, frossen pizza under armen og små, røde tømmermændsøjne.

Tage rester med hjem

Altså, det er jo i virkeligheden noget pjat, at det skulle være pinligt. For man gør jo faktisk noget godt for at undgå madspild, men alligevel er der et eller andet over at skulle være den, der spørger, om der er nogen, der har tænkt sig at spise de sidste fem kartofler og et stykke kylling, for så at pakke det ned og tage med hjem. Det er dog noget, vi ret ofte gør, og vi får tit mad med hjem, når vi har været på besøg hos vores respektive forældre. Vi mangler jo hverken penge eller mad i vores hjem, så på en måde virker det mindre pinligt og mere overskudsagtigt at tilbyde alle andre i selskabet muligheden for at tage rester med hjem, inden vi selv springer til bords og fylder de sidste aftensmadsrester i en frysepose. Den manøvre kan vi godt ty til (hvis ikke resterne er så gode, at der er en reel risiko for, at vi ender med ikke at få noget med hjem, selvfølgelig).

At fortælle om bloggen

Jeg forestiller mig, at der må være nogle forskellige brancher, hvor det er en smule pinligt eller akavet at fortælle andre, hvad man arbejder med til dagligt. For eksempel den, der skriver produkttekster til Sinful, arbejder på den lokale tarmskylningsklinik eller som Donald Trumps pressesekretær. Selvfølgelig har Sidsel og jeg også “rigtige” jobs, men vi ender ret ofte med også at skulle forklare, hvad det her “blogging” går ud på. Måske består det pinlige for os mest i at vi selv har svært ved at præsentere det på en måde, så vi selv synes, det ikke lyder super selvcentreret med en bismag af selvfedme. Hele livsstils-blog-konceptet lyder faktisk ret underligt, når man skal forklare det objektivt for en, der er helt udenforstående.

 

Hvilke pinlige hverdagsting kommer I ud for?

22 kommentarer

  • Molly

    Jeg ved godt at det her er totalt normalt, og at Just Eat eller Wolt-buddet selvfølgelig er super ligeglade, MEN. Jeg har det såå stramt med at bestille takeaway kun til mig selv. Især når jeg har en ægte tømmermændsdag og ser helt slidt ud i plettet joggingtøj og fedtet hår. Jeg føler mig så ynkelig, haha.
    Derudover kan jeg nærmest grave mig ned af flovhed hvis jeg laver en stave- eller slåfejl i en besked hvor jeg enten skal være meget professionel eller sådan lidt kæk/flabet i det. Det er det digitale sidestykke til at vælte et glas vin fordi man gestikulerer for voldsomt :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, det er SÅ spot on det der, Molly! Jeg kan virkelig følge dig. Jeg tror heldigvis, du har ret i at takeaway-buddet er totalt ligeglad – det er ligesom hvis man skal købe kondomer i supermarkedet og tænker at personen ved kassen skænker det en tanke – det gør de virkelig ikke! Og virkelig god sammenligning med væltet vinglas og stavefejl – det ødelægger bare hele pointen! Det værste er, hvis man får lavet en stavefejl i en fællesmail til 50 mennesker eller på et eller andet, der skal printes ud, f.eks. en invitationen eller lignende.. :O

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Mht at gå og spise; jeg arbejdede i nogle måneder i Den Gamle By efter gymnasiet som bagerjomfru med kostume og det hele og når man var i kostume, havde man visse replikker. Som fx, når en kunde i bageriet bad om at få en småkage direkte i hånden, fordi de bare ville spise den med det samme, så skulle man insistere på at give den i en pose, for det var sørme da dårlige manerer at gå at spise på gaden! Så måske er det akavet, fordi det egentligt bare er uhøfligt – Eller altså, det er ikke så længe siden, at det var det?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Ej hvor er det sjovt, Pernille! Fedt at I rent faktisk havde indøvede replikker i DGB! Men det giver faktisk god mening, og jeg tror du har ret i, at det ikke er så længe siden, det blev betragtet som uhøfligt. Så måske er det en levn derfra, der gør, at jeg synes det er lidt akavet? Hvem ved :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Altså, jeg er så på den heeeeelt anden side – jeg fucking ELSKER at claime min rabat, når Netto slår den forkert ind – og har faktisk et blogindlæg liggende i kladder, tror jeg, haha!

    Ellers synes jeg det mest pinlige er, når man er den d´r fucking ivrige mor der gerne vil have sit barns klasse til at fungere – og gør heeeeeele arbejdet måske lidt for meget. Og man kan se andre tænker “Okay take a chill pilll”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, fair nok! Man skal jo også ha’ den rabat, man har krav på :D

      Kan godt tænke mig til, at din ivrige-mor-situation også kan blive lidt akavet! Måske kan jeg relatere mere om et par år ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frede

    Det er mega sejt at pante – fordi så bliver dåser og flasker genanvendt! Hvilket er optur for miljøet. Jeg plejer at være flink til at trykke på donationsknappen istedet for at få pengene. Så er det dobbelt op på god karma ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Du har så ret, Frede! Man skal SELVFØLGELIG aflevere pant, ingen tvivl :D Men hvis jeg kunne få lov at være den eneste i REMA, når jeg kommer på en tømmermændsramt søndag og gør det, ville det bare være top ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hahaha, klasse indlæg, Lasse!!! 😂 Jeg er, utroligt nok, faktisk enig i langt de fleste punkter, du nævner. Især den med at spise i offentligheden, påpegelse af prisen i supermarkedet og returnering af pant kan jeg nikke genkendende til! Hold nu op, hvor kunne jeg have sparet mange penge, hvis jeg altid sagde noget, når jeg står i supermarkedet, men det er bare ikke altid, at jeg lige føler for at tilbageholde 20 mennesker i køen i Rema for, at jeg kan få min 5’er tilbage! Og så er jeg egentlig glad for, at jeg ikke er den eneste, der synes, det er vildt akavet at gå rundt og spise i offentligheden på den måde! Det er nærmest ligemeget, hvad det er (ok, føler mig lidt mere ussel, hvis det f.eks. er en cheeseburger fra Maccen) – det bliver bare aldrig fedt! 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, tak Trine! Lyder til at vi finder mange af de samme ting lidt akavede ;) Tror bare jeg synes det der med at spise offentligt når ingen andre spiser bliver lidt for “intimt” på en eller anden måde.. måske er det bare mig, der er skør. Og ja, det er lige præcis det du nævner, der kan være problemet med at kræve at få sin 5’er tilbage i den lange kø!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Haha den første du skriver med at det er pinligt at gå og spise har jeg nu aldrig helt forstået, men altså i Japan er det virkelig skamfuldt/ikke velset at gå og spise.. så da vi var i Japan så fandt vi virkelig ud af hvor upraktisk det er at ikke kunne gå og spise eller at ikke kunne sidde på en bænk og spise ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det er tosset! Det er sjovt at opleve, hvilke helt anderledes ting, der kan være decideret skamfulde i andre kulturer :) Men kan da godt forestille mig, at det må være lidt bøvlet ikke at “måtte” spise udenfor! Crazy asians :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes mest det er pinligt, når min talblinde side, kommer ud, når folk fx siger: “Jeg er født i 73”, eller “kan du ikke lige kigge på XX’s regnskab” på job eller jeg de 3-4 gange om året, jeg spærrer mit mastercard, fordi jeg glemmer koden nede i Netto køen om må gå hjem uden varer og bestille et nyt :D

    Det er simpelthen så kikset at sige “ved du hvad – jeg kan ikke hovedregne om så midt liv afhang af det, så nu spørger jeg lige igen: Hvor gammel er du?”

    Men altså, hvad fanden – så kan man så meget andet B-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hahaha! Så rigtigt. Min hovedregning er virkelig heller ikke noget at råbe hurra for (jeg var sproglig på gym), så jeg prøver virkelig at afholde mig fra at regne noget som helst ud i hovedet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Nu arbejder jeg faktisk som Communication Manager hos Sinful – og jeg synes så absolut ikke, det er hverken pinligt eller akavet at fortælle om, at man arbejder i en pisse sej virksomhed, der omsætter for et trecifret millionbeløb og inspirerer folk på tværs af hele Skandinavien til et mere legende og sjovt sexliv 💪😎

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, okay du må også have følt dig utroligt truffet af at læse min kommentar :D Og hey, intet ondt ment, det er jo en super sej virksomhed! Men helt ærligt – kan det ikke være lidt specielt at skulle fortælle mormor, hvor du arbejder? :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Victoria

      Jo, bevares – men heldigvis er mine bedsteforældre ikke så sarte ;) Tror de fleste ville blive overraskede over, hvor almindelig en virksomhed det er, og hvor helt almindelige nogle mennesker det er, der arbejder herude 🤷‍♀️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, det var godt :) Og du må endelig ikke tage det ilde op, tænker bestemt ikke at Sinful er en freaky virksomhed eller at der er noget galt med jer, der arbejder der ;) Tror bare jeg selv ville synes det kunne være lidt funky at skulle fortælle til nye mennesker, hvor jeg arbejdede. Men det er heldigvis bare mig, kan jeg høre ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janni

      Åh Lasse, jeg cringer altså lidt over dine svar til Victoria her🙈 At du overhovedet vælger at angive en specifik, navngiven virksomhed, der kunne være pinlig at arbejde for, og seje Victoria herefter gør sit for at afmontere diverse fordomme, og du stadig mener, det må være lidt funky at skulle fortælle til nye mennesker og må forsikre at der ikke er noget galt, med dem der arbejder der – og at du iøvrigt også har bibeholdt navnet i indlægget…. Det virker ærligt talt lidt selvfedt. Hvilket jo netop er noget, du lige selv har nævnt, kan være pinligt.
      Indrømmet, jeg havde da de samme tanker som dig, men de er ikke luftet for flere tusinde mennesker, og jeg føler mig nu helt overbevist om at Victoria og hendes kollegaer går på arbejde med rank ryg:)
      Så for pokker, der blev stemmen lidt skarp, men jeg ved, du mener det godt, og derudover er jeg enig med dine hverdagspinligheder og jeg synes selv, det er mega pinligt når den 26-årige olde her er på #clubben og ikke kan høre en skid og derfor må sige “hva?” 40 gange eller til sidst bare give op og grine akavet, selvom ens sidemakker rent faktisk spurgte, om man havde lyst til en øl mere…..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Janni :) Haha, jamen det beklager jeg! Der er virkelig intet ondt ment med det, det håber jeg også Victoria ved. Jeg er også glad for at hun gav “svar på tiltale”, så vi kunne få helt på det rene, at jeg altså ikke var ude på at tale ned om Sinful. Jeg har stor respekt for Sinful som virksomhed, men det ændrer ikke på, at jeg personligt ville synes det var lidt sjovt at skulle forklare til mine bedsteforældre, hvad jeg arbejdede med. Men det er jo ikke det samme som at sige, at jeg ikke synes, de bør være stolte af at arbejde der eller at der er noget som helst galt med deres virksomhed. Så det må man endelig ikke misforstå :) Kan ikke helt se, hvorfor det skulle være selvfedt, men fair nok :) Sjovt at du har de samme tanker som mig, men at jeg ikke må sætte dem på skrift, fordi jeg har en blog. Faktisk en interessant “problematik”, som jeg er ved at skrive et blogindlæg om ;)

      Og så kan jeg SÅ meget nikke genkendende til det der med bare at smile og grine af noget, jeg ikke kan høre, og så krydse fingre for at det ikke var et spørgsmål, haha. Det skete for mig så sent som i sidste uge, hvor det vist desværre netop var et spørgsmål…. oh well :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janni

      Fair nok! Personligt synes jeg nok bare, dine svar bevæger sig ud et sted, hvor du ikke helt kan bunde i stedet for at sige noget ala: “Fedt – og godt for jer!”. Men åh ingen er jo perfekt;) Og apropos det uperfekte menneske har I jo allerede skrevet et indlæg om at I bare er mennesker og ikke er moralens vogtere fx ift. klima og her gav jeg jer fuld opbakning:) Så det har absolut ikke noget at gøre med, at du ikke “må” sætte tanker på skrift fordi I har en blog… Jeg gav min “indrømmelse” fordi jeg tror vi som minimum alle har lidt uheldige/selvfede/negative/whatever tanker en gang i mellem. Det handler jo om hvad man rent faktisk vælger at sige højt – og hvordan. Og så er det jo for så vidt ligemeget om det er på en blog, over en telefonsamtale i bussen eller i en vennegruppe på en cafe. Men jo, som blog har I jo bare et stort publikum, og det var min pointe.

      Tja, vi må vist bare rykke lidt tættere på vores sidemakker og ellers råbe “hva??” en gang til;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Janni :)

      Helt i orden – kan godt forstå din pointe! Kunne godt være, jeg bare skulle ha’ nøjedes med at skrive “Fedt og godt for jer!”. Og hey, tak for opbakningen i at være et uperfekt menneske – bliver oprigtigt glad, når andre kan forstå den pointe. Men det er interessant at snakke om hvorvidt bloggere og influencers egentlig er “almindelige” mennesker, eller om de har større moralske og etiske forpligtelser end andre.

      Din kommentar fik mig faktisk til at finde Victoria på Instagram og skrive til hende for at sikre mig, at hun ikke havde taget mit indlæg og mine kommentarer ilde op, hvilket hun heldigvis ikke havde. Så alt er godt :)

      Men alligevel skal du ha’ tak for kommentaren – det skader aldrig at reflektere lidt over det, man sender ud i blogosfæren og du skrev det jo på en pæn måde. Så tak! :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide til New Zealand: 14 dage i NZ