Vores SPOT Festival ’19 – Sidsel & Lasse
Video: Q&A

Vores SPOT Festival ’19

Så blev årets festivalsæson skudt i gang for vores vedkommende! Det hele startede i torsdags, hvor Emil Kruses koncert på Aarhus Volume-scenen blev startskuddet til SPOT Festival 2019. Det blev også startskuddet til det, der skulle vise sig at blive den koldeste og mest vejrforvirrede omgang SPOT, vi nogensinde har deltaget i. Selvom SPOT med sine mange indendørs scener nok i virkeligheden er én af de festivaler, der gør sig bedst i dårligt vejr, må vi indrømme, at det lagde lidt af en dæmper på stemningen at man sjældent havde lyst til at opholde sig udenfor ret længe ad gangen. Helt skørt blev det fredag aften, hvor vi hørte Alexander Oscar mens det sneede – og ikke bare lidt let snedrys, nej, det var en regulær snestorm! Rimelig vanvittig oplevelse her i starten af maj måned.

Fredag og lørdag tilbragte vi med vores gode venner Zenia og Tobias, hvor vi fik hørt en masse gode koncerter rundt omkring på SPOT-området. Lørdag var vi forbi SPOT day party i Kulturbutikken hos Culture Works inden vi tog ud til Z og T for at se deres nyrenoverede kolonihave. Derefter begav vi os igen ind til SPOT-scenerne og fik blandt andet en rimelig lækker Aksglæde-koncert med, som nok var ét af de største højdepunkter for os på dette års SPOT. Vi ville virkelig gerne ha’ hørt Liss, men vi fik desværre stillet os alt for sent i kø, så da vi endelig kom til køen, var der allerede dobbelt så mange mennesker i kø, som der kunne være i Musikhusets største sal, hvor de spillede. Æv! Det samme var næsten ved at ske til Artigeardit (som skal udtales Artige Ardit og ikke arti-gear-dit, som vi ellers troede i lang tid, haha), hvor køen også var tæt på 100 meter lang før dørene overhovedet havde åbnet. Vi nåede dog den sidste halvdel af den meget hypede koncert. Både fredag og lørdag aften sluttede for vores vedkommende af med en lille aftensnack på vej hjem – to ristede med det hele om fredagen og slice med dressing om lørdagen.

Noget andet, vi bliver lidt overraskede over hvert år til SPOT er, hvor sejt klædt folk pludselig er. Og det har selvfølgelig lidt at gøre med, at hele den københavnske musikbranche pludselig indtaget Aarhus i en weekend. Det er virkelig sjovt at kigge på mennesker i netop denne weekend, fordi det er så tydeligt, at der er en masse udefrakommende, som ikke ellers har deres daglige gang i Aarhus. Derudover har jyderne selvfølgelig gjort noget ud ekstra ud af påklædningen, så der er masser af street style inspiration så langt øjet rækker og en ret tydelig se-og-bliv-set-stemning, hvilket vi kun synes bidrager positivt til hele oplevelsen af SPOT.

Her kommer nogle af vores musikalske (og et par kulinariske) højdepunkter fra vores SPOT 2019:

Emil Kruse åbnede for alvor ballet torsdag aften for en fyldt Aarhus Volume-scene og et ret ungt publikum (vi trak vist aldersgennemsnittet betragteligt op, haha).

Alexander Oscar fredag aften (lige før sneen) og Orla Engstrøm lørdag aften – begge på Aarhus Volume.

Højt humør til Alexander Oscar trods snevejr!

To torsdagsglimt – lækker pandekage med syltetøj og flot golden hour-lys i Scandinavian.

Bette spillede koncert i musikhuset – desværre med en del lydproblemer, som hende og hendes band ikke kunne gøre for. Super ærgerligt for koncerten, men hun håndterede det vildt flot og fik spillet koncerten færdig alligevel. Hende tror vi nok, vi kommer til at høre mere til – det er lækker r’n’b, som man godt gider lytte til.

Zenias flashy pallietbukser og den evige (og gode!) festivalklassiker fish ‘n’ chips.

Elisha storcharmerede publikum (især den kvindelige del) i Scandinavian. Lyden var dog lidt mere mudret end de mere stramme produktioner, vi har hørt i radioen. Men det var en fest!

Vi er store fans af Naked-konceptet, der efterhånden er blevet gentaget nogle gange på SPOT. Kort sagt kommer en håndfuld kunstnere ind og synger et par af deres sange kun akkompagneret af den dygtige pianist Gustav Ljunggren. Vi hørte det om fredagen, hvor Cisilia, Mathias Bertelsen fra The Entrepreneurs, Eivør og Christopher gæstede konceptet. Vi fik lidt mere respekt for Cisilia efter hendes flotte optræden og Eivør blæste os totalt bagover med sin vildt flotte urkvindevokal.

KOPS bragede igennem fredag aften med en super veloplagt og festlig performance. Der er sket meget med KOPS, siden vi hørte dem første gang til SPOT forrige år, hvor publikumsantallet også var en femtedel af, hvad det var fredag aften.

All smiles til FRAADS lørdag aften på Aarhus Volume-scenen.

Artigeardit lagde Rytmisk Sal i musikhuset ned og skulle ha’ haft et dobbelt så stort venue i stedet for – der var i hvert fald publikum nok i køen udenfor til at fylde salen 2-3 gange! Unge Josefine Bovién gjorde også rigtig god figur lørdag i Scandinavian.

Seje Fjer (som vi interviewede her på bloggen for fire år siden), fik gang i SPOT day party hos Culture Works.

Muligvis den bedste koncert på SPOT for os – Aksglæde fik helt vildt godt gang i publikum og gjorde alt rigtigt. Især den nye single “Det Værste Det Bedste” med Anya gik rent hjem. Stærke sager!

Mads Damsgaards nye projekt (efter Reptile Youth) hedder Goss og de optrådte lørdag aften i Scandinavian. Fedt og nedbarberet setup, hvor Mads blandt andet sang et lang acapella-stykke, der virkelig viste, hvor stærk en vokal, han har. Og så bærer han jo cowboyhatten bedre end nogen anden!

Jesper var helt klar på FRAADS! Papa Erotic (som forsangen/rapperen i FRAADS kalder sig) entrerede scenen i elefanthue og så var stilen ellers lagt derfra. Publikum var virkelig klar på det hele vejen igennem, selvom koncerten egentlig var relativt lineær uden de store overraskelser.

Vi forstår ikke helt hypen omkring Ravi Kuma, men det lod vi til at være ene om til hendes koncert i Scandinavian, hvor hun virkelig fik fyret godt op under publikum.

En koncert, vi lidt tilfældigt endte ved, som det jo tit sker på SPOT Festival, var Monti, som var overraskende skarpe og velspillende. Der blev danset hos publikum (og undertegnede) på trods af at det lørdag nat ikke ligefrem var varmt at høre koncerter på den udendørs Aarhus Volume-scene.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Video: Q&A