To små byggeprojekter – Sidsel & Lasse
Danmarks Grimmeste 30 års #2

To små byggeprojekter

Grundet min forstuvede fod kom vi desværre ikke på Heartland Festival i år. Til gengæld fik vi brugt tiden på at opdatere vores terrasse en smule. Som I måske har bemærket, så har jeg opfostret en lille flok tomatstiklinger i løbet af foråret, og nu er de endelig kommet ud på terrassen. Maj har været kold, så det har ikke været muligt at flytte dem ud før nu. Og så skulle vi også lige anskaffe en plantekasse, de kunne bo i. Det er en smart sag med hjul under, så kassen nemt kan rulles rundt efter behov. Jeg satser på at plantekassen kan have en eller anden funktion året rundt: når tomatprojektet er færdigt kunne den fx bruges til palme- og grønkål, der både ser dekorativt ud og giver lidt ekstra vitaminer til aftensmaden. Og næste år kan det være jeg kaster mig ud i at så ærter eller nogle salattyper. ØsterGRO Aarhus Edition starter jo ikke sig selv ;) Det er i det hele taget dejligt at have noget så lavpraktisk som havearbejde at give sig til. Ompotning og jord under neglene neutraliserer på en eller anden måde de mange timer foran skærmen og giver ro i hovedet. Jeg er så taknemmelig for at vi har terrasse og have lige udenfor vores dør, selvom vi bor i byen.

Projekt nr. 2 var lidt spontant og kom sig af, at vi fik lov til at snuppe en europalle hos nogle venner, der bor i et kollektiv 5 minutters gang fra vores lejlighed. Vi har manglet et sofabord til det ene hjørne af terrassen, hvor vores HAY-bænk står – særligt når vi har mange gæster på besøg som i morgen, hvor vi holder Northside warm-up. Derfor tænkte vi, at pallen hurtigt kunne trylles om til et bord i den rette højde og størrelse. Lasse fiksede et stykke træ til benene og så tog vi sammen i byggemarked og købte søm, maling og beslag. Byggemarkeder er jo der, man shopper, når man er fyldt 30 og er blevet boligejer. Sad but true.. Jeg er heldigvis vild med det! Dengang vi istandsatte lejligheden kunne jeg bruge al min fritid i Silvan og Stark, haha. Nå, men et bord fik vi i hvert fald bikset sammen. Det er ikke stor møbelkunst, men det fungerer fint til vores behov lige nu. Og farven spiller heldigvis meget godt sammen med resten af havemøblerne.

Med de sidste par tilføjelser er vi faktisk ved at være i mål med terrasseindretningen. Nu er der både et hyggeligt sofaområde og en afdeling med spisebord. Og en maaasse planter selvfølgelig. Lasse har nedlagt veto mod at der tilføjes mere grønt nips til terrassen, men lad os nu se…

2 kommentarer

  • Bjarne

    Hej handymen m/k!
    Flot resultat!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Haha, tusind tak far! Og tak for hjælpen med indkøb af materialer ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Danmarks Grimmeste 30 års #2