Seje smykkebrands til mænd, du skal kende – Sidsel & Lasse
By the way #73

Seje smykkebrands til mænd, du skal kende

Smykker til mænd er ikke længere en niche, som kun henvender sig til få, pyntesyge mænd. Flere og flere mænd (inklusiv mig selv) er begyndt at gå med flere smykker end for bare 5-6 år siden, og det har resulteret i et blomstrende marked inden for mandesmykker. Der er dukket en del forskellige brands op i de senere år, og jeg har udvalgt en håndfuld, som jeg synes er værd at lægge mærke til.

Northern Legacy

Northern Legacy er et dansk smykkebrand, der laver klassiske smykker til mænd. Prismæssigt ligger brandet i den relativt lave ende med priser på ringe mellem 400 og 600 kroner, halskæder fra 300 kroner og armbånd fra 400 kroner. Brandet er stiftet af vennerne Andreas og Jonas i 2015 og deres mission er at gøre det lettere for mænd at komplimentere deres påklædning med klassiske smykker med lidt kant.

King Jane

De fleste kender efterhånden Jane Kønig, som i en årrække har været én af de større brands på det danske smykkemarked. For nyligt har brandet så udviddet sortimentet med King Jane, der er tiltænkt det mandlige segment, men også sagtens kan bæres af kvinder. Kollektionerne består af ringe, armbånd, halskæder samt øreringe, nøgleringe og andre vedhæng. Designet er i udgangspunktet klassisk men med forskellige twist, der giver udtrykket lidt mere kant. Prismæssigt ligger King Jane nogenlunde i midten med priser på 250 kroner for en ørering til 1600 kroner for et armbånd.

Hanrej

Et nyt, unisex smykkebrand er danske Hanrej (en hanrej er en kastreret hane), som har en kollektion af få men iøjefaldende smykker – halskæder, ringe, armbånd, en enkelt ørering og faktisk også en t-shirt. Hanrej arbejder med et ret sjovt og uhøjtideligt visuelt univers, der på forunderlig vis dyrker det kiksede og lidt grim-smarte. Hvis det giver mening. Man fornemmer hurtigt retningen, hvis man tjekker deres Instagram-profil. Prismæssigt ligger Hanrej i mellem-til-dyr-enden med priser fra ca. 1000 til 5000 kroner.

All Blues

All Blues er et svensk smykkebrand, der både laver smykker til mænd og kvinder. Man kan se, der er lagt megen tid og tanke i designet og det er ikke “bare” klassiske smykker, men smykker med nye, interessante former, teksturer og løsninger, som giver smykkerne udtryk. Til mænd laver All Blues ringe, armbånd, halskæder og øreringe og priserne ligger i den lidt dyrere ende mellem 700 kroner for en ørering og 2500 kroner for en halskæde.

Frederik IX

Danske Frederik IX er inspireret af den danske konge af samme navn, som var kendt for sin folkelige adfærd og mange tatoveringer. På samme måde vil Frederik IX gerne ha’ at deres smykker skal skille sig ud ved at have kant og være unikke. Samtidigt skal de være tidløse og til at bære for både mænd og kvinder. Deres kollektioner består af lige dele klassiske smykker såsom signetringe, armbånd og simple halskæder og mere trendbaserede smykker som f.eks. “love”-ringene. Prismæssigt ligger Frederik IX nogenlunde i midten på priser mellem 500 og 1300 kroner. Det er også muligt at få indgraveret dit smykke efter ønske.

Bobby Janco

Nogle af dem, der var tidligt ude på nye herresmykke-bølge, var danske Bobby Janco, som især er kendt for deres mange forskellige signetringe og deres rå smykkestil. Bobby Janco laver også halskæder og armbånd og ligger sig i et fornuftigt prisleje omkring midten med priser, der for de fleste produkters vedkommende ligger omkring 1000 kroner.

Tom Wood

Tom Wood er ét af de brands, der for alvor har formået at fastholde og udvikle smykketendensen i en mere skandinavisk, klassisk retning. Tom Wood har store smykkekollektioner med mange forskellige pieces – både nogle klassiskere, der er at finde i sortimentet sæson efter sæson og forskellige afstikkere i form af limited editions og co-labs med andre brands. Derudover er Tom Wood for et par sæsoner siden begyndt at producere ganske fornuftigt tøj og seje accessories, der ligesom smykkedelen af brandet ligger i den lidt dyrere ende. Smykkerne ligger til priser omkring 1500 til 5000 for de fleste stykker med enkelte afstikkere både lidt under og langt over den prisramme.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #73