Podcastanbefaling: de bedste afsnit af This American Life – Sidsel & Lasse
Er det åndssvagt at ha' en dårlig dag?

Podcastanbefaling: de bedste afsnit af This American Life

Både Lasse og jeg hører efterhånden podcasts lige så ofte, som vi giver os til at læse eller se en serie. Podcasts har jo den store fordel, at du kan forblive mobil mens du hører dem. Det kan gøres under madlavningen, når vasketøjet skal foldes sammen eller som del af en gåtur i skoven. Jeg elsker følelsen af at være komplet fordybet i en historie. Fantasien aktiveres og en masse andre tankecentre, der normalt kører på højtryk, kan få en pause. Ligesom med film, serier og bøger kaster vi os ud i alle mulige genrer og podcastformater. Både autobiografier, dokumentarer og fiktion. En af de podcasts, jeg ofte tyer til, er This American Life. Mange af jer kender sikkert producenten fra fantastiske Serial, der i 2014 for alvor gjorde podcasts mainstream. This American Life produceres i samarbejde med radiokanalen WBEZ Chicago og udkommer ugentligt som podcast og radioprogram. Programmerne kan vitterligt handle om ALT. De er ofte delt op i to til tre akter, der fokuserer på hver sin historie, der knytter sig til et overordnet tema. Andre gange får én historie lov til at udfolde sig over hele afsnittet. Podcasten er enormt velproduceret og jeg nyder virkelig at dykke ned i både store historie med masser af mediebevågenhed som fx det amerikanske præsidentvalg, og de små som fx den om Mike Anderson, der tror at han er sluppet for en fængselsdom for røveri, men 13 år senere pludselig får besøg af politiet.

Nedenfor har jeg samlet 15 af mine favoritafsnit – lige til at hente ned inden sommerferien ;)

House on Loon Lake – Adam Beckman fortæller om et kæmpe mysterium fra sin barndom i 70erne: et forladt hus i forstæderne, der står fuldkommen intakt med ældgamle møbler og personlige genstande – som om nogen er flygtet derfra i al hast. I afsnittet forsøger han at opklare hvad der skete med familien, der boede i the House on Loon Lake.

81 Words – Episoden optrevler hvordan the American Psychiatric Association i 1971 beslutter sig for at stryge homoseksualitet fra listen med psykiske sygdomme. Alix Spiegel fortæller på glimrende vis hvordan små interne opgør endte med at få signifikant betydning for en stor befolkningsgruppe – og hvordan hendes egen bedstefar som respekteret psykiater havde en rolle at spille i sagen.

The Long Fuse – Tre historier, der alle handler om, hvordan tilsyneladende ubetydelige handlinger kan få store konsekvenser. Hør blandt andet historien om hvordan en forsker får sat gang i en global panik vedrørende smagsforstærkeren MSG, der stadig lever i bedste velgående i dag (I har sikkert alle set et asiatisk menukort, hvor der står noget i stil med “MSG free”). Episoden fortæller også historien om en canadisk rigmand, der lover sin formue væk til den kvinde, der inden for en årrække kan føde flest børn (og dermed sætter et ret forfærdeligt kapløb i gang).

Tell Me I’m Fat – En virkelig vigtig episode, der muligvis vil ændre dit syn på overvægt og de mennesker, der beboer overvægtige kroppe. Især Elna Bakers historie om at tabe sig 50 kilo og konstatere, at folk er meget mere interesseret i hende nu hvor hun ikke længere er fed, er hjerteskærende.

Abdi and the Golden Ticket – Vidste du, at der findes et årligt lotteri, hvor præmien er et visum til USA? Hvert år ansøger millioner af håbefulde mennesker – ofte bosat i U-lande – om de eftertragtede Green Cards. Abdi er én af dem, og han ser tilsyneladende ud til at få sin store drøm opfyldt. Eller gør han?

Switched At Birth – Det burde ikke kunne lade sig gøre, men en sjælden gang i mellem sker det, der ikke må ske: to nyfødte babyer forbyttes og opfostres hver især i en fuldkommen fremmed familie. Dette er historien om Sue og Marti, der altid har haft en lille fornemmelse af, at noget var galt, men først 40 år (!) efter deres fødsel finder ud af, hvor galt det rent faktisk er gået.

Harper High School 1 + 2 – Den forfærdelige fortælling om tiden før, under og efter et skoleskyderi på Harper High School, hvor 29 mennesker mistede livet.

Prom – Hvordan føles det at gå fra en af de mest lykkelige aftener i et ungt menneskes liv til en katestrofe, der kræver menneskeliv og ødelægger halvdelen af byen? Hør hvordan eleverne oplevede det, da en tornado splittede byen Hoisington ad, mens de var travlt optaget af prom night.

Three Miles – Uligheden i USA er efterhånden ude af proportioner. I Three Miles fortælles historien om en gruppe fattige folkeskoleelever, der for en stund får lov til at opleve goderne ved at gå på en af landets dyreste privatskoler. Oplevelsen sætter sig i dem og skaber en indignation, som præger dem den dag i dag.

Before Things Went To Hell – Jeg elsker den her. Især Act Two, som omhandler komikeren Will Weldon, der finder ud af, at hans ekskone har produceret en biograffilm, der er baseret på deres mislykkede ægteskab!

Dr. Gilmer and Mr. Hyde – Hør historien om den mystiske Dr. Gilmer, der er fængslet for drabet på sin egen far, men som tilsyneladende roses til skyerne af sine tidligere patienter. Hvordan går man fra succesfuld og vellidt læge til drabsmand?

Petty Tyrant – Denne historie er I muligvis stødt på. Et drama om storhed og fald blandt viceværter på en skole i New York! Hør hvordan Steve Raucci brugte årevis på at stige i graderne for herefter at misbruge sin position til at mobbe og tyrannisere de øvrige ansatte. Lyder muligvis lidt tørt, men jeg lover, at historien er virkelig spændende fortalt :)

Unconditional Love – Kan man lære at elske og føle kærligheden, hvis man aldrig selv har mærket den? Det her er en barsk historie om et forældrepar, der beslutter sig for at adoptere, og ender i årelang kamp med deres adoptiv søn, der tilsyneladende er blottet for empati.

How I Got Into College – Særligt historien om Emir Kamenica er virkelig spændende. Han flygter fra Bosnien til USA og lykkes med at blive optaget på en prestigefyldt skole, angiveligt fordi han har plagieret en bosnisk bog og overbevist læreren om, at det er hans eget essay! Efter skolen bliver han optaget på Harvard og arbejder i dag som anerkendt forsker. Er hans succes baseret på en løgn?

Valentine’s Day – Kærlighed kan være en svær størrelse, hvilket de tre akter i denne podcast i den grad vidner om. Hør blandt andet historien om et kærestepar, der efter 13 år beslutter sig for at tage en måned ud af kalenderen til at have en masse one night stands, for så at finde sammen igen (nemmere sagt end gjort..). Historien om Justin, der ved et tilfælde forelsker sig i en undercover betjent, og senere bliver anholdt af hende, er også ret tragikomisk.

2 kommentarer

  • Camilla

    Tak for anbefalingerne :) Kom endeligt med flere. I får dog også lige en lille anbefaling her fra. I skal nemlig høre “The Dropout” fra ABC News. Den handler om Elizabeth Holmes og Theranos, som jo har vist sig at være et stort scam. Virkelig spændende podcast og sag som vi ikke har høre så meget om i DK.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Årh, det lyder også spændende! Tak for anbefalingen, Camilla! :) Så er der lidt podcast til ferien :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det åndssvagt at ha' en dårlig dag?