Billeddagbog: sommer i Ebeltoft – Sidsel & Lasse
Guide til Ebeltoft

Billeddagbog: sommer i Ebeltoft

Vi ELSKER Ebeltoft, så er det sagt. Nøj, hvor er det en hyggelig by. I et svagt øjeblik kunne vi næsten overtales til at sælge lejligheden og flytte dertil. Men vi skal selvfølgelig også slå koldt vand i blodet og huske, at Ebeltoft om sommeren er én ting og Ebeltoft i efteråret og om vinteren er noget andet (og knapt så befolket). Men uanset hvad tager Ebeltoft sig umanérligt godt ud i den danske sommer.

Vi havde kun fra torsdag til søndag inden vi skulle videre til Sverige, og boede i de dage i Lasses families sommerhus i Øer, der ligger lidt uden for Ebeltoft. Vi havde på vores to-do at vi skulle kigge forbi Maltfabrikken og se, hvor langt de var kommet med projektet og derudover skulle vi selvfølgelig spise god mad og tjekke lidt genbrugsbutikker ud. Vi var virkelig imponerede over Maltfabrikken, de er rigtig langt med renoveringen og det er allerede blevet et vanvittigt hyggeligt miljø. De nåede ikke helt åbningen til april 2019, men vi er sikre på, at området står knivskarpt næste sommer. Allerede nu var der masser af liv og god stemning og vi kan se et kæmpe potentiale i den gamle fabrik, der blandt andet kommer til at huse offentligt bibliotek, musikscene, kunstudstillinger, butikker og meget mere.

Vi nåede også en tur forbi et par af de genbrugsbutikker, vi før har besøgt. Vi ville have tjekket retro- og genbrugsbutikken takeNOW ud, der også i baggården skulle have et hyggeligt loppemarked (Lopper Delux på Vestervej 7), men kom desværre uden for åbningstiden. Det må blive næste gang :) Vi fik også tid til at kigge nærmere på to kunstværker, der har beliggenhed uden for Kvadrats hovedkontor i udkanten af Ebeltoft. Både “House” og “Your Glacial Expectations” er fine og interessante kunstværker, der passer godt ind i de bakkede omgivelser, de er placeret i. Bestemt et par anbefalelsesværdige attraktioner – vi forstår ikke helt, hvorfor vi ikke har hørt om dem før.

Vi havde selvfølgelig også lidt “fritid” i programmet, som blandt andet blev brugt på gåture, en badetur, hyggeøl i haven og ja, lidt Netflix blev det da også til ;) Vi fik set alle afsnit af The Sinner og kan konkludere, at den er lige så fængslende, som de mange gode anmeldelser har antydet. Åbenbart kommer der en ny sæson lige om lidt, så det vil vi se frem til.

2 kommentarer

  • Lige det indlæg jeg mangler – virkelig. Igår endte vi mellem Silkeborg og Ebeltoft som heldags-udflugtsmål, og endte med Himmelbjerget, pizza ved Gudenåen og landets ældste minigolfbane. Og nu ved jeg klart hvad vi skal, når det bliver Ebeltoft, der skal udforskes, i næste omgang :D Det lyder så dejligt, det hele.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Dejligt at høre, A! Og shit, det lyder som en hyggelig dag, I har haft jer I/omkring Silkeborg! Det er ægte sommerstemning! Håber I kommer til at nyde Ebeltoft også :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide til Ebeltoft