By the way #76 – Sidsel & Lasse
Cicchetti på Grappa Piccolo

By the way #76

To glade sommerferietyper i Sverige

By the way:

  • Hele den sag med A$AP Rocky og slagsmålet i Sverige har godt nok fået mere opmærksomhed, end vi kunnet have forestillet os. Det er spøjst at se, hvordan mange (inkl. Trump) regner med, at han bare kan blive løsladt. Som om det ville være tilfældet for hvilken som helst anden almindelig person, der havde gjort det samme. Ikke at vi kender alle detaljer i sagen, men at sparke og slå en mand, der ligger ned, kan vel næppe betegnes som selvforsvar, uanset hvad han så har gjort inden. Vi er spændte på at se, hvor sagen og Rocky ender.
  • Nu er vi nok ikke de to mennesker i verden med mest benzin i blodet, men vi har alligevel svært ved at forstå fascinationen af at få lov at sidde i passagersædet på en Ferrari, der kører meget stærkt på en testbane. Og så endda betale relativt mange penge for de 15 minutter, det typisk varer. Måske er det bare os, der slet ikke er bilentusiastiske nok?
  • Har I set traileren til den kommende “Joker” film med Joaquin Phoenix i rollen som Jokeren? Den ser jo van-vit-tig ud! Og det kunne godt ligne på traileren, at Joaquin leverer en Oscar-værdig præstation, selvom det selvfølgelig er meget tidligt at sige ud fra en trailer på 2½ minut.
  • Instagram stories, hvor Instagrammeren snakker til kameraet – er I for eller imod? Vi kommer nok aldrig selv til at lave ret mange af den slags stories.. men de lader til at dele vandene lidt derude! Nogen elsker dem, andre springer dem let og elegant over.
  • Kender du én, der leder efter bryllupslokation i Aarhus og omegn, så prik da lige vedkommende på skulderen og vis ham/hende vores guide til 30 forskellige steder, som vi lavede, da vi selv ledte efter det helt rigtige sted ;)
  • Vores genbo på Trøjborg, Sidse, og hendes søster, Karoline, laver keramik, tryk og malerier, fandt vi tilfældigvis ud af den anden dag. Og de er faktisk rigtig gode til det. Så gode, at de har lavet en webshop, hvor de sælger ud. Tjek også deres Instagram, hvor de viser deres værker frem og giver lyd, når de holder åbent i Sidses atelier på Trøjborg :)
  • Bloggers Delight søger Influencer Marketing Managers både i Aarhus og København – så smid en ansøgning eller prik en ven på skulderen, hvis han/hun er den perfekte til jobbet ;)
  • Lasse har takeover på @mitaarhus-profilen denne uge, så hop ind og følg med, hvis I vil se nogle af hans yndlingssteder og et par glimt fra hans hverdag i løbet af ugen ;)
  • Vi vil gerne slå et slag for den korrekte brug af vendingen “den dag i dag”, som jo er en glimrende vending. Den kan dog kun bruges, når noget er på den samme måde i dag, som det var tidligere. F.eks. “Jeg er lige så glad for mit job den dag i dag, som jeg var i 2010”. Du kan derfor ikke sige “Jeg var træt af mit job i 2010, men den dag i dag går det meget bedre”. Generelt kan du faktisk ofte nøjes med at sige “i dag” ;)
  • Apropos sjove vendinger, så kan man sige “in full swing” på engelsk, altså “i fuld sving” på dansk. Vi synes, det lyder som en kæmpe omgang fordansket engelsk, men det kan man altså. The work is in full swing! Skørt.

4 kommentarer

  • Amanda

    Åh ja.. Forkert brugte talemåder altså.. Der er også utroligt mange, der tror det hedder ‘som far som søn’ i stedet for ‘som far SÅ søn’.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Gud ja, det kunne jeg helt sikkert godt komme til at sige forkert selv!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hvor er jeg glad for, at andre også har lagt mærke til brugen af vendingen “den dag i dag”, ofte synes jeg, at det er sagt af meget unge mennesker….
    Jeg tænker, at det kræver lidt mere levet livet, at skue tilbage med en sætning som denne. Uanset skuer den altid i mit øre😂😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det kan jeg godt følge dig i, Laura :D Selvom det vel i princippet godt kan henvise til noget, der skete sidste uge :P Men ja, det er som om, den vending fungerer bedst, når man skuer mindst 10 år tilbage, hehe. Og apropos, så hedder det “skurrer i ørerne” og ikke “skuer” ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cicchetti på Grappa Piccolo