Behovet for venner og bekendtskaber – Sidsel & Lasse
By the way #77

Behovet for venner og bekendtskaber

Noget, jeg har haft en del på sinde på det seneste – faktisk mere eller mindre de sidste par år – er venskaber, bekendtskaber og hvordan man bedst navigerer i dem. Jeg tror, jeg har en relativt stor bekendstskabs- og vennekreds i forhold til mange andre. Jeg ses både med gamle kollegaer, gamle folkeskolevenner, gymnasievenner, studiekammerater fra universitetet, Sidsels venner (som så også er mine venner nu) plus det løse fra forskellige andre kredse. Det er slet ikke for at “prale”, for jeg synes ikke nødvendigvis, der er en kvalitet i at have mange (eller få) venner, men det er nu engang sådan, min vennekreds er skruet sammen. Jeg tror ikke, jeg har et bevidst behov for at skulle have mange venner og bekendte – det er på en måde bare noget, der er sket af sig selv, kan man sige. Selvom jeg ser mig selv som ganske socialt anlagt, har jeg også et relativt stort behov for alenetid, hvor jeg kan være mig selv.

Grunden til, at jeg har haft det her med venskaber meget på sinde, er at jeg til tider synes, det kan være svært at balancere flere forskellige vennegrupper, tid til familie, alenetid og selvfølgelig tid sammen med Sidsel. Jeg føler rigtig ofte dårlig samvittighed over ikke at prioritere bestemte venner eller vennegrupper nok, og det er jeg egentlig træt af. Det er ikke, fordi jeg gør det bevidst, og det tror og håber jeg også, de fleste af mine venner ved. Men altså, man er jo ikke en særlig fed ven, hvis man aldrig er den, der tager initiativ til at ses, vel? Det er nemlig ikke særlig god til, og det giver mig dårlig samvittighed.

Heldigvis har jeg en masse dejlige venner, som er forstående, og som godt ved, hvordan jeg er, og at de ikke skal tage det ilde op, hvis de ikke har hørt fra mig i noget tid. Noget af det mest ærgerlige, synes jeg, er når man så endelig ses med sine venner, og de så bruger halvdelen af tiden på at snakke om, at man ikke ses nok. For det meste er man jo lige gode om det, så hvorfor bruge tiden, man er sammen, på at beklage sig over venskabet og give hinanden dårlig samvittighed? Det har jeg aldrig forstået. Til gengæld elsker jeg det virkelig, når man ses med en ven, man ikke har snakket med eller set en ven i lang tid og så kan “starte hvor man slap” og komme helt på bølgelængde på få minutter. Det er så fedt! Kender I det?

Nu er vi jo også ved at være ret tæt på studiestart for universiteterne, hvilket har fået mig til at tænke på dengang, jeg selv startede på Medievidenskab på Aarhus Universitet. Tænk, at det allerede er ni år siden, det er næsten ikke til at fatte. Jeg engagerede mig selvfølgelig i studiet og studielivet og var bestemt interesseret i at lære mine medstuderende bedre at kende, tage med til festerne og så videre. Men på en måde ville jeg faktisk næsten ha’ ønsket, at jeg kom med en hel “ren tavle” uden en stor bekendtskabskreds i Aarhus i forvejen. For det blev ret tydeligt for mig, at dem, der var flyttet til Aarhus for at studere, endte med at blive mere tæt knyttet sammen og på en måde have bedre muligheder for at dedikere sig 100% til studielivet og de nye studiekammerater. Jeg selv derimod havde allerede en god håndfuld venner i forskellige vennegrupper, jeg også brugte tid på at ses med. Så i en eller anden forstand havde jeg ikke det samme behov for at få nye venner, som nogle af Aarhus-tilflytterne havde. Og det kunne jeg faktisk godt misunde dem lidt. Så hvis du står og skal til at starte på en ny uddannelse i en “fremmed” by, skal du slet ikke frygte det – vær glad for, at du får en mulighed for at starte på en frisk og lære en masse nye mennesker at kende, som ikke kender dig for den, du var i folkeskolen eller gymnasiet, men som kun kommer til at kende dig for den, du er nu. Det er da en gave! Med mindre du var meget sejere i folkeskolen, selvfølgelig ;)

Og apropos folkeskolen, så synes jeg, det er ret fascinerende at se, hvor meget man som vennegruppe fra den tid bliver ved med at se på hinanden i lyset af de roller, man havde dengang. Det er også lidt af en forbandelse, for det er nok de færreste, der er præcis det samme menneske, som det, de var i folkeskolen. Derfor tror jeg, det må være frustrerende for nogen, der slet ikke længere identificerer sig med den, de var dengang, at blive “hevet tilbage” i den samme rolle, når man ses med dem, man gik i folkeskole med. Måske er det derfor, der ikke er så mange, der stadig ses regelmæssigt med deres folkeskolevenner? Jeg får i hvert fald ofte nogle forbavsede tilkendegivelser, når jeg fortæller, at jeg ofte ses med en god håndfuld af mine venner fra folkeskoletiden.

Hvordan prioriterer du tid med dine venner? Og har du mange bekendtskaber eller få, tætte venskaber?

8 kommentarer

  • Rikke

    Jeg er nok en af dem, der ikke synes jeg ses nok med mine veninder på trods af at jeg har 10-11 tætte veninder i den by jeg bor i, plus en håndfuld i andre byer. Tror det hænger sammen med at jeg er meget spontant anlagt, mens mange af mine veninder planlægger flere uger frem i tiden. Så i stedet for at spørge “skal vi finde en dag at ses?”, siger jeg “skal vi ikke drikke kaffe i morgen?”og så får jeg ofte “afslag”. Folk må selvfølgelig selv bestemme hvordan de planlægger deres tid, men jeg synes det er ægerligt, at en veninde først kan ses om tre uger-ish, når jeg gerne ville fortælle noget spændende eller spørge hende til råds om noget NU ;) Men så er det jo godt at telefonen er opfundet, så man kan tage catch-up-snakke der :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Hej Rikke :) Haha, det kender jeg så godt, det der! Jeg tror dog både jeg er den, der egentlig gerne vil gøre noget spontant og samtidigt bare altid har planer langt frem i tiden. Jeg ender desværre også tit med at måtte takke nej til ting, hvis det er samme dag eller bare samme uge. Hvilket gør det lidt irriterende, når man gerne vil prøve at være spontan!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Ej, hvor sjovt. Jeg har ofte tænkt over præcist det samme i forbindelse med min studiestart for fem (gisp!) år siden. Jeg er også “indfødt” århusianer og var meget optaget af at værne om mine mange vennegrupper fra efterskole, gymnasium, folkeskole osv. Jeg var bange for, at de skulle føle sig glemt og nedprioriteret til fordel for mit nye studiemiljø. Derudover var jeg – som dig – heller ikke “desperat” efter nye venner og involverede mig nok ikke så meget, som folk uden netværk gjorde. Det sjove er jo bare, at mange af mine gamle venner pludselig kom ind på studier i Aalborg, fik praktikker i København eller flyttede med deres kærester til udlandet. Man kan aldrig styre den retning, andre vælger at gå, og der skal to mennesker til at pleje en relation. Så for mig handler det om at acceptere, at man ikke kan tage alle venskaber med sig videre, og at det er okay, at nogle bekendtskaber knytter sig til den aktuelle kontekst, man er i. Og så vil jeg håbe, at man med det in mente bliver bedre til at involvere sig i de fællesskaber, man står i her og nu. Men ja, hvor er det fantastisk og bekræftende med de venskaber, der holder ved, og hvor alt er ved det gamle, selvom man mødes efter et halvt år!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      “Så for mig handler det om at acceptere, at man ikke kan tage alle venskaber med sig videre, og at det er okay, at nogle bekendtskaber knytter sig til den aktuelle kontekst, man er i.” – kæmpe word! Det er så rigtigt. Jeg har tit en tendens til at prioritere de relationer, der er en del af af min situation lige nu, hvilket selvfølgelig både kan være godt og skidt. Men du har helt ret, det handler jo bare om at acceptere, at nogle venskaber ikke nødvendigvis kan fortsætte på samme måde, når den situation så skifter :) Og du har også helt ret i det med, at man ikke kan styre, hvad andre pludselig vælger at gøre, som kommer til at påvirke ens venskab. Så man kan nok bare lige så godt gøre det, der føles rigtigt for én selv :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Sikke nogle gode tanker, du får sat ord på her :-) flyttede selv til byen sidste sommer og synes det var meget intimiderende kun at kende et par mennesker her, men i retrospekt kan jeg da godt se, at det gjorde mig mere modtagelig og tilbøjelig til at kaste mig ud i de heldigvis mega fede fællesskaber, der er på mit studie :-) Elsker også følelsen af at have venner, man bare ved, altid er der. Man falder altid i hak med det samme, uanset hvor lang tid det er siden, man sidst så hinanden <3
    Genkender også det der med, at være "fanget" i en bestemt rolle i et venskab, men jeg synes dog også det er fedt, at forskellige dele af ens personlighed kan få plads, alt efter hvilke mennesker, man er sammen med :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Tak Emma, det er jeg glad for at høre! :)

      Dejligt at høre, at det trods alt var en fordel for dig at starte på studie uden at kende specielt mange. Jeg havde den samme “frygt” da jeg startede på gymnasiet og var virkelig bange for, at jeg ikke skulle få nogen nye venner. Det bliver heldigvis ikke tilfældet, ligesom det også endte godt for dig :) Men det kan godt være lidt angstprovokerende til at starte med.

      Og du har helt ret, det er bestemt en fordel, hvis de forskellige sider af ens personlighed kan få lov at komme til sin ret, når man ses med forskellige mennesker. Så længe det ikke er sider af ens personlighed, man ikke længere kan identificere sig med eller som man ikke bryder sig om, selvfølgelig :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også en håndfuld rigtig gode venner – og så en håndfuld rigtig gode bekendte, jeg ser et par gange om året i festlige sammenhæng. Men inderkernen er på 6 styk. Og 2 af dem er tilmed ‘bare’ mine søde søstre, som jeg ser flere gange ugentligt – de er faktisk de allerbedste veninder jeg har. Den ene er min medblogger, den anden vores fælles lillesøster og vi bor under 10 min. på cykel fra hinanden :D

    Jeg foretrækker nemlig venner jeg ser tit – helst ugentligt og det kan lade sig gøre, pånær med de 2 der bor i KBH og Århus, det bliver mere en 3-4 gange om året.

    Så hvis jeg fx ser veninder 4 x om ugen til brunch/aftensmad/kaffe, har to kæreste ‘dage’ hvor fx en aften og en weekenddag hjemme i vores lejlighed/på cafe bruges med ham (vi spiser som regel sammen 2-3 måltider sammen om ugen, forsøger vi på – fx 2 x aftensmad og 1 x brunch), og en aftale med mine forældre/svigerforældre eller til lidt alenetid, er ugen fyldt helt og aldeles perfekt ud. Jeg jeg savner bestemt slet ikke venner, selvom min kerne jf. nogle nok er lille (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lasse

      Det lyder jo til, du har fundet den helt rigtige løsning! :) Jeg synes faktisk, du ser dine venner (inkl. søstre) ret tit! Jeg tror i hvert fald nærmere for mig det er 1-3 gange om ugen, at jeg har deciderede aftaler med venner eller familie. Til gengæld spiser jeg så oftere sammen med Sidsel i løbet af ugen. Men umiddelbart synes jeg egentlig, det fungerer meget godt, som det er nu. Selvom det da kunne være fedt, hvis alle mine bedste venner boede tæt på mig! Men så heldig kan man ikke altid være :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #77