Papirbryllup – Sidsel & Lasse
By the way #78

Papirbryllup

I dag er det 365 dage siden vi sammen oplevede en af de følelsesmæssigt mest intense dage, vores liv nogensinde kommer til at byde på. Halvandet år var gået siden Lasse med søde fumlefingre og et knap så diskret “findes der egentlig nogle lidt mere romantiske restauranter her på øen?” tog tilløb til frieriet på Koh Chang. Det tog ikke mange øjeblikke at blive enige om, at vi ville holde vores livs kærlighedsfest med al den planlægning, nervøsitet og spænding, der følger med. Vi ledte med lys og lygte efter den helt rigtige lokation, og fandt mange gode undervejs, men der skulle gå yderligere seks måneder fra forlovelsen til vi faldt over drømmeomgivelserne. Hvis I havde adgang til min hjernebark, ville I kunne afspille en perfekt orkestreret bryllupsfest i grønne omgivelser med glade gæster indkvarteret i beduintelte, bryllupskage i orangeriet og nøgenbadning i solopgangen. Sådan gik det som bekendt ikke. Af og til kan jeg godt blive nysgerrig på, hvordan vores bryllup ville have udspillet sig, hvis Djursland ikke var blevet taget af bordet. Måske der i et parallelunivers findes en avatar-udgave af Lasse og jeg, der blev viet ved Langsø og sluttede festen i et vildmarksbad. I stedet fik vi en dag, der på alle måder var rodfæstet i vores daglige liv: Sankt Johannes Kirke på Trøjborg, lejligheden, lystbådehavnen, Lasses arbejdsplads, Sydhavnen. Det føltes meget trygt, vedkommende og ægte.

Fordi vi havnede i den specielle situation, at vores bryllup skulle arrangeres forfra tre uger før vielsen, er tilløbet til festen for vores vedkommende i højere grad præget af katestrofeblink end smooth cruising. Som forhenværende projektleder føltes det for mig som opgaven fra helvede. En kunde der i sidste øjeblik beslutter sig for, at websitet skal have et helt andet interface eller kommer på, at animationsfilmen skal vare 30 og ikke 120 sekunder. Jeg har befundet mig i lignende situationer før, men aldrig nogle, hvor lokummet ikke bare brænder, men er i færd med en regulær nedsmeltning, som tilfældet var i de sidste uger af august 2018. I dagene op til festen priste vi os flere gange lykkelige for vores netværk. Vi modtog så mange tilbud om hjælp og de hyrede hænder til brylluppet var alle enormt fleksible. Lige så stressende som ugerne var, lige så rørende var de også. Og vores indbyrdes forhold blev om muligt endnu tættere. Skulle en tur op ad kirkegulvet cementere den eviggyldige kærlighed? Nej, prøv at arrangere en fest for 100 mennesker på tre uger, haha! Det er i medgang og modgang med øjeblikkelig virkning. Men vi gjorde det!

Bryllupsmorgenen var ét stort adrenalin-induceret virvar. Alle festens elementer var kørt i stilling i dagene forinden og ligesom et sirligt Gantt chart (shoutout til projektlederne derude!) var der indbyrdes afhængighedsforhold og opgaverækkefølger, der helst skulle klappe. Lasse skulle som det første lukke rengøring ind kl. 6.30 og gik selv i gang med oprydning efter Designits fredagsbar. Kl. 7.30 cyklede jeg ned på lystbådehavnen med morgenmad, som vi spiste sammen, mens vi gjorde status. Kl. 9 sluttede min familie sig til festpatruljen, og herfra gik det stærkt med omarrangering af borde og stole, oppyntning, klargøring af drikkevarer, borddækning, etablering af gavebord osv. Vi havde på forhånd aftalt, at jeg skulle cykle tilbage til lejligheden kl. 12 sammen med min søster, så jeg kunne nå at falde ned og blive klar til vielsen om eftermiddagen. De tre timer var guld værd! Jeg formåede at få min puls ned fra tinderne og Julie fik mig til at ligne en, Lasse forhåbentlig gad gifte sig med. Luna sluttede sig til os og fangede alle de intime øjeblikke der gik forud for vielsen. Imens gjorde Lasse sig klar på Designit, og jeg tør ikke tænke på hvor meget han må ha’ gået og trippet alene med sine tanker dernede. Heldigvis skulle han undervejs tage imod serveringspersonale, isterninger og DJ-udstyr, så der var et par praktiske gøremål, som kunne gøre ventetiden knap så lang.

Fra kirkedørene gik op og til vi ved daggry lagde hovederne på puderne hos Villa Provence fik vi 15 timers kondenseret lykke. Alle strabadserne og bekymringerne blev visket væk. Når vi sammen kigger på billederne fra dagen fungerer de stadig som en lykkepille med øjeblikkelig virkning. Selve ægteskabet føles mest af alt som en sproglig konstruktion, vi nu skal huske på, når vi introducerer os selv og hinanden (jeg glemmer konsekvent at Lasse nu er “min mand”!). Forholdet er jo stadig det, vi har kendt til og udviklet i over 12 år. Nu er der bare endnu mere vægt bag kærlighedserklæringerne og endnu større vished om, at vi er hinandens.

 

Find vores øvrige bryllupsindlæg her: lokation, bryllupskjole, bryllupsbilleder, detaljer omkring festen

2 kommentarer

  • Dejligt tilbageblik, det lyder simpelthen så fint – det bliver vist et drømmebryllup uanset hvad, når man får den, man drømmer om 💓

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #78