Sammenligningssyge og ansvar – Sidsel & Lasse
By the way #83

Sammenligningssyge og ansvar

I slutningen af oktober var jeg på besøg hos Radio4, hvor jeg som gæst skulle deltage i optagelsen af første afsnit af et nyt program/podcast “Al den sundhed“. Første afsnit skulle handle om “sammenligningssyge” og hvad det gør ved vores mentale sundhed, at vi hele tiden sammenligner os selv med hinanden i virkeligheden og på sociale medier. I studiet var der, udover mig, værten Nickolai og en psykolog. Jeg synes, det gik rigtig godt på dagen, men desværre var de nødt til at optage programmet igen på grund af nogle tekniske ting, der ikke helt fungerede. Jeg blev spurgt, om jeg ville komme ind i studiet igen, men jeg kunne desværre ikke den dag. Så de endte med at have Carla Mickelborg igennem på en telefonforbindelse. Afsnittet kan høres som podcast hos Radio4. Jeg var lidt ærgerlig over, at det afsnit, hvor jeg var med, ikke endte med at blive sendt, for jeg synes, det er et rigtig spændende emne. Derfor tænkte jeg efterfølgende, at jeg i stedet kunne skrive et blogindlæg om emnet, og det er så det, du læser nu.

Grunden til at jeg blev inviteret i studiet for at snakke om netop dette emne, var den antagelse, at især influencers og sociale medier er med til at forværre den sammenligningssyge, som især den yngre generation lader til at lide af. Psykologen, der var i studiet sammen med mig, startede ud med at slå fast, hvis nogen skulle være i tvivl, at der altså er rigtig mange unge, der får det skidt af at sammenligne sig selv med andre på sociale medier – både når det kommer til krop, karriere og karakterer. Jeg blev spurgt, om jeg selv nogensinde havde oplevet en følelse af mindreværd eller utilstrækkelighed i en sammenligning med en anden person – enten online eller i virkeligheden. Og det måtte jeg jo svare ja til. Dog synes jeg ikke, det er noget, jeg har døjet ret meget med de seneste mange år. Faktisk husker jeg mest de følelser fra tiden i folkeskolen og gymnasiet, hvor jeg især sammenlignede mig selv med dem, der var de sejeste på årgangen eller på hele skolen. Dem som så godt ud, var gode til sport, havde det seje tøj og var gode til at snakke med pigerne. Der var ikke ret mange af de parametre, jeg scorede højt på i folkeskolen, men jeg kom dog efter det i de sidste år af gymnasiet. Det heldige for mig og andre på min alder er, at vi nåede at blive relativt voksne inden sociale medier for alvor gjorde deres indtog i Danmark og i verden. Jeg kom på Facebook i 2007 – samme år som jeg blev student – og først 6 år senere i 2013 oprettede jeg en profil på Instagram. Jeg tror, jeg er ganske fint rustet, ikke mindst på grund af min uddannelse i Medievidenskab, til at kunne skelne mellem “virkeligheden” på de sociale medier og den faktiske virkelighed. Derudover synes jeg selv, jeg er ret bevidst om, at det, man ser på sociale medier, ikke er en 1:1 skildring af en persons liv og virkelighed, blot en brøkdel. Alle disse tanker og refleksioner tror jeg til gengæld ikke, man nødvendigvis er lige så bevidst om og skarp på som teenager i dag.

Men hvordan dæmmer vi så op for dette problem? Og hvor meget af ansvaret ligger hos influencers? Jeg kan sagtens forstå, hvorfor man gerne vil drage influencers til ansvar, for mange af dem når jo ud til en betragtelig mængde mennesker, som på en eller anden måde spejler sig i dem, ser op til dem og bliver inspireret af dem. Jeg tror dog, det vil blive uhyre svært at sætte nogle regler eller retningslinjer for, hvordan en influencer skal kommunikere “korrekt” til sine følgere. Ét billede på Instagram kan blive tolket på et utal af måder alt efter, hvem modtageren er. Et billede af en veltrænet sixpack kan måske fungere som en stærk motivationsfaktor for én person, mens det for en anden kan give dårlig selvtillid og øget, negativ bevidsthed om eget udseende. Når en overvægtig person poster et billede af sin krop, kan det på samme måde af nogle blive tolket som en stærk udmelding om, at man sagtens kan elske og stå ved sin krop uden at skulle skamme sig, mens andre tolker det som at vedkommende promoverer overvægt. Jeg prøver ikke at sige, hvad der er rigtigt og forkert, blot at det er umuligt at styre, hvordan andre opfatter det, du poster på sociale medier.

Derfor synes jeg, som jeg også sagde i radioprogrammet, der ikke blev sendt, at vi i stedet skal snakke mere med hinanden og med vores børn (hvis man har sådan nogle) om, hvordan man navigerer på sociale medier og internettet i det hele taget. Hvordan man reflekterer over det, man ser på nettet og hvad der ligger bag. Egentlig ikke kun i forhold til sociale medier og sammenligningssyge, men også fake news, hævnporno, digital mobning og hvad der ellers findes af problematiske ting derude. Sociale medier burde komme på skoleskemaet i folkeskolen, hvis det ikke allerede er det.

Hvad mener du? Har influencers et større ansvar eller en skyld, når det kommer til de unges mentale helbred? Og hvordan kan man gøre det bedre?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way #83