Nye tilføjelser til Marmeladefabrikken – Sidsel & Lasse
Frokosttilbud og forårsmenu hos Grappa Piccolo

Nye tilføjelser til Marmeladefabrikken

Reklame for Alton&Heim (vi har fået rabat på sofaen)

Som mange andre, har vi haft en hel masse ekstra tid her i corona-isolationen. Den tid har vi blandt andet brugt på at få krydset nogle af vores to-do’s af på vores liste med boligønsker. Vi er ikke helt i mål, men vi har bestemt gjort et godt indhug!

Én ting, der længe har irriteret os begge, er sikringstavlen, der hænger lige ved siden af vores hoveddør. Den er ikke specielt køn, og så hænger den ovenikøbet et meget synligt sted. Derfor har jeg længe holdt øje på DBA for at finde et lille skab med de helt rigtige mål, der kunne sættes uden på sikringsskabet, og til sidst havde jeg heldet med mig. Skabet krævede et par modifikationer før det kunne bruges, men det gik forbavsende let. Vi savede først et hul i bagsiden, så skabet fint og let kunne glide hen over sikringsskabet. Herefter sleb jeg træet og malede skabets ydre blåt, men ombestemte mig så og gav det en lys cremefarve i stedet. Er det ikke blevet fint? Det er utroligt, hvor rart det kan være at få gemt små irritationer som den sikringstavle væk.

Gardinerne, der hænger foran vinduerne ud til vores terrasse, har også længe været et punkt på vores liste. Faktisk har lejlighedens gamle, gullige og let mørnede gardiner hængt her, siden vi flyttede ind, så det var på høje tid at få dem skiftet ud. Vi har dog haft svært ved at finde ud af hvilken farve, de skulle ha’, hvor tynde de skulle være og hvor vi i det hele taget kunne købe gardiner i de lidt specielle mål. Heldigvis fandt vi nogle bud fra svenske Mimou på Ellos, der var syet med ekstra længde (mange standardgardiner måler max 150cm i længden, og vi skulle bruge det dobbelte). Valget faldt på et par lette, støvet salviegrønne gardiner (her), som vi er blevet så glade for. Vi er på en overordnet boligmission om at få noget mere farve ind i hjemmet, og det hjælper gardinerne helt sikkert på.

Hvis der er noget, vi lææænge har snakket om at få gjort noget ved, så er det vores to radiatorer i stuen. De er ret synlige og ikke specielt pæne, så det har længe været et ønske at få nogle flotte radiatorskjulere bygget uden på dem. Hidtil har undskyldningerne gået på, at det enten var lidt for pebret at få professionelle til at lave dem eller et lidt for uoverskueligt projekt selv at gå i gang med. Men så kom corona og forærede os noget tid, og så gik Lasse og hans far i gang med at bygge de to radiatorskjulere (Lasses far er virkelig sej til gør-det-selv – uden hans spatiale intelligens var vores lejlighed aldrig blevet lige så fin!). Vi fandt et samlesæt til 699 kroner stykket hos Gulvlageret.dk, som vi besluttede os for at købe. Vi købte tre pakker – én til den mindste radiator og to, som skulle sættes i forlængelse af hinanden på den store radiator. Derudover købte vi 2 x 2 sidepaneler. Vi havde fået at vide af Gulvlagerets kundeservice, at der fulgte topplader med, men det var desværre ikke tilfældet, så vi måtte selv ud at købe to topplader i Stark. Alternativt kunne vi bare ha’ bestilt dem hos Gulvlageret her. Alle tre dele kan også købes hos Silvan, hvis man har sådan én i nærheden. Selve det at samle radiatorskjulerne var ikke så vanskeligt for Lasse og hans far, men det tog noget tid, da alle lameller, sider og topplader skulle skæres til i højden, så de passede til vores radiatorer. Dertil kom noget arbejde med at lime lameller og skrue dele sammen. Men da vi først stod med de færdige radiatorskjulere, var vi ikke et sekund i tvivl om, at de havde været hele arbejdet værd. Vi synes, de er blevet SÅ flotte! Prisen på det hele inkl. fragt blev i øvrigt ca. 3800 kroner.

And now for the star of the show – vores nye sofa! Vi brugte måneder på at researche og overveje forskellige sofamuligheder, farver og materialer og nåede frem til, at Rock-modellen fra danske Alton&Heim ville passe godt ind hos os med sin bastante, lidt “buttede” form. Vi købte ellers en lille, brugt lædersofa, da vi flyttede ind i lejligheden, men polstringen stod af kort før jul, og vi har nok hele tiden haft et ønske om at få en større sofa i tekstil frem for læder, som kunne tilføre noget farve til stuen. Og større, det skal jeg love for, at vi har fået! Lasse og jeg kan sidde i hver sin ende af den nye sofa med udstrakte ben uden at røre hinanden med tæerne. Det er fantastisk, haha. Ud over formen på Rock faldt vi for tekstiltypen “Moss” – blødt, varmt fløjl i den fineste mørkegrønne farve. Serien rummer også en puf, som vi købte med henblik på at tilføre lidt dynamik og have et element i stuen, der kan flyttes rundt på alt efter humør og situation. Vi synes også, det er et kæmpe plus i bogen, at sofaen er bygget i FSC-mærket træ, betrukket med OEKO-TEX tekstil og lavet på bestilling – med andre ord med bæredygtighed for øje. Alton&Heim tilbyder faktisk også at tage din gamle sofa med og donere den til Blå Kors, når de leverer din nye. Vi nåede dog at få vores solgt til en rar fyr, der havde mod på at reparere polstringen, inden den nye kom, men vi er vilde med at der er lagt tanke i den slags ting også. Til de interesserede kan vi til slut nævne, at Rock-sofaen både fås som 3-personers, 4-personers (vores model) og som 3-personers med chaiselong. Moss-tekstilet fås også i karrygul, brændt orange og mørkegrå (eller i alverdens andre nuancer, hvis man vælger andre tekstiltyper). Den kan altså skræddersyes i et hav af variationer :) Hvis I har spørgsmål til sofaen er I velkomne til at lægge en kommentar her eller på Instagram, og ellers er de rigtig søde til at vejlede i de to Alton&Heim-butikker, der ligger i hhv. Aarhus og København.

2 kommentarer

  • D

    Hvor er det blevet fint ☺️ Og er btw også glad for at have jer “tilbage” på bloggen – jeres indlæg har været savnet!

    Et forslag til indlæg; pæne plakater/ kunst til væggen. Eller måske bare et par fif til hvor man kan købe noget pænt ☺️ Jeg er netop ved at udskifte et par stykker, men synes ikke helt jeg har fundet de rigtige til vores grønne væg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frokosttilbud og forårsmenu hos Grappa Piccolo