• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···

Min mening om “Gode råd til bloggere”

deathtostock_homeoffice6_1

Det kan godt være, at dette indlæg bliver en smule internt i forhold til, hvem det berører. I, kære læsere, kan i princippet være lidt ligeglad med Forbrugerombundsmandens “Gode råd til bloggere“, som er en liste med råd, der skal hjælpe bloggere og andre influenter med ikke at overtræde Markedsføringsloven. Jeg synes alligevel, jeg vil knytte et par ord til denne liste med råd, og den generelle bevågenhed der er omkring blogmarkedsføring i Danmark.

Min mening om “gode råd til bloggere” (eller “Gode råd til bloggere om skjult reklame”, som er den fulde titel) kan faktisk siges utrolig kort: jeg synes, det er noget fis. Og hvorfor synes jeg så det? Rådene er, ifølge Forbrugerombudsmanden, lavet som en service til bloggerne for at de bedre kan navigere i, hvornår de måske overtræder Markedsføringslovens §4 om skjult reklame, som meget kort (og utrolig vagt) lyder:

“En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet
som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium
den bringes”

Det er det eneste reelle stykke lovgivning os bloggere har at forholde os til i forhold til skjult reklame. Det er den samme paragraf, som magasiner, tv-programmer, filmproducenter, Instagrammere, Snapchattere og så videre skal forholde sig til. Af en eller anden grund har Forbrugerombudsmanden så valgt, at lige præcis bloggere havde brug for at få nogle “gode råd”, der fungerer som guidelines for, hvordan Forbrugerombudsmanden vil tolke ovenstående paragraf, hvis der kom en sag ud af et blogindlæg, der måske indeholdt skjult reklame. Problemet er bare, at disse “gode råd” stiller nogle ret strikse krav til os bloggere om, hvad vi bør gøre, hvis vi vil være på den sikre side. Eksempelvis kræves det, at et indlæg, der indeholder affiliate links, markeres som reklame. Så selv hvis jeg har skrevet et langt indlæg om et eller andet og så har lavet et enkelt affiliate link, så er hele indlægget en reklame. Det er jo hul i hovedet. Selvfølgelig skal det angives, at det er et affiliate link, men det gør jo ikke hele indlægget til en reklame, hvis I spørger mig. Et andet underligt punkt er, at så snart man aftaler med en virksomhed at omtale dem eller deres produkt, er det reklame. Også selvom du ikke får hverken penge eller produkt som betaling. Eftersom det klassificeres som en aftale mellem blogger og virksomhed ifølge Forbrugerombudsmanden, betyder det i praksis, at det er en reklame, hvis vi modtager en pressemeddelelse og vælger at skrive om det, pressemeddelelsen handler om, på bloggen. Hvilket jo utroligt ofte er det, normale journalister gør.

Mit problem med disse gode råd er, at de kun er gode råd og ikke lovgivning. At kalde dem råd lægger op til, at man kan vælge at følge dem eller lade være. Det er ikke fordi jeg (eller ret mange andre bloggere) er interesseret i at lave skjult markedsføring. Tværtimod! Vi er faktisk meget optagede af at overholde Markedsføringsloven. Men hvis vi skal følge de “gode råd”, så gør dem dog lovpligtige, og lav så nogle tilsvarende råd til magasiner, film, tv-udsendelser og alle andre kanaler. Hvor er “Gode råd til magasiner om skjult markedsføring”? At dømme ud fra denne artikel fra i år kunne det godt tyde på, at journalister rundt omkring i landet godt kunne trænge til lidt mere strikse guidelines, når deres magasiner får penge fra annoncører. Og hvor er det lige ordet “SPONSORERET” fremgår, når produkter placeres i film og tv? Reklamer i magasiner og på tv har eksisteret i mange år, men alligevel har Forbrugerombudsmanden ikke følt, at det var nødvendigt at give gode råd til disse traditionelle medier. Det undrer mig.

Hvis der skal laves krav til, hvordan man skal markere sponsoreret indhold i nutidens medier, skal det gælde for ALLE medier – nye som gamle – således at vi arbejder på samme vilkår.

Selvfølgelig kan man spørge “Jamen, kan bloggere ikke bare følge alle de gode råd for at være på den sikre side?” – jo, det kan vi godt. Men det er unfair konkurrence, hvis magasiner og tv-programmer kan gøre som de vil, mens os bloggere skal gå med livrem og seler. Det er trods alt den samme paragraf om skjult reklame, vi i sidste ende alle skal stå til regnskab for. Og så er jeg simpelthen bare ikke enig med Forbrugerombudsmanden i, hvad der “tæller” som reklame, og hvad der er noget andet.

Sådan foregår det, når vi skriver sponsorerede indlæg

aarhus-billeder-26a

Som I jo ved, indgår vi fra tid til anden i forskellige samarbejder med brands og virksomheder, som involverer sponsorerede indlæg her på bloggen. Ét af de seneste var f.eks. samarbejdet med Eliza Was Here, hvor vi var på rejse i Sydspanien. Men hvordan foregår det egentlig, sådan helt konkret, når vi indgår i samarbejder?

For at tage det helt fra starten, så er det første skridt, at vi får tilbudt et samarbejde fra Bloggers Delight, som er i kontakt med virksomheden. Enten er det sådan, at virksomheden specifikt har sagt, at de gerne vil samarbejde med os, eller også har de sat nogle kriterier for, hvilken type blogger, de vil samarbejde med. F.eks. at det skal være modebloggere mellem 18 og 30 år, som har over 10.000 unikke besøg om måneden. De kriterier passer en håndfuld af bloggerne hos Bloggers Delight på, og så udvælger virksomheden én eller flere af de bloggere fra den håndfuld, som de godt kunne tænke sig at arbejde med. Og hvis vi så er blandt de udvalgte, får vi et tilbud om at være med i samarbejdet. Når vi er blevet valgt, sender Bloggers Delight en mail til os med en forespørgsel, hvor de opridser samarbejdet – hvem er virksomheden, hvad handler samarbejdet om, hvor meget indhold skal vi lave og hvad er betalingen. Så vælger vi selv, om vi har lyst til at være med i samarbejdet eller ej. Nogle gange beder vi om lidt mere info om kampagnen og andre gange beder vi Bloggers Delight om at forsøge at forhandle en højere betaling hjem, hvis vi ikke synes, honorar og arbejdsmængde stemmer overens. Det sker efterhånden kun en håndfuld gange om året, at vi takker nej til en kampagne, da Bloggers Delight kender os så godt og ved, hvad vi vil skrive om og ikke vil skrive om (og hvad det skal koste). Det hænder også, at vi selv kommer med forslag til den helt rigtige vinkel på et forestående samarbejde, fordi vi efter flere år med bloggen kender jer og os selv rigtig godt og ved, hvad der er den bedste fremgangsmåde. Vi bestemmer 100% selv, hvilke og hvor mange samarbejder, vi har lyst til at indgå i, så der er altså intet krav fra Bloggers Delight om, at vi skal skrive en vis mængde sponsorerede indlæg.

Når vi så har takket ja til et samarbejde, får vi efter lidt tid tilsendt et brief fra Bloggers Delight, som de har udarbejdet sammen med kunden. Heri står det mere detaljeret, hvad samarbejdet går ud på, hvornår de forskellige indlæg skal udgives, hvilke links og hashtags, vi skal bruge og så videre. Der står selvfølgelig ikke, hvad vi skal mene om et bestemt produkt eller brand. Det er ikke et brief til vores holdninger, men et brief til, hvad samarbejdet drejer sig om. Så der ville ikke stå “I skal huske at skrive, at dette hotel er det bedste, I nogensinde har prøvet, og at det er bedre end alle andre”, men der kunne godt stå “I skal besøge hotellet og skrive om jeres oplevelser med opholdet”. Men hvad så, hvis vi har en forfærdelig oplevelse på det pågældende hotel? Lader vi så bare som om, at det alligevel har været skønt? Nej, det gør vi selvfølgelig ikke. Enten skriver vi til Bloggers Delight, at det simpelthen ikke levede op til vores forventninger eller at der gik noget galt, som ødelagde oplevelsen. Det er selvfølgelig uheldigt, men så kan hotellet måske få en chance mere til at give os en oplevelse, som stemmer mere overens med den oplevelse, man normalt har på stedet. Og hvis det bare viser sig at være et helt igennem dårligt hotel, som vi under ingen omstændigheder kunne finde på at anbefale til jer, så har vi ikke lyst til at skrive om det. Så må vi løse det sammen med virksomheden og Bloggers Delight. Det er heldigvis ikke sket endnu, at det er nået så langt :) Et eksempel på en sponsoreret tur, der ikke forløb helt efter planen, var vores tur til Hamburg med DSB. Selve opholdet gik som det skulle, men vores tog hjem blev annulleret, og vi endte med at blive to timer forsinket, hvilket var lidt af en streg i regningen. På vej hjem diskuterede vi, om vi skulle skrive det i vores sponsorerede blogindlæg, og blev hurtigt enige om, at vi var nødt til at have det med, da det jo også var en del af vores oplevelse. Det havde jo ikke været troværdigt, hvis vi havde undladt at nævne det.

Hvad vi får i betaling for et sponsoreret indlæg kan svinge meget alt efter hvor meget tid det kræver af os og hvor kreative vi selv skal være i udformningen af indlægget. Nogle gange kræver det, at vi tænker lidt ud af boksen for at der kommer det rigtige resultat ud af et samarbejde. I nogle tilfælde vil et brand gerne købe eksklusivitetsaftale hos os i f.eks. et år og måske også rettigheder til at bruge vores billeder på egne platforme. Det forhøjer som regel honoraret. Typisk koster et sponsoreret indlæg hos os mellem 6000 og 8000 kroner, men det kan også godt ligge uden for det. Samlet set har vi tjent omkring 250.000 kroner før SKAT på bloggen i 2016, hvis man også medregner de forskellige freelance-opgaver, vi har udført i forbindelse med bloggen såsom foredrag, artikler til andre medier og så videre.

Det var lidt om processen bag det kommercielle indhold her på bloggen. Vi håber det var spændende at høre lidt mere om :) Stil endelig spørgsmål i kommentarfeltet, hvis der er noget, I undrer jer over, eller gerne vil vide.

Hvad er Society B?

14481961_691847380962426_1436916174862292676_o

Foto: Nicklas Ingemann

Video: Thorbjørn Kragh / Musik: Elias Segujja

Vi har hørt flere spørge ind til, hvad Society B egentlig er – så her kommer en lille forklaring. Society B er et lille blogunivers bestående af danske, professionelle bloggere, som skriver om mode og livsstil. Hvad er en professionel blogger? Det kan man selvfølgelig definere på forskellige måder. Jeg vil mene, at det er en blogger, som leverer indhold af høj kvalitet, blogger regelmæssigt og tjener penge på at blogge. Det er Bloggers Delight, som står bag Society B, så det er ikke fordi at de bloggere, der er med, har skiftet netværk til en konkurrent til Bloggers Delight eller lignende. Vi har bare fået et lille univers for os selv :) Meningen er, at der aldrig skal være flere end 15 bloggere hos Society B, så lige nu er der fyldt op – men der sker altid rokader i blogland, og man kan aldrig vide, hvordan tingene kommer til at se ud i fremtiden. Et lille fun fact: navnet Society B fandt Marie på efter at have set serien Mr. Robot, hvor hackergruppen i serien hedder F Society. B står selvfølgelig for Blogger (eller bare blog).

Følgende bloggere er med i Society B lige nu: Marie Jedig, Fredes blog, Amalie Wessel, Sillewho, Fashionpolish, Wewonder, Rainbowdash, A New Kind of Love, Natulia, We Are MadThe Style Cavalry, Nouvelle og This Way by Pallesen :)

Society B er i øvrigt ikke det eneste “undernetværk” hos Bloggers Delight – der findes også Blogsplash (reality), Looklab (bliver snart relanceret) og The Bloke (mandeunivers).

Nu håber vi, I er lidt mere oplyste omkring Society B ;)

Spot de falske følgere på Instagram

fake-ig-followers

Screenshot fra FollowerCheck.co

For ikke så længe siden skrev dygtige Katja denne artikel om, hvordan man let kan spotte de falske følgere på en Instagram-profil. Før jeg læste den, havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over, om danske Instagrammere mon havde købt ekstra følgere eller ej. Men efter at have læst Katjas guide til at spotte de falske “robot-profiler”, er jeg blevet mere opmærksom på det. Jeg havde i noget tid forinden undret mig over, hvordan man kan have over 10.000 følgere på sin profil men samtidigt kun få 60-80 likes på sine billeder. Selvfølgelig kan alle være “uheldige” at poste et billede, som får en del færre likes end normalt. Men hvis det generelle niveau ligger omkring 60-80 likes på en profil med over 10.000 følgere, så har man godt nok nogle meget passive følgere (hvilket selvfølgelig sagtens kan være tilfældet), eller også er der bare en stor del af uægte personer blandt følgerskaren.

Hvis man bruger en masse forskellige hashtags, følger der selvfølgelig også tit nogle robotfølgere med, som f.eks går ind og følger alle, der bruger #tagsforlikes eller lignende på et billede – så det er nok de færreste store Instagrammere, der kan sige sig fri fra at have et par uægte profiler blandt sine følgere. Men hvis det er en stor del, begynder det altså at blive problematisk.

Som Katja skriver i artiklen, er det faktisk ret let at spotte de falske profiler, da de åbne Instagram-profiler jo tilbyder adgang til at se alle de profiler, der følger en bestemt Instagrammer. Så det handler sådan set bare om at kigge en håndfuld profiler igennem og vurdere, om de nu også er ægte. De mest åbenlyse robot-profiler har intet profilbillede, meget få eller ingen følgere, har ikke delt nogen billeder selv og følger mange flere, end de selv bliver fulgt af. F.eks tænker jeg, at profilen “mix_1411” uden profilbillede eller -tekst med 0 opslag, 13 følgere og 2068 fulgte nok ikke er en ægte person. Jeg har endda set profiler, der bare hedder “clone_000451” og lignende – der er ikke blevet lagt mange kræfter i at skjule noget der, haha!

Man kan så spørge, om man ikke bare kan være ligeglad med, om folk har falske følgere eller ej? Og jo, det kan man i princippet godt. Men som Katja skriver, har det alligevel nogle konsekvenser, når Instagrammere køber sig til følgere:

  1. Hver gang en Instagrammer køber sig til flere falske følgere, sætter det gang i en kædereaktion, hvor de nærmeste konkurrenter kan føle sig pressede til at gøre det samme.
  2. Purunge teenagere gør det samme – blot for at se mere populære ud.
  3. De mange dygtige instagrammere, der opnår deres følgere ved reelt hårdt arbejde (= kvalitetsindhold), drukner i mængden af kunstigt dopede profiler.
  4. Hele mediet mister troværdighed og bliver mindre attraktivt for annoncører.
  5. De falske profiler spammer også alle andre.

Det er ikke, fordi jeg vil hænge nogen ud. Jeg synes bare det er en helt vildt ærgerlig tendens, som i sidste ende er med til at ødelægge mediet – både for de almene brugere og for de annoncører, som gerne vil samarbejde med Instagrammere. Jeg vil også appellere til virksomhederne om at kigge lidt nærmere på de Instagrammere, de vælger at samarbejde med, og ikke bare på antallet af følgere. For reelt set aner de intet om, hvad der ligger bag det tal – heller ikke selvom hver eneste følger er en ægte person. Hvor gamle er de, er det mænd eller kvinder, hvilket land kommer de fra? Og er det overhovedet nogen, du som virksomhed er interesseret i at få eksponeret dit brand overfor? Det er jo dejlig nemt at vælge samarbejdspartnere udelukkende ved at bestemme værdien ud fra et blik på ét enkelt tal, men det er godt nok lidt for dovent i min optik. Og jeg har også oplevet, at det bestemt ikke altid er en selvfølge, at en Instagrammer med mange følgere også har mange læsere på sin blog (eller at en blogger med mange læsere også har mange følgere på Instagram). Så igen vil jeg appellere til virksomhederne om at bedømme influenters reach og størrelse på flere forskellige tal, der giver et mere helt billede.

Som I kan se på billedet i toppen, fandt jeg en side, hvor man øjensynligt kan teste, hvor mange falske følgere, man ca. har (jeg aner dog ikke, hvor retvisende den er). Jeg testede min egen profil, og det ser ud til, at jeg har 64 falske følgere. De mistænkelige profiler, siden fremhæver, ligner da bestemt også nogen, der ikke har ægte personer bag sig. Desværre kan man ikke teste andre profiler – det kunne ellers være lidt sjovt at teste dem, man havde en mistanke til ;)

Læs gerne Katjas indlæg, hvor hun henviser til forskellige undersøgelser om emnet og generelt kommer med en masse gode pointer.

Læs et semester i udlandet med EDU Danmark

300413b

T-shirt fra UCSD – man skal selvfølgelig støtte op om sit universitet ;)

dsc06136ku

Vores helt vildt hyggelige beach house 50m fra stranden.

sandiego12

Aftentur med Sidsel på Mission Beach, San Diego.

902608_10151464029778409_332399875_o

På skolebænken på UCSD.

 

De af jer, der har fulgt med på bloggen i lidt længere tid ved, at jeg i foråret 2013 læste et semester på UCSD (University of California, San Diego) sammen med fire af mine gode studiekammerater fra Medievidenskab. Jeg har før fortalt lidt om selve det at få arrangeret turen, men jeg har langt fra fortalt alt. Simpelthen fordi det kan være en virkelig kompliceret og langvarig affære at arrangere sådan et udlandsophold i forbindelse med sit studie. Det er der dog heldigvis råd for.
Først vil jeg kort afklare en ting – jeg var på et såkaldt ”Study Abroad”-program, der adskiller sig fra et ”udvekslingsophold” på den måde, at det er arrangeret og (delvist) betalt af den studerende selv, hvor et udvekslingsophold sker mellem universiteterne, hvor der ryger én studerende hver vej (det var den ordning Sidsel benyttede sig af, da hun læste i Sydney). Der er tit meget få pladser i udvekslingsprogrammerne, og de kan være ret svære at få, da det kræver et højt karaktergennemsnit at kvalificere sig til dem. Da vi var fem, der gerne ville af sted sammen, var det nærmest udelukket fra start af, at det kunne blive en udvekslingsaftale. Derfor kontaktede vi EDU Danmark, som har kontakter til en masse universiteter rundt omkring i verden. De var virkelig gode til at svare på alle vores spørgsmål (vi havde altså en del) og til at informere om, hvilke dokumenter, vi skulle skaffe, hvornår vi skulle have dem klar, og hvor de skulle sendes hen. Når man skal studere i USA, skal man have en masse forskellige tilladelser og dokumenter, så man kan få lov at gå på ét af deres universiteter. Derudover er der en del papirarbejde i forbindelse med at søge legater, at få SU-støtte under opholdet, at få godkendt en bestemt mængde ECTS-point og alt muligt andet. Jeg er virkelig ikke en type, der er ret god til at få styr på den slags. Det plejer Sidsel at være skarp til, men hun skulle jo ikke med! Så der var det virkelig rart at have EDU som støtte. Deres hjælp er i øvrigt helt gratis, hvilket også må siges at være et stort plus, da der er mange andre småbeløb, der skal betales for at erhverve sig de forskellige tilladelser. Det løber hurtigt op!
Da vores tid i San Diego var ovre (og vores roadtrip rundt i California, Utah, Arizona og Nevada var slut) stod jeg tilbage med så god en oplevelse, at EDU Danmark endte med at spørge, om jeg ville stå i en San Diego-stand på deres studiemesse, EDU Days, så jeg kunne fortælle mere om mit ophold. Faktisk holder EDU Danmark snart EDU Days igen – nemlig d. 19-22/9. Jeg kan varmt anbefale at tage til messen, da det kan være godt at gå i gang med at arrangere sit udlandsophold lang tid i forvejen – et år i forvejen er ikke for tidligt at begynde. Og EDU Days er helt sikkert en god kickstarter til denne proces. Derudover er det bare fedt at snakke med de studerende, der har været af sted. Det giver virkelig en lyst til at komme ud og opleve verden. Jeg ville på ingen måde have været foruden mit semester i San Diego, det var SÅ fedt. Også selvom det var lidt hårdt at undvære Sidsel. Men det klarer man jo. Man får ikke mange chancer for at bo og studere i en (næsten) valgfri by i verden ret mange gange i sit liv, så grib nu chancen, når den byder sig! :)
Hvis du overvejer at læse et semester i udlandet, er du mere end velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet – så skal jeg forsøge at svare efter bedste evne. Sidsel har jo også læst et semester i Sydney, så hun vil selvfølgelig også gerne svare på udvekslingsspørgsmål :)

Du kan finde mere information om EDU Danmark og EDU Days her.
Sponsoreret indlæg

Older posts