Vi inviterer til gratis fællesspisning i Aarhus

Sponsoreret af Spar Nord

spar-nord-ti-til-forskel-1a

spar-nord-ti-til-forskel-3a

Tilmeld dig eventen og køb billetter her! (udsolgt!)

I løbet af den seneste måned har vi gået og barslet med et event, som vi glæder os enormt meget til at afholde. Vi har været så heldige at få 10.000 kr. af Spar Nord til et valgfrit formål, der kan bidrage til at styrke lokalfællesskabet. Da vi fik at vide, at vi skulle være en del af tiltaget De små ting, var vi ikke et sekund i tvivl om, at vi ville give en hjælpende hånd til de kræfter, der måned efter måned stabler events på benene her i byen, som skaber social lim: nemlig fællesspisning. Et frirum, hvor alle borgere i Aarhus har mulighed for at mødes over et måltid hjemmelavet mad og komme hinanden ved. Aarhus bryster sig både af at være Kulturhovedstad og European Region of Gastronomy i år, og næste år er vi Frivillighovedstad. Det kunne være så dejligt, hvis der fulgte en øget sammenhængskraft blandt borgerne med i slipstrømmen på de fine titler. Og vi påstår ikke, at vi kan løse dette med én lille omgang søndagsfællesspisning, men mange bække små… Når Aarhus brander sig som Verdens mindste storby, har der været drilske kommentarer om, at byen nærmere er Verdens største landsby – men hvorfor egentlig ikke? Hvis vi kan få landsbyens sammenhængskraft og naboskab parret med storbyens faciliteter, så er vi (i vores øjne) tæt på at have et drømmesamfund. Så må folk kalde det, hvad de vil!

Med vores fællsspisningsarrangement har vi to hovedformål. Kongstanken er naturligvis fællesskab. Alle aarhusianere er inviteret, og med dét benspænd, at man helst ankommer sammen med én, der enten er mindst 20 år ældre eller yngre end én selv. Det kunne være så fedt, hvis vi søndag d. 12 november kunne få lokalet fuld af både småbørn, unge og ældre. Etnicitet, religion og udseende er selvsagt underordnet. Dernæst har vi også et ønske om, at folk er bevidste om det måltid mad, de får serveret. Vi har allieret os med de dygtige folk bag Frederiksgade 42, der var nogle af de første til at introducere grøntsagsbaseret gastronomi i smilets by. Kokkene på stedet har en helt klar holdning om, at de kun anvender råvarer af høj kvalitet og gerne med så mange lokale afgrøder som muligt. Med andre ord handler det om at sætte sig til bords, nyde et godt måltid og så ellers få sat ansigt på en håndfuld af de mennesker, som du og vi deler denne dejlige by med. Som Christian fra Frederiksgade 42 så klogt sagde, da vi mødtes tidligere på måneden: Vi bliver mere og mere liberale i vores grundtanke, og dermed også mere individfokuserede. Vi bilder os ind, at vi kan klare os uden hinanden. Men det kan vi jo ikke! 

Vi kunne ikke være mere enige med Christian, og derfor glæder det os at kunne invitere jer, jeres venner, jeres nabo, jeres forældre, eller hvem I nu har lyst til at tage under armen, til gratis fællesspisning i UngK på Nørre Allé 23K på søndag d. 12 november fra kl. 17 til 19. Billetter til arrangementet vil kunne bestilles via et link, som vi selvfølgelig henviser til her på bloggen og på vores Facebook-side inden længe. Vi regner med, at der til arrangementet vil være omtrent 100 pladser, der fordeles efter først til mølle-princippet. På aftenen serverer vi tre retter tilberedt af Frederiksgade 42 og efterfølgende vil der være kaffe og kage. Man er velkommen til at blive hængende til snak og hygge indtil kl. 21 – det håber vi, I har lyst til! :) Vi skal i denne sammenhæng gøre opmærksom på, at der filmes kampagnemateriale til brug på web under arrangementet, så det skal man som deltager lige være indstillet på.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer til en hyggelig aften i fællesskabets tegn! :)

Om De små ting:

Med tiltaget De små ting ønsker Spar Nord at sætte fokus på den lokale sammenhængskraft og styrke lokalfællesskaberne. Banken støtter mere end 900 tiltag med over 50 mio. kroner om året. Du har også selv mulighed for at søge om 10.000 kr. til støtte for et lokalt initiativ ved at uploade en kort video på desmaating.dk, som beskriver din sag. Der kåres vindere hver måned. Har du selv en idé eller et projekt, der fortjener et økonomisk skub i ryggen, synes vi bestemt, du skal ansøge om de 10.000 kr. her og vær med til at gøre en forskel i dit lokalsamfund.

Efterårsupdate

viabiler-toyota-c-hr-3a

Her kommer lige et lille pip fra Lasse og jeg inden vi haster videre ud i verden. Vi har netop haft et par timers reunion ovenpå knap en uges adskillelse. Lasse tog nemlig til København i lørdags for at tage til en venindes fødselsdag, og jeg tog til Galten for at spise middag med et par gode veninder. Herefter var det nærliggende at blive hjemme hos mine forældre i et par dage, da Lasse efterfølgende har tilbragt et par dage på Bloggers Delights kontor i København. Han får nemlig en ny kollega i det jyske, så de skulle lige over og hilse på resten af “familien” :) Det skal blive rigtig godt med lidt selskab til ham, tænker jeg :) Udover at arbejde, så har jeg fået klemt en lille tur i Tivoli Friheden ind i programmet i går, hvilket var mægtig sjovt! Min gode veninde (og eks-Weekday kollega), Nanna, er min faste forlystelsespark-buddy, og vi bliver vist aldrig for gamle til at snuppe en tur i Djurs eller Tivoli. Rutsjebaner er jo det sjoveste! Dog vil jeg sige, at den gamle rutsjebane i Friheden godt kunne trænge til ny polstring. Har det som om jeg har fået lammere på begge skuldre her dagen derpå! Det var dog stadig en virkelig god eftermiddag, som også bød på lidt gys hist og her i anledning af Halloween. Der går unge mennesker rundt i parken klædt ud som alverdens fæle ting – Jigsaw, Jason fra Fredag d. 13, zombier, klovne og andre mareridtsfremkaldende karakterer. Og de er ikke blege for at liste sig ind på én. Rimelig strengt når det sker for én selv – meget underholdende når det sker for andre!

Lasse får sig også en miniferie fra i dag og indtil på søndag. Han er netop kørt i sommerhus med en masse gutter for at spille brætspil og spise god mad. Lyder som opskriften på en god efterårsudflugt, hvis man spørger mig. Jeg bliver dog herhjemme og passer skansen, og så ser jeg frem til “rigtig” ferie til november :) Det bliver så dejligt at have en uge sammen i New York. Det er tiltrængt ovenpå job- og bryllupsræs. Apropos bryllup, så har vi netop indbetalt depositum til vores bryllupslokation i dag. Det er sgu ret vildt! Men også vanvittigt dejligt at få på plads, så vi kan begynde at planlægge de 1000 andre detaljer, der også skal fikses, for at kunne holde det bryllup, vi drømmer om. Jeg lover at vi snart fortæller lidt mere :)

Vi håber I har en dejlig efterårsferie, hvis I holder den slags. Vejret indbyder godt nok mest til indehygge, men det har også sin charme. Nu vil jeg få pakket lidt sager og cykle op til min søde søster på Frederiksbjerg. Og så skal vi ellers lave så lidt som muligt!

Usikkerheder

sidsel-ille

Skolefotos fra mine år i primary school i England. Måske min kærlighed til skjorter i virkeligheden stammer fra mine år med skoleuniform (som jeg dengang ikke kunne udstå)…?

Livet er fuld af usikkerhed. Det er nok et grundvilkår, at vi som mennesker af og til føler os utilstrækkelige. I parforholdet, på jobbet, foran spejlet… på et hav af områder. Guderne skal vide, at jeg selv har haft usikkerhed og utilstrækkelighed som medpassager i bevidstheden med jævne mellemrum. Og nu kunne der komme en lang redegørelse for hvad jeg nu går og tumler med, men det er sådan set noget lidt andet jeg har på hjertet. Eller i hvert fald en anden tankestrøm, der har dannet grobund for et indlæg.

I den forgangne weekend hjalp Lasse, min søster og jeg mine forældre med at klaregøre deres hus til salg. I den forbindelse kom vi lørdag aften til at bladre rundt i gamle billeder af min familie og mig selv. Billeder fra rejser, vores etableringsfase i Danmark, folkeskolen… en masse i den dur. Og jeg kiggede på billeder af mig selv som lille pige med store øjne og lyst strithår og på mig selv som tynd, præpubertær pige med alt for lange lemmer og genert mine. Gymnasiebilleder af mig selv med påskegult (hjemmefarvet) hår og forvirret provins-tøjstil. Og for hvert billede kunne jeg mærke tanker og stemninger fra dengang. De ting der gjorde mig lykkelig og ulykkelig i den periode. Og hvordan mange af de ting har ændret sig siden hen. Når jeg tænker på de mange ting, der gjorde mig ked af det og usikker, så er det betryggende at indse, hvordan de i dag er skrumpet ind – i nogle tilfælde forsvundet fuldkomment. De er naturligvis blevet erstattet af andre bekymringer og usikkerheder, men erkendelsen af, at de fleste af dem med tiden kan krympe og ændre betydning, det er en god indsigt at få.

Under min pubertet brugte jeg lang tid på (som så mange andre før mig) at være uvenner med mit udseende. Jeg var for høj i forhold til de andre piger. Jeg var for tynd og lemmedasker-agtig. Jeg havde for store fødder. Jeg havde flyvsk leverpostejshår. Jeg havde ingen barm. Det var en kamp at finde tøj, der ikke stumpede eller slaskede, og at finde sko, der ikke lignede to kanoer, jeg havde spændt fast på fødderne. Og dengang virkede det som et stort problem. Siden har min krop udviklet sig og de forskellige dele er faldet på plads lidt ligesom Tetris-brikker, der falder i hak. Og det blev gradvist lettere at finde tøj og sko, der passede. Ligefrem at have mange valgmuligheder. I dag er det forunderligt at tænke tilbage på, hvor meget min skostørrelse fyldte i mit hoved dengang. For i dag fylder den stort set intet. Det kan godt ærgre mig, hvis jeg ikke kan købe et bestemt par sko, fordi jeg ikke kan passe den største størrelse, den produceres i, men så findes der heldigvis 17 andre par, som jeg godt kan passe. Og jeg kan af og til blive træt af at være ”hende den høje”, men langt de fleste dage er jeg gode venner med min Betty Spaghetty-krop. Det er sgu da fedt nok altid at kunne nå den øverste hylde i køkkenet!

Erkendelsen af, at ens bekymringer ændrer sig og skrumper med tiden er en god ting at blive mindet om, synes jeg. Det kan også vække ærgrelse, at man har spildt så meget energi på at være ked af noget, der få år senere er blevet ganske ubetydeligt. Men man kan heldigvis vende den ærgrelse til et værktøj. Dels kan erkendelsen hives frem på dage, hvor livet synes allermest sort, og dels bliver det til en erfaring, man kan give videre. I dag er mine teenage-usikkerheder afløst af voksen-usikkerheder tilknyttet økonomi, karriere, fremtid… bestemt ikke småting, men jeg forsøger virkelig at huske mig selv på, at der kommer et tidspunkt – måske endda lige rundt om hjørnet – hvor jeg har fundet mig godt til rette i arbejdslivet, livet som boligejer m.v. Og til den tid er jeg sikkert usikker omkring nye ting så som min rolle som mor og hvad ved jeg. I fornemmer nok et mønster! Og hvis det netop er et grundvilkår, så tror jeg det er vigtigt, at man fra tid til anden tjekker ind hos usikkerhederne i bevidstheden og gør status. For de ændrer sig i takt med at du ændrer dig.

Mit gensyn med gamle billeder af mig selv har siden givet mig lyst til at give alle pubertetsramte unge et kram – inklusiv teenage-Sidsel med ærmer, der stumper og sko, der er for små.

Samtaleglimt fra vores parforhold

I har været en del, der har efterspurgt indlæg med sms-korrespondancer alá Mig & Danielle. Problemet er bare, at Lasse og jeg gerne fører en samtale på tværs af Facebook, SMS, Snap og Instagram (fordi vi er så SoMe-agtige, you know.. ;) ). Så ofte er det et puslespil af billeder, tekst og internt volapyk. Men jeg har gravet lidt rundt og fundet et par tråde, som kan give et indblik i vores daglige kommunikation. Det kan være, I kan genkende nogle af emnerne :)

Det nye koncept “Fad&Fad” // Vi freaker en smule ud over at have budt på en bolig

sms1

Klassisk korrespondance mellem Lasse og jeg, når vi er inviteret til event! // Altid optur at have rester med hjem – især når det er bøf med løg ;)

sms2

I en periode kunne min telefon ikke genkende Lasses emojis, og de blev i stedet til en lang række spørgsmåltegn, der fik ham til at lyde som overly attached girlfriend på skrift! // Vi er normalt ikke tilhængere af at retouchere billeder til ukendelighed, men af og til kan det naturalistiske blive en tand for naturligt – Lasse tog sagen, eller bumsen, i egen hånd.

sms3

Lasse har længe været plaget af forkert emoji-brug, fordi han insisterer på at have android…

sms4

Vi havde det vildt over Kanyes nye video // Lasse havde svært ved at vælge solbriller, indtil det gik op for ham, at han er en material boy ;)

sms5

Det første voksenjob pt. 2

1461

Som I kunne læse jer til i Lasses indlæg, så var min proces fra afsluttet uddannelse til første fuldtidsjob lidt anderledes end hans. Jeg afleverede og forsvarede speciale i december 2014 og holdt herefter en god, lang juleferie. I januar tog Lasse og jeg som bekendt tre uger på eventyr i New York og Mexico, hvorfor jeg først for alvor kom i gang med jobsøgning i februar måned. Dette break vil jeg klart anbefale, hvis man har muligheden og midlerne. Jobmarkedet løber ingen steder, og jeg kender mange, der går igennem intense og udmattende specialeforløb (og afsluttende forløb på uddannelser i det hele taget), hvorefter hovedet virkelig trænger til fred og andre stimuli end kildeangivelser og abstract-tekster. Sådan havde jeg det i hvert fald :)

I februar måned tilmeldte jeg mig så dagpengesystemet (supplerende, da jeg havde bloggen og job i Weekday ved siden af) og tog de første skridt ud i at skrive ansøgninger og tage til jobsamtaler. Og jeg må indrømme at de tre-fire måneders tid jeg gik ledig krævede en ommøblering af psyken af og til. Man skal virkelig ikke undervurdere hvad afslag og stilstand kan gøre for éns selvtillid. Jeg anser ellers mig selv for at være et menneske med overskud og hutzpa, men tilpas mange lige-ved-og-næsten-oplevelser sætter sine spor, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må føles at gå ledig i årevis. Jeg tror vi som mennesker er prædisponerede for et vist behov for at skabe og bidrage, og indfries dette behov ikke, så kan man hurtigt opleve en modløshed. I løbet af sådan en proces er det bare rigtig vigtigt at huske sig selv på, at jobsøgning også handler meget om held og timing. Og så skal man selvfølgelig holde sig på tæerne og gå konstruktivt til hele processen. Da jeg efter et par måneder kunne mærke, at der ikke skete nok, gik jeg mere proaktivt til værks – reviderede min ansøgning, tog freelance-opgaver for bl.a. De Hjemløses Landsorganisation og et PR-bureau, ringede arbejdspladser op og aktiverede mit netværk. Et eller andet må have givet pote, for efter et par relativt stille måneder havde jeg pludselig jobsamtaler hver uge og i sidste ende tre-fire jobmuligheder på hånden. En af disse muligheder var hos Hele Vejen (<vi har lige fået nyt website, tjek det ud hvis I har lyst) – en udfordrende og spændende stilling, som jeg endte med at takke ja til. I dag er jeg sindssygt glad for mit valg, og føler mig meget privilegeret og heldig over at kunne gå glad på job hver dag (og hver aften, når Lasse og jeg driver bloggen.).

En anden sjov sidehistorie er, at jeg faktisk var i spil til Lasses stilling hos Minimum, men på daværende tidspunkt havde jeg allerede takket ja til stillingen hos Hele Vejen. Og jeg tror faktisk at Lasse og jeg er havnet på præcis de hylder, vi hver især passer bedst ind på :) Denne sidebemærkning var egentlig også bare med for at illustrere, at det hele jo nok skulle være gået alligevel. Jeg havde helt sikkert landet et job før eller siden. Hvor ville jeg dog bare ønske at jeg havde vidst det i februar måned!

Hermed en masse god karma og tanker til jer, der snart skal tage livtag med jobmarkedet og jer, der er i gang med at søge. Spørg endelig, hvis der er mere I vil vide, og kom gerne med gode erfaringer i kommentarfeltet :)

Older posts