Usikkerheder

sidsel-ille

Skolefotos fra mine år i primary school i England. Måske min kærlighed til skjorter i virkeligheden stammer fra mine år med skoleuniform (som jeg dengang ikke kunne udstå)…?

Livet er fuld af usikkerhed. Det er nok et grundvilkår, at vi som mennesker af og til føler os utilstrækkelige. I parforholdet, på jobbet, foran spejlet… på et hav af områder. Guderne skal vide, at jeg selv har haft usikkerhed og utilstrækkelighed som medpassager i bevidstheden med jævne mellemrum. Og nu kunne der komme en lang redegørelse for hvad jeg nu går og tumler med, men det er sådan set noget lidt andet jeg har på hjertet. Eller i hvert fald en anden tankestrøm, der har dannet grobund for et indlæg.

I den forgangne weekend hjalp Lasse, min søster og jeg mine forældre med at klaregøre deres hus til salg. I den forbindelse kom vi lørdag aften til at bladre rundt i gamle billeder af min familie og mig selv. Billeder fra rejser, vores etableringsfase i Danmark, folkeskolen… en masse i den dur. Og jeg kiggede på billeder af mig selv som lille pige med store øjne og lyst strithår og på mig selv som tynd, præpubertær pige med alt for lange lemmer og genert mine. Gymnasiebilleder af mig selv med påskegult (hjemmefarvet) hår og forvirret provins-tøjstil. Og for hvert billede kunne jeg mærke tanker og stemninger fra dengang. De ting der gjorde mig lykkelig og ulykkelig i den periode. Og hvordan mange af de ting har ændret sig siden hen. Når jeg tænker på de mange ting, der gjorde mig ked af det og usikker, så er det betryggende at indse, hvordan de i dag er skrumpet ind – i nogle tilfælde forsvundet fuldkomment. De er naturligvis blevet erstattet af andre bekymringer og usikkerheder, men erkendelsen af, at de fleste af dem med tiden kan krympe og ændre betydning, det er en god indsigt at få.

Under min pubertet brugte jeg lang tid på (som så mange andre før mig) at være uvenner med mit udseende. Jeg var for høj i forhold til de andre piger. Jeg var for tynd og lemmedasker-agtig. Jeg havde for store fødder. Jeg havde flyvsk leverpostejshår. Jeg havde ingen barm. Det var en kamp at finde tøj, der ikke stumpede eller slaskede, og at finde sko, der ikke lignede to kanoer, jeg havde spændt fast på fødderne. Og dengang virkede det som et stort problem. Siden har min krop udviklet sig og de forskellige dele er faldet på plads lidt ligesom Tetris-brikker, der falder i hak. Og det blev gradvist lettere at finde tøj og sko, der passede. Ligefrem at have mange valgmuligheder. I dag er det forunderligt at tænke tilbage på, hvor meget min skostørrelse fyldte i mit hoved dengang. For i dag fylder den stort set intet. Det kan godt ærgre mig, hvis jeg ikke kan købe et bestemt par sko, fordi jeg ikke kan passe den største størrelse, den produceres i, men så findes der heldigvis 17 andre par, som jeg godt kan passe. Og jeg kan af og til blive træt af at være ”hende den høje”, men langt de fleste dage er jeg gode venner med min Betty Spaghetty-krop. Det er sgu da fedt nok altid at kunne nå den øverste hylde i køkkenet!

Erkendelsen af, at ens bekymringer ændrer sig og skrumper med tiden er en god ting at blive mindet om, synes jeg. Det kan også vække ærgrelse, at man har spildt så meget energi på at være ked af noget, der få år senere er blevet ganske ubetydeligt. Men man kan heldigvis vende den ærgrelse til et værktøj. Dels kan erkendelsen hives frem på dage, hvor livet synes allermest sort, og dels bliver det til en erfaring, man kan give videre. I dag er mine teenage-usikkerheder afløst af voksen-usikkerheder tilknyttet økonomi, karriere, fremtid… bestemt ikke småting, men jeg forsøger virkelig at huske mig selv på, at der kommer et tidspunkt – måske endda lige rundt om hjørnet – hvor jeg har fundet mig godt til rette i arbejdslivet, livet som boligejer m.v. Og til den tid er jeg sikkert usikker omkring nye ting så som min rolle som mor og hvad ved jeg. I fornemmer nok et mønster! Og hvis det netop er et grundvilkår, så tror jeg det er vigtigt, at man fra tid til anden tjekker ind hos usikkerhederne i bevidstheden og gør status. For de ændrer sig i takt med at du ændrer dig.

Mit gensyn med gamle billeder af mig selv har siden givet mig lyst til at give alle pubertetsramte unge et kram – inklusiv teenage-Sidsel med ærmer, der stumper og sko, der er for små.

Samtaleglimt fra vores parforhold

I har været en del, der har efterspurgt indlæg med sms-korrespondancer alá Mig & Danielle. Problemet er bare, at Lasse og jeg gerne fører en samtale på tværs af Facebook, SMS, Snap og Instagram (fordi vi er så SoMe-agtige, you know.. ;) ). Så ofte er det et puslespil af billeder, tekst og internt volapyk. Men jeg har gravet lidt rundt og fundet et par tråde, som kan give et indblik i vores daglige kommunikation. Det kan være, I kan genkende nogle af emnerne :)

Det nye koncept “Fad&Fad” // Vi freaker en smule ud over at have budt på en bolig

sms1

Klassisk korrespondance mellem Lasse og jeg, når vi er inviteret til event! // Altid optur at have rester med hjem – især når det er bøf med løg ;)

sms2

I en periode kunne min telefon ikke genkende Lasses emojis, og de blev i stedet til en lang række spørgsmåltegn, der fik ham til at lyde som overly attached girlfriend på skrift! // Vi er normalt ikke tilhængere af at retouchere billeder til ukendelighed, men af og til kan det naturalistiske blive en tand for naturligt – Lasse tog sagen, eller bumsen, i egen hånd.

sms3

Lasse har længe været plaget af forkert emoji-brug, fordi han insisterer på at have android…

sms4

Vi havde det vildt over Kanyes nye video // Lasse havde svært ved at vælge solbriller, indtil det gik op for ham, at han er en material boy ;)

sms5

Det første voksenjob pt. 2

1461

Som I kunne læse jer til i Lasses indlæg, så var min proces fra afsluttet uddannelse til første fuldtidsjob lidt anderledes end hans. Jeg afleverede og forsvarede speciale i december 2014 og holdt herefter en god, lang juleferie. I januar tog Lasse og jeg som bekendt tre uger på eventyr i New York og Mexico, hvorfor jeg først for alvor kom i gang med jobsøgning i februar måned. Dette break vil jeg klart anbefale, hvis man har muligheden og midlerne. Jobmarkedet løber ingen steder, og jeg kender mange, der går igennem intense og udmattende specialeforløb (og afsluttende forløb på uddannelser i det hele taget), hvorefter hovedet virkelig trænger til fred og andre stimuli end kildeangivelser og abstract-tekster. Sådan havde jeg det i hvert fald :)

I februar måned tilmeldte jeg mig så dagpengesystemet (supplerende, da jeg havde bloggen og job i Weekday ved siden af) og tog de første skridt ud i at skrive ansøgninger og tage til jobsamtaler. Og jeg må indrømme at de tre-fire måneders tid jeg gik ledig krævede en ommøblering af psyken af og til. Man skal virkelig ikke undervurdere hvad afslag og stilstand kan gøre for éns selvtillid. Jeg anser ellers mig selv for at være et menneske med overskud og hutzpa, men tilpas mange lige-ved-og-næsten-oplevelser sætter sine spor, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må føles at gå ledig i årevis. Jeg tror vi som mennesker er prædisponerede for et vist behov for at skabe og bidrage, og indfries dette behov ikke, så kan man hurtigt opleve en modløshed. I løbet af sådan en proces er det bare rigtig vigtigt at huske sig selv på, at jobsøgning også handler meget om held og timing. Og så skal man selvfølgelig holde sig på tæerne og gå konstruktivt til hele processen. Da jeg efter et par måneder kunne mærke, at der ikke skete nok, gik jeg mere proaktivt til værks – reviderede min ansøgning, tog freelance-opgaver for bl.a. De Hjemløses Landsorganisation og et PR-bureau, ringede arbejdspladser op og aktiverede mit netværk. Et eller andet må have givet pote, for efter et par relativt stille måneder havde jeg pludselig jobsamtaler hver uge og i sidste ende tre-fire jobmuligheder på hånden. En af disse muligheder var hos Hele Vejen (<vi har lige fået nyt website, tjek det ud hvis I har lyst) – en udfordrende og spændende stilling, som jeg endte med at takke ja til. I dag er jeg sindssygt glad for mit valg, og føler mig meget privilegeret og heldig over at kunne gå glad på job hver dag (og hver aften, når Lasse og jeg driver bloggen.).

En anden sjov sidehistorie er, at jeg faktisk var i spil til Lasses stilling hos Minimum, men på daværende tidspunkt havde jeg allerede takket ja til stillingen hos Hele Vejen. Og jeg tror faktisk at Lasse og jeg er havnet på præcis de hylder, vi hver især passer bedst ind på :) Denne sidebemærkning var egentlig også bare med for at illustrere, at det hele jo nok skulle være gået alligevel. Jeg havde helt sikkert landet et job før eller siden. Hvor ville jeg dog bare ønske at jeg havde vidst det i februar måned!

Hermed en masse god karma og tanker til jer, der snart skal tage livtag med jobmarkedet og jer, der er i gang med at søge. Spørg endelig, hvis der er mere I vil vide, og kom gerne med gode erfaringer i kommentarfeltet :)

Hvem er manden og kvinden i forholdet?

11024615_917707334948205_4293216456451782101_n

Venstre: et faceswap mellem Sidsel og mig, som jeg på en eller anden måde, synes passede til indlægget. Højre: jeg tester L’Oreals Makeup Genius App (Blake Lively-looket, selvfølgelig)

En ting, som Sidsel og jeg tit snakker om og joker lidt med er, at jeg nogen gange er kvinden i forholdet og at hun er manden. På en eller anden måde har jeg nok bare nogle karaktertræk, interesser og væremåder, der minder lidt mere om en kvindes end om en mands, og det samme gælder på visse punkter for Sidsel, bare omvendt. Vi tænker ikke så meget over det mere, men vi kan godt komme til at grine lidt af det en gang i mellem :) (Det gjorde vi i hvert fald dengang jeg lagde jule-makeup i forbindelse med “Bloggerliv”s julekalender forrige jul – klippet kan I (gen)se her).

For eksempel er det uden tvivl Sidsel, der har styr på vores forsikringer og udgifter, og det var også hende, der førte ordet, da vi var i banken for nyligt for at høre, hvor meget vi kunne låne. Ikke at det nødvendigvis har noget med mandlige og kvindelige kvaliteter at gøre, men i begge vores familier er det nok mest vores fædre, der har styr på den slags ;)

Derudover afviger nogle af mine interesser måske lidt fra de mere “traditionelle” mandlige interesser. Jeg er stort set ligeglad med fodbold og det meste sport i det hele taget, og har, i modsætning til Sidsel, aldrig på noget tidspunkt i mit liv dyrket en sportsgren. Til gengæld er jeg meget interesseret i mode og blogging – nogle interesser, som ikke ret mange af mine mandlige venner kan være med på. På en eller anden måde ender jeg også tit nogle steder, hvor det bare er mig og en masse piger (okay, det kan lyde forkert….) – men for eksempel arbejdede jeg en del år i H&M, hvor der var omkring 60 piger og 4-5 fyre ansat. Og på Medievidenskab var mand-til-kvinde-ratioen også omkring 1:5. Man skulle næsten tro, at jeg bevidst gik efter det, men det gør jeg altså ikke ;) Generelt tror jeg faktisk, jeg ofte har lettere ved at omgås kvinder end mænd, måske fordi jeg ikke altid forstår den der mandehørme-macho-jargon, nogle mænd insisterer på at køre (ikke dermed sagt, at jeg ikke også sagtens kan være 100% drengerøv en gang i mellem). Omvendt har jeg et indtryk af, at Sidsel har det lettere i mandligt selskab – eksempelvis var hun, indtil for nyligt, den eneste kvinde på sin arbejdsplads og syntes egentlig det er helt fint næsten udelukkende at have mandlige kollegaer.

Og så er der selvfølgelig også en masse småting, så som at jeg godt kan li’ at bruge forskellige hudprodukter for at passe på huden, at købe nyt tøj, at lægge flotte billeder på Instagram, at sørge for at lejligheden er støvsuget og ryddelig og at alle tingene ligger, hvor de skal (og ikke ligger og flyder på bordet, på en stol eller i sengen, Sidsel!). Måske nogle egenskaber og interesser, som man normalt ville tænke på som værende overvejende feminine. Og det er de måske også. Men jeg tror de færreste ville bruge ordet “feminin” til at beskrive mig med – eller “maskulin” til at beskrive Sidsel med.

Det var egentlig ikke fordi jeg ville sige noget specifikt med dette indlæg, det var bare noget, Sidsel og jeg havde snakket om fra tid til anden, og jeg tænkte det kunne være sjovt at skrive et indlæg om :) Hvis jeg skulle sige én ting, så er det, at jeg synes, man bare skal interessere sig for det, man selv synes er spændende og opføre sig sådan, som man selv finder det bedst, og så ikke bekymre sig så meget om, hvordan det mon opfattes af andre. Ofte ender det faktisk oftere med ros og anderkendelse end fordomme, når man bare gør, som man selv føler for :) Mine drengevenner kan godt drille mig lidt med min interesse for tøj og blogging fra tid til anden (selvfølgelig på en venskabelig facon), men på den anden side er det også tit mig, de kommer til, hvis de lige skal låne noget tøj til weekenden eller have et godt råd om, hvilke jeans de skal købe eller hvad de skal ha’ på i byen ;)

Hvordan har I det i jeres forhold – er manden en typisk mand og kvinden en typisk kvinde? (Hvis da der er noget, der er en typisk mand og kvinde…)

P.S: Jeg synes stadig det er totalt tarveligt, at Yogi Tea vælger at lave en te, der smager vildt godt, og så kalder de den for Women’s Tea! Jeg drikker den alligevel!

 

Interflora tager skylden

Processed with VSCO with hb1 preset

Mit personlige forhold til Valentines Day er, at det lidt er en omgang opreklameret pjat, der bare har til formål at øge omsætningen hos blomster- og chokoladeforhandlere. Sidsel er faktisk lidt af den samme holdning, så vi plejer ikke rigtig at gøre noget stort ud af det d. 14 februar.. men når dagen så kommer, fortryder man (jeg) måske alligevel lidt, at jeg ikke fik købt den forbandede buket blomster, så Sidsel ikke skal føle sig snydt (og så jeg ikke fremstår som en dårlig kæreste sammenlignet med alle de gode gutter, der faktisk har købt blomster til deres kærester).

Står du i samme situation som mig, og kunne du alligevel egentlig godt tænke dig at forære kvinden i dit liv en flot buket, så kan Interflora hjælpe! De kører en kampagne lige nu, der er særligt udtænkt med det formål at hjælpe os mænd, der ikke lige fik købt buketten i tide. Kampagnen hedder Vi tar’ skylden, for du kan nemlig få lov at beskylde Interflora for at have kludret i leveringen af den buket, som du selvfølgelig havde bestilt til at blive leveret på Valentines Day ;) Husk nu at det kun kan fungere som undskyldning, hvis I ikke fortæller om kampagnen til alt for mange kvinder, gutter! Ellers regner de den bare ud! Jeg tror så desværre også Sidsel har regnet den ud, hvis hun da læser med på sin egen blog….. men forhåbentlig bliver hun glad for blomsterne i morgen alligevel ;)

Bestil dine forsinkede blomster her.

Sponsoreret indlæg