• Sidsel & Lasse
  • WEAREMAD
  • Rainbow Dash
  • The Style Cavalry
  • ···

Når ens forældre bliver gamle

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mine forældre har for nyligt solgt deres rækkehus i Christiansbjerg, Aarhus Nord, hvor jeg også voksede op. I stedet har de købt en andelslejlighed i Søften, hvor de flyttede ud for et par uger siden. Det har været ret underligt at hjælpe med at tømme mit barndomshjem, hvor jeg har boet i de første 20 år af mit liv (og et halvt års tid, mens Sidsel var i Australien, vores lejlighed var fremlejet, og vi ikke var kærester). Allerede nu er den nye familie, som er flyttet ind, begyndt at vælte vægge, rive ting ned og renovere hele huset (hvilket det også trængte til efterhånden). Snart er det lille rækkehus sikkert slet ikke til at kende længere. Skørt at tænke på, at jeg lige har holdt jul der med min søster, mor og far her i december, og nu er huset slet ikke vores længere.

I virkeligheden var det mest min søster og mig, som var mest oprørte over, at mine forældre pludselig ikke skulle bo i huset mere. Mine forældre var bare glade for at sidde billigere og for at komme et sted hen, hvor der ikke er lige så mange ting, der skal vedligeholdes. De er også gået på pension i år begge to, så nu skal de bare ha’ så meget fritid som muligt. Heldigvis er de glade for det. For ikke så længe siden var jeg ude at besøge dem i deres nye lejlighed i Søften, som er rigtig hyggelig. Da jeg besøgte dem slog det mig, at jeg fik lidt af den samme fornemmelse, som da jeg besøgte mine bedsteforældre, da jeg var mindre og de stadig var i live og ikke boede på plejehjem. Mine forældre er lidt over 60, så det er ikke fordi at de er  gamle endnu, men på nogle punkter var det den samme følelse. Følelsen af, at det er i denne lejlighed, at mine forældre skal nyde deres otium, blive gamle sammen og forhåbentlig få besøg af nogle børnebørn engang. Deres skift til den nye lejlighed har på en måde gjort, at jeg nu ser dem i et nyt lys. Ikke i en bedre eller værre forstand, bare anderledes. De er nu trådt ind i en ny fase af deres liv og har lagt tiden med rækkehus og børnefamilie helt bag sig. De købte huset i 1986, bragte mig til verden i 1988 og min søster i 1991. Før det havde de boet i en lille lejlighed i Fynsgade i Aarhus C. Så da de flyttede fra den til Aarhus Nord, var det på en måde også et skift til næste fase i livet, hvor der skulle stiftes familie. Det er lidt sjovt, at deres boligskift falder sammen med Sidsels og mit skift fra en lille lejlighed i Aarhus C til en ny og større bolig i Aarhus Nord (dog på Trøjborg).

Samtidigt er mine forældres alder blevet lidt tydeligere for mig, fordi Sidsel og jeg ofte besøger Sidsels mor og far, som er omkring otte år yngre end mine. Der kan man godt mærke, at de stadig har et hjemmeboende barn (Sidsels yngste søster), stadig arbejder og stadig ikke helt er parate til at sælge deres hus til fordel for noget mindre og billigere. Jeg ved, at især min mor er en flittig læser af bloggen, og mor – det er slet ikke ment som noget dårligt, dette indlæg ;) Det ved du! Du og far er jo stadig friske og klar på nye eventyr, men I er jo på sin vis trådt ind i et nyt kapitel af jeres liv, hvor I pludselig har en masse fritid og muligheder. Mens Sidsel og jeg er på vej ind i næste fase af vores liv, som I påbegyndte dengang i ’86. I disse overgangsfaser i livet man kan ikke lade være med at reflektere, tænke tilbage og at sammenligne med dengang, I selv stod i samme situation. Det er nyt og spændende, og jeg håber, at det kommer til at gå os alle godt :)

“The things you own, end up owning you”

Det er efterhånden blevet relativt let at skabe et perfekt billede af tilværelsen, så længe det kan være på 820×600 pixels eller i et lille kvadrat på Instagram. Vi er uden tvivl syndere, når det kommer til denne disciplin, omend vi forsøger at bibeholde en vis jordnærhed og gennemsigtighed her på bloggen. Det ligger os nemlig ret meget på sinde, at virkeligheden ikke forvrænges til det ukendelige. Men som sagt sker det af og til, at vi omarrangerer og retoucherer i det gode billedes tjeneste. Dette gør sig fx gældende, når vi skal skyde boligbilleder. I ville tro, det var løgn, hvis I så hvor meget det flyder med ting og nullermænd i vores lejlighed for øjeblikket. Lige siden vi gik i boligkøbsmodus har vi nok ladet stå til en smule. Da den tid heldigvis snart er forbi, vil vi vise jer lidt billeder fra behind the scenes, eller in front of the mess er måske mere dækkende i dette tilfælde! Mit favoritbillede i serien må nok være det nederste, hvor man kan se at vores tøjstativ læner sig faretruende meget mod venstre, haha. Hvorfor det ikke er væltet endnu går over min forstand.

Da jeg fortalte Lasse, at jeg var ved at skrive på dette indlæg, bemærkede han, at dét at bo i vores lejlighed fik ham til at føle sig som hunden i denne meme. Og jeg kan sagtens følge ham. De sidste måneder har vores boligsituation været ret frustrerende. Men der gemmer sig nok også en lærestreg om begrænsningens kunst et eller andet sted i rodebunkerne. Hvilket vi i dén grad tager med videre, når vi går fra 40 til 120 kvadratmeter. Bare fordi vi pludselig har dobbelt så meget skabsplads, betyder det ikke, at vi skal anskaffe os dobbelt så mange ting.

Har I mon nogle gode råd til, hvordan vi skal gribe flytningen an i forhold til gem/smid væk-processen?

rod-i-lejlighed-5a

rod-i-lejlighed-2a

rod-i-lejlighed-1a

 

By the way #10

revnede-bukser

By the way:

  • DR laver en filmatisering af Jakob Ejersbos “Liberty”-roman i 2018 – den tredje i hans Afrika-trilogi. Det kunne godt gå hen at blive rigtig spændende.
  • Det kan godt være, at det er fedt at være færdiguddannet og have råd til lejlighedskøb, men der følger godt nok også mange voksensamtaler og -møder med i købet. Puha.
  • Og penge. Vi står ca. sådan her nede i banken – bare med pengesedler i stedet for salt.
  • Lasse kan putte Sriracha sauce på stort set al den mad, vi spiser.
  • Moonlight er en fantastisk film. Se den, se den, se den!
  • Det gik op for os i søndags, at vi har bestilt den samme pizza fra Vesterbro Pizzaria i hvad der ligner årevis: en “Italiana” med pepperoni, oksekød, champignon og rødløg. Den holder 100!
  • Vi er knap halvvejs igennem en spand (ja, spand) Nutella på 3 kg. Vi har haft den i snart to år.
  • Vi er (stadig) vilde med Gift ved første blik! Det er både rørende, spændende, pinligt og alt muligt midt i mellem! Man når hele følelsesspektret rundt. Lasse er bare ikke så god til de pinlige dele af programmet. Og dem er der immervæk en del af. Hvem hepper I på?
  • I fredags kom Lasse hjem med sprukne bukser, fordi han havde spillet lidt for voldsom bordtennis på Culture Workspace! Og det var endda hans silkebukser fra Whyred… damn!
  • Vi har holdt mexicansk aften for to forskellige vennepar to weekender i streg. Den første aften gik så godt, at vi besluttede os for at gentage succesen, bare med nye mennesker :D haha!
  • Vi er virkelig tæt på at ha’ drømmelejligheden sikret! Vi og sælger har skrevet under på kontrakten, banken er klar, og vi mangler nu bare at vores boligadvokat giver grønt lys og at de seks dage, hvor vi har fortrydelsesret, skal gå. Og så har vi en lejlighed. Nøj, hvor vi håber, alt går smooth!
  • Vi har begge overværet andre få voksen-skældud i den forgange uge. Det er bare akavet! Og vi hader virkelig begge selv at få voksen-skældud. Man føler sig som et lille barn, der har været uartig.

Når man bekymrer sig #2

5xlgtth

Jeg har før skrevet lidt om det at bekymre sig, og hvordan jeg prøver at tackle de små og store bekymringer i hverdagen. For ikke så længe siden faldt jeg over billedet ovenover, som er den helt korte beskrivelse af den måde, jeg bedst kan lide at håndtere bekymringer på. Lige nu er der en masse under opsejling i Sidsels og mit liv sammen, og det kan altså godt give anledning til en bekymring eller to hos os begge, skulle jeg hilse at sige. Så det med ikke at bekymre sig kan nogle gange være lettere sagt end gjort. Super seje Cathrine har for nyligt skrevet om sine bekymringer, men som hun også konkluderer i et senere indlæg – det er en dårlig dag, ikke et dårligt liv. Den kan jeg godt li’, den sætning. Den giver god mening for mig!

Men ja, som skemaet ovenover så fint viser, så er der ingen grund til at bekymre sig om ting, du alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er selvfølgelig nervepirrende, hvis du går og venter på, om du har bestået din eksamen eller om du er kommet ind på den uddannelse, du har søgt ind på. Men du kan jo hverken gøre fra eller til, så hvorfor bekymre dig om det? Ligeledes skal du heller ikke bekymre dig, hvis du har et problem, der rent faktisk kan løses. Så er det jo “bare” et spørgsmål om at få det løst, selvom alle problemer selvfølgelig ikke er lige lette at løse. Men hvis det er noget, du ligger og bekymrer dig om lige før du skal sove (det er i hvert fald oftest der, min hjerne kværner derudaf), så må du indse, at det uanset hvad ikke er noget, du kan løse fra under din dyne kl. 23.08. Det må vente! Og næsten lige meget hvor træls, irriterende, nedslående eller skuffende en situation, du står i, så vil der altid komme et tidspunkt, hvor du er nået ud på den anden side og er kommet videre.

Jeg kan huske utallige situationer gennem årene – mange af dem sammen med Sidsel – hvor vi af den ene eller anden årsag har tænkt “Hold nu kæft, hvor er det her bare en lortesituation”. Men jeg tænker tilbage på de situationer nu, har det jo slet ikke været så slemt alligevel. Vi klarede det jo! Da Karen Blixen levede, gik hun rundt med en seddel i sin taske, som hun kiggede på fra tid til anden – både når det gik rigtig godt og når det gik helt vildt skidt. På sedlen stod hendes motto: ”Intet varer evigt”. Bedre og kortere kan det ikke siges!

Ingen guldrandet pointe herfra, blot en påmindelse om, at stort set alle bekymringer bliver løst før eller siden. Så lad være med at bruge alt for meget tid på at bekymre dig! Jeg må hellere stoppe nu, inden det bliver alt for “what doesn’t kill you, makes you stronger”-filosofisk og højtravende ;)

På sommerhustur med Toyota C-HR

viabiler-toyota-c-hr-a

viabiler-toyota-c-hr-3a

viabiler-toyota-c-hr-2a

viabiler-toyota-c-hr-7a

viabiler-toyota-c-hr-1a

viabiler-toyota-c-hr-9a

viabiler-toyota-c-hr-11a

viabiler-toyota-c-hr-13-a

Sponsoreret af Via Biler

Dét sommerhus, Lasses far og brødre ejer, er på mange måder blevet vores getaway card, når vi har brug for at undslippe hverdagssuppedas. Sådan en weekend havde vi akkurat brug for i fredags ovenpå en uge med travlhed på job, mange mails i blogindbakken og mange møder angående boligkøb. Især det sidste har fyldt meget i vores hoveder. Heldigvis sker der det magiske, når man træder oven dørtærsklen i sommerhuset ved Øer Strand, at man for en stund bare er to mennesker, der bor i en hytte, hvor den vigtigste opgave ér at holde gang i brændeovnen. Og så kunne vi i samme ombæring teste den nye Toyota C-HR, som vi har fået lov til at låne af Via Biler – hvilket var ret genialt, når sommerhuset ligger lidt afsides. Bilen hentede vi i Højbjerg fredag eftermiddag, hvor vi samtidig fik en hurtig gennemgang af bilens vigtigste funktioner. Eller, det vil sige jeg gjorde, Lasse stod mest bare og nikkede og prøvede at ligne én, der forstod sig på biler ;) Efter gennemgangen satte vi kursen mod Øer og Ebeltoft, og vi kunne virkelig mærke, hvor meget vi trængte til at komme helt ned i tempo og få ladet batterierne op uden at skulle forholde sig til nogen som helst andre end hinanden.

Ret hurtigt efter at have sat os ind i bilen kunne vi konstatere, at oplevelsen ville blive en helt anden end med de biler, vi ellers har lejet gennem tidens løb. Det føles lidt som at have rendt rundt med en Nokia 8210 i flere år, og så pludselig få en iPhone 7 mellem hænderne. Der er jo sket afsindigt meget på teknologi-fronten! Jeg nævner i flæng: automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot (der fx selv holder afstand til forankørende biler), bakke-sensor og -kamera, trinløst automatgear, indbygget navigation  – alle features, der gør køreoplevelsen en hel del bedre og mere tryg for sådan én som mig, der ikke er verdens bedste/mest erfarne bilist. Det betyder også, at jeg helt sikkert ikke er den mest kvalificerede at spørge angående motorydeevne og mere biltekniske ting. Jeg forholder mig bare til min køreoplevelse, der forløb helt smooth. Den helt store gevinst ved Toyota C-HR må dog være hybridmotoren. Toyotas “Prius”-model har længe været populær (vist nok også blandt mange miljøbevidste hollywood-kendisser?) for selv samme, og teknologien er også ret unik. Bilen har både en elmotor og en benzinmotor, som kan køre simultant. Elmotoren lades op via kørsel, så man slipper for opladning. Hybridmotoren nedbringer CO2-udslippet med op til 37% sammenlignet med konventionelle biler. Og når nu elbilen ikke er prismæssigt tilgængelig for alle og enhver endnu, så er C-HR-modellen et rigtig godt sted at starte, hvis man vil være miljøbevidst i sit bilvalg.

Som vi også konkluderede undervejs i vores optagelser af bilen, så er Toyota C-HR for os at se batmobilen til den miljøansvarlige og den bekvemmelighedsafhængige! Man må sige, at der var lidt af et clash mellem den topmoderne hybridbil og det gamle sommerhus fra 50’erne – men det fungerede nu meget godt! Vi havde i hvert fald en vildt dejlig, langsom og afslappende weekend, hvor vi spiste god mad, gik ture, læste bøger, varmede os ved brændeovnen og lod tankerne falde til ro.

Er der noget negativt at sige om Toyota C-HR? Tja. Det er ikke verdens billigste bil, men sammenlignet med andre biler i samme klasse får man meget for pengene. Ikke mindst grundet hybridmotoren. Kig selv med i videoen ovenfor, hvor vi fortæller mere om vores weekend og bilen.

Læs mere om Toyota C-HR her og privatleasing heraf her. Bilen kan prøvekøres hos Via Biler.

Older posts