Personligt – Sidsel & Lasse

Behovet for venner og bekendtskaber

Noget, jeg har haft en del på sinde på det seneste – faktisk mere eller mindre de sidste par år – er venskaber, bekendtskaber og hvordan man bedst navigerer i dem. Jeg tror, jeg har en relativt stor bekendstskabs- og vennekreds i forhold til mange andre. Jeg ses både med gamle kollegaer, gamle folkeskolevenner, gymnasievenner, studiekammerater fra universitetet, Sidsels venner (som så også er mine venner nu) plus det løse fra forskellige andre kredse. Det er slet ikke for at “prale”, for jeg synes ikke nødvendigvis, der er en kvalitet i at have mange (eller få) venner, men det er nu engang sådan, min vennekreds er skruet sammen. Jeg tror ikke, jeg har et bevidst behov for at skulle have mange venner og bekendte – det er på en måde bare noget, der er sket af sig selv, kan man sige. Selvom jeg ser mig selv som ganske socialt anlagt, har jeg også et relativt stort behov for alenetid, hvor jeg kan være mig selv.

Grunden til, at jeg har haft det her med venskaber meget på sinde, er at jeg til tider synes, det kan være svært at balancere flere forskellige vennegrupper, tid til familie, alenetid og selvfølgelig tid sammen med Sidsel. Jeg føler rigtig ofte dårlig samvittighed over ikke at prioritere bestemte venner eller vennegrupper nok, og det er jeg egentlig træt af. Det er ikke, fordi jeg gør det bevidst, og det tror og håber jeg også, de fleste af mine venner ved. Men altså, man er jo ikke en særlig fed ven, hvis man aldrig er den, der tager initiativ til at ses, vel? Det er nemlig ikke særlig god til, og det giver mig dårlig samvittighed.

Heldigvis har jeg en masse dejlige venner, som er forstående, og som godt ved, hvordan jeg er, og at de ikke skal tage det ilde op, hvis de ikke har hørt fra mig i noget tid. Noget af det mest ærgerlige, synes jeg, er når man så endelig ses med sine venner, og de så bruger halvdelen af tiden på at snakke om, at man ikke ses nok. For det meste er man jo lige gode om det, så hvorfor bruge tiden, man er sammen, på at beklage sig over venskabet og give hinanden dårlig samvittighed? Det har jeg aldrig forstået. Til gengæld elsker jeg det virkelig, når man ses med en ven, man ikke har snakket med eller set en ven i lang tid og så kan “starte hvor man slap” og komme helt på bølgelængde på få minutter. Det er så fedt! Kender I det?

Nu er vi jo også ved at være ret tæt på studiestart for universiteterne, hvilket har fået mig til at tænke på dengang, jeg selv startede på Medievidenskab på Aarhus Universitet. Tænk, at det allerede er ni år siden, det er næsten ikke til at fatte. Jeg engagerede mig selvfølgelig i studiet og studielivet og var bestemt interesseret i at lære mine medstuderende bedre at kende, tage med til festerne og så videre. Men på en måde ville jeg faktisk næsten ha’ ønsket, at jeg kom med en hel “ren tavle” uden en stor bekendtskabskreds i Aarhus i forvejen. For det blev ret tydeligt for mig, at dem, der var flyttet til Aarhus for at studere, endte med at blive mere tæt knyttet sammen og på en måde have bedre muligheder for at dedikere sig 100% til studielivet og de nye studiekammerater. Jeg selv derimod havde allerede en god håndfuld venner i forskellige vennegrupper, jeg også brugte tid på at ses med. Så i en eller anden forstand havde jeg ikke det samme behov for at få nye venner, som nogle af Aarhus-tilflytterne havde. Og det kunne jeg faktisk godt misunde dem lidt. Så hvis du står og skal til at starte på en ny uddannelse i en “fremmed” by, skal du slet ikke frygte det – vær glad for, at du får en mulighed for at starte på en frisk og lære en masse nye mennesker at kende, som ikke kender dig for den, du var i folkeskolen eller gymnasiet, men som kun kommer til at kende dig for den, du er nu. Det er da en gave! Med mindre du var meget sejere i folkeskolen, selvfølgelig ;)

Og apropos folkeskolen, så synes jeg, det er ret fascinerende at se, hvor meget man som vennegruppe fra den tid bliver ved med at se på hinanden i lyset af de roller, man havde dengang. Det er også lidt af en forbandelse, for det er nok de færreste, der er præcis det samme menneske, som det, de var i folkeskolen. Derfor tror jeg, det må være frustrerende for nogen, der slet ikke længere identificerer sig med den, de var dengang, at blive “hevet tilbage” i den samme rolle, når man ses med dem, man gik i folkeskole med. Måske er det derfor, der ikke er så mange, der stadig ses regelmæssigt med deres folkeskolevenner? Jeg får i hvert fald ofte nogle forbavsede tilkendegivelser, når jeg fortæller, at jeg ofte ses med en god håndfuld af mine venner fra folkeskoletiden.

Hvordan prioriterer du tid med dine venner? Og har du mange bekendtskaber eller få, tætte venskaber?

By the way #77

Reklame for Grappa Deli

By the way:

  • Forleden havde vi den hyggeligste Italien-inspirerede aften med vores venner, Jesper, Christina, Bjørn og Mathilde. Vi havde været forbi Grappa Deli for at hente en masse forskellige italienske specialiteter til middagen – frisk pasta, oliven, rødvin, italiensk øl og sodavand, antipasti misti, Grappas lækre ragout og selvfølgelig et par burrata-oste, som vi spiste med søde tomater og balsamico. Kæmpe succes! Og bedst af alt var det dejlig nemt at lave og forberede, så vi kunne bruge størstedelen af tiden på at hygge med vores gæster :)
  • Vi har netop færdiggjort Russian Doll på Netflix. Det første par afsnit var lidt træge at komme igennem, men da Alans karakter blev introduceret syntes vi handlingen tog en mere interessant drejning. Alt i alt en fin serie til lidt weekend-tidsfordriv ;)
  • Nu er det ved at være et par år siden, vi sidst har været til et show til modeugen i København – vi har dog haft rig lejlighed til at opleve mange shows gennem diverse stories og billeder på især Instagram. På den måde bliver man underligt bevidst om den ret sære sociale konstruktion, sådan et show egentlig er. En ny tendens virker til at være, at modellerne nu ikke bare skal gå helt med stone face, men får besked på at vinke, hilse på publikum, virke glade og endda feste lidt (som til Gannis show med Mø). Det er sjovt, hvordan det udvikler sig. Gad vide, hvad det næste bliver?
  • I vores jagt på en lænestol til stuen er vi stødt på dette vidunder på DBA. Et møbel med indbygget bar er altså next level!
  • Der er igen Steen Billes Lopper på Trøjborg, som vi synes er et super hyggeligt initiativ i vores nabolag – denne gang er det d. 15 september, og du kan finde mere info lige her.
  • Har I set Sex med Maja? Kunstneren Maja Malou Lyse giver sig i kast med at fortælle og oplyse om sexualitet og køn med udgangspunkt i sig selv og sin omgangskreds. Det er både ret underholdende, oplysende og sejt. For Maja har nogle gode pointer omkring hvad sex i dag (ikke) er og hvad det kunne og burde være. Se det!
  • Til Aarhus Street Food Festival i weekenden kunne man få en – hold nu fast – sushi burrito med falafel. Japansk, mexicansk og mellemøstligt i én ret – dét er godt nok internationalt. Vi prøvede den ikke, men har lidt svært ved at forestille os, at det er en vindende kombination, haha.
  • Vi bingede HBOs serie Euphoria på to dage. Det er en af de mest edgy ungdomsserier, vi længe har set. Der er masser af vold, stoffer, nøgenhed og sex. På en god måde, kind of. Serien er nok ikke en 1:1 skildring af den amerikanske ungdom, men den har stadig noget autentisk og forfriskende ærligt over sig. Skuespillet er virkelig godt og så er kameraarbejdet, musik og klipning helt i vinkel. Vi er store fans af den transkønnede skuespiller, Hunter Schafer, der spiller den transkønnede Jules i serien. Go watch!
  • Denne artikel hos Zetland, hvor 16-årige Ulv bliver interviewet er ret fin. Det er en del af en artikelserie, hvor unge mænd, der er vokset op i en #Metoo-tid, fortæller om grænser, sex, kærlighed og at være ung. Han er ret sej, ham Ulv.
  • I lørdags indløste vi vores bryllupsgave fra Bloggers Delight hos Timm Vladimirs køkken, hvor vi under et totimerskursus blev guidet igennem tre klassiske cocktails: Negroni, Pisco Sour og Old Fashioned. Så nu kan vi udvide repertoiret i vores hjemmebar og kaste om os med fagudtryk!

(endnu) 20 ting, I måske ikke vidste om os

 

Her kommer (endnu) 20 ting, I måske ikke vidste om os:

  • Lasse var kun 15 år, da han startede i 1.g på Aarhus Statsgymnasium og var dermed den yngste i klassen, hvilket var noget, der i starten skræmte ham en smule.
  • Sidsel har en drøm om engang at skrive en bog. Faktisk fik hun engang et tilbud om at skrive en, men tjansen endte desværre med at gå til en anden.
  • Sidsel er den organiserede i forholdet – rejseplaner, økonomi, gaver til venner og familie, mærkedage og så videre – det har hun styr på. Lasse er lidt mere af en kaospilot, som ofte er glad for at Sidsel holder styr på alt det praktiske.
  • Vi har kun ejet ét TV sammen, og det er stadig det, vi har stående i dag. Vi købte det, da vi flyttede sammen i 2009 og det fungerer stadig upåklageligt, omend det er ved at være en smule uddateret i forholdt til de fjernsyn, man kan købe i dag.
  • Når vi går i biografen, er det næsten aldrig for at se superheltefilm og store blockbusters (dog med enkelte undtagelser). De bedste filmoplevelser, vi har haft, har helt sikkert været i Øst for Paradis og på vores egen, hyggelige biograf på Trøjborg, hvor Lasse er kommet, siden han var helt lille.
  • Før valget faldt på Medievidenskab, søgte Lasse ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og kom ikke ind, hvilket på det tidspunkt var lidt af et nederlag. Heldigvis gik det jo alt sammen godt i sidste ende!
  • Sidsels mest tilbagevendende drøm handler om at komme for sent til en flyafgang eller at noget går galt på en rejse.
  • Lasses mest tilbagevendende drøm er at han får næseblod mens han er på arbejde. Han drømmer også ca. én gang om måneden, at han er tilbage på arbejde på McDonalds – og så går der ellers flere timer i drømmen, hvor han bare står og laver Big Macs, haha.
  • Sidsel hører nærmest aldrig vækkeuret, når alarmen på mobilen ringer om morgenen. Lasse vågner til gengæld ca. 2 sekunder efter alarmen ringer og når næsten altid at slukke den, inden Sidsel når at opfange noget. Derfor er det stort set altid Lasse, der vækker Sidsel.
  • Vi har længe gået med en lille drøm om at åbne vores egen café. Vi har endda navn, menukort og koncept mere eller mindre på plads, haha.
  • Sidsel mener, at Lasses skriftsprog har “taget lidt skade” af fem år på universitetet, fordi han er blevet helt indoktrineret i at skrive akademisk, hvilket har dræbt det levende i hans sprog, haha. Og Lasse er faktisk lidt enig. Han skal i hvert fald anstrenge sig lidt for at ramme det rette sted mellem akademisk sprogbrug og totalt hverdagsagtigt talesprog.
  • Vi har begge prøvet at køre ind i parkerede biler på vores cykler. Sidsel gjorde det, da hun gik i folkeskolen, fordi hendes lidt for store kasket gled ned over øjnene. Lasse gjorde det, da han gik i 2.g, fordi han kiggede på sin mobil… flot.
  • Sidsel har forstuvet den samme fod 3-4 gange de seneste ca. 15 år – seneste til vores 30-års fødselsdag, hvor hun trådte ud over en kant og landede forkert. Hun tager den slags virkelig pænt og meget bedre end når Lasse kommer ud fra den slags.
  • Sidsel synes, hendes forældre var lidt for glade for deres wok, da hun boede hjemme og er derfor blevet lidt træt af wok-mad. Til gengæld er hun vild med nærmest alle gryderetter, som Lasse til gengæld synes, han har fået serveret lige rigeligt, da han boede hjemme. Omvendt fik de ikke særlig tit wok hos Lasse, så det elsker han, haha.
  • Vores praktiskpladser i folkeskolen stak i to vidt forskellige retninger: Sidsel var i lære hos en indretningsarkitekt, Lasse hjalp til i hhv. Føtex og McDonalds. Fornemmer man lidt forskellige ambitioner? Haha!
  • Vi er begge døbt og konfirmeret, men vi er ikke sikre på, at vi vil lade vores børn døbe, når den tid kommer. Vi er dog ikke helt sikre på hverken det ene eller det andet.
  • Vores måder at bearbejde overvejelser, dilemmaer og beslutninger er vidt forskellige. Lasse siger det som regel ret hurtigt, hvis der er et eller andet, han går og tygger på, som Sidsels skal indvies i. Sidsel kan til gengæld sagtens gå i flere uger og kværne på en beslutning før hun bare med ét ord nævner det over for Lasse.
  • Lasse er på et tidspunkt kommet til at ytre, at han synes, tzatziki er lidt overvurderet. Det fik han sagt, mens Sidsel og hendes familie lyttede og de er (ifølge Lasse) blandt Danmarks største tzatziki-entusiaster. Så nu har Lasse og svigerfamilien en lille tzatziki-beef kørende.
  • Vi har med vilje ikke taget hinandens efternavne, da vi blev gift og kommer nok heller ikke til at gøre det. Vores børn kommer selvfølgelig til at skulle ha’ begge vores efternavne. Vi kan ikke helt finde ud af kombinationen. Måske Ribergård Hamann eller Hamann Ribergård.. eller noget tredje.
  • Vi beskylder hver især hinanden for at være den, der er værst til at sidde lidt for meget med telefonen i tide og utide, men er dog aldrig nået frem til en konklusion på, hvem der egentlig er værst. Måske skal vi begge blive lidt bedre til at lægge den fra os.

By the way #76

To glade sommerferietyper i Sverige

By the way:

  • Hele den sag med A$AP Rocky og slagsmålet i Sverige har godt nok fået mere opmærksomhed, end vi kunnet have forestillet os. Det er spøjst at se, hvordan mange (inkl. Trump) regner med, at han bare kan blive løsladt. Som om det ville være tilfældet for hvilken som helst anden almindelig person, der havde gjort det samme. Ikke at vi kender alle detaljer i sagen, men at sparke og slå en mand, der ligger ned, kan vel næppe betegnes som selvforsvar, uanset hvad han så har gjort inden. Vi er spændte på at se, hvor sagen og Rocky ender.
  • Nu er vi nok ikke de to mennesker i verden med mest benzin i blodet, men vi har alligevel svært ved at forstå fascinationen af at få lov at sidde i passagersædet på en Ferrari, der kører meget stærkt på en testbane. Og så endda betale relativt mange penge for de 15 minutter, det typisk varer. Måske er det bare os, der slet ikke er bilentusiastiske nok?
  • Har I set traileren til den kommende “Joker” film med Joaquin Phoenix i rollen som Jokeren? Den ser jo van-vit-tig ud! Og det kunne godt ligne på traileren, at Joaquin leverer en Oscar-værdig præstation, selvom det selvfølgelig er meget tidligt at sige ud fra en trailer på 2½ minut.
  • Instagram stories, hvor Instagrammeren snakker til kameraet – er I for eller imod? Vi kommer nok aldrig selv til at lave ret mange af den slags stories.. men de lader til at dele vandene lidt derude! Nogen elsker dem, andre springer dem let og elegant over.
  • Kender du én, der leder efter bryllupslokation i Aarhus og omegn, så prik da lige vedkommende på skulderen og vis ham/hende vores guide til 30 forskellige steder, som vi lavede, da vi selv ledte efter det helt rigtige sted ;)
  • Vores genbo på Trøjborg, Sidse, og hendes søster, Karoline, laver keramik, tryk og malerier, fandt vi tilfældigvis ud af den anden dag. Og de er faktisk rigtig gode til det. Så gode, at de har lavet en webshop, hvor de sælger ud. Tjek også deres Instagram, hvor de viser deres værker frem og giver lyd, når de holder åbent i Sidses atelier på Trøjborg :)
  • Bloggers Delight søger Influencer Marketing Managers både i Aarhus og København – så smid en ansøgning eller prik en ven på skulderen, hvis han/hun er den perfekte til jobbet ;)
  • Lasse har takeover på @mitaarhus-profilen denne uge, så hop ind og følg med, hvis I vil se nogle af hans yndlingssteder og et par glimt fra hans hverdag i løbet af ugen ;)
  • Vi vil gerne slå et slag for den korrekte brug af vendingen “den dag i dag”, som jo er en glimrende vending. Den kan dog kun bruges, når noget er på den samme måde i dag, som det var tidligere. F.eks. “Jeg er lige så glad for mit job den dag i dag, som jeg var i 2010”. Du kan derfor ikke sige “Jeg var træt af mit job i 2010, men den dag i dag går det meget bedre”. Generelt kan du faktisk ofte nøjes med at sige “i dag” ;)
  • Apropos sjove vendinger, så kan man sige “in full swing” på engelsk, altså “i fuld sving” på dansk. Vi synes, det lyder som en kæmpe omgang fordansket engelsk, men det kan man altså. The work is in full swing! Skørt.

Bloggen fylder rundt: 10 år senere

Sommeren 2007 i Lasses forældres have

Påskeferie i Alanya i 2009 (inkl. semi-matchende solbriller, overdele og shorts). Og Lasses svenskerfrisure.

Hovsa, så gik der lige 10 år! Det er godt nok helt vildt at tænke på. Hvor blev tiden lige af?

Da jeg startede bloggen i 2009 hed den Lasses Sager (ja, lol) – den skiftede navn til Sidsel og Lasse 2-3 måneder senere da Sidsel “kom med”, og der var et fåtal af danske blogs sammenlignet med hvor mange blogs, der findes i dag. Dengang var blogs også det helt nye og spændende medie – det var ca. et års tid inden Instagram blev lanceret og et par år inden IG for alvor begyndte at vinde indpas i Danmark. Dengang var nyhedsværdien omkring blogs en helt anden, end den er i dag. Dengang var det rigeligt fascinerende, at private personer kunne finde på at skrive om dem selv i et dagbogslignende format på internettet. Jeg kan tydeligt huske, hvordan mine venner og kollegaer på mit studiejob rynkede lidt på næsen, da de hørte, at Sidsel og jeg skrev om os selv og vores liv online. Synes vi virkelig selv, vi var så interessante? Det at blogge blev i høj grad set som noget egocentreret, selvdyrkende og selviscenesættende. Denne holdning ændrede sig dog, da vi som bloggere begyndte at kunne tjene penge gennem vores indtræden i Bloggers Delight, hvilket skete i 2011. Så var det pludselig mere legitimt i nogles øjne, fordi vi “gjorde det for pengenes skyld” (hvilket vi dog ikke gjorde/gør) og ikke af egoistiske årsager. Paradoksalt nok blev vi af vores læsere dengang (og sikkert stadig af nogle mennesker i dag) set som sellouts, fordi der pludselig var bannerreklamer på bloggen og senere hen optrådte sponsorerede indlæg. Det havde mange svært ved at forstå i starten, men nu er det en del af gamet, som de fleste læsere og følgere er blevet vante til. Som I kan høre, har det generelt været en til tider svær balancegang at have en blog, haha. Først blev vi anset for at være egocentrerede og selvglade og senere hen var vi så sellouts. Nu skal jeg heller ikke få det til at lyde værre, end det var, for det har jo været en vildt spændende, sjov og lærerig rejse, som vi har fået en masse godt ud af personligt. Når man rider med på en ny, spændende bølge, kommer der givetvis også til at være nogle, der ikke forstår eller bryder sig om det, man har gang i, og sådan er det jo. Samtidigt kan jeg dog tydeligt huske den følelse, det gav i kroppen, da jeg kunne mærke reaktionerne på det at have startet en blog. Det føltes virkelig som om, man havde gang i noget nyt og spændende, som de færreste “turde” på det tidspunkt, og det var altså fedt!

På backpacker-tur i Sydamerika i 2009

Til Trailerpark Festival i 2010

I takt med Instagrams indtog i mange menneskers daglige liv blev det mere normalt og accepteret af iscenesætte sit digitale jeg og dermed fik bloggerne også lidt mere “fred” fra beskyldningerne om, at de skulle være mere selvoptagede end så mange andre. Samtidigt gik blogs ind i den mere kommercielle æra, som (måske?) peaker lige nu. Det betød også, at nyhedsværdien omkring blogs gik fra at handle om selve deres eksistens til at handle mere om at der nu var ganske almindelige personer, der kunne tjene penge på at fortælle om dem selv online. Og den “fascination” har medierne faktisk stadig ikke helt lagt på hylden – se bare overskriften i denne artikel med os fra Jyllands-Posten, der er fra 2016. Den slags overskrifter på artikler har vi set rigtig mange gange, og ærlig talt er vi nok ved at være en smule trætte af den vinkel. Jo, man kan tjene penge på at blogge, men det handler også om så meget andet for os. Generelt har mange artikler handlet enten om indtjeningen hos diverse bloggere, skjult reklame eller noget med etik og moral (og når den har manglet). Det er selvfølgelig vigtige emner, men det er sjovt at se, hvordan bloggerbranchen i f.eks. Norge og Sverige har udviklet sig på et andet niveau, hvor mediedækningen af dem måske også har været mere alsidig.

Efterårssol ved Den Permanente i 2013

Paris 2014

For et par år siden var der så et par marketing-folk, der fandt på begrebet “influencer” og det blev (desværre) go-to-ordet, når der skulle bruges en samlebetegnelse for alle bloggere, Instagrammere, Youtubere og så videre. Jeg skriver “desværre”, fordi jeg synes, det er et ærgerligt ord, der lægger vægt på det forkerte. Det får det til at lyde som om, at man som influencer sætter sig for at ville påvirke andre til at gøre eller købe noget bestemt, når man vælger at blogge eller dele billeder på Instagram. Sådan er det måske også for nogle, men for andre handler det nok lige så meget (eller mere) om blot at inspirere, give gode råd og måske få en interessant dialog i gang med ligesindede mennesker. Det kan godt være, det lyder lige rigeligt idealistisk, men jeg tror rent faktisk stadig, dette er motivationen for mange influencers. Og jeg tror også, det er dem, som har den motivation, der kommer til at kunne blive ved med at blogge længe endnu.

Paris 2016

Nå, men for at vende tilbage til mig og Sidsel, så må man sige, at vi i bloggens levetid har været mange faser igennem. Da vi startede i 2009, havde vi begge sabbatår efter gymnasiet og var netop kommet hjem fra to måneders backpacking i Sydamerika. Siden startede vi begge på universitetet, flyttede sammen hjemmefra, gik fra hinanden, fandt sammen igen, var på udveksling i hhv. Sydney og San Diego, var i praktik i hhv. Aarhus og København, blev færdiguddannede, fik vores første voksenjobs, købte en lejlighed sammen og blev gift. Så relativt kort kan man altså opsummere de sidste 10 år. Fordi vi har gået så mange forskellige livsfaser igennem, har bloggen gjort det samme og generelt har den i høj grad afspejlet det, der har fyldt meget i vores liv. Det gør selvfølgelig også, at vi nogle gange skriver om noget, som alle måske ikke finder lige interessant. Nogle af jer vil rigtig gerne høre om bolig, nogle om økonomi og investering, nogle om parforhold, nogle om mode – så vi prøver at blande det hele så godt vi kan og så vi selv synes, det giver mening :) Og det er også det, der forbliver fremgangsmåden her på bloggen. Vi kan faktisk bedst li’ at skrive og lægge indhold op her på bloggen sammenlignet med f.eks. Instagram, men sandsynligvis kommer vi stadig til at prioritere begge platforme, som vi gør nu :)

Vores bryllup i 2018

Hvilke bloggere har I fulgt i lang tid, som stadig blogger? Og hvor længe har I fulgt med hos os? :)

P.S. Vi har skrevet en føljeton, hvor vi hvert år fra 2007 til 2016 har opsummeret, hvad der er sket i vores liv. I kan læse alle indlæg i føljetonen her: 200720082009 #12009 #22010201120122013201420152016 (Vi mangler lige at få skrevet indlæg for 2017 og 2018, hehe)