Personligt Archives - Sidsel & Lasse

Vi har takket nej til et tv-program

Ja, beklager den noget clickbait-klingende overskrift – den lyder lidt, som om der er et “se hvor seje vi er, vi takker nej til at være med i et tv-program”-indlæg, og det var ikke helt det, der var tanken :) Det er garanteret også et tilbud, som maaange bloggere og influencers har fået. Ikke desto mindre satte mailen gang i nogle tanker hos os begge og vi fik da også debatteret lidt frem og tilbage, om vi skulle takke ja til programmet. Og det gav mig så lysten til at skrive dette indlæg.

For at tage historien fra starten blev vi for et par uger siden kontaktet af en produktionsassistent fra et dansk produktionshus, som er i gang med at finde deltagere til et program – nærmere bestemt en dokumentarserie – om influencers (i øvrigt et begreb, der hænger mig lidt ud ad halsen). Kort fortalt blev præmissen for programmet opridset således:

Idéen er, at vi vil gå tæt mennesker, der lever af at være kendte gennem blogging, Instagram eller YouTube. Vi vil gerne være fluen på væggen og dermed få et indblik i livet bag facaden. Hvordan holder man fast i sig selv – og er der en bagside af medaljen? Vi følger med, og får det ægte billede af det liv, bloggerne har, for når de slukker kameraet, tænder vi for vores.

Umiddelbart lyder præmissen jo fin nok, men vi var faktisk lidt overraskede over at blive spurgt, om vi ville deltage i programmet, når dette var udgangspunktet. Vi synes nemlig ikke rigtig, der er den helt store forskel på det billede, vi tegner af os selv på bloggen og sådan, som vi er i virkeligheden. Altså jo, selvfølgelig er det slet ikke alt fra vores liv, der ryger direkte på bloggen eller Instagram, men helt ærligt, så tror jeg ikke, I ville tænke “wow, sikke en kæmpe forskel der er på Sidsels og Lasses liv på bloggen kontra virkeligheden”, hvis I så et dokumentarprogram om vores liv. Faktisk tror jeg, I ville synes, vi var pænt kedelige, haha. Måske har nogle en forestilling om at bloggere og influencers lever en hemmelig og glamourøs livsstil, som er skjult for offentligheden? Eller måske det helt modsatte – at personens liv ser vildt fedt og glamourøst ud på Instagram, mens billederne i virkeligheden er smoke and mirrors for at dække over personlige usikkerheder eller noget andet, som ingen kender til.

For vores vedkommende bruger vi meget tid på vores arbejde, da vi jo ikke er fuldtids-bloggere, og når vi har fri, bruger vi enten tiden på at skrive blogindlæg, se serier, læse bøger eller gå ture. Selvfølgelig laver vi da også nogle blogger-agtige ting fra tid til anden – vi tager til events, er på presseture, skyder billeder til et samarbejde eller bliver inviteret ud at spise. Det er ofte rigtig fedt og altid meget priviligeret. Men 90% af tiden opfører vi os ret meget, som vi forestiller os at andre folk på vores alder også gør. Og er det ikke netop også det, der gør, at man har lyst til at følge med hos en blogger eller Instagrammer? At man kan relatere til vedkommende og de ting, han/hun beskæftiger sig med? Jeg synes i hvert fald det er ærgerligt, hvis der bliver tegnet et generelt billede af influencers som sådan nogle, der lever ét liv på de sociale medier og et helt andet i virkeligheden, for sådan er det langt fra altid.

Efter at have snakket lidt frem og tilbage, endte vi med at takke nej til at deltage i programmet. Vi kunne se to mulige udfald med det koncept, der var blevet lagt for dagen – enten ville det blive et virkelig kedeligt program, fordi der faktisk ikke sker ret mange influencer-agtige ting i vores liv eller også ville vi skulle iscenesætte nogle ting, der kunne få det til at se mere ud som om vores liv i virkeligheden adskiller sig meget fra vores selvfremstilling på sociale medier og bloggen. Og der var ingen af de to muligheder, vi syntes særlig godt om. Influencers som begreb er desværre gået hen og blevet noget, folk elsker at hade, og derfor kan det nok også være lidt “farligt” at deltage i sådan et program, der potentielt kunne afføde nogle stærke reaktioner hos seerne. Alex og Malou som skræmmeeksempel på, hvordan man kan blive fejlfremstillet i et tv-program og efterfølgende blive lagt for had ligger stadig frisk i hukommelsen og hele deres historie har heller ikke ligefrem bidraget til vores lyst til at stille op i et tv-program. Så skulle det da være for at vise, hvor kedelige og almindelige bloggere også kan være, haha!

Hvad siger I – mangler der en dokumentar, der går bag om facaden hos influencers og fortæller “den ægte historie”, eller er det ikke noget, I ville gide at se?

Learning how to adult

Foranlediget af den #voksengoals-piedestal, Nanna og Jose satte os på i deres seneste afsnit (“Supervoksen Del 2“), fik jeg lyst til at skrive lidt om det her med at finde sig til rette i sit liv. Først skal det lige siges, at vi elsker Fries-pigerne, og såfremt vi finder ud af at jeg er steril, så adopterer vi dem gerne! Dernæst må jeg jo bare sige, at det er skørt nu at være i en situation, hvor andre synes, vi har styr på vores liv! Får helt lyst til at lire damebladsklichéen af med, at vi “altså også slår prutter i elevatoren, glemmer vatpinde med ørevoks på badeværelset og har muggen ost i køleren.”. Hvilket i øvrigt er sandt, men jeg tror, at I allerede ved, at det forholder sig sådan. Der er bare blevet tilført lidt voksenglasur i form af gode jobsituationer, boligkøb, bryllup og generel niceness her i 2018. Og jeg medgiver da også, at det føles som om Lasse og jeg har en slags momentum i livet lige nu. 2018 har været et af de bedste år i mit liv, men det er ikke ensbetydende med, at livet aldrig kommer til at se umuligt ud igen, eller at jeg har opnået alle mine drømme. Vi skal ikke langt tilbage for at finde trælse ting som en fyring og bankrådgiver-kaos på tidslinjen. Eller vores minilejlighed i Vesterbrogade, der til sidst var så overproppet, at den var umuligt at gøre rent. Jeg siger jer, der var some nasty shit, da vi skulle rydde den. Fx den bræmme af skimmelsvamp, der gemte sig bag vores indrammede Aros-plakat. Eller de klammo mængder fedt og madrester, der sad klemt alle vegne i vores køkken. Det føltes ikke særligt overskudsagtigt at bo sådan. Men det er måske ikke så langt fra de tilstande, Nanna og Jose beskriver, at de selv befinder sig i af og til i øjeblikket. Og igen, det er ikke for at forsøge at lave en plat vi er helt ligesom jer sammenligning, det er mere for at sige, at det er et ganske almindelige kapitel at befinde sig i i tyverne.

I virkeligheden tror jeg det er ret logisk, at rigtig mange af os millennials får den her “stress” over ikke at være nået længere. Vi er jo netop ikke nået særligt langt set i forhold til den klassiske etableringsfase hos tidligere generationer. Men vi lever altså også væsentligt længere. Hvor vores forældre vil blive omkring firs år, estimeres det at vi selv vil leve op i halvfemserne, og hvor der tidligere har været tre store livsfaser: uddannelse – arbejdsmarked – pension, kommer vi nok til at se tingene flyde mere sammen fremadrettet. Måske ovenikøbet udvidet med nogle længere sabbatperioder, hvor det er helt ok at stå stille for en stund. Forhåbentlig kommer denne udvikling til – med tiden – at give os bedre liv. Under alle omstændigheder kan det være en god erkendelse at nå frem til, hvis man er typen, der konstant føler sig tre skridt bagefter.

Følelsen af mindreværd er anderledes svær at ryste af sig. For at blive i Fries before Guys-terminologien, vil der altid komme endnu en Simone Jespersen eller Mathilde Gøhler, der ser guddommelig ud og lever et liv, der oser af effortlessness. Det findes der desværre ikke et middel imod, men man kan sagtens arbejde med at blive bedre til at rumme den slags. Jeg er i virkeligheden ret meget som Nanna på dette punkt. Jeg har været rigtig god til at være misundelig på andre pigers udseende, jobsituation, garderobe osv. op gennem mine tyvere, men misundelsen er begyndt at fylde mindre i takt med, at jeg selv er blevet bedre til: 1. at gå efter de ting, jeg selv drømmer om og 2. slippe de ting, jeg aldrig kommer til at opnå. Højt på ønskelisten har stået en friere jobsituation og en rar bolig med god plads (og et fyldt køle- og barskab!), og det føles ærligt talt skidefedt at besidde begge dele i dag. Til gengæld kan jeg ikke prale af at kunne synge som en drøm, have megalækkert hår eller være indehaver af DKs sejeste podcast, som Nanna kan! Men jeg er sikker på at vi begge nok skal ende der, hvor vi hver især har det bedst :)

Bærer I også rundt på en forestilling om, hvordan livet skal se ud år for år? Og føler I jer nogensinde “bagud” sammenlignet med jeres jævnaldrende venner?

By the way #53

Kæmpe pose med brød fra Mor Anna købt gennem YourLocal

By the way:

  • Vi har allerede været gift i over en måned! Som tiden dog flyver.
  • Vi har stadig ikke prøvet det her plantefars fra Naturli’, som nærmest delte Danmark i to for nogle måneder siden. Har nogen af jer prøvet det? Og brød I jer om det?
  • Lasse har slet ikke haft nogen større reaktion på at fylde 30 og tiden op til har han ikke rigtig tænkt over det. Er det mon noget, der først går op for én, når man har været 30 i lidt tid?
  • Vi har efterhånden en masse tøj og sko, vi gerne vil sælge ud af, men alle vores weekender er booket op, så vi har nærmest ikke tid i år til at få solgt ud af det. #firstworldproblems
  • Den store bagedyst er i gang! Og vi er SÅ klar. Hvad sker der lige for Emils skills? Han er jo for vild. Han er blandt vores favoritter lige nu. Hvem hepper I på?
  • Der er kommet nogle gode spørgsmål til vores Q&A, hvor vi optager svarene som video. I kan nå at stille spørgsmål endnu :)
  • Vi bliver ved med at være lidt lune på tanken om et kolonihavehus, men kan ikke helt finde ud af, om vi rent faktisk skal skrive os på venteliste til et. Vi har jo alt, hvad vi skal bruge i Marmeladefabrikken. Men det virker SÅ hyggeligt at have en kolo. Måske er det nok, bare at have venner, som har en kolo?
  • Det er indlæg som dette fra Helse Matilde, der gør os ekstra glade for, at vi ikke er på dating-markedet og ikke har været det længe. Det er godt nok noget helt andet end dengang, vi var rigtige singler for 12+ år siden.
  • Vi kan ikke få armene ned over brød fra Mor Anna i Mejlgade. De lavede også kagerne til vores bryllup (små pavlova’er og citrontærter). Vi er blevet ret gode til at købe “blandede godter”-posen på YourLocal app’en, hvor man får overskudsbrød og -kager til en rigtig god pris. Sidst fik vi tre brød, seks ciabattastykker, to hindbærsnitter og et par pain au chocolat for 45 kr. Det går lige i jyde-hjertet!
  • Da vi var i Marrakech, købte vi nogle mentholkrystaller med hjem, som skal opløses i kogende vand og indsnuses, når man er forkølet. Sidste uge prøvede Lasse dem for første gang, og han skulle hilse og sige, at de virkelig laver hul igennem!
  • Vi kom til at snakke om, at der er folketingsvalg i 2019, og at vi egentlig er ret spændte på at se, hvordan udfaldet bliver. Lige nu er det faktisk lidt svært at spå om, synes vi. Derover er vi, uden at skulle røbe for meget om, hvad vi selv stemmer, lidt modløse. Bare sådan i forhold til dansk politik helt generelt. Er vi de eneste, der har det sådan?
  • Det stikker jo helt af i Gift ved første blik. Kastede Cecilie og Ronnie lige håndklædet i ringen i nyeste afsnit? Det krakelerer da fuldstændigt! Og nøj, hvor var det godt, at ham præsten kunne fortælle Carsten, hvor utålmodig og opgivende, han har været over for Eva. Vi følte, præsten sagde det, vi havde haft lyst til at råbe til Carsten gennem skærmen siden afsnit 2.

Interview: Malou fra “Ku’ godt må godt”

Som I måske har læst på bloggen, kom Lasse for lidt tid siden med en slags analyse af eller kommentar til DR-programmerne Gift ved første blik og Ku’ godt må godt – fortællinger fra et åbent parforhold. Tilfældigvis læste Malou og Alex dette indlæg og skrev efterfølgende og spurgte, om det ville give mening med et interview, hvor de kunne svare på nogle af de spørgsmål, vi sidder tilbage med efter programmets afslutning.

I interviewet herunder har vi stillet nogle spørgsmål til Malou. Både angående programmets tilblivelse, hendes og Alex’ parforhold samt DRs skæve vinkling, som hverken Malou eller Alex kan genkende (særligt meget af) sig selv i. Hvilken mening, du som seer så har lyst til at danne dig efter at have læst dette interview, står selvfølgelig dig selv frit for – men vi håber, at svarene vil give dig et mere nuanceret blik på programserien.

Foto: privat

Hvorfor valgte I at stille op i programmet?

Vores motivation for vores medvirken var at aftabuisere åbne forhold, udvide normalitetsrammerne og at italesætte tabuer. Af samme årsag lukkede vi også produktionen helt tæt på. Vi er meget åbne mennesker, og vi vil gerne bidrage til et mere tolerant samfund. Vi spurgte os selv, om vi ville ofte vores privatliv for ‘en større sag’, og det kom vi frem til, at vi gerne ville forsøge. Det stopper vi sådan set heller ikke med bare, fordi programserien er slut.

Hvordan håndterer du/I dét, at få så meget kritik på sin person fra seerne af programmet?

Vores venner har ikke kunne genkende det billede, der tegnes af os i medierne, på Jodel og Facebook, og i starten grinede vi af det, fordi det var så uendeligt langt for vores egen oplevelse af det hele. Hvis det havde været en kritik, der lå tættere på virkeligheden, havde jeg nok haft det anderledes.
Selve den del, hvor andre har skrevet grimt om mig, har ikke påvirket mig så meget, for det er jo ikke ‘mig’, de hader. Hvis de mødte mig i virkeligheden, ville hele deres billede af os som dysfunktionelt par, hvor jeg manipulerer Alex til at være i et åbent forhold, falde helt til jorden. Det er selvfølgelig muligt, at de ikke ville kunne lide mig, men så ville det formentlig være for nogle andre ting, end det, de har set i programmet.

Alle, der kender os, ved jo godt, hvor pigeglad Alex er, og før programmet kom, havde flere, der kendte os mere perifert den opfattelse, at Alex pressede det ned over hovedet på mig – ironisk nok.
Selvom vi ikke har været ret påvirkede af de negative kommentarer, må jeg sige, at det har været utrygt, når nogle har råbt, taget billeder, spyttet efter mig m.m., men det knytter sig jo heller ikke så meget til almindelig kritik. Det vil nok være utrygt for alle i alle situationer.

Alex og jeg har snakket om det, og jeg har været i tvivl, om hvordan jeg skulle håndtere i forbindelse med studiestart, hvor nærmest ingen er kommet direkte til mig, men en masse har snakket om mig. Det synes lidt dumt at lægge ansigt til en historie, der ikke afspejler virkeligheden, men det har ikke gået mig så meget på, for vores liv har jo bare fortsat, som det var. Alex har været helt upåvirket af alt kritik – imponerende nok. Han er et meget disagreeable person, så det synes komisk, at nogen tror, at man kan få ham til at gøre noget, han ikke vil.

Hvorfor gik I med til at spille skuespil i en række dummyoptagelser til et program, der ellers skulle give et ærligt indblik i jeres forhold og følelsesliv?

Vi blev kontaktet af DR UNG i starten af året, fordi de var interesseret i at lave en programserie om åbne forhold. På det tidspunkt var vi meget i tvivl, om vi ville deltage i noget og havde faktisk få uger forinden afslået en anden dokumentarist, der ville lave en biograf-dokumentar om os. Denne tvivl lå i, hvorvidt det ville have store karrieremæssige konsekvenser for os, men samtidig var vi også interesserede i at udfordre normerne og fortællingen om kærlighed som et nulsumsspil. Da DR UNG kontaktede os, var projektet i sin tidlige idé-fase, og de vidste på det tidspunkt ikke, om DR3 overhovedet ville købe projektet. Mest af alt skulle de bare bruge nogle optagelser af ét åbent forhold, som de kunne pitché til DR3.

Planen var, at man skulle følge tre par, og på den måde var det lige meget, om optagelserne lige afspejlede vores liv eller blot et eksempel på, hvordan et åbent forhold kunne se ud.
Problemet var, at måden, Alex og jeg dater på, er alt for chill til at det ville give mening at optage. De ville gerne have en optagelse af en ‘første date’ med en ny potentiel elsker, men måden, jeg indleder noget en nogen på, er først at snakke i telefon med dem og efterfølgende gå en kort tur for at se, om der er kemi. De første par dates for mig er typisk korte kaffedates, og først på tredje eller fjerde date vil jeg typisk mødes med en date i byen eller sådan noget. Det gav slet ikke mening at filme min type af første date, for det adskiller sig ikke meget fra at mødes med en ny ven/inde. For at der skulle være noget at filme på, satte vi en date op, som jeg skulle mødes og drikke mig fuld med. Alex laver almindeligvis ikke noget specielt, mens jeg er væk en times tid på en almindelig første date, men for at det ville give mening med split-screen, skulle Alex ‘lave noget’ i mens. Vi besluttede, at han skulle være sammen med en ven, så de kunne få nogle optagelser, hvor han snakker om at være i et åbent forhold. Deres samtale er ret instrueret (det er ret tydeligt på den måde, Alex’ ven stiller spørgsmål på), og der skulle ligesom optegnes en spænding om hvorvidt, jeg ville komme hjem. Alex’ datingmønster er præget af meget spontanitet, så vi ville ikke kunne skemalægge det, som produktionen krævede det.

Vi fik udtrykkeligt at vide, at det kun var til intern brug (fem mennesker på DR ville komme til at se det), så vi var helt ligeglade med, om det afspejlede vores liv, og det kunne da sagtens være, at et andet åbent par kunne finde på at date sådan. Vi blev opstillet i en masse skuespilsagtige scener, fx at vi valgte mit tøj, skulle snakke om min date under aftensmaden og komme ind på en række ting, lave en falsk farvelscene osv. Efter programmet blev købt af DR3, havde vi noget betænkningstid. De gik i gang med casting af de andre par og fandt to andre par, som de begyndte at filme på. Vi havde en forhandling om kontrakten med dem, hvor der stod, at programmet ikke måtte være misvisende, nedladende, stigmatiserende eller hånende i sin vinkling, og at programmets formål i øvrigt var at aftabuisere åbne forhold. Vi fortalte dem alt om vores liv, datingmønstre osv., og vi havde løbende en kontakt med dem om ‘story-line’. Programmet skulle være kronologisk opbygget og starte med Alex og jeg i kirke efterfulgt af et cafébesøg, hvor jeg fortæller, at jeg har været på kaffedate med ‘arkitekten’, som er den eneste, jeg dater i hele perioden.

Lige da vi åbnede forholdet, var det meget lettere for mig at møde nogle spændende mennesker (fordi jeg er kvinde – female choice), og det er det, vi hele tiden refererer til, når vi snakker om, at ‘jeg får mange tilbud’. (Altså en situation som ligger over halvandet år tilbage i vores forhold og ikke har noget med den nuværende situation at gøre). Det betyder jo ikke, at jeg dater en masse, men at jeg – fordi jeg er kvinde – selvfølgelig kan få en ny date hver eneste dag, hvis jeg har lyst til det. Alex og jeg havde haft en forestilling om, at han også ville connecte lige så godt med andre, som jeg gjorde, men det viste sig, at han havde ekstremt høje krav til kvinderne (jeg kan heller ikke leve op til de krav), så det var svært at finde nogen, han virkelig følte noget for. På min opfordring begyndte han at tage på date med nogen, der var mindre end ‘perfekte’, men han var aldrig glad og opløftet af at være sammen med dem. I stedet for at droppe det brugte han endnu mere tid på at søge kvinder, og jeg syntes, at det var lidt åndsvagt, så jeg ville hellere lukke forholdet, end at spilde en masse tid og energi på det. Alex nød virkelig friheden og mulighederne og ville ikke lukke forholdet. Han væltede sig i kvinder, men blev ikke følelsesmæssigt involveret, før han mødte ‘hende den søde’.

Alex har været meget ensom og isoleret, før han skiftede livsbane (og i den forbindelse mødte mig), og historien om at bryde den sociale arv for os begge skulle også indgå i programmet. Alex havde også meget høje krav til sig selv og karakterer/faglig præstation fyldte meget i optageperioden. Når det faglige virkede for uoverskueligt, brugte Alex til tider datinglivet som overspringshandling, så han datede ret meget i optageperioden, og det var jeg ret rummelig overfor. Dog er der mange optagelser af mig, der snakker om, at jeg synes, at det var bekymrende, at han i den periode næsten endte med at date mere, end han gik i skole. Præstationskulturen i vores samfund ville Alex også gerne sætte fokus på, så vi havde det helt fint med, at det indgik i programmet, selvom det ikke relaterede sig så meget til vores åbne forhold, men mere en individuel krise, Alex havde i den periode. Han er ved at rykke sig fra socialgruppe 5 til socialgruppe 1, og det bruger han lidt vores åbne forhold til at cope med, fordi det giver ham mulighed for udvikle sig selv på i den retning, han gerne vil. Det var en ret interessant side af et åbent forhold, som DR gerne ville vise, og det var vi også klar på. Det ville ligesom pege på vores samtid og nogle af de almindelige problematikker (præstationskultur), som mange unge genkender.

Da klipningen gik i gang, blev hele præmissen for programmet ændret! De andre par blev klippet ud, og programmet gik fra at være  bygget kronologisk op til at være tematisk opbygget. Pludselig var story-line en HELT anden, og mange optagedage blev ikke brugt alligevel. Vi ved godt, at vi ikke har redigerensret, hvilket er helt forståeligt, men vi synes ikke, at det har været en fair proces, hvor vi er blevet presset ud over grænsen:

Arbejdstitlen var “Åbne forhold”, men pludselig ville de have nogle helt andre titler, som slet ikke afspejlede det projekt, vi var gået ind til – eksempelvis “OKAY UTRO” og “Fast forhold – løs på tråden”.
Vi havde hele tiden troet, at de ikke ville bruge dummy-optagelserne, men producenten begyndte pludselig at insistere på, at det skulle med, selvom de egentlig kun var til internt brug. Jeg havde MANGE TIMERS lange diskussioner med producenten om dummy’en, nogle gange flere timer om dagen. De optagelser er ikke omfattet af vores kontrakt, og producenten sagde altid, at vi havde mulighed for at undgå at få det med. Da vi var til gennemsyn på det første afsnit, brugte vi ALT tiden på at diskutere dummyoptagelserne. Jeg var meget ked af det, fordi jeg så tavlen over skitsen over afsnittene, og den stemte overhovedet ikke overens med det, de havde fortalt til os:

Vi havde fået at vide, at HVIS dummy’en ville blive brugt, var det kun meget lidt og som et tydeligt tænkt eksempel, så seerne ikke ville være i tvivl, om at det ikke var en ‘rigtig begivenhed’. Dog kunne vi se på tavlen, at det ville blive hovedbegivenheden i afsnit to, og jeg var meget frustreret over det! Vi diskuterede det en hel time, men redaktøren ville ikke give sig. Jeg sad og græd, og jeg gav MEGET tydeligt udtryk for, at jeg ikke følte, at de lyttede, og at vi IKKE ville have det med. Vi følte ikke, at vi var i en position til at have indvendinger til afsnit 1, selvom det afsnit overhovedet ikke afspejlede den serie med den story-line, vi var gået med til. Til sidst gik redaktøren med til, at min iscenesatte date ikke skulle med, og vi kørte tilbage til Aarhus.

MEN! Da vi fik tilsendt afsnit 2 til gennemsyn, var daten dog med alligevel! Vi var utrygge og frustrerede over, at den aftale igen blev brudt. (Hele afsnittet handlede om det). Jeg ringede og gjorde det MEGET klart, at det ikke skulle med, men i næste gennemsyn var det med IGEN! Det var en urimelig situation, fordi vi havde sagt TYDELIGT siden start, at vi IKKE ville have det med, og vi begyndte at indse, at selvom optagelserne ikke var omfattet af kontrakten, og vi “officielt” kunne sige nej, blev det ikke hørt, og vi var bange for, hvad det næste ville blive. Afsnit 2 blev sendt frem og tilbage flere gange, og hver gang indgik vi en aftale med dem, og når vi modtog et revideret afsnit, havde de ignoreret vores indvendinger. Vi begyndte at blive meget utrygge ved, om vi overhovedet kunne regne med alt det, de havde sagt til os. De var tilsyneladende ligeglade med aftalerne og kontrakten. På Skanderborg Festival var der et oplæg på Udsigten om DR UNGs serier, hvor Erik Struve Hansen, programansvarlig på DR UNG, var der for at fortælle. I den forbindelse snakkede vi med ham, og jeg sagde, at vi havde det rigtig problematisk, at hans medarbejdere brød aftaler med os, men han sagde, at han ikke vidste noget om det, og at vi måtte snakke med producenten på programmet om det. Vi undrede os over, at han som leder ikke tog denne udmelding meget seriøst, men han trak nærmest bare på skuldrene, som om at den arbejdsgang var helt almindelig. Måske havde han tankerne et andet sted – det kan vi jo ikke vide.
Efter samtlige aftalebrud med dummy’en, havde vi en alvorssnak med producenten, hvor vi sagde, at vi havde mistet tilliden. (På det tidspunkt have vi haft flere diskussioner om dummy’en, end det kan tælles på to hænder, og det var flere måneder efter, at vi første gang havde givet MEGET tydeligt udtryk for, at vi IKKE kunne stå inde for de optagelser).

Efter alvorssnakken tror jeg, at han havde forstået seriøsiteten (jeg aner ikke, hvorfor det skulle køre så langt ud gennem så mange måneder). Til sidst indså han, at det havde været over stregen og sagde undskyld, og han tilbød os at få fjernet hele afsnit to (der var meget kort tid til premieren). Vi turde dog ikke sige ja til tilbuddet i frygten om, at vi ville stå dårligere i de følgende afsnit. Vi var virkelig chokerede over, at DR – som ellers har et helt andet ry – kunne finde på at gøre sådan noget, og vi vidste ikke, hvad de kunne finde på. Vi indgik i stedet det kompromis, at man næsten ikke ser min date, og kameraet følger Alex. Vi følte os nødsaget til at gå med til det, for at have bedre mulighed for at sige fra i afsnit tre, fire og fem, hvis de ville blive vinklet lige så hårdt.

Ret tilsvarende har processen med titlen været. Vi valgte de to kampe (titel og dummy) som de vigtigste og dermed blev den misvisende fremstilling af vores forhold som dysfunktionelt nedprioriteret. Nogle af de titler, de foreslog, var ret stigmatisernede og nedladende, og vi ikke slet ikke se os selv i det. Fx. “Fast forhold – løs på tråden” og “OKAY UTRO”. Inden vi gik i gang med optagelserne havde vi en LANG snak med producenten om titlen. Arbejdstitlen var som sagt “Åbne forhold”, men producenten fortalte, at “OKAY UTRO” havde været på tale, og der stejlede vi helt: Vi gjorde det MEGET KLART, at vi IKKE ville deltage i en programserie med den titel, og som sagt havde vi en forhandling om kontrakt, hvor vi forsøgte at gardere os imod en nedladende titel. At programmet ikke skulle hedde “OKAY UTRO” var en klar præmis for os, men det blev heller ikke hørt: Da vi var færdige med optagelserne og klipningen skulle i gang, kom titlen “OKAY UTRO” på banen igen. Vi gjorde det igen MEGET klart, at vi ikke ville have den titel, men de forslag, de havde efter det, var endnu værre (fx. “Fast forhold – løs på tråden”). Dette bidrog også til, at vi var meget utrygge og reelt ikke følte, at vi havde noget at sige andet end til detaljer. Det er jo ikke til at sige, hvor meget de ville have givet efter, hvis vi havde haft indvendinger til afsnit 1, men på det tidspunkt følte vi ikke, at vi kunne kæmpe den kamp også. Der var titlen og dummy’en stadig det vigtigste.

Det skal lige siges, at der også var titler, vi godt kunne lide, men de blev ikke valgt. Hele diskussionen om titlerne var helt urimelige, fordi de blev ved med at foreslå titler, der ikke afspejlede det program, der var beskrevet i vores kontrakt, og de ville ikke give sig, når vi understregede det. Diskussionerne tog ofte flere timer, og det var virkelig meget tid og energi at bruge på det. Det var virkelig frustrerende, at de ikke lyttede, og selvom redaktøren godt ville anerkende, at det ikke afspejlede præmissen for vores deltagelse eller de ting, de havde fortalt os, sagde hun, at hun gerne ville ‘sælge billetter’. Det var helt tydeligt, at det var vigtigere end at give et retvisende billede af vores liv. Heldigvis endte det med den titel, som den har nu, og vi åndede lettede op, for vi var reelt i tvivl, om vi ville blive hørt. Det er heller ikke en titel, vi ville have, men det var meget bedre end “Fast forhold – løs på tråden”.

Vi var meget interesseret i at holde den gode stemning og samarbejdet. Generelt har de været flinke mennesker som personer, men det er som om, at der er gået et eller andet helt galt i arbejdsprocessen! Jeg ved ikke, om det var den kommende fyringsrunde, men de sagde ét og gjorde det stik modsatte. Måske har de følt sig nødsaget til det i denne medievirkelighed, hvor seerne vil se konflikter og sensation.

Alex og jeg er ret ressourcestærke, og vi har været nervøse for arbejdsgangen for fremtidige programserier, hvor andre mere svagtstillede er i samme situation. De har jo slet ikke tid og overskud til at gå ind i den kamp, som vi har kæmpet med titlen og dummyen. Ofte laver DR UNG jo programmer om udsatte grupper, og hvis det her afspejler en generel proces, er det jo helt forfærdeligt. Man kan håbe, at det er meget uheldigt og enestående tilfælde.

Mange af optagelserne foregår i studie eller via håndholdt kamera (filmet af jer selv). Kan I forstå, at seerne har svært ved at tro på, at klippene ikke afspejler jeres virkelighed?

Sagtens. Det er et virkelig dygtigt klippearbejde, der er lavet i programmet, og det har vi været ret imponeret over. Særligt brugen af ‘confession-cams’ øger troværdigheden ved vinklingen.
Vi var ikke interesseret i at fremstille et glansbillede, så vi lukkede også kameraholdet ind bagsiderne ved et åbent forhold, så man netop ville få et nuanceret billede. Der findes optagelser, hvor vi begge fortæller, hvad vi får ud af at være i et åbent forhold, og hvad der driver os i den forbindelse, men dette er desværre ikke så meget med i programmet. Min antagelse er, at de valgte det fra, fordi det modstrider med den fortælling (dysfunktionaliteten og den skæve magtbalance), der fortælles i programmet. Dertil er vores bevæggrunde meget personlige og knytter sig op ad vores baggrunde, og de vil ikke give mening at tage med uden at udfolde vores baggrundshistorier.

Noget, man ikke tænker over som seer, er, at vi jo svarer på spørgsmål hele tiden under optagelserne, hvor spørgsmålene er klippet ud, så man kun hører vores svar. På den måde hører man heller ikke i hvilken kontekst, vi snakker om de forskellige ting i. Eksempelvis handler langt de fleste samtaler om ubalance i virkeligheden om faglig ubalance, men det er klippet ud af kontekst. Det samme, når vi omtaler begivenheder (at jeg får mange tilbud og går på dates), der ligger 1,5 år tilbage i tiden, lige da vi åbnede forholdet. Dertil taler Alex tit om hypotetiske situationer, fordi han får hypotetiske spørgsmål. Mange af hans sætninger starter med: “Hvis Malou tager på mange dates … så”, og som seer fanger man slet ikke, at der er tale om en tænkt situation, som Alex bliver præsenteret for og forholder sig til.
Det betyder dog ikke, at der ikke også er udfordringer ved at have et åbent forhold, men der er bare ikke nogen skæv magtbalance mellem os. Det er virkelig ærgerligt, at de har klippet hele vekselvirkningen mellem os ud. Dertil har de klippet det som om, at et åbent forhold er en jagt efter at date andre, og det har jo intet med det at gøre. Alene teksten i introen et helt vildt misvisende i forhold, hvad vi egentlig vil have ud af at være i et åbent forhold, men redaktøren ville ikke give sig, da vi sagde, at vi ikke kunne se os selv i det, og vi havde lidt opgivet at få ændret det, for reelt havde vi jo ikke ret meget indsigelse.

Har I fået mange henvendelser fra privatpersoner efter programserien – både romantiske interesser og kommentarer til programmet?

Alex har fået en del henvendelser (det vidste vi også godt ville ske) fra kvinder, og han har mødtes med nogen af dem, men han er ret booket op på dating fronten i forvejen. (Han har jo ‘hende den søde’).
Vi har fået rigtig mange søde og opbakkende henvendelser. Med undtagelse af nogle få beskeder har alle været rigtig søde. Mange skriver om, at de synes, at programmet et dårligt klippet sammen, og det ikke stemmer overens med sådan som vi ellers har fremstået i andre medier eller i andre sammenhænge, hvor de har set os. En hel del kvinde har skrevet til mig, at de har en tilsvarende baggrund og har kæmpet med nogle af de samme ting som mig, men også er kommet videre, hvilket er enormt livsbekræftende! Hvis jeg havde vidst, at jeg ikke var alene dengang, jeg oprindeligt stod i det, havde jeg nok haft mere håb.

I hvor høj grad havde I mulighed for at nedlægge veto og/eller bede om at få seriens indhold klippet om, inden den blev vist for offentligtheden?

Som sagt har vi haft lange kampe med DR om blandt andet titlen og nogle dummy-optagleser, og de var meget svære at forhandle med, så vi valgte vores kampe. Af samme årsag kunne vi ikke få både en retvisende udlægning af vores datingmønstre, balance osv., og samtidig undgå en stigmatiserende titel og undgå at de værste klip fra dummy’en ikke kom med.

De sidste fire afsnit blev klippet lige op til sendedagen, så der var heller ikke tid til at gøre meget. Oprindeligt havde vi fået at vide, at vi ville have mulighed for at se klipningen, mens vi stadig var i gang med at optage, men det overholdt de eller ikke. Vi kunne godt få ændret få sekunder her og der, men alt i alt var der ikke meget at gøre. Der kom en ny redaktør under afsnit tre, og man kan godt se, at de sidste to afsnit har lidt en anden vinkel. Han var langt mere klar på at vise ‘virkeligheden’ frem for konflikt, sensation og at ‘sælge billetter’. Afsnit fem blev godkendt samme uge, som det blev lagt til stream, men ellers var det ca. en-to uger før. Selv faktuelle ting kunne det være svært at få ændret, og hver gang vi havde en lille indvending kunne det tage lang tid at få dem overtalt. (Det var dog bedre ved de to sidste afsnit).

Det er vildt ærgerligt, at de ikke har taget optagelserne med vores familier med. Vi har ikke fået en begrundelse på det, men måske var det, fordi at deres kunstige konflikt ville falde helt til jorden, hvis man så det. Det havde sikkert også bidraget til nuancering og bedre forståelse.

Ville I stadig have stillet op i programserien, hvis I havde kendt til udfaldet på forhånd?

Det korte svar på dette spørgsmål er: ja, vi ville tage have stillet op, selvom vi kendte udfaldet. Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort anderledes i processen, for vi tog mange forbehold, og der var ikke rigtig noget, vi kunne gøre ved de konkrete problemer. Vi havde tillid til, at DR ville overholde deres aftaler, og det håber vi da også, at de vil gøre ved de næste, de skal samarbejde med.

Vores motivation med vores medvirken i programmet var at sætte emnet på dagsordenen, og dette er lykkes. Desværre er meget af den mediedækning, der har været på programmet, omhandlet den misvisende fremstilling af os som et dysfunktionelt par og efterfølgende DRs unfair arbejdsgang, og det har støjet. Vi er på ingen måde færdige med at udfordre konventionerne og nedbryde tabuer, og den uheldige fremstilling af os i programmet kommer ikke til at ændre på det ønske. Vi ser gerne et mere tolerant og mere åbensindet samfund i fremtiden, og det vil vi gøre vores for at bidrage til.

By the way #52

Jubilæumsvasepotentiale….? Tak (eller skulle vi sige undskyld?!) til Kähler for at lade os udfolde os kreativt! (Vaserne er en gave).

By the way:

  • Sidsel har slettet Facebook app’en fra sin telefon. Ikke Messenger, men selve FB-app’en. Indtil videre har det været en stor befrielse!
  • Hver gang vi er i København, bliver vi overraskede over, hvor svært det kan være at få et bord på en restaurant – især i weekenden og endnu mere, hvis det er én af de populære steder. Sådan noget er vi altså ikke vant til i Aarhus!
  • Vi bliver virkelig udfrittet omkring GVFB og om hvorvidt Michael og Kathrine bliver sammen. Vi kan afsløre, at de….. selv skal breake den nyhed ;)
  • Vi har fået en pressepakke fra belgiske Barú, hvilket har resulteret i at vi nu er dybt afhængige af den her skumfidus med saltkaramel og belgisk chokolade. Oh lord.
  • I sidste uge var vi inviteret til at male Omaggio-vaser hos Kähler. Det var virkelig skægt, men også ret svært! Som billedet afslører, bliver vi nok ikke de store keramikkunstnere lige foreløbigt, haha.
  • Der er begyndt at komme angora-strik i butikkerne igen, hvilket undrer os lidt. Har folk bare glemt ramaskriget og dyreplageriet igen?
  • Vi er lidt ærgerlige over nedskæringerne i DR – især Lasse synes, det er ærgerligt. Public service og et kommercielt uafhængigt mediehus er altså sindssygt vigtigt! Jo, DR havde sikkert brug for at blive strammet lidt op hist og her, men disse nedskæringer er bare ærgerlige. Og til dem, der “ikke bruger DRs udbud overhovedet” og derfor ikke vil betale licens – svarer det ikke lidt til ikke at gide betale for nye motorveje gennem sit skattebidrag, fordi man ikke har et kørekort?
  • Nu skal vi snart til at pakke terrassen ned for efteråret og vinteren. Øv! Første tegn på, at det meget snart er slut med varme og good times. Det er virkelig godt, at vi har nogle rejser i kalenderen, for vi er altså ikke klar til vinter endnu. Måske bliver vi det aldrig!
  • Vi ville have meldt os ind i vinterbadeklubben Jomsborg, men allerede 14 dage efter klubben åbnede op for nye medlemmer var der pludselig fyldt op, og vi nåede det ikke! Damn. Bedre held næste år.
  • Vi leder (stadig stadig) efter ny lamper. Både én til sofaområdet, 2-3 stykker til at erstatte de nuværende i køkkenet og én til at hænge over vores spejl på badeværelset. Det er bare svært at finde nogle flotte lamper, der passer ind og ikke koster spidsen af en jetjager. Har I set nogle flotte lamper, der kunne passe ind i Marmeladefabrikken? :)
  • Nu er vi simpelthen også blevet inviteret til Skotland som en bryllupsgave sammen med vores gode venner Natalie og Andreas! Det næste halve år kommer til at byde på mange rejser: roadtrip i USA til oktober, Maldiverne til november, julemarkedstur til Tyskland i december, Berlin i januar, bryllupsrejse i februar og marts og så til Skotland i april. Hold nu op, hvor vi glæder os til det hele!