Personligt – Sidsel & Lasse

Følelsen af at være gift

Billede af Luna Worm

Fredag d. 1/2 havde Sidsel og jeg været gift i præcis seks måneder, hvilket vi fejrede ved at dele vores sidste specialøl, vi fik lavet til bryllppet :) Samtidigt tænkte jeg, det var passende med et par refleksioner over det at være gift – “Nå, hvordan er det så at være gift?” er nemlig ét af de spørgsmål, jeg har fået stillet et par gange siden Sidsel og jeg gav hinanden vielsesringe på tilbage i september. Mit svar til ovenstående spørgsmål har for det meste været det samme; der er ikke helt den store forskel, faktisk. Ud over at vi selvfølgelig har aflagt nogle løfter til hinanden, som vi har i sinde at holde. Men det er jo ikke noget, der ændrer på vores hverdag eller vores følelser for hinanden. Den største forskel har næsten været, at vi lige pludselig skal vænne os af med at kalde hinanden for kærester og pludselig sige “mand” og “kone”, haha. Det har vi lidt svært ved. Og jeg synes, “kone” lyder så gammeldags – er der mon et mere nutidigt ord for kone, som ikke er wifey? Men hvorfor så egentlig blive gift, hvis det alligevel ikke rigtig gør nogen forskel?

Hvis jeg skal starte med den kedeligste og mindst romantiske (men meget ansvarlige) årsag, så er det ret praktisk at være gift, når man ejer en bolig sammen. Man har bare flere rettigheder/muligheder, når man er gift, hvis f.eks. én af os skulle gå hen og dø (Gud forbyde det), så ville det være noget værre bøvl med lejligheden, hvis ikke vi var gift. Så i princippet burde vi have gift os før vi købte Marmeladefabrikken. En anden årsag til at vi gerne ville giftes var, at vi gerne ville vise den ekstra forpligtelse over for hinanden. Jo, man kan selvfølgelig godt blive skilt igen, men rent symbolsk synes vi stadig det har en værdi og sender et signal om at man virkelig vil hinanden resten af livet. Ikke dermed sagt, at man ikke kan have det på den samme måde uden at være gift, men I ved, hvad jeg mener. Derudover synes jeg, det markerer en form for milepæl i vores forhold. Den første var at blive kærester, den næste var at flytte sammen, den tredje var måske at blive kærester igen efter det, der viste sig kun at være en pause. Og de seneste milepæle har så været vores køb af lejligheden på Trøjborg og at blive gift. Når det remses op på den måde, kan det godt komme til at lyde som om vi har en tjekliste med ting, vi skal nå fordi at sådan er det bare, men det er ikke tilfældet. Det hele er egentlig faldet meget naturligt, og vi har jo altså også kendt hinanden siden vi var 17 og 18 år gamle, så det er ikke ligefrem fordi vi har haft travlt ;)

En anden fantastisk ting ved at blive gift er selvfølgelig festen efterfølgende. Vi havde ret høje forventninger til selve festen, os selv og vores gæster og de blev bestemt indfriet! Man kan selvfølgelig sagtens holde en fest for venner og familie uden at blive gift, men det er altså noget magisk over at fejre sin kærlighed med en fest og en ceremoni, der bekræfter, at man hører sammen som tosomhed. Der var en helt særlig stemning hele dagen og det var helt fantastisk at mærke, hvor glade alle gæsterne var på vores vegne og hvor meget energi de lagde i at gøre det til den bedst tænkelige dag for os. Det er lige til at blive rørt over, og det blev vi da bestemt også. Især af de mange, gode taler og søde ord, vi fik med på vejen.

Måske nogle vil studse over, at jeg ikke har nævnt kristendommen eller Gud i alt det her, for vi blev jo som bekendt viet i kirken. Hverken Sidsel eller jeg er enormt troende, så det har nok aldrig været det, der vejede tungt i forhold til beslutningen om at blive gift. Jeg synes, vi havde en rigtig god præst, som formåede at snakke om de universelle ting ved ægteskabspagten, hvor der stadig i dag er nogle principper, der er værd at bygge sit ægteskab på. Så jeg kan helt sikkert stå inde for de ting, vi sagde ja til i kirken. Det har jeg i øvrigt også reflekteret lidt over i dette indlæg, som jeg skrev 4 dage før brylluppet.

Det virker på mig som om det at blive gift er en ting, der er på vej til at blive mindre “populært” eller normalt at gøre, end det har været engang. Jeg ved ikke, om der er hold i det, men jeg tror, færre og færre par bliver gift. Ikke at det er godt eller skidt, det er nok bare tendensen i dag. Jeg er spændt på at se, hvilken vej udviklingen går, og om Sidsel og jeg kommer til at sidde som gamle mennesker og sige “ja, det var jo dengang man stadig blev gift, sådan er det ikke længere”.

Vil du gerne giftes? Og skal det være før eller efter, du har fået børn?

Kærlighed til Trøjborg

Vi har netop forladt Aarhus og overleveret vores nøgle til en sød lejer, der skal bo i Marmeladefabrikken, mens vi er på bryllupsrejse. Op til rejsen har vi talt om, hvordan vi mon kommer til at have det, når vi igen lander på dansk jord til april. Faren ved sådan en tur er jo, at man kommer hjem og får alvorlige rejseblues. Heldigvis kommer vi tilbage til forår, festivalsæson og en masse gode ting på jobfronten – så vi har i det mindste forsøgt at time rejsen sådan, at vi får en blød landing! Og så er der ingen tvivl om, at det – efter to måneder på skiftende hoteller og med livet klemt ned i en vandrerygsæk – bliver kærkomment at komme tilbage til lejligheden og til Trøjborg.

Da vi påbegyndte vores boligjagt i starten af 2016, havde hverken Lasse eller jeg Trøjborg inde på lystavlen. Vi var begge overbeviste om, at vi ville finde vores drømmehjem i 8000 Aarhus C. Og selvom Trøjborg vel på mange måder er det nærmeste man kommer på midtbyen, så var det for os lidt specielt at flytte til et område, som vi ikke i forvejen havde det store forhold eller kendskab til. Jeg har læst et års tid på fakultetet ved Aldersrovej og vi har begge haft et par venner med bopæl på Trøjborg, men det var ikke en bydel vi tog til på eget initiativ, inden vi selv fik adresse i 8200. Vores flytning kan slet ikke sammenlignes med at flytte fra en landsdel til en anden, eller fra byen og ud på landet, men som bymenneske vil der nok altid være områder, man sværger til og føler sig tryg i. På samme måde som københavnere tit har et yndlingsbrokvarter. Vores verden udgik fra Vesterbro i Aarhus, og i de første fem-seks år bevægede vi os typisk inden for en trekant, hvis hjørner bestod af Aarhus Universitet, Latinerkvarteret og Vesterbrogade.

Men som bekendt fandt vi efter halvandet års boligjagt drømmehjemmet på Trøjborg, og med nøgleoverdragelsen fik vi pludselig også et helt nyt nabolag. De første mange gange vi cyklede mellem vores gamle hjem i Vesterbrogade og det nye på Trøjborg føltes det mest af alt som om vi var på besøg. Jo jo, vi går og maler og sliber på en bolig, men vi skal ikke for alvor bo her.. eller hvad? Det var en spøjs fornemmelse at lukke døren til lejligheden i Vesterbrogade og give nøglen til vores pedel. Efter den sidste store rengøringsseance og flytning tog vi på Drudenfuss og spiste aftensmad med øre og kinder, der var helt røde og blussende af træthed! Det er nok en af den slags minder, der vil dukke op, når Lasse og jeg husker tilbage på store begivenheder i vores liv. Der er ingen tvivl om, at vi var klar til at sige farvel til vores lille studielejlighed, men der var også meget nyt i vente, som vi ikke vidste hvordan ville udarte sig.

Den første nat i Marmeladefabrikken var faktisk ret forfærdelig, haha. Vi sov i den Tempurseng, som sælger havde efterladt, i et af soveværelserne ud mod gaden, og det var nok kombinationen af ny seng, ny lejlighed og nye lyde, der gjorde udslaget. Heldigvis blev det meget bedre, da vi fik installeret os med en ny seng i soveværelset ud mod haven. Siden da har vi aldrig sovet bedre! Og Trøjborg er, som overskriften afslører, krøbet ind under huden på os. Mange aarhusianere sukker på sådan en “nej hvor er der bare hyggeligt”-måde, når de snakker om Trøjborg. Og nu kan vi endelig forstå, hvad de mener! Indkøbsture på Tordenskjoldsgade, biografaftener i Metropol, gåture i skoven og dyp i havet er blevet faste bestanddele af vores hverdag her på toppen af Aarhus, og nu kan vi slet ikke forestille os, at det skulle være anderledes. Det er lige et nyk mere voksent og roligt end Vesterbrogade, hvor man tit stod op til sirener, bræk på fortovet og en halvspist shawarma i cykelkurven. Det havde helt klart sin charme engang, men nu er vi rigtig taknemmelige for at være havnet i verdens bedste by-i-byen. We love you, Trøjborg <3

Hører blogs hjemme i 2019?

Okay, indrømmet, det er måske én af de overskrifter, hvor man som læser har på fornemmelsen, hvad svaret på spørgsmålet vil være, inden man har læst indlægget. Taget i betragtning af at jeg driver en blog og arbejder et sted ved navn Bloggers Delight ville det nok være yderst overraskende, hvis mit svar til spørgsmålet i overskriften var “nej”. Ikke desto mindre synes jeg, det er et relevant spørgsmål at stille og uddybe, da jeg tror, det er noget, der ligger flere bloggere og ikke mindst bloglæsere på sinde.

Meget er sket, siden blogs i slutningen af 00’erne begyndte at dukke op i Danmark. Dengang var der meget få, hvis overhovedet nogen, danskere, der tjente penge på deres blogs. Instagram og Snapchat var endnu ikke lanceret, Facebook var kun lige ved at få fat i danskerne og Youtube var langt fra, hvor det er i dag. Ak ja, hvilken tid. Blogs og bloggere dengang var slet ikke så professionelle i deres tilgang, som det er tilfældet med mange nu. Det var meget mere amatørpræget, nyt og spændende. I dag er blogs ikke længere et nyt fænomen og man ser, hvordan den nyeste udvikling inden for det felt især sker på sociale medier. Så hvorfor synes jeg, blogmediet stadig har sin berettigelse i 2019?

For mig at se vil blogs nok altid være et sted, hvor man som skribent for alvor kan gå i dybden med nogle emner, der kræver lidt flere bogstaver for at komme omkring. Som blogger i 2009 behøvede du faktisk ikke have det helt store på hjerte. Der var det næsten interessant nok i sig selv at du havde valgt at lave en blog, hvor du skrev om dig selv og dit liv. Dengang var folk helt forundret over den måde, bloggere fremstillede sig selv på. Der var stadig lidt firstmover over at være blogger i slutningen af 00’erne. Sidenhen er online selvfremstilling blevet mere og mere normalt, og nu skaber det næsten mere undren hos venner og bekendte, hvis man ikke er på Facebook, Instagram, Snapchat og hvad der ellers er af sociale medier. I takt med at det er blevet mere normalt at fremstille sig selv på sociale medier er der kommet flere influencers (uha, hvor er jeg ikke glad for det ord) til – samtidigt er “kravene” til bloggere og influencers steget. Altså, hvor meget du skal skille dig ud på den ene eller den anden måde for at være interessant. Derfor er de ret letbenede blogindlæg, man som blogger kunne “slippe af sted med” i starten af blogæraen, ikke længere gangbare i dag. Overvej f.eks. dette indlæg, jeg skrev i januar 2010. Det var jo aldrig gået i dag, haha! Det er tæt på at være indholdsløst. Jeg tror, det lidt mere overfladiske og letfordøjelige indhold er rykket over på de sociale medier, hvor brugerne (inkl. jeg selv) søger mere efter hurtig inspiration, flotte billeder og let underholdning end dybdegående og seriøse emner. Ikke at der ikke også findes seriøse emner og lange tekster på Instagram, men det er personligt ikke den slags indhold, jeg bruger mediet til.

Mit indtryk er, at flere og flere indholdsskabere (for ikke at bruge ordet influencer igen) generelt satser på især Instagram som deres primære medie og derfor sender mest tid og energi den vej. Jeg forstår godt hvorfor, for muligheden for at nå et større publikum hurtigt er større på Instagram, end hvis du starter en blog. Samtidigt får du også en hurtigere respons i form af likes og kommentarer på det indhold, du deler. Uden på nogen måde at skulle tale Instagram ned, så synes jeg det generelt er et mindre krævende medie end f.eks. en blog at skabe indhold til – både i forhold til tid, tekniske færdigheder og opbygning af en læser-/følgerskare. Instagram er et fint medie og har helt sikkert nogle kvaliteter, men jeg tror og håber ikke, det kommer til at erstatte de lidt længere blogindlæg og mere indholdstunge alternativer. Og så tror jeg også, det er et spørgsmål om tid, før folk begynder at blive trætte af Insta-ræset. Både influencers og “almindelige mennesker”. Men hvad “det nye Instagram” bliver, og hvornår det dukker op, må tiden vise.

Jeg har før sat nogle ord på mine tanker om influencer-land (her og her) og hvordan jeg tror, man skal være varsom med at sætte sin lid til, at Instagram bliver ved med at være et fedt medie at bruge. Hvis man f.eks. troede at MySpace, Vine eller Snapchat ville leve for evigt, tog man i hvert fald fejl. Og jeg tror, det samme med tiden vil ske for Facebook og Instagram.

Synes I stadig det er fedt at læse blogs? Eller vil I hellere bruge Instagram og andre medier i stedet?

By the way #61

Klar til at male på keramik (igen igen) – denne gang hos Art by Me. Og ja, det er en enhjørningekop (!)

By the way:

  • Vi har læst denne tænkevækkende artikel om en journalist, der valgte at tage toget til London fra København i stedet for at flyve. Uden at afsløre for meget, kan vi vist godt sige, at det tydeligvis ikke altid er helt let at tænke klimavenligt. Eller billigt for den sags skyld.
  • Kan man leve af at male på keramik? I så fald kunne Lasse godt tænke sig at have det som beskæftigelse resten af livet. Det er jo så sjovt og afstressende at sidde og male på kopper, tallerkener og små vaser. Keramikkunstner-livet kunne være toppen!
  • Når man vågner og tjekker uret i håb om mindst en times søvn mere og finder ud af, at vækkeuret ringer om 2 minutter – er det ikke bare noget af det værste? Især om vinteren! Og ja, vi taler ud fra personlige erfaringer…
  • Hvis I ikke har set Skøn, skæv og 98 på DR endnu, så tag lige og gør det! Det er den skønneste portrætdokumentar om Tove på 98. Hvad den kvinde ikke har oplevet, altså. Hun er virkelig noget for sig!
  • Hold fast, hvor har vi haft travlt med at se venner og familie i de sidste uger op til vores rejse. Man vil jo gerne nå at se alle, men det er bare kommet totalt bag på os hvor hurtigt de sidste dage bliver ædt op! (undskyld hvis det lyder megaforkælet, det er ikke meningen – vi sætter virkelig pris på at folk vil besøge os <3)
  • Vi har ikke haft Netflix-abonnement i laaaang tid (siden Lasses forældre opsagde deres, som vi snyltede på) og overvejer stærkt at få det igen. Indtil videre har vi kun haft HBO Nordic (og snylter pt. også lidt på Lasses forældres Yousee-bruger). Er I glade for jeres Netflix-abonnement?
  • Burde dem, der laver emojis egentlig ikke bare introducere nye kropsdele-emojis, så vi ikke længere skal bruge forskellige stykker frugt og grønt til at symbolisere røve, bryster og diverse kønsdele? Der er ingen grund til at snakke i frugt-metaforer omkring noget så naturligt som kropsdele ;)
  • Lasse sad og stenede lidt rundt på Youtube og landede på denne video med 100 hits fra 00’erne – det gjorde næsten helt ondt i maven at tænke på, hvor længe siden det er, nogle af de sange udkom. Hvor blev de seneste 15 år lige af?!
  • Der er nu tre steder i Aarhus, hvor man kan få lov at male på keramik – Kähler and Friends, Art by Me og Creative Space. Senest var Lasse på Art by Me med sin søster for at male lidt på et par kopper og en tallerkener. Det er altså hyggeligt! Nu mangler vi bare at prøve Creative Space i Latinerkvarteret :) Har I været nogen af stederne?
  • Det er lidt sjovt, at når der er en flot solnedgang eller når det har sneet, så har det øjeblikkelig indvirkning på det, vi alle lægger på sociale medier. Nogle synes måske, det er lidt irriterende, men vi synes egentlig det er hyggeligt nok at se, hvad venner og bekendte f.eks. vælger at bruge weekenden på, når landet er dækket af sne :) Men man ved også, at Anders Hemmingsen står klar til at gøre grin, når vi bliver lidt for vilde med at dokumentere det, haha.

Hvordan bør man som blogger svare på kritik?

Det er forskelligt, hvordan bloggere og influencers vælger at tackle kritik. Nogle vælger “hvorfor læser du med her, hvis du kun er kommet for at kritisere”-tilgangen, nogle vælger at tie kritikken ihjel ved ikke at svare, nogle tager diskussionen op og andre vælger måske at slette kritikken fra kommentarfeltet. Ingen af tilgangene er nødvendigvis rigtige eller forkerte, men jeg synes, det er interessant at se, hvordan forskellige bloggere og influencers vælger at håndtere det, når der kommer kritik. Det er selvfølgelig også vigtigt at pointere, at det skal være saglig kritik. Hvis det bare er tilsvining, bashing eller latterliggørelse – altså usaglig kritik – synes jeg at enhver blogger er i sin gode ret til at slette kommentaren med det samme. Men hvad gør man, hvis man som blogger modtager saglig, velargumenteret og muligvis rammende kritik? Det kan godt være svært.

Når man er blogger, involverer man ofte sin personlighed rigtig meget i alt, hvad man gør og skriver. Det har den herlige effekt, at ros, opmuntring og velmenende ord går direkte til bloggeren som person. Men det betyder også, at når man bliver kritiseret, så går det også direkte ind og føles meget personligt. Der kan det som blogger (eller bare influencer generelt) være svært at holde hovedet koldt og ikke tage det som en kritik af sin person, men af det produkt, man leverer på sin blog. Netop derfor er der nok også mange bloggere, der hurtigt kommer til at fare op i det røde felt, når der kommer kritik. De føler sig personligt angrebet og at de derfor er nødt til at forsvare sig selv. Dette giver desværre sjældent den gode debat eller diskussion, som både blogger og læser kan blive klogere af.

Efter at have læst med på mange forskellige blogs i omkring 10 år har jeg efterhånden set utallige eksempler på diskussioner i kommentarfelterne til forskellige blogindlæg (inklusive her på vores egen blog), og der er masse af gode og knap så gode eksempler på, hvordan kritikken er blevet modtaget. For Sidsels og mit vedkommende har der, i de snart 10 år vi har blogget, været masser af tilfælde af saglig kritik og nogle enkelte tilfælde af usaglig kritik. Men det er heldigvis mere og mere sjældent, at vi oplever sidstnævnte. Der har været gange, hvor vi har haft rigtig ondt i maven over en ophedet diskussion på bloggen eller en nærgående, personlig og ubehagelig kommentar. På den anden side værdsætter vi virkelig også de gode samtaler, vi kan have med jer her på bloggen – det sætter vi virkelig stor pris på! Vi prøver så godt vi kan ikke at fare i flint, hvis vi føler, at en kritisk kommentar er uberettiget. Det er, ligesom alt andet vi gør her på bloggen, noget, vi kan øve os på resten af livet og blive bedre og bedre til.

For at svare på overskriftens spørgsmål, så synes jeg at man som blogger har en forpligtelse til at gå i dialog med jer, der kommenterer på blogindlæggene – såfremt kommentaren er skrevet i en ordentlig tone, selvfølgelig. Jeg synes også det er helt på sin plads at lade bloggere og influenter vide, at de har et ansvar og lade dem vide, når man synes, de træder ved siden af. For det er jer læsere, der udgør hele kernen i det at blogge. Uden jer ville det bare være som at tale til en væg, og det er der jo ikke meget sjov ved.

Hvad tænker I om det her med den kritiske debat og gode tone i blogosfæren? Og har I nogle eksempler på bloggere, som I synes gør det virkelig godt eller bare nogle tilfælde, Sidsel og jeg kan lære noget af? :)