Personligt – Sidsel & Lasse

Den selvstændiges dagbog #7 – Man bestemmer selv hvor meget man arbejder, men desværre ikke hvor lidt

Med så mange flotte kalendre og notesblokke burde det da være muligt at få styr på min arbejdstid! (reklame: bøgerne er i øvrigt fra Atelier Aarhus, Notem og Moshi Moshi Mind)

Jeg tænkte, at årsskiftet (som så blev til april..) var en god anledning til at skrive et kapitel i min freelancer-dagbog. Jeg skrev første indlæg d. 1 oktober 2017, og kan nu fejre halvandet års jubilæum som fri fugl. Hvilket er en ret vild ting for et kontroltårn som mig. Det lyder banalt, men dét at være i stand til at betale regningerne på trods af, at der ikke har tikket en fast lønseddel ind d. 1 i måneden, har helt klart givet mig en følelse af stolthed. Og ro, selvfølgelig. Samtidig har tilværelsen som selvstændig dog også budt på nogle af de klassiske udfordringer. Særligt når det kommer til at skille arbejde og fritid ad.

Jeg har haft et par måneder i 2018, hvor jeg sagde ja til det hele, men hvor jeg simpelthen kom til kort både på overskud og antal timer i døgnet. Det kan ikke anbefales. Siden har de perioder givet mig noget at tænke over, når det kommer til mine ønsker for mit arbejdsliv. Hvilket leder os tilbage til overskriften på indlægget. Jeg hørte udtrykket for et par uger siden og tænkte straks, at det passede sindssygt godt på det at være selvstændig, haha. Man hører så tit om lyksaglighederne ved at være sin egen chef: du kan stå op, når det passer dig, du kan arbejde, når og hvor du vil, du kan selv skemalægge din dag! Og det er også delvist rigtig. Men desværre har jeg erfaret, at man som selvstændig kan få et slags Yes Man-syndrom. De svingende indtægter har gjort, at jeg har været tilbøjelig til at takke ja til alle de opgaver, der er havnet hos mig, af frygt for at der i næste måned skal opstå en tørkeperiode. Og når man parrer det faktum med, at jeg i princippet er et omvandrende døgnåbent kontor, så kan det pludselig være meget svært at begrænse arbejdsugen til 37 timer. Det bliver nærmest Parkinsons Lov (teorien om, at vi strækker vores arbejdsopgaver indtil de udfylder den tid der er til rådighed) taget til ekstremer. Jeg har jo tid altid, så hvorfor ikke arbejde altid? Jeg må nok konkludere, at the joke is on me når det kommer til ambitionen om at arbejde lidt mindre end jeg gjorde, da jeg var lønmodtager. Til gengæld er det stadig vanvittigt dejligt, at jeg selv kan bestemme om arbejdet foregår kl. 7.30 mandag morgen (sker sjældent..) eller 16.30 onsdag eftermiddag (sker oftere..).

Jeg har dog en fornemmelse af, at den udvidede arbejdstid også skyldes min forringede koncentrationsevne. Jeg er blevet så dårlig til at fordybe mig, at det driver mig til vanvid! Jeg har alle dage været en distræt type med en bevidsthed, der flakker rundt på må og få, men det er blevet særligt udtalt i de senere år. Jeg sidder så tit og opsøger ligegyldige artikler og googler åndssvage ting. Hvor gammel er Gwyneth Paltrow? (46), Hvilket beløb blev Tictail solgt for? (har stadig ikke fundet ud af det..), Hvilke fan-teorier omkring Love Actually er sande? (find ud af det her). Og det bliver kun endnu mere enerverende af, at jeg selv sidder med kontrollen og i princippet bare kunne undlade at skrive Mashable, Wikipedia og Soundvenue i adressefeltet.

Jeg overvejer, om jeg skal forsøge mig med pomodoroteknikken, ligesom de gør hos IIH Nordic (dem med 4 dages arbejdsuge). Eller måske nogle andre produktivitetskneb. Under alle omstændigheder vil jeg gerne blive lidt klogere på, hvornår og hvordan jeg opnår fornemmelsen af flow. Hvis der er andre humanister på linjen kender I måske allerede Mihaly Csikszentmihalyis beskrivelser af flow-tilstanden. Alene hans navn er jo nok til at man tænker, at manden må have ret i alt, hvad han siger, haha! Men jeg kan selvfølgelig også lide hans idé om, at der findes et flow-stadie. Det ultimative fokus. Især fordi jeg godt kan genkende fornemmelsen i min egen krop. Det er den lækreste følelse at være ude af sin dagligdagsbevidsthed og synke helt og holdent ned i noget andet for en periode. Det kan være en opgave, en bog, et maleri, en fysisk aktivitet. Og den følelse vil jeg gerne blive bedre til at finde ind til, om så jeg skal give den kunstige vækstbetingelser i starten i form af et æggeur.

 

 

By the way #65

Sidsels frisør-søster hos Identitá sørgede for to tiltrængte klipninger af os tidligere på ugen :)

By the way:

  • Facebook tror, at Lasse stadig er i New Zealand, så han får alle mulige reklamer fra landet – både på Facebook og Instagram. Reklamerne er lidt irriterende i forvejen, men at de nu ikke engang er relevante, gør det ikke ligefrem bedre, haha.
  • I hus til halsen” er tilbage! Det er altså ét af vores yndlingsprogrammer på DR. Og så er vi allerede fans af Jespers afløser, Line Franck, der virker meget sympatisk. Det lover godt!
  • Kan vi lige tale om seneste sæson af 29? Det er en af de bedste danske serier i nyere tid, hvis man spørger os. Så relaterbar og sjov! Vores yndlingscitat fra 31 er helt klart “Hvad skal vi med Tinder, hvis kærligheden… forsvin-der”!
  • Vi kigger stadig en del på boligannoncer, selvom vi ikke er på udkig efter lejlighed længere, og har lagt mærke til, at der er gået inflation i ordet “Newyorker-stil”. Den her lejlighed er altså lige så meget New York som en pariserbøf er parisisk. Nu må mæglerne lige ryste posen lidt!
  • Josephine, som Sidsel gik i gymnasieklasse med, er med i temaet Mit Liv på dr.dk, hvor hun fortæller om sit liv som kvindelig pilot i en mandsdomineret branche. Hun er monstersej! :)
  • Vi er i gang med at se The Assassination of Gianni Versace og bliver i samme ombæring mindet om en masse nice 80er- og 90er-musik. Playlisten her rummer det meste af soundtracket fra serien.
  • Det er mærkeligt at gå rundt nede i midtbyen og opdage nye kæder og restauranter, der er skudt op i løbet af den korte tid, vi har været væk. Der er virkelig gang i stoledansen på butiksadresserne i øjeblikket. Måske endnu et tegn på, at brick-and-mortar er presset.
  • Fik I det også sådan her, da I hørte at der var snevejr på vej? April er så two-faced!
  • I kantinen på det kontorfællesskab, Lasse sidder ved, har de lige nu en bøtte smørbar Bounty, der hurtigt er blevet meget populær (og affødte en del reaktioner, da Lasse postede den i sine stories på Instagram) – den kan købes her!
  • Vi kan ikke vente med at se, hvordan Game of Thrones ender! Det kan næsten kun skuffe, så store som vores forventninger er endt med at blive. Og så overvejer vi også, hvad vi skal gå i gang med på HBO efterfølgende.. er der stadig en grund til at ha’ et abonnement, når GoT er slut?
  • Apropos nye steder, der åbner, har I så hørt, at vi får en fjerde Madklubben-restaurant allerede? De holder sig så sandelig ikke tilbage med at indtage Smilets By! Denne gang er det buffetconceptet FOOD CLUB, der slår dørene op.

Derfor har jeg ikke et kørekort

For ikke så længe siden fik jeg en lidt spøjs forespørgsel – en journalist fra TV2 Østjylland ville gerne interviewe mig til en webdok, der kommer til at handle om, hvordan det er ikke at have et kørekort. Han havde heller ikke selv kørekort og var derfor interesseret i at udforske, hvordan forskellige mennesker forholder sig til ikke at have et. Jeg må smide et link på bloggen, når den kan ses, men jeg vil egentlig også gerne svare på de spørgsmål, han stillede mig, her på bloggen. For det bliver faktisk ofte lidt af et samtaleemne, når folk opdager, at jeg ikke har noget kørekort. Here goes.

Hvorfor har du ikke et kørekort?

Kort fortalt havde mine forældre ingen bil i de første 19 år af mit liv. Da de endelig købte en bil, havde jeg allerede brugt det meste af min børneopsparing, som ellers kunne være gået til et kørekort, så jeg kunne køre i deres bil og få rutine. Derudover har jeg altid haft mulighed for at gå, cykle eller tage offentlig transport til de steder, jeg skulle hen. Min folkeskole, mit gymnasium og Aarhus Universitet har aldrig været langt væk, så jeg har bare kunnet cykle det meste af tiden. I dag arbejder jeg (og Sidsel) også rigtig tæt på vores bolig, så heller ikke her er en bil nødvendig. Jeg tror, vi mere eller mindre bevidst har indrettet vores liv sådan, at vi ikke behøver en bil. Selvom Sidsel selvfølgelig har kørekort. Jeg plejer også tit at sammenligne prisen på en bil med antallet af taxature, man kan få for de samme penge. Biler og taxature kan selvfølgelig ha’ vidt forskellige priser, men hvis vi siger, at én taxatur koster 150 kroner og at en ny bil koster 130.000 kroner (som f.eks. DK’s mest populære bil, en Peugeot 208), så kan jeg køre i taxa over 860 gange eller hver dag i mere end to år for de samme penge.

Synes du, det er umandigt ikke at have et kørekort?

Tanken kan godt strejfe mig, når det for eksempelvis havde været belejligt for Sidsel at jeg kunne køre en bil. Og så kan det da også godt føles lidt fesent at jeg altid er med som passager, når jeg er på tur med venner eller familie. Det er nok ikke så meget en følelse af at det er umandigt, men mere en følelse af at jeg “nasser” på deres mulighed for at køre bil. Men nej, jeg synes ikke det er umandigt ikke at have kørekort. Uanset køn træffer man vel et valg om, hvorvidt man har lyst til at køre bil eller ej, og at det valg skulle påvirke ens mandighed (eller kvindelighed for den sags skyld) synes jeg, er en mærkelig tanke.

Hvordan reagerer folk, når de finder ud af, at du er kørekortløs?

De stiller en masse spørgsmål! Har jeg mistet det, eller har jeg bare aldrig taget det? Hvorfor har jeg ikke noget kørekort? Hvad med Sidsel, har hun kørekort? Hvad nu, hvis I en dag får brug for en bil? Generelt er folk faktisk ret uforstående overfor, hvordan man kan gå rundt uden et kørekort, haha. Mange spørger også, om ikke det er irriterende, at vi ikke bare kan hoppe i en bil og køre hvorhen vi vil, når vi vil. Men det er ærligt talt ikke noget, vi går og tænker over til dagligt. Det føles på ingen måde hæmmende ikke at have en bil. Tværtimod er jeg lykkelig over ikke at skulle tænke på forsikring, værksted, afgifter, benzin, parkeringspladser og alt det andet bøvl, der følger med at have en bil.

Skammer du dig over, at du ikke har et kørekort?

Overhovedet ikke. Faktisk er jeg næsten lidt stolt af det, haha. Jeg har indrettet min tilværelse sådan, at jeg ikke behøver noget, som de fleste anser som værende tæt på livsnødvendigt. Og det kan åbenbart næsten være provokerende for nogle, at jeg ikke har et kørekort eller har planer om at tage et lige foreløbigt. Én i Sidsel familie mente sågar, at det svarede til at mangle den ene arm! Udover det er der jo også det miljømæssige perspektiv – og nu er det slet ikke fordi, jeg skal spille frelst, for jeg kan (og vil) sagtens gøre meget mere for at nedsætte mit CO2-udslip, men at indrette livet sådan, at en bil (og dermed et kørekort) er overflødigt, er da en start. I det hele taget er det nok blevet lidt af en principsag for mig at jeg ikke skal ha’ det kørekort.

Hvad betyder manglen på kørekort for dit liv?

Lige nu betyder det utrolig lidt. Jeg føler på ingen måde, det er hæmmende for Sidsels og mit liv, at vi ikke har en bil eller at jeg ikke har et kørekort. Sidsel har jo også et kørekort, så de sjældne gange, vi har brug for at køre en bil, kan hun jo så køre. Ellers synes jeg, vi er ret gode til at bruge offentlig transport og vores cykler, når vi skal fra A til B. Det er meget muligt, at jeg kommer til at “blive klogere” engang – måske når vi får børn og kan se, at hurtig og nem adgang til en bil er nødvendigt. Eller hvis vi flytter et sted hen, hvor en bil er en nødvendighed. Men så må jeg jo tage et kørekort til den tid ;)

 

Hvor mange af jer har kørekort og/eller bil? Og hvorfor?

Vi sælger ud til Flagstang Marked d. 14 april

Det er blevet tid til den årlige forårsoprydning herhjemme, og vi har i samme ombæring kastet et kritisk blik på garderoben og samlet et par stakke tøj sammen, som vi sælger ud af til Flagstang Marked d. 14 april. Markedet afholdes i foyeren i Musikhuset Aarhus fra kl. 10 til 15, og der plejer at være en masse spændende stande og mange gode køb at gøre sig. Hvis du tilfældigvis tilbringer påsken i Aarhus, så synes vi helt klart, du skal svinge forbi! Vi lover god stemning og gode priser ;)

Udover det, så har vi snakket om, at vi vil bestræbe os på at dette bliver én af de sidste (hvis ikke dén sidste?) gange, vi lader os selv få så meget tøj i “overskud” på så kort tid. Fremover vil vi gøre en ekstra stor indsats for at overveje hvert tøj- og skokøb, og vurdere hvor nødvendigt det er. Er det et stykke tøj, vi har lyst til at bruge i flere år frem, eller er der risiko for at det ender som endnu et stykke tøj i bunken til tøjmarked nogle måneder senere? Vi tror på, man sagtens kan have en sej og varieret garderobe uden at skulle skifte tøjet i den ud hele tiden. Det må kunne lade sig gøre!

By the way #64

Tak til Lasses forældre for at stille op med smørrebrød til to trætte og sultne rejsetyper. Perfekt afslutning på en 30-times hjemrejse!

By the way:

  • Apropos at glæde sig til rugbrød (jf. sidste indlæg), så stod Lasses forældre klar med smørrebrød, da vi ankom til Aarhus i går eftermiddags. Det var HELT perfekt. Tænk, at man kan savne rugbrød så meget. Det tætteste vi kom på rugbrød var noget sandwichbrød ved navn “Roggenbrot”, som vist var New Zealands forsøg på at lave noget europæisk-klingende brød, haha.
  • Lasse fik sig lidt af en overraskelse, da han tjekkede sin årsopgørelse for et par uger siden – der var nemlig røde tal og ret mange nuller under afsnittet om restskat, haha. Det gav lidt af et sug i maven! Det viste sig heldigvis, at SKAT havde glemt at medregne skatten af A-indkomsten hos nogle borgere (deriblandt Lasse). Phew!
  • Er det fysisk muligt at blive smittet af en anden persons gaben uden også at sige “uha, det smitter!”, når man selv har gabt? Vi tror det ikke.
  • “Hvis man stikker næsen frem, risikerer man også at få et par over den” er nok det mest latterlige argument for at det skulle være helt i orden at tilsvine eller true folk i den offentlige debat – uanset hvor uenig man så er med dem. Så længe man selv formulerer sin mening sagligt, bør det aldrig være forventeligt at blive truet og tilsvinet på grund af sine holdninger.
  • Vi har gjort flittigt brug af Uber i især Australien og New Zealand. Den tjeneste er altså virkelig smart. Det er ærgerligt, at det ikke kunne fungere i Danmark, for vi er altså tilhængere af brugervenligheden og -oplevelsen. Selvfølgelig skal sikkerhedsvilkår og det skattemæssige være i orden. Det må da kunne lade sig gøre i DK?
  • Det er lidt vildt at tænke på, at vi har været væk i to måneder. Og så har vi vist aldrig været længere hjemmefra nogensinde før – New Zealand ligger 18.000 km fra Danmark! Vi havde det lidt ligesom Sam i Ringenes Herre, da vi steg ud af flyveren i Christchurch, haha.
  • Vi har et par spændende film til gode, vi gerne vil se i løbet af den kommende tid. Blandt andet Dronningen, Us og Once Upon a Time in Hollywood (når den kommer). Vi har også snakket om, at vi skal ha’ set nogle flere klassikere. Øverst på listen står Breakfast at Tiffany’s, 2001: A Space Odyssey og Psycho.
  • Skulle du få lyst til at sætte din tålmodighed på prøve, skal du prøve at se alle tre Ringenes Herre-film på tvivlsomt hostel-wifi, som stopper hvert femte minut for at loade filmen. Hvis ikke du bliver en smule sindssyg, er du muligvis ét af verdens mest tålmodige mennesker.
  • Vi så alle seks afsnit af Danmarks Næste Klassiker på DR TV på to dage i New Zealand. Hvor er de fem designere dygtige og forskellige – det er altså ret fascinerende at se, hvis du ikke allerede har fået set programmet. Det er også en sjov måde at spore sig ind på, hvilke designretninger, du selv har smag for.
  • Alle vores terrasseplanter ser ud til at have klaret vintersæsonen og er nu ved at røre på sig igen. Det er altså ren magi at komme hjem til syrenknopper og spirende træer!
  • Vi havde købt nogle glas peanutbutter med hjem fra New Zealand og opdagede, at forseglingen var brudt på et af glassene, da vi kom hjem. Det er altså lidt spøjst at vide, at der nogen har haft hånden nede i éns bagage (også selvom det bare er et sikkerhedstjek).