Personligt Archives - Page 2 of 108 - Sidsel & Lasse

Kunsten at udsætte sine behov

For et stykke tid siden udgav Lasse et indlæg, der omhandlede vores fællesøkonomi. Det var en lille smule grænseoverskridende at lægge så mange kort på bordet, men omvendt, så er det jo bare tal. Nogle har lidt mere, andre har lidt mindre. Set udefra lever vi måske et liv, der er relativt få 29-årige forundt. Især når det kommer til vores lejlighed, så er der ingen tvivl om, at vi er svineheldige! Men det havde bestemt heller ikke været muligt at købe den uden en smule selvdisciplin og planlægning. Hvis der er én ting, som vi bliver mere og mere bevidste om den positive effekt af, så er det evnen til at kunne behovsudsætte. Og ja, det lyder meget usexet og meget lidt YOLO-agtigt! Det skal heller ikke forstås sådan, at vi nægter os selv alt muligt og aldrig spiser kagen, der står foran os (det her er mig de fleste af ugens dage…). Det skal nærmere ses i forhold til de store beslutninger i livet og det generelle perspektiv. Tag lejligheden som eksempel: da vi begge fik fuldtidsarbejde i 2015 og det begyndte at tage fart med blogindtjeningen gik vi fra et samlet rådighedsbeløb på omkring 10.000 kr. til ét, der var 4-5 gange så stort. Her var det ret fristende at omsætte løn til takeaway og sneakers! Men i stedet tog vi os en snak og begyndte at spare en hel del op i stedet. Dette resulterede i, at vi to år senere stod med 400.000 til at poste i lejlighedskøb og -renovering. Det betød så også, at vi endte med at bo 2 år mere (7 år i alt) på 40 små, skimmelsvampsbefængte kvadratmeter – et faktum, der kun gjorde glæden større, da vi endelig rykkede op i paladset på Trøjborg!

Og på samme vis har der været mange køb, som vi har sat ultrameget pris på, fordi vi har skulle vente lidt på dem. Højt på min ønskeseddel lige nu står fx en ny Macbook (min nuværende købte jeg i 2010), og jeg ved det bliver en kæmpe glæde at få den, men det skal først være når jeg har luft i budgettet. Vi har også stadig en håndfuld interiørønsker, når det kommer til vores lejlighed, men vi tager det lidt ad gangen. Nu har vi en seng at sove i, en sofa at sidde i og et spisebord at spise ved, og så kan lænestole, lamper m.v. godt vente. Igen, så tror jeg at glæden bliver meget større, når vi har gået og sparet op til og glædet os til at købe en bestemt genstand. For ikke at tale om glæden ved at kaste penge efter kvalitet, der kan holde i mange år og ofte ikke taber værdi.

Med andre ord tror jeg, især i disse overflodstider, at vi har godt af at kunne udsætte vores behov en smule. I juleferien sidste år læste jeg “Gå glip” af Svend Brinkmann, der også taler meget om behovsudsættelse. Han fremhæver blandt andet Stanfords berømte skumfidus-forsøg, hvor en række børn skal beslutte sig for, om de vil have én skumfidus med det samme eller om de vil have to skumfiduser 15 minutter senere. Opfølgende studier viste, at de børn, der var i stand til at behovsudsætte, gennemsnitligt klarede sig bedre hvad angik skole, studie, sundhed m.v. senere i livet. Dette resultat er dog blevet nuanceret en del siden hen. En række andre studier har også påvist, at vi, efter en vis grænse, ikke bliver lykkeligere af at tjene flere penge: et fænomen, der i et studie kaldes income satiation point. Den konklusion synes jeg er vildt interessant, måske især fordi jeg abonnerer meget på tanken om et mere minimalistisk liv. Jeg tror simpelthen ikke det er meningen, at vi skal kunne få alt helt tiden. Og det gælder både økonomi og andre faktorer i livet. For mange uddannelser, for mange webshops, for mange tv-kanaler, for mange Tinder-dates, for meget tøj.. for mange valg kan forårsage, at vi ikke er i stand til at træffe bare ét. Jeg oplevede det selv, da jeg røg ind i lidt af en krise sidste sommer, og ikke vidste hvad jeg skulle på jobfronten. Jeg kunne i princippet vælge alt, så hvordan kunne jeg vælge noget? I virkeligheden et klassisk Millenial-dilemma!

Behovsudsættelsen gør sig sådan set også gældende i mit og Lasses forhold. Jeg er ret overbevist om, at vi begge har haft lyst til at være sammen med andre personer undervejs i de 11 år, vi har været kærester. Vi gjorde sågar alvor af det, da vi gik fra hinanden i 2011. Men siden 2012 har vi valgt hinanden til, og det føles som den bedste og mest afgørende beslutning hidtil. Men der findes helt sikkert også mange, der i en lignende situation ville have dømt forholdet alt for skrøbeligt og usikkert, og havde pakket taskerne og smuttet.

Når alt dette er sagt, så er jeg, og mine holdninger til tilværelsen, naturligvis også rundet af min opvækst, hvor der sjældent var råd til at skeje ud. Nøjsomheden har nok bare forplantet sig dybt inde i mig. Af og til også i en grad, hvor jeg kan blive skideirriteret over den. Fx når jeg tager mig selv i at sidde og regne totalen for et restaurantbesøg ud på forhånd. Der øver jeg mig helt klart på at slappe mere af. Men et langt stykke hen ad vejen er nøjsomheden og behovsudsættelsen min ven, fordi den også har været medvirkende til, at jeg er et rigtig godt sted i mit liv lige nu. På sigt er min helt store nøjsomhedsdrøm (shit, hvor lyder det ord usexet!) at slippe af med boliglån, så der kun er få faste udgifter tilbage. For mit indre blik ser jeg en allegorisk heliumsballon, der får klippet snoren og bare kan svæve alle steder hen.

Countdown til bryllup: 4 uger!

Billeder taget af dygtige Christoph Rücker

Nu kommer bryllup for alvor tæt på. Og som en lille forsmag på den store dag tænkte vi, at vi ville poste nogle flere billeder fra vores Epic Moroccan Desert Wedding Photoshoot med Christoph. Det er sgu stadig rimelig syret, at vi er i besiddelse af sådan en fotoserie! Men heldigvis på den gode måde. Jeg var selv ret fascineret af mine forældres bryllup dengang jeg var helt lille, og bad altid om at få afspillet VHS-båndet med optagelser fra dagen, hvis jeg manglede tidsfordriv. Jeg har uden lyv set det bånd 50 – hvis ikke 100 – gange! Måske det var elementet af eventyr og prinsessedrøm, der var så fascinerende. Den samme fornemmelse kan jeg genkalde mig, når jeg ser vores egne billeder, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at kigge billeder igennem fra vores rigtige fejring, når vi kommer om på den anden side af brylluppet.

Når vi snakker planlægning, kommer vi tættere og tættere på mål. Vi har forsøgt at ordne så meget som muligt på forhånd, så vi ikke skal halse rundt til start-september. Siden sidst har vi bestilt duge og servietter, og vi har fikset bordkort og bordplan. Sidstenævnte var altså en svær nød at knække! Men sådan er det vel altid? Et bryllupsselskab materialiserer sig nok aldrig på magisk vis i 10 lige store, fuldkommen harmoniske grupper. Dog er vi endt med en løsning, som vi håber og tror vil give den optimale fest for vores gæster.

Som vi skrev om for et par uger siden har vi også fået styr på de fleste drikkevarer, og det har bare været så fedt at skræddersy den del fuldkommen til vores smag og menukort. Jeg har også fundet sko og taske til dagen, selvom det har været lidt af en kamp. Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg bare skulle gå barfodet! Heldigvis var skoene og tasken der bare lige pludselig, og nu sidder begge dele i skabet og minder mig dagligt om de gode ting, der er på vej. Lasse mangler stadig at finde tøj og sko, hvilket stresser mig en anelse! Tror dog han tager det med ophøjet ro, som med de fleste andre punkter på vores dagsorden ;) Vores ven, der er butiksbestyrer, fortalte os for nylig, at han havde afleveret et færdigt suit til en kunde på dagen hvor hans bryllup skulle stå. Så er man altså ret kølig og/eller dumdristig! Hvis det er den tidsmargin, vi opererer med, har Lasse jo god tid endnu, haha.

Ud fra dette indlæg og min nuværende mavefornemmelse kan jeg konstatere, at den manglende bryllupskriller så småt er ved at indfinde sig. Ligegyldigt hvor chillaxed jeg forsøger at være omkring eventet, så bygges der jo et eller andet sted op til kulminationen på rigtig meget planlægning, snak, nervøsitet og forventningsglæde. Heldigvis er vi to i projektet, og vi har sjældent følt os mere sammentømret end i disse dage, tror jeg. Det er jo en fantastisk sidegevinst at få :)

Facetune og forskruede kroppe på Instagram

Måske så I for noget tid siden på min Instagram story at jeg repostede et billede, som &Other Stories havde postet på deres profil (og siden slettet igen). Lidt senere postede jeg også ovenstående billede/tekst i min story. Billedet hos &Other Stories var et repost fra en fransk Instagram-pige, der bar et par jeans fra brandet. Billedet var tydeligt Photoshoppet/Facetunet omkring numsen og benene, der var blevet gjort henholdsvis mere fyldig og lidt smallere. Jeg synes, det var tydeligt, men det var åbenbart ikke noget, &Other Stories opdagede, før de blev gjort opmærksomme på det af andre brugere i kommentarfeltet til billedet, der som sagt blev slettet igen. Jeg vil ikke linke til billedet, da det egentlig ikke handler så meget om præcis den pige, der havde redigeret sin bagdel og sine ben. Det, jeg gerne vil snakke lidt om, er selve tendensen, hvor flere og flere er begyndt på at redigere kroppens fysiske fremtoning på billeder på Instagram, inden de bliver postet.

Min holdning til det er faktisk meget klar – jeg synes, det er forkert at Photoshoppe og Facetune sit ansigt eller sin krop, så den fremstår på en måde, der ikke har noget hold i virkeligheden. At bruge filtre, skrue på kontrast, lys og farver og at tage billeder fra bestemte vinkler, der måske over- eller underdriver bestemte proportioner i billedet, synes jeg er OK. Billeder på Instagram er selvfølgelig ofte redigerede, men tager alligevel udgangspunkt i noget, der findes i virkeligheden. At ændre på proportionerne på øjne, næse, ben, arme, mave og bagdel uden at nævne det for sine følgere, synes jeg ikke er i orden. Det er der, hvor det for mit vedkommende holder op med at have noget med virkeligheden at gøre. For nogle går grænsen givetvis et andet sted. Man kan argumentere for, at alle burde droppe filtre og redigering og bare poste billederne, som de er. Man kan også argumentere for, at man burde droppe makeup og bare se ud, som man nu gør. På den anden side kan man også argumentere for at folk helt selv må bestemme, hvad de nu gør med deres billeder på Instagram, og hvis de har lyst til at Facetune dem til ukendelighed, så skal de have lov til det.

Interessant nok fik jeg netop et svar på min story fra en kvinde, der mente, at jeg faktisk bodyshamede den franske pige, som jo bare forsøgte at leve op til nogle skønhedsidealer. Jeg var bare endnu en mand, der fortalte kvinder, hvad de (ikke) skulle gøre med deres kroppe. Hun skrev, at mange piger og kvinder, der Facetuner deres kroppe og ansigter på Instagram, er usikre og at det faktisk er mere skadeligt, når de får ting at vide som “Bare vær dig selv” – også selvom det er sagt med gode intentioner. På en måde kunne jeg godt følge hendes pointe, selvom jeg nu ikke mener at have sagt, hvad hun skulle gøre med sin krop, men nærmere hvad hun burde stoppe med at gøre ved Instagram-billeder af den. Måske er det bodyshaming? Det kan godt være. Mit svar til kvinden var, at jeg sagtens kunne forstå, at det ikke ligefrem er en ukompliceret diskussion og at jeg (som mand) nok ikke var den mest kvalificerede til at deltage i den diskussion. Alligevel måtte jeg erklære mig uenig i, at vi bare skal lade folk Facetune deres billeder, som de har lyst til. Det er selvfølgelig synd, at det bliver gjort med udgangspunkt i personlig usikkerhed, ingen tvivl. Desværre hjælper det bare samtidigt med at genskabe og fastholde de urealistiske skønhedsidealer, som deres egen usikkerhed måske til dels stammer fra. Der er en grund til, at Frankrig sidste år indførte ved lov, at det skal skrives tydeligt, når en modelkrop på et billede er blevet modificeret i f.eks. Photoshop. Mange spiseforstyrrelser og usikkerheder er uden tvivl blevet værre af den konstante eksponering af tynde/slanke kroppe overalt i medierne. Desværre tyder alt på, at det nu er Instagram, denne usikkerhed stammer fra. Derfor er det problematisk, når man som almindelig privat person begynder at ændre på formen på sin krop og sit ansigt på billeder, som man lader som om er ægte. Det bliver især problematisk, når det er personer, der i forvejen er slanke eller veltrænede, som oven i hatten vælger at gøre sig selv ekstra “perfekte” med Facetune. F.eks. fortalte danske Philine allerede i 2015 at hun brugte Facetune til at ændre på sin krop med. Det er altså noget, der har stået på i nogle år.

De færreste lægger nok mærke til det, når de hurtigt scroller forbi et billede på Instagram, men jeg tør ikke tænke på, hvor mange Photoshoppede og Facetunede billeder, der bliver uploadet hver dag i app’en. Jeg er med på, at det føles rart at få likes og positive tilkendegivelser på sit udseende. Men bliver det ikke en hul fornemmelse med tiden? Og når det endda bidrager til et urealistisk skønhedsideal og fastholder andres usikkerhedes på dem selv og deres kroppe, er det så virkelig det værd? Jeg er på ingen måde ude efter at angribe nogen, jeg tror bare ikke at dem, der bruger Facetune til at ændre på krops- og ansigtsform har tænkt på, hvad konsekvenserne er for andre – især kvinder. Selvom der garanteret også er mænd og drenge, der gør noget lignende, tror jeg særligt det er unge piger, der bliver ramt af dette.

Det blev en lang omgang, beklager ;) Hvad tænker I om emnet? Er jeg helt galt på den? Jeg vil hellere end gerne debattere og udfordres på min holdning.

By the way #47

Reklame for Just Eat

Pizza Propria er kommet på Just Eat <3

By the way:

  • Er det bare os, eller er Venner i virkeligheden lidt plat? Vi har altid elsket serien, men da vi så et afsnit for nyligt (længe leve flow-tv, når man er på besøg hos sine forældre) syntes vi egentlig, at deres jokes var ret platte. Det er selvfølgelig også en gammel serie… men alligevel!
  • Har I også lidt lyst til at slette Instagram nogen gange? Vi har snakket mere og mere om det på det sidste, at vi både elsker og hader tjenesten på samme tid. Der er masser af sjov og inspiration, men det er også et værre tidsfordriv og en rigtig opmærksomhedssluger.
  • Må vi præsentere vores nye yndlingssnack; svesker. De er jo mega gode! Apropos at nærme sig de 30…. virkelig en oldinge-snack!
  • Vi overvejer at melde os ind i vinterbadeklubben Jomsborg. Det skulle være så dejligt, har vi hørt. Eneste “bekymring” er at rende på nøgne bekendte i klubben, haha. Er nogen af jer vinterbadere?
  • Vores yndlingspizzeria Fratellis er, til vores store frustration, ikke længere at finde på Just Eat. Heldigvis er Pizza Propria til gengæld blevet tilføjet til siden, og de laver usandsynligt gode pizzaer og en vanvittig salat med burrata. Så nu kan vi stadig få vores italienske fix, når dovenskaben melder sig.
  • Sidsel skar sig på en af de champagneflasker, der var blevet sablet til hendes polterabend. Såret sidder på læggen, hvor hun i forvejen har et ar fra en af Klubbens røgmaskiner. Dumme, men i det mindste festlige, skader!
  • Siden vi kom hjem fra Sverige har vi passet hus i Galten, og det har næsten været som at have forlænget sommerferie. Her er nul mennesker, dejligt vejr, pæne kornmarker og morgenkaffe på terrassen.
  • Vi blev helt beærede over at få sammenlignet vores hjem med en hyggelig, italiensk lejlighed, som søde Cathrine var på ferie i. Vi har flere gange fået at vide, at vores hjem ser lidt sydlandsk ud, og der er nok noget om snakken! Selvom det vist aldrig har været 100% overlagt, at det er blevet sådan :)
  • Vi bliver ofte spurgt ind til de forskellige plakater, vi har hængende i Marmeladefabrikken – en hel del af dem er købt på ARoS i forbindelse med forskellige udstillinger. I den forbindelse vil vi lige tippe om, at mange af dem er til salg på ARoS-shoppen, hvor man kan finde rigtig mange seje plakater til vældigt fine priser. F.eks. kan man stadig få vores Lucian Freud-plakat til kun 100 kroner (hvis man er til modløse kvinder, der kvæler katte).
  • Lasse siger tak for de opmuntrende ord i forbindelse med snart at fylde 30 og de gode forslag til fysiske aktiviteter, han kan holde sig i gang med. Umiddelbart er det indtil videre svømning, der lyder mest tillokkende. Måske er det på grund af varmen ;)
  • Apropos fysisk aktivitet, så kan vi også anbefale lidt frisbee-kast. Det giver god sved på panden og er faktisk også meget sjovt, når man lige får styr på teknikken. Men vent måske med projektet til solen er på vej ned!

30-års fødselsdagen lurer om hjørnet

Mit afblegede hår i juni – måske en lille, kommende 30-årskrise, haha. Det var der flere, der mente!

Åh åhhh… De 30 år nærmer sig med hastige skridt, og det er jo virkelig noget, man skal høre for fra sine venner og bekendte. Heldigvis er jeg ikke den første, der fylder 30 i min vennekreds, så drillerierne har indtil videre været nogenlunde begrænsede. I øvrigt har jeg timet brylluppet perfekt – d. 1 september skal vi giftes og d. 3 oktober bliver jeg 30. Så ingen peber til mig, thank you very much!

Men hvorfor er det egentlig, at det med at fylde 30 skal være så slemt? Der er selvfølgelig et eller andet symbolsk (eller hvad man skal kalde det) i at man ikke længere kan kalde sig selv 20-something (ikke at jeg nogensinde har gjort det). Det afslører egentlig også ret meget, at man kalder sig 20-something, for jeg har da aldrig hørt om en 22-årig, der hellere ville sige det end bare sin reelle alder, haha :) Måske handler det lige så meget om det, man forventes at have nået i løbet af 20’erne – der skal man gerne have flyttet hjemmefra, fået sig en uddannelse og en kæreste/ægtefælle og måske endda børn og en ejerbolig. Det er nok lige ambitiøst nok for de fleste at skulle nå alt dette, og jo færre ting, man kan “krydse af listen”, jo mere stresset er man sikkert også over at fylde 30. Der er selvfølgelig ingen grund til at stresse sig selv med ting, man føler, man burde have nået. Det er der jo ingen, der får noget godt ud af. Jeg havde længe sagt til mig selv, at jeg gerne ville være far inden jeg fyldte 30, men med tiden er jeg gået væk fra den idé og har erstattet den med at jeg gerne vil være far, når jeg føler mig (nogenlunde) klar til det og når omstændighederne er gunstige. Så jo, selvfølgelig skal Sidsel og jeg have børn på et tidspunkt, det bliver bare ikke helt endnu. Vi føler nok begge, vi stadig har et par  ting, vi gerne vil nå, som bare er nemmere at klare uden børn i billedet. Man kan lægge så mange planer for livet, men det er sjældent, det hele går præcis sådan, som man havde håbet og forestillet sig, så vi prøver bare at tage det lidt, som det kommer. Personligt er jeg rigtig glad for det sted, jeg er i livet lige nu. Jeg synes, jeg har opnået en masse gode ting og at jeg er glad. Jeg er også sindssygt glad for, at Sidsel og jeg stadig er sammen og at vi har klaret det så langt. Selvfølgelig fordi jeg ved, at Sidsel er den helt rigtige for mig (cheeeeesy), men også fordi jeg faktisk ikke tror det nødvendigvis er sååå sjovt igen at være single i 30’erne. Hvis altså man kun brænder efter at finde sin udkårne, i hvert fald.

30 år er nok også en form for milepæl, der indbyder til refleksion over sit liv, sine mål og sig selv. Er man sammen med den rigtige, har man det rigtige job, er man tilfreds med sin krop og sit helbred, bor man det rigtige sted? Og hvad vil man gerne fremadrettet? Her kan man selvfølgelig få lidt krise, hvis man kommer frem til, at man er utilfreds med flere større ting og står overfor at skulle træffe nogle større, livsdefinerende beslutninger. Jeg tror faktisk, noget af det jeg har tænkt mest over, er mit helbred og min krop. Jeg synes, jeg så småt kan mærke, at jeg ikke er 20 længere. Jeg får lettere ondt, får flere tømmermænd og har måske ikke helt det energioverskud, jeg havde engang. Jeg er vist én af de der irriterende typer, der er velsignet med et højt stofskifte og derfor ikke har bekymret mig så meget om min krop. Det er selvfølgelig ikke noget, der varer ved, og jeg er så småt ved at indse, at jeg nok er nødt til at finde på en eller anden form for fysisk aktivitet, jeg kan dyrke hele året rundt, så jeg kan holde mig bedre i form. Problemet er, at jeg virkelig ikke kan se det fantastiske i at løbe eller spinne. Og at stå og rive i nogle vægte i et træningscenter siger mig heller ikke så meget. Derudover føler jeg bare, at det er så upraktisk at skulle forbi et eller andet center 2-3 gange om ugen. Jeg kan til gengæld rigtig godt lide at spille f.eks. volley eller badminton, det er desværre bare heller ikke særlig praktisk. Så ja, tips til “nemme” og praktiske måder at holde sig i form på modtages gerne!

Det er sjovt og lidt strengt af mig, men når nogle af mine venner eller veninder har fortalt, at de har været sammen med én eller fundet en kæreste, som er f.eks. 31 år gammel, så har jeg tænkt, at det da lød vildt gammelt, haha. Også selvom jeg selv er 29. Der er bare en forskel på de to tal, selvom der ikke burde være det!

Har vi nogle læsere på 30+ år på linjen, der kan be- eller afkræfte det “forfærdelige” i at fylde 30? :)