Personligt Archives - Page 2 of 112 - Sidsel & Lasse

Kærestekedelig

Sidsel og Lasse anno 2007

Af og til får vi mails og beskeder fra læsere, der på den ene eller den anden måde er løbet ind i udfordringer i deres parforhold, og uden at vi skal gøre os til eksperter på området, så kan det jo være meget rart at høre andres erfaringer engang i mellem. Et af de emner, der ofte går igen, omhandler dét at jonglere venskaber og parforhold på samme tid – og undgå at blive stemplet “kærestekedelig”. De fleste af jer har sikkert stiftet bekendtskab med udtrykket. Nogle af jer er muligvis blevet kaldt kærestekedelige, andre har måske selv brugt det om jeres venner eller bekendte. Som regel har udtrykket til formål at pointere, når et kæresteskab har taget overhånd og pludselig prioriteres frem for alt andet. Jeg har en fornemmelse af, at det især bruges blandt mænd (men har intet håndfast bevis for dette, so I could be wrong..). Når der pludselig meldes afbud til fodboldkamp, fifa-aften og sommerhustur til fordel for “at være sammen med damen”. Jeg har dog også set eksempler på det blandt kvinder i min omgangskreds. Udtrykket kan sagtens bruges drillende og godmodigt. De fleste er jo glade på deres venners vegne, når de finder kærligheden. Men der findes desværre også eksempler på, at det splitter et forhold ad, fordi man pludselig befinder sig midt i en boksekamp med forsmåede venner i det ene ringhjørne og en uforstående kæreste i det andet.

Lasse og jeg blev faktisk udsat for en mindre intervention, dengang vores forhold stadig var helt nyt. Vi var rejst til Alanya (wuhu!) med en venneflok og skulle dele ferielejlighed med hinanden i 14 dage. Lasse havde to af sine kammerater med, og jeg havde vist tre veninder med på turen. Det var en skidesjov tur, og vi tog også afsted igen året efter, men der opstod en smule knas undervej, fordi Lasse og jeg var som to sugemaller, der havde iglet sig fast på hinanden. Vi var netop blevet kærester, hormonerne fyrede rundt i kroppen som kugler i en pinball-maskine og der var endnu intet behov for personlig space og alenetid! Til gengæld følte vores venner ikke, at de havde os på egen hånd i tilstrækkelig grad i løbet af turen. En aften blev vi krænget fra hinanden og placeret i hver vores værelse, hvor vores venner så fortalte, at de syntes vi tilbragte for meget tid på tomandshånd på turen. Jeg mener ikke, vi tog det særligt pænt eller kunne se, at der var et problem, og der var en smule akavet stemning i timerne efter. Sidenhen har vi indimellem snakket om episoden – om hvorvidt de skulle ha’ ladet os nyde tosomheden, eller om det var det rette at “gribe ind”. Svaret står nok hen i det uvisse, for nu er det så længe siden, at vi dårligt nok kan huske hvor meget tid vi tilbragte med hinanden kontra sammen med vores venner.

En ting, vi dog kan blive enige om, er, at det kan være en prekær situation at stå i. En forelskelse er en smule som sindssyge. Man får lynhurtigt skyklapper på og ænser ikke verden omkring en. Som ven til en nyforelsket mand/kvinde kan det imidlertid opleves, som om vedkommende bevidst vælger at svigte én. Fra det ene øjeblik til det andet kan din bedste ven gå fra at bruge al sin ledige fritid på dig til pludselig at bruge den på en helt ny. Og det kan nemt efterlade en følelse af, at du er blevet forrådt af den person. For Lasse og jeg ligger følelser som disse langt tilbage i tiden, men for nogle af jer er det måske en realitet, I står midt i. Det er jo både noget, der kan finde sted i folkeskolen, i de tidlige voksenår eller senere livet. Fx hører man af og til efter en skilsmisse, at forældrene pludselig går i ungdommen igen og “glemmer” deres børn og venner, når de finder en ny mage. Og det kan være ret ulykkeligt at være vidne til.

Alle vennegrupper og forhold er jo forskellige, og hvordan gør man sig lige til dommer over, om et kæresteskab optager for meget tid eller ej? Vi tror, at det kan være vigtigt som ven at indtage en overbærende rolle. Lad din forelskede kammerat få et get out of jail free card i nogle måneder, og se så, om ikke de værste amoriner har lagt sig, og vedkommende begynder at blive en større del af dit liv igen. Hvis ikke dette sker, så kan det blive nødvendigt med en dialog, som så kan resultere i to ting: enten nærmer man sig hinanden igen, og ellers gør man ikke. Ligesom med andre store livsbegivenheder, så er et nyt forhold i den grad med til at forme en, og den udvikling kan også betyde, at ens venskaber ændrer sig. Men ikke nødvendigvis til det værre :)

For Lasses og mit vedkommende har det været vigtigt at prioritere individuelle venskaber. I og med at vi stort set har boet sammen i al den tid, vi har været kærester, har vi jo haft hinanden i dagligdagen. Det har helt sikkert frigjort tid og accept til, at vi kan tilbringe weekender og ferier med vores venner og ikke kun med hinanden. Men vi forstår også fuldt ud, hvis man ikke har det på samme måde. Fx kunne vi ofte være udfordret, dengang Lasse boede i København, fordi et enkelt vennearrangement kunne betyde, at vi fik frarøvet en weekend sammen. Og så gik der pludselig 14 dage før vi så hinanden igen. Med andre ord kan prioriteringer i et parforhold også komme meget an på boligsituation, job, uddannelse m.v.

Udover at give hinandens venskaber plads, er vi også blevet rigtig gode til at gå ud sammen. Både til middage, fester og festivaller. Men også denne dynamik er forskellig fra parforhold til parforhold. Nogle par får energi af at være sociale sammen, andre får energi af at være sociale vær for sig.Lasse og jeg er heldige at have en ret stor fælles venneflok med mange par, der er nogenlunde samme sted i livet, som vi selv er. Og selvom udtrykket “parmiddag” kan lyde lidt fesent, så er det faktisk noget af det, vi praktiserer mest nu om dage, haha.

Er det noget, I nogensinde spekulerer over? Det her med at være “kærestekedelig”?

 

 

Det store klimaspørgsmål

Klima er et af de emner, der oftere og oftere dukker op i vores kommentarfelt. Det er ligeledes blevet et emne, der efterhånden trækker rigtig mange overskrifter i medierne, og i det hele taget virker det til, at menneskeheden på et globalt plan endelig er nået en nogenlunde woke tilstand, hvad global opvarmning angår. Vi synes, det er ret interessant, at det netop er nu, snakken om miljø og bæredygtighed for alvor intensiveres, når det jo faktisk har været et presserende emne i årevis. Sociale medier må helt sikkert tilskrives en væsentlig betydning. En skildpadde, der får pillet plastikaffald ud af næsen, kan på få timer nå millioner på Facebook, hvor vi nærmere snakkede nogle få tusinder, hvis samme historie var blevet bragt i det WWF-blad, jeg abonnerede på som barn. Læg dertil, at stort set alle nulevende klimaforskere, der har noget at skulle have sagt på området, nu i en årrække har konkluderet, at temperaturstigningen skal bremses i vores århundrede, hvis ikke det skal få vidtrækkende konsekvenser.

Flere af jer har spurgt ind til vores livsstil med udgangspunkt i miljøhensyn og hvordan vi forholder os til klimadebatten, og vi vil helt sikkert gerne komme med vores besyv. Men hvordan tager man overhovedet hul på en snak om det, der velsagtens er det allervigtigste emne på den globale dagsorden lige nu? Man starter jo nok med at konstatere, at vi er gevaldigt på den, hvis ikke der bliver gjort noget. Og så følger man op med nogle tanker om, at det går alt for langsomt pt. Som kollektiv race lader det lige nu til, at vi først kommer til at foretage gennemgribende ændringer i vores adfærd, når vi står midt i klimakrisen – og da kan det allerede være for sent.  De senere års vilde vejrfænomener har helt sikkert bidraget til, at nogle er begyndt at overveje situationen mere nøje, men skal vi tro forskerne, er vi stadig uendelig langt fra mål. Særligt når et land som USA bakker ud af klimaaftalen, grøn politik tilbagerulles i flere europæiske lande og der slækkes på de mål, man i fællesskab er blevet enige om. Jeg kan sådan set også godt forstå, at det kan fremkalde en slags klima-apati hos den enkeltstående borger. Særligt når man så hører om den ene industrielle lortesag efter den anden med afbrænding af tøj, vanvittige mængder madspild og plastikproduktion, der er gået helt amok. Så er det rigtig nemt at sige til sig selv “Hvad fanden skal det så hjælpe, at jeg sorterer i småt brændbart, pap og bionedbrydeligt?“. Omvendt er det også vildt farligt, hvis den apati får lov til at brede sig. Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor verdens industrier først kommer til at vende skuden, når der for alvor bliver penge at tjene på bæredygtighed. Men det kommer der kun, hvis forbrugerne efterspørger det.

Det virker på en eller anden måde for småt og utilstrækkeligt – som to enkeltpersoner i et kæmpe makrokosmos – at kloge sig på klimaproblematikken, men hvis vi alligevel skal gøre forsøget, så håber vi rigtig meget på, at der sker en kollektiv adfærdsændring i de i-lande, der pt. forbruger alt for meget per indbygger. Og gerne kombineret med en acceleration på det teknologiske område, så cradle-to-cradle-produktion og grønne energiformer bliver reglen snarere end undtagelsen. Som privatpersoner er der allerede rigtig meget, vi kan gøre. En mand som Anders Morgenthaler har fx sat sig for at mindske sit C02-fodaftryk gevaldigt, og ikke bare lade det blive ved snakken. På sigt gad vi godt blive lige så kontante i vores forbrug. Anders kommer også med et ret godt argument for at ville leve mere bæredygtigt: “Større sammenhæng mellem ord og handling har gjort mig gladere”. Og det er nok der, vi stadig hænger i bremsen. Vi taler rigtig meget om at blive bedre på en lang række parametre, men der følger ikke altid lige stor handling med ordene. Det indrømmer vi gerne.

Når dette er sagt, så er vi også dødtrætte af formaninger og klima-bashing. Velstillede, der kritiserer de mindrebemidlede for at gå amok til udsalg i Flying Tiger og den anden vej rundt, når det fx gælder flyrejser. Vi har det simpelthen svært med folk, der ikke laver andet end at pege fingre ad andre. Man skal godt nok være overordentlig hardcore klimakriger, hvis ikke der skal pege et par fingre tilbage på én selv, når man kritiserer andres adfærd på den måde. Det kan lynhurtigt blive hyklerisk. Og vi tror ærligt talt ikke, at det er vejen frem, hvis der skal ske adfærdsændringer. Vi er til gengæld kæmpe fortalere for, at man arbejder med sin egen adfærd og får rettet så meget ind på klimaområdet, at man kan se sig selv i spejlet om morgenen. Men hvor går den grænse så? Mennesket er desværre en egoistisk art, og der skal meget til, før vi opgiver vores personlige goder for menneskehedens kollektive bedste. Lasses og min helt store klimasynd er uden tvivl rejseriet, hvilket samtidig er noget af det, vi holder allermest af og som også udgør en væsentlig del af vores levebrød. Jeg bliver trist ved tanken om at skulle opgive den del af mit liv – det giver mig nærmest en følelse af geografisk klaustrofobi. Samtidig ved jeg også, at det ikke holder i længden. Måske en elbil kunne være vejen frem, når vi engang har råd, men det løser ikke problemet ift. at rejse oversøisk. Forhåbentlig sker der energimæssige forbedringer i flytrafikken inden længe. Faktisk er det allerede så småt på vej – SAS har fx sat sig for at formindske deres C02-udledning med 20% inden 2020, og andre flyselskaber er gået med i en aftale om at arbejde frem mod CO2-neutral flytrafik inden 2050. Dette gøres både ved at optimere på aerodynamik, vægt og selvfølgelig kravene til brændstof. På den korte bane kunne man så overveje at købe aflad gennem de mange miljøorganisationer, der findes.

På andre områder klarer vi os en del bedre. Fx kører vi stort set aldrig i personbil. Vi har også ret godt styr på bæredygtigheden i køkkenet og vores affaldssortering. Vores forbrug af tøj og ting er også noget, vi arbejder med. Summa summarum er vi udemærket klar over, at vi ikke selv er guds bedste klimaborgere, men vi forsøger at blive bedre – skridt for skridt. Og vi er bestemt ikke ligeglade. Pt. kunne man groft sagt dele vores klimaindsats sådan op:

Hvad gør vi selv?

  • Vi affaldssorterer i småt brændbart, glas/plastik og papir/pap. Vi kan desværre ikke sortere bionedbrydeligt fra pga. rotteplage.
  • Vi kører stort set ikke i personbil og har ikke intentioner om at skulle eje en bil i de næste mange år.
  • Vi køber så vidt muligt brugte møbler til lejligheden.
  • Madspild er nærmest ikke-eksisterende i vores husholdning.
  • Vi har minimeret vores indtag af okse- og svinekød.

Hvor synder vi?

  • Vi flyver alt for meget.
  • Vi køber for meget tøj.
  • Vi spiser for meget takeaway med for meget overflødig indpakning.
  • Vi driver en blog, der delvist financieres af kommercielle samarbejder, der på den ene eller den anden måde kan føre til et øget forbrug hos jer, vores læsere.

Nu er vi bare spændte på at høre jeres holdninger. Det er et stort, svært og diffust emne at tage hul på, men det er helt sikkert bedre at gøre noget, end at lade apatien sejre og lave strudsemanøvren med hovedet begravet i sandet.

By the way #55

Hvis bare alle efterårsdage kunne være sådan her! Sidste billede for i år, inden vi pakkede terrassen og planterne ned for vinteren. Buh.

By the way:

  • Har I set denne artikelserie på dr.dk? Det er ret inspirerende at se hvor forskelligt man kan bo og leve.
  • Vi har købt en masse slik og chokolade med hjem fra USA til venner, kollegaer og familie. Sour Patch Kids, Raisinets, Reese’s Pieces, M&M’s med peanutbutter, Hershey’s.. der er jo så meget godt på hylderne i Walmart!
  • Apropos Walmart, så er der altså noget fedt ved at handle i sådan et hypermarked (som et supermarked på steroider vist nok hedder). Det bliver nærmest en skattejagt at finde frem til varerne på indkøbssedlen, og så er der altid et latterligt stort udvalg. Morgenmadsprodukter, siger du? Her har du 500 cornflakes-varianter at vælge mellem.
  • Har nogen af jer set den anmelderroste First Man endnu? Den lyder ret spændende!
  • Vi har virkelig haft svært ved at komme ud af fjerene siden vi skiftede over til vintertid. Af og til ville det være rart bare at kunne gå i hi et par uger ligesom bjørnene.
  • I søndags pakkede vi vores terrasse sammen og tømte potter. Det var ret sørgmodigt :( Ses til foråret, havemøbler.
  • Har I hørt Robyns nye album “Honey”? Det er altså lækkert!
  • Nogen har simpelthen stjålet vores ven Anders’ hus! Nærmere bestemt et hus på hjul. Det gør det selvfølgelig også lidt nemmere at stjæle, når det er bygget på en trailer. Men helt ærligt! Hvor er det dårlig stil. Hvis du ser Anders’ hus, så giv lyd!
  • Hvad har Jens Rohde, Caroline Wozniacki og Grevinde Alexandra til fælles? De har alle kastet sig ud i musikalske projekter (Transparent and Glasslike, Oxygen og Wash me away). Vi afholder os normalt fra at være jantelovsagtige, men her er der måske en portion sandhed i ordsproget Skomager, bliv ved din læst….
  • Det er ret genialt, at man helt gratis hver lørdag og søndag mellem kl. 8 og 12 kan bade i Havnebadet på Aarhus Ø og hoppe i sauna bagefter. Det kunne vi altså godt finde på at gøre til en vane – vi prøvede det sidste weekend, og det var et (koldt) hit!
  • Er der andre par derude, som af og til ser Counter Strike turneringer sammen? På en eller anden måde har Lasse fået overbevist Sidsel om, at det er noget, man skal se sammen, haha. Og vi hygger os faktisk ret meget med det! Især når Astralis er på ;)
  • Hvad kigger I egentlig efter, når I begynder at følge en ny profil på Instagram? Er det personen bag, æstetikken i de enkelte billeder, den samlede æstetik i feed’et (f.eks. at alle billeder er redigeret på samme måde) eller noget fjerde? Vi er lidt nysgerrige ;)

 

By the way #54

Vi har endelig fået bestilt vores honeymoon, og vi skal være væk i hele to måneder! Her er det et par billeder fra vores rejse til Koh Chang i 2017, hvor frieriet som bekendt fandt sted.

By the way:

  • Vi har fundet det perfekte produkt til Sidsels altid kolde næse. We give you: Winter Tweed Nose Warmer.
  • Folk i offentlig transport, der højlydt harker og snøfter snot op i næsen. Én gang er OK, to gange er nok og mere end det er bare klamt. Især hvis det sker hvert femte minut på en 3-timers flyvetur. Gør det nu lidt diskret i det mindste!
  • Hvis det er gået jeres næser forbi, så har søde Michael og Kathrine (som, mens vi var i USA, bekræftede på tv af de skulle forblive gift!) lavet en blog her, hvor I kan følge lidt med i, hvad parret går og laver nu og hvad deres fremtidsplaner er. Hyggeligt!
  • Okay, Love Island er egentlig meget nice! Vi kom lige til at se tre afsnit i træk, og nu er vi muligvis hooked.
  • Har I set at DR i disse dage fokuserer på falske følgere på Instagram? Vi har længe haft en fornemmelse af at det fandt sted, men det er nok mere udbredt, end vi lige gik og troede. Det er jo vanvittigt at man 1) har lyst til at købe sig til følgere 2) som virksomhed ikke laver sin research bedre 3) som sælger af robotfølgere ikke har mere moral end at man bidrager til at ødelægge den platform, vi jo i bund og grund godt kan li’. Øv!
  • Vi har planer om at smutte i biografen – både for at se Holiday og Shoplifters – har I set dem og hvad synes I?
  • Aarhus har fået nyt, hipt bageri slash spisested og vi har ikke fået besøgt det endnu! Kæmpe skandale. Har I, lige som en del af vores med-bloggere, været på Jumbo Bakery and Eatery endnu?
  • Fik vi egentlig fortalt, at vi nu har booket vores honeymoon? :D Vi skal være væk hele to måneder og tager af sted i starten af februar. Det bliver SÅ fedt, og vi glæder os sindssygt meget. Vi skal til Vietnam, Bali, Sydney og New Zealand, hvor vi har ca. 2 uger hvert sted. Vi fik alle flybilletter (5 stk.) til ca. 8800 kr. pr. mand. Det er vi godt tilfredse med!
  • Bon Iver, Major Lazer og The Streets til Northside 2019? Count us in! Skal I af sted?
  • Vi føler, at der lige nu er en masse gode, interessante og oplysende programmer, dokumentarer og serier på DR, som vi burde se, men som vi på en eller anden måde skal tage lidt tilløb til at få set. Vi vil gerne både oplyses og underholdes, men det er som om, f.eks. “Mændene der plyndrede Europa” kun kan klare den ene af de to. Kender I det?
  • Hvad er jeres foretrukne transportmiddel mellem Jylland og Købehavn? Vi er blevet mere og mere glade for Kombardo Expressen, hvis tiden er til det ( også selvom navnet er lidt tumpet, haha). Det er billigt, behageligt at få delt turen op i to med hhv. færge og bus og der er relativt mange afgange. Og så er den næsten aldrig forsinket og tager kun lidt længere tid end en tur med toget. Hvad bruger I?

“Hvordan når I så meget?”

For en måneds tid siden lagde vi op til en Q&A-runde (som vi ikke har fået lavet et video-svar til endnu…), hvor ét af spørgsmålene/ønskerne lød således: Et indlæg om struktur/selvdisciplin i en “blogger-verden” men også med henblik på hvordan i løste dette under uddannelse. Måske med en lidt mere sexet overskrift – min pointe er bare, at I virker til at nå sindsygt meget! Hvordan?

For det første var jeg selvfølgelig glad for at det virker som om, vi når meget og at vi er produktive og disciplinerede. For det synes jeg egentlig er rigtigt, uden at skulle sidde og klappe mig selv alt for meget på skulderen. Nogle gange synes jeg, det er lidt vildt at tænke på, at vi, mens vi begge har studeret, også har formået at have studiejobs og bloggen kørende samtidigt. Og her hvor vi er nu med endte uddannelser, voksenjobs og bloggen som deltidsbeskæftigelse kan det bestemt også være svært at nå det hele – især hvis man f.eks. også gerne vil arrangere et bryllup, rejse og have tid til at se sine venner og sin familie. Jeg tænker tit på, hvor længe vi kan og vil holde det kørende på den måde, som vi gør lige nu. Det er bestemt sjovt og rigtig fedt, at vi har alle de forskellige ting at bruge vores tid på, men der er ingen tvivl om, at den måde, vi prioriterer vores tid på, nok kommer til at ændre sig flere gange i løbet af livet.

Nå, men det skulle jo egentlig handle om, hvordan vi når så meget, som vi gør. I sidste ende handler det egentlig “bare” om prioriteringer. Noget af det, vi helt klart har nedprioriteret, er “spildtid”, hvis man kan kalde det det. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har siddet en søndag og brugt 3-4 timer på ingenting. Selvfølgelig tillader vi os selv at se film og serier, læse bøger, høre podcasts og selvfølgelig at sidde og sumpe lidt på f.eks. Instagram. Men som regel har vi brudt det op i nogle tidsintervaller, hvor vi f.eks. siger “okay, nu får vi lige lavet de her to blogindlæg færdige og svaret på mails inden kl. 20, og efter det må vi slappe af og se serier”. Det plejer faktisk at fungere ret godt, at man sætter nogle konkrete mål og et tidsrum, der skal være klaret inden for. Det kan godt være, det lyder lidt rigidt, men sådan føles det ikke for os og det er efterhånden blevet så naturlig en del af vores hverdag, at vi næsten ikke tænker over det længere. Mange af mine venner kan godt bruge en hel aften eller i hvert fald 2-3 timer om dagen på f.eks. at spille på deres computere eller spillekonsoller, hvilket jeg nogen gange godt kan misunde lidt. Det er i hvert fald sådan noget, jeg ikke rigtig har tid til, hvis det hele skal løbe rundt. Så der er ikke mig, der kan være med i drengesnakken, når det nyeste FIFA eller Red Dead Redemption 2 lige er udkommet ;)

Udover at putte vores tid i forskellige kasser til forskellige aktiviterer (både arbejds- og fritidsrelaterede) er vi også ret gode til at planlægge fremad og arrangere rejser, udflugter og hyggeaftener i god tid. Vi er de der irriterende typer, som er virkelig svære at planlægge noget spontant med, fordi vores kalendere lynhurtigt bliver fyldt op med alt muligt. Især hvis det er i weekenderne. I sidste kvartal af dette år har vi kun én weekend, hvor ingen har os har nogen planer (udover i juleferien). Fordelen ved at planlægge i god tid er så også, at vi bedre kan danne os et overblik over, hvilke mennesker vi får set og hvem vi ikke har haft set i noget tid. På den måde er det lidt lettere at “sprede vores tid ud”, så vi ikke kommer til at negligere bestemte personer eller vennegrupper :)

I forhold til vores jobs arbejder vi på ret forskellige måder. Jeg har brug for nogle faste rammer og tidspunkter, hvor jeg ved, jeg skal arbejde i. Da jeg skrev speciale foregik det eksempelvis på specialekontor og de par dage, hvor jeg forsøgte at skrive hjemmefra skete der absolut intet, haha. Derfor er det også godt, at jeg arbejder fra en kontorplads nu. Det gør nemlig at jeg føler, jeg kan “holde fri” fra mit Bloggers Delight-job, når jeg kommer hjem. Til gengæld er det så ofte hjemme i lejligheden, at indholdet til bloggen bliver til. For Sidsels vedkommende er det nogle lidt andre vilkår – hun har ikke en fast arbejdsplads og arbejder derfor fra lidt forskellige steder. Nogle gange hjemme, andre gange på en café, på DOKK1 eller i det gratis område på Comwell. Hun er helt klart bedre end mig til at motivere sig selv arbejdsmæssigt og sætter pris på den frihed, der ligger i selv at kunne vælge dagens arbejdssted. Omvendt kan hun så godt komme til også at arbejde lidt om aftenen eller i weekenden, hvilket måske er konsekvensen af at hun rent fysisk ikke forlader en arbejdsplads sidst på eftermiddagen.

Så for at konkludere kort på, hvordan vi når så meget, så er svaret, at det er fordi, vi har ret travlt og bruger mange af vores vågne timer konstruktivt og samtidigt forsøger at takke nej til de ting, vi ikke synes, giver os noget værdi enten personligt eller professionelt.

Hvis vi fik flere timer i døgnet, ville jeg helt klart øremærke dem til at lave ingenting. Det er selvfølgelig sjovt at have gange i en masse projekter og forskellige opgaver, men af og til kan jeg godt savne ikke at have mere tid til at lave ingenting. Det gør så også, at vi nyder det ekstra meget, når vi endelig en sjælden gang har en friweekend sammen. Så helt skidt er det ikke ;)

Hvordan prioriterer du din tid? Og hvor meget tid sætter du af til at lave ingenting?