Miniguide til Koh Chang

Her følger sidste kapitel i vores beretning fra Koh Chang – nemlig en miniguide til Kai Bae Beach og omegn. Hvor kommer man dog hurtigt til at savne det langsomme ø-tempo og de gyldne solnedgange. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er sidste gang vi besøger elefant-øen.

GENERELLE TIPS

Til og fra: 4 gang dagligt går der bus fra lufthavnen i Bangkok til færgelejet i Trat, hvorfra man sejler til Koh Chang. Billetten tur/retur inklusiv shuttle til ens hotel koster i omegnen af 200 kr. per mand. Vi hoppede på en bus kl. 11 og var fremme ved vores hotel lidt over 18.

Penge: Der er masser af hæveautomater på øen, så det er ikke nødvendigt at tage en masse cash med hjemmefra, hvis man gerne vil undgå at rende rundt med mange kontanter.

Lokal transport: Transport foregår primært til fods, via lejet scooter (kan lejes for 50-100 kr. per dag) eller via thai-”taxaer” – der i virkeligheden er en slags åben ladvogn, man bare prajer ind til siden og hopper på.

Shopping: Hvis man vil købe lidt souvenirs med hjem fra Koh Chang, bugner det med små boder langs hovedvejen, og ellers kan det faktisk være meget skægt at kigge hylderne i den lokale 7-eleven igennem for spændende snacks. Jeg havde bl.a. tørret chili-mango, ristede fårekyllinger og jordnøddekarameller med hjem til mine kollegaer.

SPISESTEDER

koh-chang-84a

Moo4 – Ved hovedvejen i Kai Bae ligger denne perle af en fransk restaurant. Maden er veltilberedt og med et strejf af Asien hist og her. Jeg fik vidunderlig pandestegt fisk med kartoffelmos og tomat/rødløg/lime-vinaigrette og Lasse satte en gang mørt, farseret svinemørbrad til livs.

koh-chang-17a

Kati Culinary – Det rygtes, at Kati er én af de bedste Thai-restauranter på hele øen. Vi kan bekræfte at maden er super velsmagende – og billig! Vi gav ca. 50 kr. per mand for tre retter (forårsruller, panang-karry og hjemmelavet is).

Emperor of India – Hvad restauranten mangler i atmosfære og finish gør den mere end op for i smag. Vi fik skøn butter chicken, hvidløgsnaan og raita. Prøv også deres mango- eller banan-lassi.

koh-chang-26a

Barrio Bonito – Her fejrede vi vores forlovelse, og derfor er stedet selvfølgelig ekstra specielt for os. Men man behøver ikke være nyforlovet for at nyde deres krydrede fajitas og killer mezcal cocktails. Yum!

Ziva – Hvis man craver italiensk, er Ziva stedet at gå hen. Der er frisk pasta og stenovnsbagt pizza på menuen, og det holder! Prøv også deres bruschetta med tomat og feta.

Mordi e Fuggi – På Mordi laver de også ganske god pizza, og hvis appetitten ikke er til en hel én af slagsen kan man få resten med hjem – perfekt frokost dagen derpå ;)

koh-chang-74a

Sleepy Owl – I Lonely Beach finder man denne hyggelige biks, der både laver killer kaffe og sprød pizza. Stedet er hyggeligt indrettet og meget Insta-venligt – se bare her!

KB Resort – Her tilbragte vi mange eftermiddage med at spille kort, se solnedgang og ellers bare stene lidt! Husk at bestille deres kokosnødde-”mælk”, lime-juice eller passionsfrugt-juice. Alle tre smager himmelsk! Og så kan man passende spise en kurvfuld sprøde, salte pomfritter til.

koh-chang-69a

Aire Beach Café – Smoothie bowls og laid back strandstemning? Så er Aire Beach Café stedet. En ex-newyorker har slået sig ned med hund og yoga-studie – og driver altså også en hyggelig café med sund og velsmagende morgenmad.

Joy Cottage – Her kan man få sig en øl og lytte til 60’er- og 70’er-evergreens, mens bartenderne trisser rundt i trompetbukser og bandana om hovedet.

HOTELLER

koh-chang-5a

Sea View Resort and Spa – Her tilbragte vi vores 9 overnatninger på Koh Chang og fortrød ikke ét sekund, at vi havde valgt Sea View. Hotellet er måske ikke det allermest moderne, men man er omgivet af vidunderlig naturpark, havudsigt og det sødeste personale. Det perfekte sted at komme ned i gear.

The Stage – Vi kiggede også på dette hotel, da det er nybygget og prisen er tilmed rigtig god. Vi fandt overnatninger til omkring 160 kr. per nat! Vi gik forbi hotellet, da vi var afsted, og det så rigtig fint ud. Eneste minus er, at det ikke ligger direkte ned til stranden – men man kan gå derned på få minutter.

AWA Koh Chang – AWA er nok noget af det mest luksuriøse, Koh Chang har at byde på, og på trods af dette er deres værelser ikke i nærheden af at koste det samme som på et luksushotel derhjemme. Man kunne evt. kombinere et besøg på Sea View med et par overnatninger på AWA.

Billeddagbog fra Koh Chang #3

koh-chang-40a

koh-chang-13a

koh-chang-39a

koh-chang-7a

koh-chang-11a

koh-chang-62a

koh-chang-83a

koh-chang-71a

koh-chang-22a

koh-chang-67a

koh-chang-68a

Hermed tredje og sidste del af vores billeddagbog fra Thailand. Det er allerede dejligt at have billederne at se tilbage på, selvom en lille del af én godt kan blive lidt forbandet over, at transporttiden til små tropeøer som Koh Chang skal være så lang. Tænk hvis det kunne gøres som en weekend-sviptur. Så ville forårs-Aarhus altså få kamp til stregen, selvom byen nu er dejlig her i april måned, hvor folk vrimler ud på gaderne fra deres vinterhi.

Vi håber I kunne lide dagbogen. Sig endelig til, hvis I har spørgsmål til turen :)

Billeddagbog fra Koh Chang #2

koh-chang-82a

koh-chang-76a

koh-chang-65a

koh-chang-49a

koh-chang-45a

koh-chang-28a

koh-chang-20a

koh-chang-25a

koh-chang-34a

koh-chang-8a

koh-chang-24a

koh-chang-26a

koh-chang-23a

koh-chang-5a

koh-chang-48a

Her får I endnu en (kæmpe) omgang billedspam fra vores rejse til Koh Chang. Beklager, vi er snart færdige med at overdænge jer med billeder.. men hold nu op, hvor var der altså bare flot!

Som I kan se på et af billederne, boede vi på Seaview Resort & Spa, og det var SÅ dejligt et sted. Især taget i betragtning af, hvor billigt det i grunden var at bo på hotellet. Vi gav 4500 kroner for os begge for 9 nætter på et værelse, der havde omtrent samme størrelse som vores lejlighed. Altså 40 m2, ik’? ;) Og det inkluderede endda en stor morgenmadsbuffet. Det var ret luksus med et rent, pænt hotel, hvor service og faciliteter var helt i top. Udsigten ud over havet og den lille ø Koh Man Nai (som vi faktisk også kajakerede ud til) var heller ikke at kimse ad. Lige som vi havde håbet på. Det er simpelthen så billigt at bo og spise i Thailand, og vi kunne sagtens finde på at vende tilbage. Måske på bryllupsrejse? ;)

Billeddagbog fra Koh Chang #1

koh-chang-50a

koh-chang-9a

koh-chang-31a

koh-chang-27a

koh-chang-33a

koh-chang-19a

koh-chang-2a

koh-chang-36a

koh-chang-69a

koh-chang-66a

koh-chang-77a

Hermed første rejsedagbog fra vores ferie i Thailand. Sammenlignet med tidligere rejseindlæg har vi ikke helt så mange udflugtstips denne gang, da vi stort set kun bevægede os i en radius af fem kilometer fra vores hotel! Det var i den grad tiltrængt at have visket dagsordenen ud for en stund, især med tanke på den romantisk begivenhed, der fandt sted midtvejs på ferien. De ti dage var øremærket til fingerfletteri og ren afslapning :) Undervejs har vi naturligvis knipset en masse billeder af området, som vi deler i et par indlæg over de næste dage.

De første ni overnatninger på ferien tilbragte vi på Sea View Resort and Spa, som til fulde levede op til forventningerne. Hvor mange af de andre hoteller på Koh Chang ligger spredt langs hovedvejen på vestsiden lå vores lidt mere afsides – bygget ind i en klippeskrænt og omgivet af naturpark. Det var det skønneste sted at vågne hver morgen, omgivet af frodig jungle og blikstille hav. Vores værelse (der i øvrigt var større end vores lejlighed derhjemme!) havde den skønneste udsigt ud over bugten og en række små øer. Morgenmaden indtog vi på hotellets Lighthouse Restaurant, der lå øverst på skrænten. Herfra havde vi samme bjergtagende udsigt. Turen derop foregik via en lille kabelbane, der var adskillige minutter om at tøffe op af bjergsiden. Men det gør heldigvis ikke spor, når man ingen to-do’s har på listen. Med andre ord den perfekte base for en badeferie.

Aftenerne tilbragte vi typisk inde i den nærliggende by ved Kai Bae Beach, efter at havde fået et par sundowners nede på stranden. Kai Bae havde et rigtig godt udvalg af restauranter – både thai, indisk, mexicansk, fransk og italiensk. VI fik prøvet lidt af hvert, og heldigvis behøver man langt fra holde sig tilbage, når nu prisniveauet er så lavt. Som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med vores Prag-tur, så er det fedt at rejse i lande, hvor leveomkostningerne er så lave, at man kan tillade sig at skeje lidt mere ud. Sammenlagt tror jeg vi har brugt i omegnen af 3500 kr. i løbet af de ti dage. I New York kunne vi sikkert have nærmet os de 15.000! Vi havde også en enkelt dag i nærliggende Lonely Beach, der bar præg af at være backpacker-by. Stranden var ikke nær så fin som ved Kai Bae, og området var i det hele taget lidt mere gritty. Der lå dog et par hyggeligt caféer langs hovedvejen, som vi selvfølgelig tipper om i den miniguide, der udkommer sammen med næste indlæg.

Alt i alt var turen til Koh Chang lige hvad vi trængte til inden det går løs med projekt flytning og renovering derhjemme. Særdeles smukt, afslappende og hyggeligt :)

Tips til Koh Chang?

img_0025

Om mindre end fire uger rejser vi til Thailand – nærmere bestemt øen Koh Chang. Vi har ti dage på resortet Sea View Resort & Spa, og i modsætning til sidste års vinterferie, hvor vi travede San Juan tynd, bliver dette år ren strandferie. Både Lasse og jeg trænger til en omgang “eat-tan-sleep-repeat” ovenpå et lidt turbulent halvår, og heldigvis lader det til at vi har valgt helt rigtigt. Uafhængigt af hinanden har flere af vores venner fortalt at Koh Chang er en skøn ø, og at vores hotel er i en liga for sig. Så der er noget at glæde sig til! Og for Lasse bliver det ovenikøbet første tur i Asien. For mit eget vedkommende er det tolv år siden jeg sidst har været i Thailand – dengang boede min familie og jeg i Bangkok, på Koh Samui og på Koh Phangan. Meget er garanteret sket siden, og Koh Chang har helt sikkert nogle andre ting at byde på, end øerne i den sydlige del af bugten. Jeg glæder mig dog til et gensyn med gæstfriheden, den fantastiske mad og de varme nætter – tre ting, der for mig er indbegrebet af Thailand.

Hvis I skulle ske at ligge inde med gode tips til Koh Chang, så sig endelig til. Både til restauranter, udflugtsmål og hvad man ellers skal vide. Så skal vi gøre vores bedste for at strikke en brugbar guide til øen sammen, når vi er hjemme i lille DK igen.