Mad – Sidsel & Lasse

Guide: en weekend på Samsø

Annonce for VisitSamsø

I slutningen af juni tilbragte vi en weekend på skønne Samsø og vi lovede i den forbindelse at udgive en guide til øen. Vi var heldige at have Visit Samsø til at sammensætte et program til os, så vi nåede godt omkring på vores medbragte elcykler. Kom dog endelig med jeres tilføjelser i kommentarfeltet, hvis der skulle være nogle perler, som vi har overset :)

Da vi besøgte Samsø første gang, lovede vi os selv, at vi skulle tilbage igen snart. “Snart” endte så med at blive elleve år senere! Tilbage i 2009 besøgte vi vores venner Line og Stig, som vi havde mødt på en lillebitte båd på Galapagos nogle måneder forinden, da vi rejste rundt i Sydamerika. Under vores besøg boede vi hos Lines forældre, der er medejere af Samsø Bær, og kørte ellers øen tynd med Line og Stig (når vi altså ikke havde tømmermænd efter bytur på Dokken). Det er altid superfedt at kunne alliere sig med nogle lokale, når man besøger nye steder, og vores første weekend på Samsø gav os kun endnu mere lyst til at udforske stedet.

Det fik vi endelig tid til nu, og weekenden levede op til alle vores forventninger. Skulle vi sætte en finger på noget, må det være, at vi først fik de berømte samske solskinstimer at se om søndagen. Da vi ankom fredag cyklede vi direkte ind i sommerens hidtil mest voldsomme skybrud, hvilket resulterede i at vi 30 minutter senere ankom til Ballen i gennemblødte sneakers og sjaskvåde aftegninger der, hvor regnslagene ikke dækkede vores overtøj! Heldigvis forbarmede Ballen Badehotel sig over os og gav os nøglen til vores værelse et par timer inden check-in, og det gjorde hele forskellen. Lidt gulvvarme og en føntørrer kan redde det meste!

BO

Ballen Badehotel – Vi boede i en villalejlighed på smukke Ballen Badehotel, der i dag bestyres af René Knudsen (som nogle aarhusianere måske kan huske som tidligere ejer af bl.a. Restaurant René og Hotel Ritz). Hotellet ligger to minutter fra vandet og de mange hyggelige butikker og restauranter, Ballen rummer. Selve hotellet er holdt i klassisk badehotelsstil med lyse, douchede farver og en smuk spisesal. At René har overtaget hotellet kan helt sikkert ses på køkkenet. Vi gik begge morgener ombord i en dejlig morgenmadsbuffet med friskbagt surdejsbrød, lokale moste, samske jordbær, blødkogte æg og en masse andet godt.

SPIS

Skipperly – Skipperly ligger lige ud til Ballen Havn, og på en sommerdag er deres terrasse et skønt sted at sidde og kigge ud på byen. Maden er lavet på samske råvarer og menukortet byder på danske klassikere med et fransk touch. Vi fik blandt andet fiskesuppe, stenbidderrogn, svin og friske, samske jordbær. Husk at bestille bord, da der godt kan blive travlt i højsæsonen.

SAK – Restauranten er opkaldt efter den store kornsilo, der kan skimtes i udkanten af Ballen, hvor SAK ligger. Her er der også fokus på samske råvarer – vi fik blandt andet en vildt lækker kartoffelmad og skøn saft fra Samsø Bær. Deres croque madame og laksemad kan vi også varmt anbefale. Næste gang vil vi prøve deres aftenmenu!

Den Gamle Butik – Trænger du til en kop kaffe, noget dejlig is eller et stykke kage, er Den Gamle Butik et godt bud, hvis du er i Ballen. Caféen ligger ved Ballen Havn og sælger også forskellige specialiteter fra Samsø. Her kan man også sidde udenfor ved deres hyggelige bænke og nyde det (forhåbentligt) gode vejr.

Søster Sidevind – Denne hyggelige café og butik i Besser er uden tvivl én af de mere excentriske steder, vi har besøgt på Samsø. Og det er ment på den bedst tænkelige måde. Her får du serveret klassisk, dansk smørrebrød, sandwiches, kage, kaffe og diverse snacks. Der er også gode muligheder for vegetariske og veganske tilvalg. Er vejret til det, skal du helt sikkert sidde i deres store have, der ligger bag forretningen.

Smagen af øen – I herlige Nordby finder du Smagen af øen – en café og butik, der har dedikeret sig 100% til at servere så meget lokalproduceret mad for deres gæster som muligt. Vi fik en fantastisk frokosttallerken med de lækreste råvarer, der var hentet ind fra forskellige producenter på hele Samsø. Husk også at tjekke butikkens store udvalg af Samsø-produkter. Bagerst i forretningen findes også en fin, lille interiør-shop og vinylafdeling.

Casa Tua – På vej ind i Nordby kommer du forbi Casa Tua, så med mindre du decideret ikke bryder dig om is, er der ingen undskyldning for ikke at stoppe op og snuppe en dejlig kugle italiensk is med fra det lyserøde ishus, der ligger i vejsiden. Molto bene!

Restaurant Berhnt – I Ballen Badehotels lokaler finder du en herlig restaurant, som er opkaldt efter Emil Berhnt, der grundlagde badehotellet. Her kan du bestille skøn a la carte mad med stor fokus på fisk, skaldyr og friske råvarer dyrket på Samsø. Restauranten og betjeningen emmer af hygge og nærvær, og vi følte næsten, at vi kendte tjenerne, da vi var færdige med vores lækre aftensmåltid.

Ildegal – Vi nåede ikke at spise på Ildegal, men da det ligger lige over for Smagen af øen i Nordby, hvor vi spiste frokost, fik vi udsigt til det hyggelige pizzeria, der ligger i en villa og som lader gæsterne indtage de langtidshævede pizzaer i på bænke haven foran huset. Det vil vi da egentlig gerne prøve næste gang, tak!

Røgeriet – Vi nåede faktisk ikke at spise på Røgeriet, men vi kan forstå på mange, at det er lidt af en institution i Ballen. Mange af deres fiskeretter lyder da også umådeligt lækre. Dem må vi prøve, når vi er på besøg på Samsø næste gang.

SE

Ballebjerg (og Nordby Bakker) – Jeg overtalte Lasse til at køre de sidste ti minutter fra Nordby til Ballebjerg, selvom han ikke var meget for det efter en times svedig cykeltur fra Ballen. Men udsigten var heldigvis hele turen værd! Ballebjerg er Samsøs højeste punkt og fra toppen kan man både se Tunø, Aarhus og det smukke bakkelandskab, der omgiver Nordby.

Samsø Vin Syndikat – Hvad gør man, hvis man er pensionist på Samsø, og godt kan lide at nørde mad og vin? Så starter man da sin egen vinproduktion! Det er nogenlunde historien bag Samsø Vin Syndikat, der på tiende år eksperimenterer med både røde og hvide druer. Hver lørdag om sommeren er der vinsmagning og rundtur blandt vinstokkene. Husk at smage deres kir, den er god!

Yduns Have – Et stenkast fra vinsyndikatet ligger det økologiske landbrug Yduns Have og den tilstødende gårdbutik, hvor man kan købe lækre samske råvarer med hjem til sommerhuset. Det er også tilladt at gå en tur rundt på gården og hilse på hønsene.

Besser Rev – Kører man igennem Besser og fortsætter mod nord rammer man til sidst den lange tange, der kaldes Besser Rev. Området er yngleplads for en masse fredede fuglearter, og det er derfor ikke muligt at komme så langt ud på tangen i sommermånederne, men det er en smuk bid af Samsø uanset.

Nordby – Nordby er indbegrebet af dansk landsbyidyl. For mange vil byen nok være lig med det postkort-agtige udsnit af byens gadekær og stråtækte huse, og det er da også atmosfæren, man skal komme for at opleve. Spis en kartoffelmad, kig på nogle stokroser og fald i snak med de lokale :)

Langør – Vi fik anbefalet Langør Lystbådhavn af flere lokale, og vi er glade for, at vi slog et smut forbi på vores vej tilbage til færgelejet om søndagen. Langør ligger langt væk fra alt andet på Samsø – det føles lidt som “verdens ende”. Havnen ligger for enden af en lang tange, og flankeres af en håndfuld fiskerhuse. Byen huser et lille spisested og en lillebitte strand. Perfekt til en dagstur i langsomt tempo.

Kanhavekanalen –  Når man bevæger sig fra syd mod nord på Samsø kommer man forbi en indsnævring, der engang husede en kanal, som datidens vikinger gravede ud. Kanalen brugte de så til at sejle igennem og gemme sig på “bagsiden” af Samsø, hvis der var fjender i sigte.

Brundby – En kort cykeltur fra Ballen ligger Brundby, der især er kendt for Brundby Rockhotel, hvor der året rundt afholdes koncerter med danske artister. Er man mere til shopping, så ligger der en designbutik – MoltkeDesign – med et bredt udvalg af planter, tekstiler, interiør osv. i byen. Vi slog også vejen forbi Kæmpe Marked, der er en genbrugsbutik på steroider!

Morgan Garage – I Besser ligger der et mini-museum med biler fra den engelske bilfabrikant Morgan. At Lasse og jeg har benzin i blodet ville være synd at sige (det er nok nærmere cykelslanger..), men det var alligevel en sjov oplevelse at se de håndbyggede veteranbiler.

Samsø Bær – Samsø kaldes jo Danmarks køkkenhave, fordi der er så optimale betingelser for dyrkning af frugt, grønt og bær på øen. Det er Samsø Bær et godt eksempel på. Virksomheden producerer en bred vifte af safter, snapse og marmelader, som man kan svinge forbi og smage på (og købe) i deres gårdbutik. Vores favoritter er uden tvivl deres “sommer-jam” med jordbær, hindbær og rabarber og så deres rabarbersaft. Mm!

Det gode skår – I Ballen tæt ved Ballen Badehotel kan du gå på opdagelse blandt tøj, sko, keramik, smykker og brugskunst eller selv forsøge dig som keramikmaler i baglokalet, hvor kreativiteten kan blive sluppet løs.

Frokosttilbud og forårsmenu hos Grappa Piccolo

Reklame for Grappa Piccolo

Inden vi drog på vinterferie, rundede vi 1. kapitel af vores samarbejde med Grappa Piccolo af med at prøvesmage en række skønne forårsnyheder. Restauranten har både opdateret deres menukort med nye cicchetti og nye hovedretter. Vi fik først serveret en håndfuld deleretter: salsiccia med druesauce, friteret squash med persillemayo, julesalat med crunchy fyld, bruschetta med mortatella og stracchino samt bagt blomkål med parmesan og trøffelsmør. Det var fedt at smage nogle andre retter end de klassiske italienske apperitivi, der som regel rimer på brød, ost og tomat, og vi var især vilde med de friterede squash og den bagte blomkål. Efterhånden som vi er begyndt at spise mere og mere vegetarisk prøver vi at komme omkring flere grønne retter (for også at drage lidt inspiration), så det var dejligt at se nogle grøntsagsbaserede cicchetti på menukortet. Begge hovedretter var faktisk også vegetariske. Vi fik en helt klassisk svamperisotto og så Grappas version af en “Pasta alla Norma”, der bl.a. består af frisk pasta, stegt aubergine, tomat og bagt ricotta. Lækkert, lækkert!

Også deli’en har rystet posen i anledning af foråret, og har i øjeblikket en kampagnepris på salater, panini og foccacia, som kan købes for 50 kr. stykket. Perfekt til en hurtig frokost eller et let aftenmåltid. Vi kan anbefale salaten med laks og hjertesalat! Der er også fyldt nye varer på hylderne, så man som Italien-elsker (italofil?), efterhånden kan bilde sig selv ind, at man befinder sig i en alimentari sydpå og ikke i Skt Clemens Stræde på en regnvejrsdag, haha. Blandt nyhederne vil vi især highlighte Grappa Delis udvalg af friske, italienske oste: burrata (mozzerellaens fløde-lækre fætter med flydende indre), stracchino (kan sammenlignes med en hård smøreflødeost), ricotta, mascarpone m.fl. og så den meget skønne pizzatopping og smagsgiver: fersk salsiccia-pølse. Man kan til nøds udskifte den med en dansk medister, men smagen er altså bare ikke den samme. Salsiccia kan både være krydret med fennikel, rosmarin, rødvin, pecorino og andre gode ting. Fyr den på din næste kartoffelpizza – du vil ikke fortryde det!

Nu lover DMI snart forårsvejr, så det kunne jo passende fejres med nogle italienske kulhydrater ;) Vi håber, vores indlæg kan give lidt inspiration hertil.

Piccolo og deli er åbnet i Risskov

Reklame for Piccolo Risskov

I mandags havde vi fornøjelsen af at være værter ved en middag på det nyåbnede Piccolo i Risskov, der er seneste skud på Grappa-stammen. Den kombinerede restaurant og deli ligger i en nybygget rotunde på hjørnet mellem Nordre Strandvej og Vestre Strandallé, og skulle efter sigende allerede være blevet rigtig populær blandt de lokale. Det er der heller ikke noget at sige til, for konceptet fungerer bare. Det italienske køkken er let at blive forelsket i, fordi det er så jordnært, enkelt og smagfuldt. Hvis I følger os på Instagram, lagde I muligvis også mærke til at vores efterårsferie i Ligurien i høj grad kredsede om brød, pasta, solmodne tomater og rødvin! Mad fås ikke meget bedre end på de kanter, og heldigvis kan vi nu få en bid af stemningen ti minutter fra vores hoveddør. 

Til middagen havde vi og Grappa inviteret en lille flok af vores søde blog- og instagram-kollegaer på mad, spritz, pastaværksted og en lille plyndring af deli’en. Vi lagde ud med en række cicchetti – små italienske appetizers – der spænder fra kolde klassikere som burrata, mortadella og bruschetta til små varme retter som arancini og blæksprutte. Herefter bevægede vi os ud i en pastaret med torsk, kål og saltcitron, som vi helt klart skal forsøge at efterligne derhjemme. Som enhver italiensk restaurant med respekt for sig selv, laver Piccolo deres egen pasta, og det gør en verden til forskel, hvis man spørger os. Frisk pasta kombineret med tre-fire velsmagende ingredienser er bare comfort food af den bedste slags.

Efter pasta fik vi serveret en secondi bestående af den møreste porchetta med kartofler og rodfrugter (porchettaen er et særligt indslag på menukortet, som kun findes i Risskov-afdelingen). Vi sluttede af med den italienske dessertklassiker over dem alle: tiramisu. Igen helt enkelt og vellavet. Vores største anke ved måltidet må være manglen på kapacitet i mavesækken! En italiensk fire-retters er ikke for sarte sjæle eller den lille appetit, men mindre kan selvfølgelig også gøre det, haha. Heldigvis fik vi rørt os lidt, da vi blev inviteret indenfor i pastaværkstedet. Vi er ikke de store pastamagere derhjemme, for helt ærligt, så er det sgu lidt tidskrævende og bøvlet! Men så er det jo fedt at man kan få Piccolo til at gøre det hårde arbejde og bare snuppe en pose med hjem til aftensmaden. Og så kan man ovenikøbet også købe færdige saucer og råvarer i deli’en. Meget nemmere bliver det ikke. 

Vi håber, indlægget her har givet et godt indblik i den nyeste tilføjelse til Risskovs madscene. Selvom den nye Piccolo ikke ligger i gåafstand fra centrum, så vil vi bestemt anbefale at I triller en tur derud. Lokalerne er blevet så flotte, og så er det indimellem fedt at bevæge sig lidt væk fra sit eget hood. Piccolo serverer i øvrigt også brunch i weekenderne (og en lettere udgave i hverdagene), der blandt andet har deres berømte morgenmadspizza som feature. Vi har dog et godt øje til retten med røræg, trøffel og parmesan, der lyder lige tilpas dekadent og umami-tung! Der dukker nok en lille anmeldelse op herinde, når vi engang har fået sat den til livs ;)

Cicchetti på Grappa Piccolo

Annonce for Grappa Piccolo

Måske skal dette indlæg simpelthen starte med at opklare, hvad cicchetti er og ikke mindst, hvordan det udtales. Cicchetti er de små, lækre retter, du ser på billederne – i bund og grund Italiens svar på spansk tapas (vi er godt klar over, at vi for nyligt hatede på netop den løse brug af ordet ‘tapas’.. men altså…). Det udtales “tjiketti”, så ved du det.

Det er nok ikke for meget at sige, at Grappa Piccolo serverer Aarhus’ bedste cicchetti, for det er, så vidt vi ved, også Aarhus’ eneste. Men altså, det er virkelig så lækkert, som det ser ud på billederne. Sammen med dine småretter er det oplagt at bestille en spritz, som de også har specialiseret sig i at lave hos Grappa Piccolo. Du kan selvfølgelig holde dig til den efterhånden kendte Aperol Spritz, men der er mange langt sjovere og mindst lige så velsmagende spritz på drinkskortet. Lasse fik f.eks. en “Godfather Spritz” (navnet er allerede lovende) med Amaretto, whiskey og prosecco, der var så god, at selv den evigt skulende Marlon Brando ville få et smil på læben.

Vi fik nok lidt rigeligt at spise den dag, men vi var jo nødt til at komme (næsten) hele menukortet rundt. Vi prøvede blandt andet burrata, den sprøde salat, friterede risottokugler (!) , dybstegt torsk, rejer og krydrede polpette. Vores yndlings-cicchetti var fignerne med røget skinke og vinaigrette, det smagte helt tosset godt. Heldigvis var der også plads til et par lette dolci til sidst – vi nappede en gang citronsorbet og en affogato, som satte prikken over i’et.

Et besøg på Grappa Piccolo er oplagt, hvis du skal ha’ et glas vin eller en spritz med vennerne efter arbejde, men fungerer også formidabelt til både frokost og aftensmad. Er det uformel delemad, du er ude efter, kan vi varmt anbefale at kigge ind på Grappas lillebror, Piccolo, som helt klart er med til at trække standarden for restauranter og caféer ved åen op.

5 nemme og sunde hverdagsretter

Stegt halloumi med bagt broccoli, tomater, mandler og rød quinoa

Frisk pasta med ærter, ricotta, citron og persille.

Grøntsagsbowl med falafler (lavet på Naturli’s plantefars), broccoli, avocado, bagt sød kartoffel, syltede gulerødder (dem fra Søstrene Grene er gode), tomater, humus og feta.

Med resterne fra grøntsags-bowl’en lavede vi soft shell tacos med bagt sød kartoffel, syltet gulerod, avocadomos, feta og en rest stegt gris (med chilimayo og sriracha sauce). Kan også laves med tacoskaller.

Stegt torsk med nye kartofler og blomkåls”steak” med urter, brunet smør og hasselnødder (en opskrift fra Madbanditten).

Vi synes selv, vi er ret travle hjemme hos os for tiden, og det afspejles ret tydeligt i det, vi får til aftensmad. Det skal være nemt, sundt og selvfølgelig smage godt (og hvis det er øko, gør det bestemt heller ikke noget). Vi skærer oftere og oftere kødet fra, da det er en ret nem måde at gøre måltidet pris- og klimavenligt på. Selvfølgelig skal der gerne stadig være nogle bestanddele, man kan blive mæt af, men det er der heldigvis masser af kødfri muligheder for. Samtidigt har Sidsel været god til at passe vores krydderurter på terrassen, hvilket gør at vi selv kan spice vores aftensmadsretter op med purløg, persille, oregano, timian eller mynte. Det giver også en smule ekstra luft i madbudgettet (for ikke at nævne den lille tilfredsstillelse, det giver at lave mad med ingredienser, der gror på ens egen terrasse).

Vi har med vilje ikke skrevet opskrifterne på ovenstående retter, da vi tænker, de mere eller mindre giver sig selv. Hvis det ikke skulle være tilfældet, må I endelig skrive!